Avantgarde kabaret i hospitalets kælder
Af Erik Exe Christoffersen
Teater Fluks og Teater Carbon har skabt DIX, som en underlig blanding mellem en kabaret og en immersiv teaterinstallation i kælderen under det nedlagte Amtssygehus i Aarhus. DIX er et kollaborativt projekt mellem de to teatre og iscenesat af Isabelle Reynaud. Alt er inspireret af den tyske ekspressionistiske maler Otto Dix’ (1891-1969) værker og portrætter af særegne karakter fra 1920erne. Forestillingen er en underholdende, tankevækkende, særegen og energigivende oplevelse, som gennem en gennemgribende kunsttiggørelse af rummet, tiden og tilskuerforholdet samt en teatralisering af Otto Dix’ billeder opnår en fin integration af billedkunst og teater.
DIX er en forestilling i forlængelse af den historiske avantgarde, der benyttede sig og var inspireret af kabaretens dramaturgi i mellemkrigstiden. Det forekommer mig som en form, der taler til vores aktuelle krigs- og krisetid præget af usikkerhed, tvivl og ind i mellem opgivelse og defaitisme. Avantgarden er måske netop derfor begyndt at poppe op mange steder, f.eks. i de tyske serier Babylon Berlin og Drømmenes hus. Livet leves på kanten af afgrunden.
Den historiske avantgarde
Der er tale om en næsten klassisk avantgardekunst – selvom det måske i sig selv er et selvmodsigende udtryk – som er optaget af både det smukke, hæslige, nøgne og ikke mindst angsten. Den historiske avantgarde er en kunstform som, lidt forenklet sagt, er påvirket af Nietzsches på sin vis enkle og dog komplekse konstatering; ”Gud er død”. Subjektet overtager Guds plads, hvorefter den subjektive dannelse, sandhed, troværdighed og livskraft bliver det centrale.
Det betyder for kunsten, at man bryder med det lukkede værks dramaturgi og autonomi for kunstnerisk at søge livet, det sanselige og kraften. Det er på en måde tilskueren, som er hovedpersonen i avantgardens kunst. Dens funktion og virke ligger i at skabe energi ved at inddrage, overraske, chokere og indfælde fragmenter af virkeligheder. Collagen eller montagen bliver derfor et centralt virkemiddel og består af usædvanlige sammenføringer af fragmenter, som ikke hænger sammen umiddelbart, og som forstyrrer en traditionel iagttagelse ved at skabe nye metaforer, paradokser og modsætninger. Brudflader, afbrydelser bliver vigtige for at demonstrere at virkeligheden er flydende og ustabil, uforudsigelig og undertiden ganske tilfældig.
DIX
DIX rummer en række af disse avantgardetræk. Vi kommer til det nedlagte hospital. Små starinlys markerer stedet og gør det muligt at finde vej ned i kælderen som har en stemning, der fører os tilbage i tiden. Scenerummet er en form for natklub, hvor der serveres champagne, dans og musik, og tilskuerne sidder ved borde rundt om scenen. Natklubben er iført røde gardiner og på jazzscenen, hvis bagvæg er glitrende guldlametta fra loft til gulv, spiller orkestret i kjole og hvidt.Vi bydes velkommen til aftenens show og præsenteres for nogle af performerne. Herfra føres vi i grupper ud til mindre rum, som er befolkede af karakterer, der fortæller, danser og fremviser deres unikhed, som er præget af Otto Dix.
Gangene er lange og det virker nærmest labyrintisk. Lokummet stinker, og håndvasken er rusten, og det hele er autentisk og usamtidigt. Det er på ingen måde et oplagt sted for en dansebar. Vi er gæster, som dem vi er her og nu, og man får ligesom fornemmelsen, at det hele er planlagt for os. Det er det selvfølgelig også, men også i mere overført betydning er vi som gæster i rolle i begivenheden. Vi skåler, opfordres til at synge med og danser og går i grupper gennem lange gange og tiltales direkte af performerne, som optræder for os i tableauagtige scener. Fremstillingen er gennemgående stiliseret og gestisk med en markeret mimik og sminke, som næsten bliver maskeagtig, hvilket passer fint med forestillingen om at masken er et personligt udtryk og subjektet besidder flere identiteter.
Det, som kendetegner kabareters dramaturgi, er en række unikke scener og sange samt billedagtige tableauer. På den måde glider kabaretens virkemidler mellem forskellige kunstarter som teater, musik og sang, dans, kostumedesign og billedkunst. Det er typisk for avantgarden, at den er direkte henvendt til publikum og tværæstetisk ved at benytte alle kunstarter i sansepåvirkningen, hvor også det erotiske og nøgne undervejs bliver et udtryk. Udtrykkene er ofte paradoksale og rummer både træk af romantikkens længsel efter autenticitet af modernismens dyrkelse af kunstighed og længsel efter det nye menneske som en usædvanlig konstruktion.
