Grøn virkelighed i søgelyset
Af Annelis Kuhlmann
Det er politisk teater, det er højaktuelt, og det udspiller sig lige nu og her! Vendsyssel Teater har med Arturo Uis uhindrede vej til magten skabt en gyser og gangsterkomedie, som får os til at genkende verden. Det er den sidste store egenproduktion under teaterchef Lars Sennels, som har skabt et repertoire af en imponerende række af såvel nyskrevne stykker som store klassikere siden åbningen af Vendsyssel Teaters nye teaterhus i Hjørring i 2017.
Bertolt Brecht påbegyndte Der aufhaltsame Aufstieg des Arturo Ui i 1934 sammen med sin elskerinde, skuespillerinden, dramatikeren og oversætteren, Margarete Steffin, kort efter deres ankomst til Danmark. Efter at Brecht havde forladt eksilet i Danmark med sin familie og Steffin og de som politiske flygtninge var kommet via Sverige til Finland, blev stykket færdiggjort i april 1941.
Netop situationen fra 1930erne i hhv. Tyskland og Chicago, hvor henholdsvis et politisk diktatorisk og et forbryderisk korrupt styre tog magten over store befolkningers ytringsfrihed og dømmekraft, kom til at danne udgangspunkt for Brechts stykke. Imidlertid skulle der gå hele sytten år, før det fik sin tyske uropførelse i 1958 i Stuttgart, og først tre år senere udkom stykket på engelsk i 1961.
Hvornår begynder teatret?
Servicemeddelelsen lyder i højttalerne i foyeren på Vendsyssel Teater kl. 19:20: En skuespiller, Tina Gylling Mortensen, har desværre brækket armen, men hun og ensemblet vil gøre alt for at spille forestillingen så godt som muligt.
Det skulle vise sig, at publikum allerede, inden dørene gik op til salen, lod sig forføre af fiktionens magt, eller snarere ikke lod sig mærke med, at virkelighedens servicemeddelelser som en del af samfundets medier måske ligefrem også kunne bringe uprøvede oplysninger og bruge fake news som virkemiddel, og så endda i Hjørring!
Således ekstra-verfremdet og forført ind i dette illusoriske spind skulle det vise sig, at den snart synlige, snart usynlige forførelse blev hovedgrebet i stykkets formsprog, der fremstår som en både underholdende og tankevækkende blanding af film og teater, hvor en gruppe skuespillere vil lave en gangsterfilm.
Foruroligende underholdning
Netop forestillingens leg med fiktion og teatral illusion er ganske afgørende for, at stykket som parabel opnår en alarmerende betydning i et aktuelt verdensbillede, der vækker associationer til diktatorers propagandistiske magtudfoldelser. Foruden Hitler som forbillede for Arturo Ui vil man kunne identificere forlæg for flere af karaktererne hos fascismens magtmænd i tredivernes Tyskland.
Det Brechtske trick er, at forførelsen får tilskuerne til selv at fremkalde en dobbelt betydning. På den ene side bliver vi frastødt af storgangsterens slet skjulte og konstante higen efter stadig mere magt. På den anden side bliver vi også fascineret af den åbenlyse teknik, som forestillingen demonstrerer ved i sig selv at spille med åbne kort. Denne dobbelthed gør, at vi faktisk bliver foruroligede af underholdningen. Som genre benytter stykket satirens allegoriske greb, og i Sigrid Johannessens iscenesættelse bliver forestillingens imponerende høje tempo virkelig en meget stor test af en hvirvlende, hæsblæsende og til tider kaotisk dramaturgi, som trækker forestillingen i mål i løbet af knap halvanden time.
Underholdningsfaktoren er høj, og publikum ler også af sig selv flere gange undervejs. Det sker fra begyndelsen, hvor skuespillerne gør deres entré i salen, som om de kommer ind i et tomt studie, hvor de optræder som en slags ”opvarmere” til et show. Publikum klapper vildt af skuespillernes opvarmning, og som i en tv-leg går publikum med på først at række den ene arm i vejret, derpå den anden, og til sidst begge arme. Og vi ryster hænderne. Gooodt! Det virker sarkastisk sjovt, samtidig med, at jeg aner, at der er noget totalt skingert og overdrevet ved denne optakt. Aftenens publikum giver den til gengæld fuld skrue. Der er ingen brækkede arme på tilskuerpladserne – alle kan ”strække armen helt ud”, og hermed er næste snigende ideologiske lag begyndt i det store gangstershow.
