Teatermesteren, Eugenio Barba tildelt Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris, 25 oktober 2022. Begivenheden fandt sted i Chr. IV’s gamle børs
Reportage af Annelis Kuhlmann
”Er det rigtigt, at du har drømt om at sætte ild til teatret?” – med metaforisk vægt sluttede videohilsnen fra teaterinstruktøren Eugenio Barba i forbindelse med at han blev tildelt Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris 2022.
Barba kunne desværre ikke selv være til stede pga igangværende turné med Odin Teatrets seneste ensembleforestilling, Thebes i den gule pests tid. – Se hilsenen via dette link:
Spørgsmålet om at sætte ild til teatret blev også en henvisning til filosoffen, Søren Kierkegaard, der 1843 i Diapsalmata i første del af Enten-Eller skriver:
Det hændte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publikum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der tror, at det er en Witz. (Kierkegaard 1982: 2; 33)
Det er karakteristisk for Eugenio Barba, at instruktørens metier er en stor del af hans evne til at meddele sig i kraftfulde billeder. Men hos Barba stikker denne tanke også sit skælmske ansigt frem i hans bog, On Directing and Dramaturgy. Burning the House. Det handler om teatret og dens underverden af praksisformer:
I have only been an epigone living in the old house of the ancestors. I struggled to decipher their secrets and excesses. My zeal has set their practices and ideas on fire. In the smoke, I had a glimpse of a sense that was mine alone. (Barba 2010: 203).
Netop denne konstante kamp for at overvinde tidsånden indgik også i medlem af bestyrelsen for Wilhelm Hansen Fonden, scenografen Steffen Aarfings tale, hvori han motiverede pristildelingen. Efter aftale med Steffen Aarfing bringer jeg her hans tale:
Kender I det: vi er rejst ud i verden, synes vi er langt væk hjemmefra, falder i snak med lokale, som straks siger nåja Danmark, Kierkegaard! Og man bliver lidt forlegen, for helt ærligt, ikke ret mange af os har rigtig læst hans værker, endsige er klar til at blive hørt i vores mening om Enten-Eller. Verdensberømt udenfor Danmark. Så ved I hvor jeg er på vej hen, med Eugenio Barba.
Grundlæggeren af Odin Teatret, Danmarks verdensberømte teater, som ingen i De fine Københavnske Saloner har set. Eugenio er, as we speak, travlt optaget af at være den, han er, utrættelig, ustoppeligt skabende, og derfor kan han ikke være med os i dag. Jeg ville egentlig have skånet jer for en opremsning af Odin teatrets historie, for at gå lige til nutiden og fremtiden. Men det er fristende at bruge et par ord på den ekstraordinære historie.
Den ultrakorte version: Det hele begyndte i Oslo, hvor en ung syditaliensk immigrant, efter en tid som studerende og svejser, havde begivet sig ud verden, mødt det traditionelle indiske teater og ikke mindst den radikale polske teaterinstruktør Jerzy Grotowski, hvis arbejde han fulgte i et års tid. Tilbage i Norge samlede han en lille gruppe afviste skuespillerelever og sammen startede de Odin Teatret i 1964. Kort efter, i 1966, efter at have turneret i Sverige og Danmark, blev de inviteret til at slå sig ned og arbejde i Holstebro, i noget, som vistnok er det mest visionære kulturpolitiske tiltag NOGENSINDE i Danmark. Jeg ville gerne ha været en flue på væggen den dag i kommunalbestyrelsen. Teatret, og dets faste, meget faste, ensemble, har siden præsteret en række af legendariske forestillinger. Blandt klassikerne er titler som: Ferai (1969), Brecht’s Aske (1980), Itsi Bitsi (1991), Salt (2002), Andersens Drøm (2005), Ur-Hamlet (2006). Men nu er det ikke mængden af titler i Odins bagkatalog, der skal hædres her. Eugenio selv er genstanden for hæder. Eugenio fylder 86 i næste uge. Hans livsværk, Odin Teatret, er, som vi kender det, under afvikling.
