Anmeldelse af Jane Eyre – en romantisk drøm, Aarhus Teater

Frydefuld og bredt appellerende humor med en dyb melankolsk undertone

Af Janek Szatkowski

Jane Eyre er den kvindelige jeg-fortæller i en roman af Charlotte Brontë (1816-1855) fra 1847. På scenen er en scene – et slags studio, med en baggrund, der kan rulle nye billeder frem, elektriske projektører og en fotoparaply, der sammen med de øvrige rekvisitter manøvreres af skuespillerne. Der er skilte med forklarende tekst som i stumfilm, og lyde, som både er klaptræ og kameraudløser. Alt i alt en blanding af tider og rum, der bærer mange forskellige associationer, men som tilsammen peger på en iscenesættelse af den historie, som figuren Jane Eyre, gerne vil fortælle os i salen.

I Sigrid Johannesens og chefdramaturg Hanne Lund Joensens dramatisering er det centrale den kamp, Jane Eyre kaster sig ind i. At vriste sig fri af Charlotte Brontës utroværdige og påklistrede ’happy ending’, fører Jane ind i et oprør, hvor hun støder ind i frigørelsens konsekvenser. Der er en pris at betale, når hun sætter sig op imod normerne og en patriarkalsk og økonomisk overmagt. Friheden fører nemlig også til en konfrontation med en indre længsel efter roen og sammensmeltningen med en anden. Som det hedder i Hanne Lund Joensens tekst i programmet: ”Er det muligt at balancere selvrealisering og selvfortabelse?”.

Jane Eyre på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Jane Eyre træder ud af romanen

Jane Eyre (Mette Klakstein) vil gerne give os sin version af det liv, hun som romanfigur er blevet plantet ind i. Hun er på den måde trådt ud af romanen og vil gøre sig fri af den rolle, hun har fået tildelt. Charlotte Brontës roman er en barok usleben perle, der trækker på heftige triviallitterære trick, men som også har en, for sin samtid, skarp kritik af kvinders stilling i en patriarkalsk og ulige verden. Vi følger den forældreløse pige Jane, der ’opdrages’ af en grum tante og sendes på en fattigskole med en lige så grum kristen skylds-pædagogik. Hun overlever og bliver lærerinde, først på skolen, siden ude i verden.

Det fortælles i en spillestil, der rummer den både ivrige og sært nutidige Jane Eyre, og en farceagtig, karikeret melodramatisk stil. Der veksles mellem Jane Eyres direkte henvendelser til publikum, tableauer og spillescener. Det giver forestillingen en meget fin fremdrift; en legende tone i den satiriske fremstilling af en verden fra Victoria-tidens England.

Opgøret med Brontës Jane

Brontës historie er en kærlighedsroman om Jane Eyres langsomme og konfliktfyldte accept af et spirende begær og et behov for at fremstå som ligeværdig og selvstændig. I modsætning hertil, bliver forestillingen et opgør med alt det, Brontë holder tilbage og indlejrer i en afsluttende happy end. Dog med det tvist, at manden Jane elsker, Rochester (Simon Matthew), er blevet handikappet og blind, og hans hus er brændt ned. Jane har i mellemtiden arvet 12 millioner danske nutidskroner fra en rig onkel. Hun bygger dem et nyt hus, de får en søn, og faderen får synet tilbage på sit ene øje, så han kan se sønnen. Det er ikke mindst denne slutning, som vores fortællende Jane Eyre har svært ved at acceptere.

Jane Eyre på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Det bliver ikke lettere af, at der i forestillingen dukker en anden figur op, Bertha Mason (Anne Plauborg), der vil være med til at fortælle. Rochester er en mand med en fortid. Han giftede sig for pengenes skyld med Bertha, men desværre blev hun vild og gal, og er derfor spærret inde på loftet. Det kommer først for alvor frem, da Rochester har friet til Jane og de skal giftes, og Berthas bror Richard Mason (Emil Busk Jensen) afslører, at Rochester allerede er gift.

Med et vældigt fint greb lader instruktør Sigrid Johannesen Bertha først indgå på scenen som anonym hjælper i studiet. Iblandt kommer hun med enkelte udbrud, der kommenterer på fortællingen på scenen, med gradvis bliver hendes utilfredshed større og større. Mange litteraturkritikere har peget på Jane og Bertha som to sider af kvinden: den opvakte og utilfredse men til slut konforme, og den vrede, oprørske og gale. Det udnytter Sigrid Johannesen til fulde. Bertha griber ind i fortællingen flere steder, og foreslår anderledes slutninger med en stigende grad af voldsomhed. Som i et forslag om, at den nyrige Jane, bare kan tage til Sydfrankrig og leve livet. Eller blive boende hos præsten St. John Rivers (Christian Hetland), der redder en forkommen Jane på flugt fra Rochester, her, mener Bertha, må Jane kunne leve sammen med St. Johns døtre i et intenst lesbisk forhold. Eller som en sidste version være med til at anstifte en radikal feministisk revolution, hvor mænd kastreres med motorsave, hækkesakse og stavblendere.

Dette bliver dog for meget for Jane, der skyder Bertha, og vender tilbage til Brontë-versionen, hvor hun gifter sig og lever i inderlig symbiotisk kærlighed med den nu ødelagte Rochester. Janes afsluttende replik, da hun står med Rochester i hånden, er: ”Bare jeg kunne tro på det”. Hvad er det for et ‘det’, vi skal håbe at kunne tro på?

