Magtens Blå Rum
Af Janek Szatkowski
Blåtårn. På tredje etage af et tårn på Københavns Slot var der indrettet et fængsel. Her sad Leonora Christina som fange i 22 år (1663-1685). Hun var datter af Kong Christian d. IV og hans kone ’til venstre hånd’ Kirsten Munk. Hendes blod var således ikke ’blåt’. I bedste fald lilla. I 1630 blev den niårige Leonora trolovet med Corfitz Ulfeldt. Han var 15 år ældre og søn af en Rigskansler. Seks år senere bliver de gift og hun føder i ægteskabet 15 børn. Corfitz var da blevet ridder af Elefantordenen, medlem af rigsrådet og Statholder. Leonora Christine var dermed i magtens centrum på Københavns slot. Da Chr. d. IV dør i 1648, bliver forholdet mellem Frederik d. III og Corfitz Ulfeldt spidset til i en kamp om magten, der fører til at Leonora og Corfitz må rejse. Herefter bliver de medvirkende til krig mellem Sverige og Danmark. Ulfeldt viser sig som en politisk vejrhane, der vil levere hvem som helst oplysninger om fjenden, hvis det kan gavne ham. Han dømmes for landsforræderi. Leonora forsøger at hjælpe ham, så hun bliver sat i Blåtårn under usle forhold. Herfra kan hun høre, når hoffet fester. Så tæt på magtens rum, og så alligevel så uendeligt langt væk. Leonora Christine skriver sine erindringer ned i Jammersminde, der udkommer 200 år senere.
Er en teaterforestilling om denne kvindeskæbne i det politiske magtcentrum i et enevældigt Danmark så blevet en illustreret Danmarkshistorie? Nej, det er blevet en underfundig kommentar til kampen om magten, ligeværd og retten til at tænke anderledes. Og ikke mindst om at være den, der udlægger historien, og skriver ’sandheden’.
Blåt blod
Scenens rum er omkranset af blå tæpper og markeret af en prosceniumsramme. En guitarist (Jakob Bangsø) spiller. Ned fra trappen i salen kommer en kvinde klædt i blå barok kjole, tydeligt gravid. Hun hilser venligt godaften til tilskuerne. ”Selv om jeg har været død i 300 år, kan vi jo godt snakke sammen”. Det er Leonora Christina, der gerne vil fortælle sin sandhed om de begivenheder og mennesker, der indespærrede hende i 22 år i en fængselscelle i Blåtårn.
Det sceniske blå rum omslutter en fortælling om et liv som uægte datter, om mandens svindel og internationale bedrag; om det stadige slagsmål med Sofie Amalie. I det blå rum lyser en enkelt rød paryk op. Den sidder på Corfitz Ulfeldt, og er med til at skille ham ud. Vi må forstå, at Leonora Christina var overbevist om, at hun var den, der skulle have haft tronen, fordi hun havde visioner om alternativer til enevældens stivnede former, om kvinders position, og Danmarks muligheder i et Europa under forandring.
Christian Lollikes gode tekst afprøver en dramaturgi, der afviger fra tidligere tekster ved at neddæmpe de komiske og satiriske elementer hen mod slutningen. Lollike placerer Leonora som fortæller i en position, der godt nok udgår fra årene i Blåtårn, men som også svæver mellem tiderne, og kan tale om demokrati, som om hun har oplevet noget af de forgangne 300 år. Lollike lader hende dog aldrig blive nogen alvidende beretter. Hun er meget bevidst om, at det er hendes version af sandheden, der skal frem. Hun vedstår undervejs selv, at noget af det hun fortæller, ikke gik helt sådan for sig, men det er bare detaljer. Det er det store spil om magten, om landsforræderi, underslæb og bedrag. Fortællingen bæres frem af en kvinde, der til slut fremstår ensom og skrøbelig, men som står ved sin mand på trods af tilbud om at slippe fri, hvis hun vil medgive, at han var en forræder. Det nægter hun. Og slutter med at opfordre tilskuerne til at gribe drømmene om forandring med magt.
Dynamisk dramaturgi
Forestillingen har sine helt egne greb på historien. Man kan vel bedst beskrive den som noget, der starter med lette, komiske greb og så eskalerer mod det decideret farceagtige, for derefter at skifte stil til en mere skrabet og eksistentiel fortælling, der slutter med den afpillede, men dog stærke kvinde. Fredrik Longvas instruktion styrer denne forandring stramt og præcist. Den doserer bevægelsen fra komedien over farcen til en enkelhed med elegante overgange, der danner rammer for den krævende hovedrolle som Nanna Bøttcher fremstiller fremragende. Leonora Christina bliver i Bøttchers spil i stand til at gå ind i rollen som den, der nok spiller med i spillet på hoffet, men samtidig er helt bevidst om, at det er et spil.
