Anmeldelser fra ILT Festival, Aarhus d. 14 – 18 juni
Byen arbejder sammen om ILT
Af Erik Exe Christoffersen
ILT er en international teaterfestival, der bringer spektakulær scenekunst fra hele verden til Aarhus. ILT arrangeres af Aarhus Teater, Svalegangen og Teatret Gruppe 38 i samarbejde med Musikhuset, Bora Bora, Teater Katapult, Teater Refleksion, Teaterhuset Filuren, Åbne Scene/Godsbanen og andre lokale samarbejdspartnere som Dramaturgi på Aarhus Universitet.
Man kan i sig selv takke de arrangerende teatre for denne store indsats, som både fremviser teater og skaber en række debatterende arrangementer om de enkelte forestillinger, teatrene bag og deres kunstneriske intentioner. Det er en omfattende dokumentation af teatrets levende energi og teknik, og det hele kommer Aarhus til gode, som en tiltrængt styrkelse af det brede teaterliv.
Jeg har her valgt at omtale forestillinger, som viser hvordan teatermediet forholder sig til vores problemfyldte, usikre og skræmmende fremtid. Det bliver på en måde et forsøg på at skabe modet og kraften til at modstå de farer og risici, som de fleste øjner i horisonten.
Happiness, Dries Verhoeven, Klostertorvet
Instruktør Dries Verhoeven har tidlige gæstet Århus med sin særlige installationskunst, hvor tilskuerne træder ind i en ny virkelighed. Phobiarama foregik i en kæmpe telt på Bispetorvet, hvor tilskuerne to og to sidder i en lille tivolivogn og kører rundt på skinner i et uoverskueligt scenografisk rum. Her dukker pludselig store bjørne op og senere klovne, som bliver mere og mere uhyggelige og skræmmende. Tilskuerne skriger og mærker angsten for berøring. Vi kan ikke forlade vognene, som kører på rundt i det labyrintiske rum, som også pludselig kører baglæns og speeder op. Til slut mødes vi af fremmede, aggressive, muskelstærke mænd med nøgne overkroppe, som bliver et samlende udtryk for den faretruende verden vi er på vej ind i.
I Happiness træder tilskuerne ind i et ganske lille rum, som ligner et apotek med et utal af forskellige piller. Den enkelte tilskuer eller et par stykker, større er rummet ikke, betjenes af en smuk, kvindelig robot. Hun forhandler forskellige stoffer, smertestillende midler og antidepressiver, og forklarer deres virkning i forhold til hjernen og de følelserne. Alle stofferne har den kvalitet, at de ændrer vores perception af virkeligheden gennem kunstig stimulering af den kemiske sammensætning af de såkaldte lykke- og tilfredshedsstoffer serotonin og dopamin. Robotten er evigt smilende og sødmefuld. Man får fornemmelsen af at hun ser en i øjnene og anbefaler netop det, man mangler for at blive lykkelig. Man kan sige at robotten på en måde har overtaget vores følelsesliv og langsomt forandrer vores opfattelse af og væren i verden og dermed ændres verden formodentlig også.
Tilskueren inddrages og bliver en del af værket og dets proces eller handling. Tilskueren deler rum og nærvær med værkets robot, uden at der er tale om en egentlig direkte udveksling på fiktionens niveau. Værket vækker på en måde både tilskuerens skærpede perception og emotion, men også en kognitiv respons. Det vil sige, at tilskuerne ved at mærke sig selv i den særlige situation så at sige foretager en form for selvobservation påvirket af den skræmmende fremtid. Men vi ser samtidig det komiske i værkets situation. Robotten er virkelig nuttet og jeg fornemmer faktisk at hun ser mig i øjnene, lige indtil hun begynder at gentage sig selv, hakke i det og sætninger går i uorden. Det bliver klart, at hun er afhængig af en flydende strøm.
Vi er på vej fra den menneskestyrede til den robotstyrede udvikling af virkeligheden. Men hvem styrer robotterne? Det minder om en dehumaniseret verden hvor teknologi og syntetiske stoffer dominerer den menneskelige tilstand. Det er, lige som Phobiarama, et værk om fremmedangst og angsten for fremtid, hvor vi mister den humane sans.
Billy’s Violence, Needcompany, Musikhuset
ILT Festivalen åbnede med belgiske Needcompany’s forestilling Billy´s Violence. Det er en blanding mellem teater, performance og dans baseret på ti af Shakespeares voldsprægede kærlighedsdialoger med kvinder i fokus. Der er en fremstilling af vold mod kvinder som et underholdende element. Det foregår på Musikhusets store tomme scene med en kæmpe hvid bagvæg, hvor der projiceres replikker i forskellige oversættelser, som kan skifte farve efter lyset. I hver side hænger stænger fyldt med kostumer. De forskellige kostumeskift er synlige og en del af forestillingens dramaturgi.