Dermed læner han sig ikke tilbage. Alt prøvearbejde, alle samtaler, alle forestillinger, al udveksling med ligesindede i hele verden er dokumenteret. Filmet, arkiveret. Eugenio har ikke bare ledet et teater, instrueret. Men også skrevet et utal af bøger, forelæst, undervist, og ikke mindst, byttet fortællinger, sange og erfaringer med en verden udenfor Holstebro. Bogstaveligt kloden rundt. Et massivt arkiv er resultatet. Det arkiv er nu på vej til Italien, for at blive til en permanent, digitaliseret studiesamling og en visionær interaktiv udstillingsoplevelse, Floating Islands, i Bernardini-Biblioteket i Lecce i Apulien. Dette bliver med garanti ikke bliver nogen sødladen mindeudstilling af noget der VAR. Eugenio beskriver det sådan: “Denne projektion af hukommelse er ikke udtænkt for at balsamere en uigentagelig fortid, men for at kunne genskabe den i nye former”.
The Living Archive, som opstår i Lecce, bliver hjemsted for al dokumentation om Barba, Odin, Nordisk Teaterlaboratorium, teatrets byttehandler med andre grupper verden over, for ISTA, Magdalena-projektet for kvinder i teatret, Transit Festivalen og det utal af andre initiativer, der er udgået fra Eugenio Barba. Selv hans kontor i Holstebro, en Floating Island i sig selv, bliver genskabt i Lecce. Første del af projektet åbnede for et par uger siden. (red. 13. oktober 2022). Fra nu, vil Eugenios liv være viet til arkivet og arbejdet med Fondazione Barba-Varley.
Fonden, der er oprettet med en af Barbas mangeårige samarbejdspartnere, skuespilleren og instruktøren, Julia Varley, hjælper især teatre og personer i udsatte områder med at fastholde og udvikle et kunstnerisk sprog, hvor det ellers er lavest i fødekæden. Fonden videreudvikler undervisningen som har fundet sted i ISTA, International School of Theatre Anthropology, som baserer sig på Barbas unikke arbejde med skuespillerens teknikker. Eugenio har bedt om at WH-prisen i dag bliver videregivet til Fondazione Barba-Varley.
Vi har valgt at lave en lillebitte film, der må udgøre det for Eugenios magiske nærvær for i dag. Den er blevet til en diset septembermorgen i Vestjylland, hvor Karen Maria Bille og jeg blev indført, eller måske snarere forført, ind i planer og visioner for fremtiden. På vej ud ad døren, fra rundturen i Odin Teatrets magiske rum, bad Eugenio os give formanden og alle i fonden et stort klem. Rigtigt stort. Jeg tror, at det vi selv fik i Holstebro, var stort nok til at omfatte os alle i Børs-salen.
Eugenio Barba, det er en kæmpe ære at tildele dig denne pris. Vi ønsker dig alt det bedste for din og din Fondaziones fremtid.
I alt seks hæderspriser
Selve prisoverrækkelsen fandt sted kort inden folketingsvalget, og i sagens natur indgik dette også, eftersom ingen af de politiske partier rigtigt havde bragt kulturpolitik eller visioner i spil. Som formanden for Wilhelm Hansen Fonden, Bjørn Bredal indledningsvis sagde, så er vi ”ude på eksistentialerne” i denne tid. Og som forlæggeren, Hanne Wilhelm Hansen blev citeret for at sige, så ser Wilhelm Hansen Fonden sig ikke som mæcen. Pengene skal blot gå til dem, der har tjent dem.
Ved prisoverrækkelsen blev der uddelt i alt seks hæderspriser.