Corfitz (Kjartan Hansen) lægger tidligt sin figurs upålidelighed frem og lader os noget i tvivl om, hvad det mon er, der har draget Leonora, og givet dem 15 børn. Er de sammen om jagten på magten? Longva lader dette hofspil blive forstørret gennem udtalt komisk overspil. Også dette stramt nok til ikke at blive parodi. Til gengæld bliver der så plads til en farceagtig teaterleg, da Leonora og Corfitz lader et stiliseret samleje blive til to skildpadder i parring. Besøget i Sverige viser en Dronning Christina (Anne Laybourn) forelsket i Corfitz, der skal spille hund, og Leonora der skal være klædt ud som mand. Omkring Leonora og Corfitz er Frederik d. III (Emil Busk Jensen) en slags stædig søjle, der ikke skejer ud, men har fat om magtens alvor og sit eget livssyns gyldighed (pietismen). Hans kone Sofie Amalie (Anne Plauborg) formår at lade giftigheden sive ud gennem alle sine venlige grimasser, og lade magtiveren fremstå som drivkraft.
Chr. d. IV fremstilles af William Jacobsen Halken, her er kontrasten mellem det klassiske Chr. d IV. kostume (med stor mave og armen under kappen) og Halkens uskyldige unge ansigt udnyttet til et skævt portræt af den kendte krigerkonge, som mere hjælpeløs og inderst inde en lille dreng. Da også de sceniske billeder og koreografien har fundet en stram komposition, bidrager det til fornemmelsen af, at man som tilskuer er i et fint spænd mellem genkendelighed og det pirrende anderledes.
Denne dramaturgiske dynamik understøttes på fremragende vis af David Gehrts scenografi, der gradvis udvider det første rum og slutter med den rå bagvæg, der som branddør adskiller Scala fra Store Scene. Lyset (Sùni Joensen) nedtoner også det, der begynder med legende farveskift, og et dæmpet salslys, for hen mod slutningen og kun have minimalt lys på scenen med to transportable lyskilder som hovedbelysning i slutscenen.
Musikken stammer blandt andet fra guitaristen (Jakob Bangsø), der sidder på scenen i den første del af forestillingen, og virtuost lader den klassiske guitar sætte en sprød stemning som kontrast til de sceniske løjer, indtil han forlader scenen hen mod slutningen. Lydsiden (Marie Koldkjær Højlund, Morten Riis og Astrid Sonne) leger lystigt med variationer i en kontinuert atmosfærisk baggrund, tilsat alt fra fuglevinger der basker til korte disco-drøn. Også denne lydside svinder langsomt hen.
På den måde fokuserer forestillingen ind mod den personlige skæbne midt i det politiske virvar af magtkampe og intriger. Selv om der er lang vej fra Danmark i tiden midt i enevældens indførelse til i dag, hvor vi politisk tumler rundt med blå blok, rød blok og lilla vendekåber, er det alligevel lykkedes forestillingen at sende vibrationer af sted, der berører ømme punkter i vores samtid: Som slutreplik siger Leonora Christine, der nu står uden blå gravid barokkjole, men i sort særk, blå strømper og sort hårnet, som en anden Kvium figur, at vi skal have modet til at ”Gribe drømmen med magt”.
Gribe drømmen med magt
Det sender tankerne af sted. For magten bør jo retteligen tilhøre folket. Det er vel demokratiets grundidé: at folket skal styre folket. Så hvis drømme er det, der skal gribes og føres ud i livet? Leonora havde sine drømme på folkets og kvindernes vegne, men var for tidligt ude med dem. Livssynet hun var oppe imod, havde en helt anden vision for folket, der skulle leve med enevældens magtfordeling og pietisternes krav om dydighed. Det, der efter revolutionen i Frankrig i 1789 blev til ’venstre’ og ’højre’ til idelogier: Socialisme og liberalisme eller konservatisme, er i dag fanget i striden mellem ’Regering’ og ’Opposition’, hvem kan tælle til 90? Hvem har i dag Leonoras viden, mod og udholdenhed til forsøge at få magten til at gribe en drøm? I magtens politiske rum har vi flere nutidige eksempler på vendekåber som Corfitz Ulfeldt. Vi finder forstenede, fundamentalistiske ideologer som Frederik d. III og Sofie Amalie, både nationalt og internationalt. Hvor er i dag det politiske mod og visionære udsyn, der vil erobre magten med en drøm?
Leonora Christina – Sandhedens Dronning spiller på Aarhus Teater indtil 10. december 2022
SKREVET AF Christian Lollike
ISCENESÆTTELSE Fredrik Longva
SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN David Gehrt
LYSDESIGN Súni Joensen
LYDUNIVERS Marie Koldkjær Højlund & Morten Riis
KOMPOSITIONER Astrid Sonne
GUITAR-ARRANGEMENTER & MUSIKER Jakob Bangsø
FOTO Rumle Skafte
MEDVIRKENDE Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Anne Plauborg, Emil Busk Jensen, Anne Laybourn, William Jacobsen Halken, Jakob Bangsø.
Janek Szatkowski er lektor emeritus ved Institut for Kommunikation og Kultur, Dramaturgi