Forestillingens fortæller, Narren, beretter i begyndelsen om Shakespeares verden fyldt med grusomhed, racisme og kvindehad. Den voldsomhed både kritiserer og benyttede Shakespeare sig af for at lokke publikum ind i sit teater. Som Narren siger, levede han i en verden fyldt med henrettelser, hundekampe, kvindeafbrændinger og vold.
Volden er også i dag en populær underholdningsform, som fx i Quentin Tarantionos Kill Bill (2003). Sammenfaldet i titlens Bill er næppe tilfældigt. Hos Tarantino ser vi den hævnende kvinde. Det er ikke dog ikke fremtrædende i den stammende, hakkende og brudte fremstilling af kvinder, som samtidig rummer dansen, viraliteten og den energiske krop. Kvinderne er i forestillingen super elegante i modsætning til ensemblets lidt ældede og kropsligt tyngede mænd. Handlingen er bearbejdet over 10 scener fra Shakespeares kendte værker. Scenerne benævnes efter den kvindelige part, som fx Desdemona, Othellos ægtefælle, som han dræber. Det er kernen i de forskellige scener. Kvinder ydmyges, dræbes, flås, voldtages. Forestillingen gør dog ikke noget ud af forklare hvorfor, eller hvem de forskellige karakterer er.
Alle voldsscener er stiliserede og fremhævede som kunstneriske greb. Fx da en kvinde får banket hovedet ned i en tromme igen og igen, hvilket fremkalder en meget ubehagelig lyd, som et hoved der smadres, samtidig med at vi ser det konstruktive grebet, som medvirker til at gøre det mere grotesk. Ikke mindst slutningens blodrus, hvor alle søles til i et blodbad, som munder ud i klagen: hvor er dit hoved rød, rød, rød. Det er tydeligvis instruktørens karnevalistiske feberfantasi, tilskuerne drages ind i, og som man kan distancere sig mere eller mindre til.
Hele ensemblet på i alt seks skuespillere er stort set på scenen hele tiden og er er med til skiftevis at danne baggrund og forgrund. De danser, synger, stønner og taler sig gennem scenerne. Hvorfor er det volden opstår? Det er her resultat af forskellige misforståelser eller fejltagelser. Romeo misforstår situationen og tror fejlagtigt, at Julie er død. Det tragiske er, at der er tale om fejltagelser, som kunne været undgået. Ofelia bliver på lignende vis gal, fordi hun tror, at Hamlet har svigtet hende. Hos Shakespeare er fejltagelserne også en drivkraft i komedier som Tvillingerne og Helligtrekongersaften, hvor dobbeltgængere skaber en række misforståelser.
Bag volden klinger det shakespearske Ingenting. Det er det, der skaber den desperation og angst, som udløser volden. Intet er hvad det giver sig ud for. Verden, sproget, traditionerne og ritualerne har mistet betydning, der er kun kroppen og smertens sandhed og ellers ingenting. Repræsentationen har således flere niveauer, som peger frem mod det, man kunne kalde en autenticitetsperformance. De medvirkende spiller roller men er også sig selv på scenen. De er hver især unikke. De danser, synger, fremviser kjoler og objekter, og ind i mellem glider de ind i en rolle. Somme tider udviskes forskellen dog, og der opstår et vist sammenfald mellem rolle og person, og på en måde er det forestillingens pointe. Det er vores ansvar at tage stilling til vold og underholdning.
Det belgiske Needcompany har tidligere i ILT opført den mere personlige danseforestilling Isabella’s Room, ligeledes skrevet og instrueret af Jan Lauwers.
Læs mere om Billy’s Violence her
03:08:38 States of Emergency, Transitteatret-Bergen, Svalegangen
03:08:38 States of Emergency er en rekonstruktion af eftermiddagen den 22. juli 2011. Minut for minut følger tilskuerne terrorangrebene i Oslo og på Utøya, med lyden og billeder fra den dag, angrebene fandt sted. Det tog 3 timer, 8 minutter og 38 sekunder at sprænge en norsk regeringsbygning i luften og derefter at dræbe 69 unge socialdemokrater på sommerlejr.