Green screen
Forestillingen benytter sig af green screen, kameraer og stroboskopisk lys. For vel nok første gang oplever jeg, at netop denne opsætning formår at bruge denne specielle teknik til at nå forestillingens udsigelse på en overrumplende måde.
Ned fra loftet hænger en stor skærm, hvorpå kameraernes optagelser reproducerer sig. Skuespillerne fremstår i projiceringerne, som om de var reproduktioner af gamle filmoptagelser i hhv. brunlige og sort-hvide farver, hvorved der er en klar tidsmæssig inddeling mellem den sceniske og den filmiske virkelighed i forestillingen. Dette dobbelte udtryk skaber en interessant distancering i det samlede udtryk. Eftersom det lille spil på scenen bliver til et stort close-up spil på skærmen, opstår der undervejs ”sprækker”, der giver publikum mulighed for at tænke sit. Publikum får hele tiden brug for at indstille blikket på forskellige retninger og afstande, hvilket igen forstærker indtrykket af den visuelt dobbelte fortælling.
Publikum er inddelt i to sektioner i den runde sal, én på hver side af den midterakse, der går gennem den irgrønne spilleplads. For hver ende af denne akse er der rå modul-træfiner-sætstykker, der kan fungere som ramme for dekorationen såvel som praktisk sted til opbevaring af rekvisitter, der skal indgå i forestillingen. Med andre ord, vi ser verden på ret -og vrangsiden på én gang. Ligeledes er der grønne sideinddækninger, der også fungerer som et fiktionsbrud for åbent Brechtsk halvtæppe, der understreger maskeringen og samtidigt også afdækker en teatral verfremdet situation. Herved bliver der gjort forskel på hvem, der kan se og hvem, der kan høre – igen en manipulationsteknik.
Publikum hører og ser nemlig ikke det samme – pga. spaltningen mellem teater og film – og dette understreger, at forestillingen med vilje gør det svært for os tilskuere at rotte os sammen mod plottet og få denne gangsterverden dømt. På et tidspunkt henvender Arturo Ui sig til publikum i forbindelse med en retssag, der indgår: ”Et vidne kan ikke vidne” – en provokerende dom over publikum, der fremstår som en tavs jury. Folkets afmagt bliver tydelig.
Lidt senere vil Arturo Ui lære af en anden skuespiller, hvordan han skal gå på scenen for at kunne fremstå ”naturligt”, så han kan blande sig med folket. Igen bliver parablens overdrevne form alt andet end naturlig. Arturo Ui er blevet så kunstig, at han hele tiden med forskellige gesti og ansigtstræk leder tanken hen på storpolitiske magthaveres stivnede grimasser. Dem genkender vi. Også når der bliver vist en valgreklamefilm. Kommer de danske folketingsmedlemmer mon og ser sig i teatret?
Skuespillerne
Den stærkt bearbejdede version af Brechts manuskript får plads til et meget skønt ensemblecast af syv skuespillere, der repræsenterer et bredt spektrum af fremtoninger, og som udstråler en blanding af glimt i øjet og teatral selvhøjtidelighed i overensstemmelse med forestillingen. Titelkarakteren, gangsteren Arturo Ui, er vidunderligt transformeret af Tina Gylling Mortensen, som udfolder figurens maske med en pondus, der bærer på hemmeligheder. Han ser ud til at få et kick hver gang, noget går efter hans næse. Borgmesteren Dogsborough spilles med stoisk ro af Peter Gilsfort, som vi har set i flere af Vendsyssel Teaters nyere produktioner. Håndlangeren Roma bliver gengivet på uigennemskuelig forbryderisk vis af Peter Flyvholm. Hvor disse tre skuespillere har mange års erfaringer, bliver den unge elskerinde Dockdaisy spillet smertesødmefyldt af Amalie Drud Abildgaard, og de øvrige gangstere spilles på særlig genkendelig mafiaagtig måde af spændt-på-action-men-alligevel-”naivt”-dealende Anne Laybourn, den-køligt-jeg-har-kontrol-fordi-jeg-er-gangster-og-cigaretrygende Adam Schmidt samt den-rolige-lad-os-få-krammet-på-dem—det-kan-kun-gå-for-langsomt-agtige Søren Højen.
Undervejs i forestillingen har skuespillerne også andre mindre roller. Alene den løsning afstedkommer mange kostumeskift, så tilskuerne kan følge alle de karakterskift, der indgår i de mange flygtige og krydsklippede scener, hvor adskillige flugtscener, mord og overfald blander sig med mere ”stationære” scener. Dette giver en dynamisk rytme i forestillingens dramaturgi. Skuespillerne afstår fra realistisk psykologisk indlevelse og understreger, at det er typer, vi genkender fra virkelighed og/eller fra fiktion.