Performerne
Performerne er ikke skuespillere, men personer med hver deres talenter og særheder, som bliver en del af deres roller. Som det fremgår af programmet, er der tale om en kollaborativ, kollektiv skabelse, hvor performerne fremhæves som medskabende. Tilskuerne møder flere af disse usædvanlige mennesker: Den nøgne, fuldkropstatoverede Maud Arizona, også kaldet “Suleika, det tatoverede vidunder”, der – kun iført orange trusser og med glitrende smykker på brystvorter og hoved – indbyder publikum til at beskue hende, mens hun langsomt drejer om sig selv på en lille piedestal. Cabaretdanserinden Anita Berber møder vi i det mørkerøde rum med samme farve som hendes stramme kjole. Hun hvæser som et vilddyr i bur og danser rundt, mens hun inviterer tilskuerne nærmere og afklæder sig totalt. Hun vrider sig i en lidelsesfuld rituel nøgen dans som ender med vi bliver beordret til at gå. Nærmest smidt ud.
Vi møder dernæst øre-, næse-, halslægen Dr. Mayer-Hermann, hvis portræt siden 1930’erne har været udstillet på Modern Museum of Art i New York. Og som lægen tilsyneladende selv opsøger og spejler sig i. Han har en foruroligende vekslen mellem et tomt og håbløst blik efterfulgt at et smil og gråd som bliver til morsomheder bag sænkede øjenvipper. Det slutter med en indtagende, blid sang af den uhyggeligt og mærkeligt sammensatte læge.
Senerevises videosekvenser og glimt af nogle af Otto Dix’ mange skrækindjagende, farveløse billeder med motiver fra 1. Verdenskrig. Tavse rædselsskrig, tomme, sorte øjne bag gasmasker og forkrampede hænder i skyttegraven spejles af en skikkelse foran projektionen. Endelig kommer vi ind i et rum med portrætter af de medvirkende bag maskerne og kostumerne.
Tilbage i dansebaren underholder en smuk sangerinde: “Dans nu. Dans for dem, der hviler under byen”. Alle de medvirkende deltager i sangerindens sang og energien når en form for klimaks i musikken. Med en cigaret mellem fingrene og iført monokel, kort, sort hår og en rødternet kjole træder journalist Sylvia Von Harden frem som “die neue Frau”, der “ikke ligger under for de normative idealer”.
Dansebarens fællesskab
På et tidspunkt bliver vi af kabaretens langskæggede direktør bedt om at trække vejret sammen: ånde ind – puste ud. Og det er meget sigende for det faktiske nærvær forestillingen forsøger at skabe for den enkelte. Samtidig skabes et tilskuer-fællesskab; som direktøren siger: du er, og bestemmer selv din skæbne, men det er vi fælles om.
Der er ingen almene konventioner og regler i dette univers ud over subjektets sanselige krop som på den måde dyrkes inspireret af avantgardens særlige ikke-nationalistiske og kosmopolitiske kunstform. DIX følger i avantgardens fodspor og genopliver på inspirerende vis en række af de dramaturgiske greb, som vi finder hos Bertolt Brecht: det episk fortællende og tilskuerhenvendelsen, den tværmediale montage, det gestiske og tableauet, afbrydelsen og mærkværdiggørelsen. Kunstigheden revitaliseres i en kold kælder under et nedlagt hospital. Temperaturen stiger betragteligt med fremførelsen af Brecht/Kurt Weills Surabaya Johnny. Her går teater og koncert op i en større befrugtende helhed ligesom interaktionen mellem billedkunst og teater.
Genkendelighed og fremmedhed
Med Bertolt Brechts ord kan man tale om Verfremdung eller mærkværdiggørelse, som metode til at genskabe det nye liv. Man kan sige, at et af de afgørende greb i avantgardens kunst, chok-effekten, tydeligvis er vanskeliggjort i dag, hvor vi har set alle avantgardens trick både i og udenfor kunsten. Derfor undgår forestillingen heller ikke et element af selvparodi i visse scener, hvor fx den nøgne tatoverede krop ikke er så spændende i sig selv, at den vækker til fornyet refleksion – hvilket jo egentlig var formålet med avantgardens æstetik. DIX formår dog som helhed at skabe en anden form for refleksion og kickstarter spørgsmålet: Hvorfor avantgarde i dag? Hvorfor og hvordan er den populær? Er det nostalgi eller fornyet kunstkritik? Ikke mindst hænger avantgardens æstetik, skønhed og hæslighed sammen med krigen, som vi brutalt bliver konfronteret med i medierne i dag.
DIX spillede fra d. 19.01 til d. 04.02 2023
Koncept & idé: Teater Fluks v. Sara Fink Søndergaard og Rasmus M. L. Skov & Teater Carbon v. Isabelle Reynaud.
Instruktør og iscenesætter: Isabelle Reynaud
Performere og iscenesættere: Sara Fink Søndergaard & Rasmus M. L. Skov Konceptudvikling, iscenesættelse og medskabende performer: Kasper Daugaard Poulsen Iscenesættelse og medskabende performere: Rasmus M. L. Skov, Tone Haldrup Lorenzen og Iza Mortag
Scenografi og kostumer: Laura Rasmussen
Kapelmester, komposition og livemusiker: Mads Horsbøl
Komposition og livemusikere: Anna Kathrine Rask, Halfdan Hesselager og Tõnis Kristian Koppel
Erik Exe Christoffersen er lektor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet og en fast del af Peripetis redaktion