Midt i rummet er der to borde, hvor landskaberne er genskabt. På det ene bord har vi området omkring Oslo og vejen til Utøya havneplads, hvorfra båden til øen går. Vi følger bilen han kører i minut for minut, indtil han når frem til havnen, hvor han venter i en halv time. Det andet bord er øen, som rekonstrueres med træer og klipper, der bygges undervejs. Over bordet hænger en skærm med videoprojektioner af træerne set nedefra. Ved siden af bordet er der et lille skab med en tegner som opridser hans rute. Forestillingen er et æstetisk hybridværk, som kan ses som teater, en installation, et musikalsk værk, og en indspilning af en video, med både håndholdt kamera og et kamera på en wire i loftet, som filmer rummet i fugleperspektiv. Scenerummet skifter derfor karakter alt efter hvilken medialitet, man så at sige vælger at iagttage handlingerne gennem. I passager følger man videoen, i andre passager går man rundt og er midt i optagelsesaktiviteterne, til tider lytter man til radiotale og musik og pludselig står man blandt et kor, som synger en arie. Man kan også blot sidde som iagttagende tilskuer på en stol og følge de forskellige aktiviteter.
Det betyder at der er to forskellige lag i denne forestilling. For det første er der selve begivenheden, som er historisk bundet til et tidsforløb med en række aktører, som er anonymiseret som ”han” og ”de”. Forløbet er gengivet som en tidsmæssig fremadskridende handling. For det andet er der repræsentationshandlingen, optagelsen og udførelsen af værket. De mange medvirkendes handlinger er dybt koncentrerede aktiviteter: at optage, synge, flytte lys, bygge øen, markere de døde, tegne en rute osv. De to lag er skaber en blanding af reale fragmenter, som både beretter om bombeeksplosionen og samtidige forsøg på forklaringer. Og en ”her og nu” realitet, som langsomt forandrer rummet og tiden. Faktisk kan man tale om et tredje lag, som er tilskuerens placering og vandring i rummet i rummet. Det at bevæge sig ind og ud af tiden og nærme sig de konkrete begivenheder, det at iagttage hvordan de mange koordinerede handlinger spiller sammen, hvordan fx lysmanden med en lampe sørger for at kameraet fanger de rigtige skygger og er i sig selv med til at skabe fornemmelsen af medvirken. Vi iagttager begivenheden men er også en del af den.
Man kan sige, at forestillingen er et polyfont kor af samtidens forskellige mediale stemmer, som er gjort til objekter, som bilens bevægelser, ruten som tegnes, musikken og sangen som performes, tegningerne som udføres. Kun en enkelt gang lyder den menneskelige sorg: et grædende menneske, hvis gråd og skrig glider over i lyden af en trompet.
Der er ikke tale om en retrospektiv rekonstruktion men en fremstilling som hverken ”ved” hvem gerningsmanden er, hvad der sker og hvad konsekvenserne er. Det er således i høj grad en forestilling om selve undtagelsestilstanden og det kaos, som alle søger at forstå. På samme måde er tilskueren draget ind i tidsforløbets manglende forståelse og manglende logik. Det er en oplevelse af en tilstand uden forklaring mere end det er et forsøg på at forklare terrorhandlingen eller de mange misforståelser og manglende handlinger. Der er ingen moralsk fordømmelse af nogen i denne undtagelsestilstand, som forbliver et billede ikke blot på hvad der skete, men på hvad der godt kunne ske igen i en kompleks virkelighed, som ofte lader til at være uden sammenhæng. Det er et net af reaktioner, gentagelser, fortolkninger, spørgsmål og meget få antydninger.
Læs mere om 03:08:38 States of Emergency her
Runners, Cirk La Putyka, Åbne Scene Godsbanen
Cirk La Putyka er et teaterkompagni fra Prag, Tjekkiet, forankret i den moderne cirkusgenre. Det består af næsten hundrede skuespillere, dansere, akrobater, musikere, produktionsledere, teknikere, læger, makeupartister og andre professionelle. Gennem tiden har ensemblet skabt sin egen neo-cirkus-teaterstil.
Runners er en unik forestilling, hvor det meste foregår på et ekstraordinært stort løbebånd. Fire dansere og to musikere løber og overvejer livet i en verden, hvor alting går stærkt. Løberne og løbebåndet er tilsyneladende en metafor, som kunne minde om Hartmut Rosas teori om accelerationssamfundet. De medvirkende udfører en kraftfuld koreografi, original livemusik, Cyr-hjulstunts og akrobatik, alt sammen på løbebådendet med skiftende hastigheder. De viser en verden, der kræver, at alt bliver gjort i hast.
De danser i hvidt på båndet, de cykler, en bruger et stort hjul, de falder, drejer, ruller og kastes ind i mellem af båndet. Til slut genopfører de det klassiske løb, hvor den ene efter den anden falder fra og vinderen til sidst hyldes med klap og konfetti i en løbsekstase. Løbet har denne dobbelte karakter igennem forestillingen. Det er en lidenskab, en fascination, en afhængighed og en form for motion og leg med kroppen. Men samtidig er det også et billede på samfundet hvis hastighed betyder, at vi mister forbindelsen til kroppen, sanserne og den emotionelle begejstring. Det er samtidig et personligt værk, hvor ensemblet på skift træder udenfor for båndet og taler om sig selv og deres fordomme og konventioner.