En pris gik til kongelig solodanser og koreograf, Astrid Grarup Elbo, blev tildelt Wilhelm Hansens hæderspris for sit mod til at udfolde dansens væsen i meget uventede rammer, som fx da hun under coronaen udviklede koreografier til Baggårdskunst. Hun gav et eksempel på sin kunstart, hvor hun iklædt lyseblå ankelstrømper, silkevelourshorts og bluse med sort skærf kom ind på podiet som et vildt dyr. ”Mit blod flyder gennem hele min krop og ud i rummet.” Denne talende danser nynner og giver kropslige spændinger nye udtryk. ”Jeg kan huske følelsen af at glemme mindet om at sætte mine knogler i svingninger” – og lidt efter – ”Jeg kan huske – jeg kan huske, at jeg forstod…”. Med værket Darling, skrev Astrid Elbo sin egen version af Black Swan, hvor selve selvopholdelsesdriften blev et vigtigt tema.
En anden pris gik til danseren, koreografen, underviser og senest også kunstnerisk leder af Uppercut Danseteater, Stephanie Thomasen er i sin seneste trilogi optaget af at se handlingen fra svinets perspektiv. Gennem spaltningen mellem dyr og mennesker når Stephanie Thomasen frem til at forene to verdener, kreativitet – frihed. Stephanie Thomasen honoreres også for at være en stærk auteur, der har en vision i samarbejdet med andre.
Endnu en pris gik til dirigenten, Marie Jacquot – er nyudnævnt chefdirigent for Det Kongelige Kapel. Hun er oprindeligt også trombonespiller – men fra at have været tennisspiller på niveau i French Open – valgte hun at tage sportens kommunikationsmuligheder over i orkesterdirektionens. Dette fascinerende syn på interaktion i kunsten er fremtrædende element i tiden. – Intervieweren, formanden for Wilhelm Hansen Fonden, Bjørn Bredal, var optaget af at se denne kunstnerisk dialogiske metode som udtryk for dirigentens magt – et veritabelt ”démocratie dictatoriale”.
Heller ikke Marie Jacquot havde mulighed for at være til stede. I stedet sendte hun denne videohilsen:
Komponisten Poul Ruders modtog også en hæderspris for sine store kompositioner, hvor især The Handmaid’s Tale (1990), baseret på Margaret Atwoods fortælling, i øjeblikket er aktuel i en nyopsætning på Operaen efter at værket har været spillet på mange scener rundt om i verden. Ved prisoverrækkelsen spillede akkordeonisten, Bjarke Mogensen, en solokomposition, skrevet af Poul Ruders.
Den sidste hæderspris gik som ensemblepris til Esbjerg Ensemble, der modtager prisen for som første professionelle ensemble med klassisk kammermusik som speciale at understøtte den kreative proces i samarbejdet med en komponist. Husdramatikerordninger – herunder ordningen som huskomponist er blevet et særkende – som Wilhelm Hansen Fonden hermed støtter. Budskabet er i denne sammenhæng blevet et dementi af, at ”kunst skabes i de største byer”. I løbet af 2023 og 2024 har Esbjerg Ensemble således hermed fået mulighed for selv at vælge den komponist, de gerne vil arbejde sammen med. Prisen går udelukkende til at finansiere den pågældende komponist.
Som det fremgår, er der i årets prisuddelinger tale om tiltag, der hylder den søgende kunstner. Hvor cementerede de nævnte personligheder end kan forekomme at være i et aktuelt kulturlandskab, så er det alt andet lige meget markante scenekunstnere, der på hvert sit område gør sig gældende i bidrag til scenekunstneriske praksisformer, der gør en forskel.
Foruden de seks hæderspriser blev der uddelt støtte og legater til en lang rækker produktioner og enkeltpersoner inden for musik, teater og dans.
Tillykke til alle prismodtagere og tak til Wilhelm Hansen Fonden.
Modtagere af Wilhelm Hansens Hæderspris 2022 https://wilhelmhansenfonden.dk/prismodtagere/prismodtagere-2022/
Annelis Kuhlmann er lektor i Dramaturgi, Aarhus Universitet.