På grund af de mange skift og kameraernes roterende bevægelser, der følger karaktererne i det runde rum, opstår der en masse ”løb” i den grønne del af scenen, hvilket medvirker til at øge oplevelsen af tempo, forfølgelse og krimi. Skuespillerne skal hele tiden sørge for at dukke sig ned under kamerahøjde, for ikke at blive ”fanget” i projektionerne. Alene disse tekniske udfordringer kommer sjovt nok til at virke som en del af parablen, hvor karaktererne ofte må søge under radaren for ikke at blive fanget af ordensmagtens søgelys.
Ny oversættelse af Brechts tekst
Forfatteren og performeren Madame Nielsen har oversat stykket meget loyalt fra tysk direkte til Vendsyssel Teaters opsætning. Chicagoforstaden er dog erstattet med Englewood, og det originale stykkes handlen med blomkål er blevet udskiftet med kulhandlere, hvilket også bliver en måde at gøre vor tids energi- og magtpolitiske konfliktområde til en del af stykkets aktualitet.
Det er tiltrængt med den nye oversættelse. Arturo Ui er uhyre sjældent opført i Danmark, og det er faktisk 60 år siden Poul Henningsens og Carl Nyholms fordanskning udkom i 1963. Hans-Henrik Krause iscenesatte dengang Arturo Ui – eller viljen til magt med Ove Sprogøe i rollen som Arturo Ui i en stjernebesat opsætning med bl.a. Axel Strøbye og Paul Hagen i Dansk Skolescene på Det Ny Teater under Peer Gregaards teaterledelse, 1964.
Stykket er bearbejdet af instruktør Sigrid Johannesen i samarbejde med Vendsyssel Teaters dramaturg, Ditte Bladt-Hansen. Det er en meget grundig bearbejdelse, som nedbringer antallet af karakterer og scener. Selve realisationen er tydeligvis sket i nært samarbejde med scenograf og kostumedesigner Frederikke Dalum, der i kostumernes uniformerende look med højttaljede bukser, trenchcoats og spadseresko giver associationer til 1940’erne. Ligeledes har lysdesigner Flora Pelle Brandt, videodesigner Søren Knud Christiansenog lyddesigner Magnus Hansen samt teatrets teknikere, malere og rekvisitør været stærke medspillere til at få en så kollaborativt og teknisk krævende produktion til at fungere.
Offer for et plot eller storløgner
Denne overskrift passer på Arturo Uis skæbne, for til sidst klapper fiktionslagene sammen om Arturo Ui, der har forvandlet sig til en politisk glat og på én gang selvindbildsk og marionetagtig lederskikkelse, men som også selv er blevet tilsyneladende ét med det grønne univers. Han tager simpelthen en stor malerkost, dypper den grundigt i tyk irgrøn maling, hvorpå han dækker sit eget selvfede kontrafej i omgivelsernes samme green screen farve. Han tager sin skæbne på sig på denne måde. Så kan vi genkende ham.
I virkeligheden har jeg taget overskriften fra en karakteristik af eks-premierminister, Boris Johnson, primo marts 2023. Hvor er fiktionen? Hvor er virkeligheden? Hvem er hvem? Og hvordan kan befolkningen have tillid til myndighederne? Det er den slags spørgsmål, som mange tilskuere givetvis sidder tilbage med efter denne i sig selv polemiserende forestilling.
Arturo Uis Uhindrede Vej til Magten spiller på Vendsyssel Teater fra d. 18. februar til d. 18. marts 2023
Læs mere her
Medvirkende: Tina Gylling Mortensen, Peter Gilsfort, Anne Laybourn, Peter Flyvholm, Amalie Drud Abildgaard, Adam Schmidt, Søren Højen.
Iscenesættelse: Sigrid Johannessen
Oversættelse: Madame Nielsen
Bearbejdelse: Sigrid Johannesen og Ditte Bladt-Hansen
Scenografi og kostumedesign: Frederikke Dalum
Lysdesign: Flora Pelle Brandt
Lyddesign: Magnus Hansen
Videodesign: Søren Knud Christiansen
Dramaturgi: Ditte Bladt-Hansen
Annelis Kuhlmann er lektor i Dramaturgi på Aarhus Universitet. Hun interesserer sig især for teater-iscenesættelsers historie i Danmark.