Vævet med de mangetydige lag

Teksten er vel mere en stærk adaption end en egentlig dramatisering. Det giver rum for at lade de mange lag i fortællingen svare os med en mangetydighed. Forestillingen giver et væv af forskellige informationer, der ikke sådan lige er til at samle i et ordentligt mønster. Vævet består i kombinationen af de associationer, der dannes omkring studio-rammens collage, den narrative stil i Janes fortælling, og så fremstillingen af den verden som Jane kæmper med/imod, der er karakteriseret ved det overspillede, farceagtigt udstillende af både kvindelige og mandlige figurer.

Vi kan som tilskuere få lov til at le af disse selvoptagne, krukkede og beregnende typer. Det magthierarki, der er på spil, er allerede gennemskuet og udstillet. I sidste del af forestillingen bliver Berthas vildskab og voldelige feminisme på samme måde udstillet i et karakteristisk ’for meget’ orgie, med blod på flaske og demonstrative voldshandlinger. På den måde opstår der et spænd mellem allerede identificerede problemer (fx elitens overfladiske liv og en outreret kastrations-feminisme), der udstilles til latter, og så en underliggende længsel efter at få tag om ’det’, det vi skal tro på, det vi kan længes efter. Satirens overdrivelser fremmer en afstandtagen. Holberg beskrev i øvrigt også sine bedste komedier som ”bitter satire”, fordi de på samme tid påkalder sig megen latter og samtidig rummer en skarp kritik.

Jane Eyre på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Melankolsk satire

Hvor skarp forestillingens kritik er, kan givetvis diskuteres. Ikke mindst fordi den kritik denne anmelder kan få øje på, er ganske bred. Den rammer samtidens svøbe: kravet om selvrealisering, kravet om for enhver pris ikke at blive som alle de andre. Det voldsomme samfundsmæssige pres, der ligger i kravet om singularisering, efterlader ideen om ’det almene’ i krise. Hvis forestillingens kritik ikke er skarp i Holbergs forstand, er den til gengæld båret af en dyb melankoli. Janes til tider meget ivrige selvrealiserings-trip bliver kontrasteret af den afsluttende repliks længsel efter troen på ’det’. Dette ’svirp’ kunne forestillingen måske godt have givet en anelse mere rum.

Forestillingen vælger at give sit eget mere diskrete vink, idet den lader en romantisk og melankolsk tone klinge med under det hele. På den ene side bliver de romantiske sværmerier udstillet i satirisk form: ridderen på den hvide plastichest og den lille sortklædte pige. På den anden side den elegante leg med fx melankoliens mester Casper David Friedrichs billeder. Herunder ses forestillingens tableau bygget over ”vandreren over tågehavet” fra 1818, og originalen.  Hvor Friedrich lader den velklædte mand stå alene, er skolemesteren med stokken her omkranset af fem kvinder. De tre ser beundrende på skolens mester, mens Jane ser ned og bort. Hendes trøstende veninde ser ud mod os.

Jane Eyre - en romantisk drøm. Aarhus Teater. Foto Rumle Skafte
Jane Eyre på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Kunsthistorikere har mange forskellige forslag til udlægningen af dette maleri. Er det en verdenserobrer, der overskuer det skjulte? Er det et civiliseret bymenneske konfronteret med en umådelig natur? I Jane Eyre er det måske drømmen om det, der gemmer sig i tågen. En verden som er kaotisk og uordentlig, men som også rummer veje til en verden, man gerne vil være en del af. Et håb, der opstår igen og igen, men som samtidig ved, at det skuffes. Vi bærer en forestilling om, hvor og hvordan vi gerne vil leve, men det er netop et billede, ikke den reelle virkelighed.

Melankoli betyder at elske et billede af verden, som altid allerede er forpurret. Et anfald af melankoli kan let føre til en narcissistisk resignation, til galskab. En pointe er dog, at melankolien også indebærer en gave: I horisonten en fjern stribe hvor en sol lyser. En indsigt i, at vi er sammen om skuffelsen, om længslen, og at vi må vedblive hårdnakket at kæmpe for en bedre verden, som vi ingen garantier har for.

Kunsten at gøre universalitet

Det er med den ikonografiske og scenografiske leg med baggrund og tableauer og med den satire over den romantiske følelsesfuldhed, at forestillingen løfter sig over farcen. Hele grundsituationen med studio-scene på scenen er med til at understrege det dobbelte greb. Tilskueren ser, hvordan billeder bliver til, med en fremragende lysside (Clement Irbil) understøttet af en munter, kommenterende lydside (Kim Engelbredt). Billeder på en verden, der er uordentlig, uretfærdig, men hvor vi forestiller os forskellige bud på veje til en bedre verden. Nogle af disse bud afskrives som urealistiske, enten for lykkelige eller for narcissistiske.

Så når Jane til slut gerne ville kunne tro på den harmoniske forsoning, deler hun et fælles håb om at finde den rette balance mellem singulariseringens krav om dét at være enestående og en erkendelse af det almenes nødvendighed. Hvor samfundet ’gør singularitet’, kan kunsten ’gøre universalitet’.


Jane Eyre – en romantisk drøm spiller på Aarhus Teater fra d. 27. april til d. 4. juni 2023

Af Charlotte Brontë
Dramatisering Sigrid Johannesen, Hanne Lund Joensen
Instruktion og koncept Sigrid Johannesen
Scenografi Laura Løwe
Kostumedesign Helle Damgård
Lysdesign Clement Irbil
Lyddesign Kim Engelbredt
Medvirkende Mette Klakstein, Simon Mathew, Anne Plauborg, Christian Hetland, Anders Baggesen, Marie Marschner, Mette Døssing, Sarah Simone Jørgensen, Emil Busk Jensen, Nor Thorn Korterød/Alba Ophelia Hernandez Pontes


Janek Szatkowski er Lektor emeritus på Dramaturgi, Aarhus Universitet