Sunday, Chaliwaté og Focus, Bora Bora
I et samarbejde, der begyndte på Edinburgh Fringe, udstiller de to belgiske kompagnier Chaliwaté og Focus den absurde, naive og fascinerende stædighed i menneskets insisteren på ’business as usual’ midt i en klimakrise. Med en mesterlig blanding af fysisk teater, dukketeater, video og slapstick rammer forestillingen en på én gang finurlig og alvorlig tone, som både giver plads til latter og refleksion.
I Sunday præsenteres tilskueren for en række scener, der belyser forskellige aspekter af klimakrisen. På den ene side er der et større, udadvendt perspektiv, hvor forskellige konstellationer af dyrelivsreportere og dokumentarister filmer uddøende dyrearter, men overmandes af smeltende is, cykloner og flodbølger. Måske mennesket også selv er en truet dyreart? På den anden side er der et mere domesticeret perspektiv, hvor vi følger absurde scener af en familie, der forsøger at hygge sig med afslapning og romantiske middage imens møblerne bogstavelig talt smelter i varmen og voldsomme storme blæser dem omkuld.
Men det er ikke kun tematisk, at forestillingen leger med skift i skala. Det centrale greb er en nærmest filmisk brug af krydsklip mellem forskellige scener og perspektiver. I starten møder vi fx et naturlandskab skabt med små scenografiske miniaturer og performernes kroppe. En lille bil kører hen over landskabet. I næste nu er vi inde i bilen, hvor de tre dokumentarister kører, drikker kaffe og ryger cigaretter ud ad vinduet. Så er vi pludselig ude på isen, og da de tre falder i det iskolde vand, skiftes der til en videoprojektion på bagvæggen, der viser katastrofen gennem kameraets linse. Efter kameraet går i sort, skiftes der til en scene hvor en kæmpe dukke af en isbjørn og dens unge styres af performerne imens isflagerne langsomt river sig løs under dem.
Dukkespillet og brugen af performernes kroppe som landskaber, blæksprutter og en svedende bedstemor er frydefuldt i sin præcision og gedigne kreativitet. Selvom tematikken er tung, gøres der undervejs effektfuld og mesterlig brug af fysisk humor. Samspillet mellem scenografi og fysisk slapstick er vidunderligt, når familiens møbler smelter til surrealistiske former fra et Dali maleri eller et par stædigt forsøger at nyde en middag imens tallerkner, hår og møbler flyver om ørene på dem. Det humoristiske udstiller den groteske absurditet i klimasituationen og giver samtidig plads til en slags tragikomisk omsorg for den menneskelige tilstand.
Søndag er som bekendt den kristne traditions hviledag. Dagen, hvor vi kan smide fødderne op og nyde skaberværket. Men i Sunday er skaberværket ved at falde fra hinanden og menneskets ukuelige overlevelsestrang holder aldrig fri.
Afslutning
Den samfundsmæssige vold viser sig i mange former. Det kan være en terrorhandling, som skaber fundamental utryghed og det kan være en systematisk vold mod kvinder både privat og offentligt. Volden kan også være rettet mod naturen og vores klima og endelig kan den rettes sig mod en selv i form af en overdreven motionering, som går over en smertegrænse. Volden er moralsk og etisk forkastelig for de fleste, men der er også en tendens til, at den forherliges i medierne og ligefrem bliver en form for underholdning. Det er klart en vanskelig problematik, og man kan godt hævde at både Runners og Billy´s Violence både har et kritisk og underholdende blik på voldens former og man kan givet diskuterer balancen. Det samme gælder mulighederne for at bremse og stoppe den sociale vold. Her er det måske at Shakespeare giver det bedste bud. Lyt til og mærk ingenting. Det er i benægtelsen af det samfundsmæssige teatraliserede spil, vi så at sige kan nærme os hinanden og derved reducerer misforståelserne destruktive konsekvenser.
Foto: Lukáš Bíba, Petr Chodura, Jiří Šeda
Erik Exe Christoffersen, Mag. Art, 1978 er Lektor på Institut for Kommunikation og Kultur (1982 -) og har undervist på Æstetik og Kultur og Dramaturgi i fag som Teatrets æstetik og Kultur, Teaterpraksis og Multimedial produktion. Har blandt andet skrevet’ Serendipitetens Rum – Odin Teatrets laboratorium’ (Klim 2018, sammen med Tatiana Chemi) og ’Vita Danica. Om identitet og danske sange’ (Tina Lauritsens Forlag, 2023).