En forestilling instrueret af Morten Lundgaard, Teatret Svalegangen. Det er særdeles dynamisk og affektivt teater, som klart appellerer til fodboldkultur i Aarhus samtidig med, at der er en underforstået kritik af samme.
Jeg skal vise dem!
Af Erik Exe Christoffersen
NO REGRETS på Teatret Svalegangen er en fortælling om den professionelle fodboldspiller Stig Tøfting, som fra 1989 til 2007 spillede i forskellige klubber og var på landsholdet fra 1993 til 2002. Livsmottoet ”No regrets” er tatoveret hen over hans mave. ”Jeg skal spille i morgen” lyder det, som et ekko gentaget igen og igen sammen med Tina Turners Simply the best. Vi er hos fodboldklubben AGF, lokalt kaldet ”de hviie”. Historien om Tøffe er på mange måder en tragedie. Det er også tragisk, at han først her 15 år efter sidste kamp offentligt anerkendes for sin menneskelighed, og der er et kritisk spørgsmål i forestillingen, som jeg oplever det: var der nogen, som trådte til og støttede ham i den kamp, hvor han i stigende grad blev overbelastet og udkørt? Nu ved jeg jo ikke, hvordan det forholder sig i virkeligheden, men forestillingen skaber en markant virkelighedseffekt, i særlig grad fordi skuespilleren ligner Tøfting, som man husker ham, men selvfølgelig også ved at bruge en dokumentarisk form.
En spiller som giver sig 120%
På fortælleplanet er det ret enkelt. Det handler om Stig Tøfting kaldet ”Tøffe” eller ”plæneklipperen”. Han har et mål i livet, og det er at spille fodbold. Det er alt. Men det er ikke let, og Tøffe er hele vejen en presset mand. For det første var han ikke et naturtalent, og hans største styrke er måske hans temperament og viljen til at ofre alt for sejren. For det andet er der meget andet modstand og flere benspænd: forældrene dør, tvivlsomme venner skal have hjælp, trænerene presser ham, hans familie presser ham, medierne vil have ham til at udtale sig.
Omgivelserne presser ham, og det er ikke så mærkeligt, at han ind i mellem går amok og reagerer fysisk voldeligt på og udenfor banen. Og så springer forestillingen endda over en skilsmisse og det at Tøftings hus blev brændt ned, uden at man nogensinde fandt gernings(manden).
Forestillingen begynder og slutter med de tragiske dødsfald – først forældrenes og siden sønnens død af meningitis. Men forestillingen forsøger ikke at forklare bagvedliggende forhold.
Den er forstående, ikke trøstende eller heltedyrkende, og dermed forstår vi som publikum Tøfting som en karakter, der gjorde det så godt han kunne mod alle odds. No regrets.
Velkommen på stadion
Scenen er en mindre bane, hvor kunstgræsmåtten er vendt på hovedet. Det er bagsiden af den grønne plæne vi ser udfoldet, omkranset af tilskuerne på begge sider og i den ene ende. På den ene væg er projiceret billeder fra kampe og livevideo af interviews, som optages undervejs. Dette greb forstærker følelsen af mediernes konstante pres og umættelighed, som blandt andet resulterer i en afsløring af hemmeligheden bag forældrenes død. På banen er der 4-5 træskulpturer af spillere, som benyttes på forskellig vis og ender i en bunke til slut som (symbolsk) affald.
Energien i forestillingen skabes især via musik af fx Tina Turner og en virkelig fin lydmontage, som pludselig afbrydes og lyset fokuseres fra total til et enkelt spot. Der krydsklippes generelt hele tiden mellem familiens forventninger, pressens behov for udtalelser og trænernes pres, hvilket skaber en meget filmisk dynamik og et tempo, hvor energien bevares som omdrejning under hele forestillingen. Morten Kjær, som forestillingen igennem er i ført hvide fodboldbukser og en blå spillertrøje, fremstiller Stig kropsnært og empatisk som en person med en dobbelthed af noget næsten brutalt og indebrændt ved siden af det nærmest naive og følsomme. Han holder et imponerende højt energiniveau hele vejen i gennem med løb, træning, brydning og armbøjninger. Mathilde Passer spiller Stigs kone Betiina Nielsen i tre ens kjoler, en blå, en rød og en hvid med samme snit, og hun har en fantastisk udstråling, som både rummer kærlighed og en vis frustration, fordi Tøffe ofte er sur, hvis ikke lige det kører for holdet. Og det gør det som bekendt ikke altid i fodbold. Fodboldkarrieren ender med slagsmål under julefrokosten i AGF 2005, hvorefter Tøffe ryger ud med den besked at han skylder 400 kr. for en kamptrøje. Sådan er fodbold også en ubarmhjertig forretning.
De øvrige medvirkende spiller forskellige roller som træner, medspillere og presse lige fra forbilledet John Stampe, til Brian, Morten, Schmeichel og andre medspillere. Det bliver dog kun til antydninger og fungerer mindre godt og kræver en hel del fodboldkundskab. Den mest velfungerende er fremstillingen af Stampe, som er sjov, fordi han portrætteres som en gammel mafiaboss. Det er så også det eneste sted, hvor forestillingen løsriver sig fra det dokumentariske og tillader sig en teatralsk fortolkning. Det er en vanskelig balance både at ville være dokumentarisk korrekt og skabe en teaterforestilling.
Forestillingen er yderst velkommen i Aarhus, som er Tøffes by. Det er her han startede, og her han sluttede. Det er her han bor, lever og forhåbentlig stadig spiller bold med gutterne.
Og så skal vi ikke glemme, at Aarhus har det svært med fodbold. AGF har de senere år med få undtagelser været bagud på point og været gennem flere nedture, som har taget hårdt på byens selvforståelse. Byen har stort set ikke været på toppen, siden Tøffe var på stikkerne i 1990erne. Aarhus har brug for anerkendelse også på teaterfronten. Forestillingen har med udsolgte huse i lange baner opnået en usædvanlig succes, hvor folk i alle aldre, som aldrig har sat sine ben i et teater står i kø. Alle vil se og hylde Tøffe.
Fodbold som sport, teater og liv
Lad mig forklare min tilgang til forestillingen: jeg har i mange år har spillet fodbold og i perioder nærmest været besat af spillet. Det begyndte vidst engang i 4. klasse. Jeg var målmand og reddede et straffespark. Jeg var næsten ved at græde af stolthed, men også fordi det gjorde ondt i hænderne, som jeg parerede bolden med, nok fordi jeg refleksmæssigt ville undgå at få den i hovedet. Det fortalte jeg selvfølgelig ikke til nogen. Det var først under universitetsuddannelsen, det tog rigtig fart, og jeg spillede uge efter uge i flere forskellige sammenhænge. Det blev også senere til en fodboldklub med min søns klasse, hvor jeg agerede træner. Jeg var ikke særlig god til fodbold, og ville nødigt spille mod sådan en som Tøffe. Men jeg har fulgt ham lige siden, han kom på førsteholdet i AGF. Jeg ved at sport er noget af det sværeste at fremstille på en scene. Det hænger samme med at sporten, og det gælder naturligvis også fodbold, er en intens fortælling med sin egen dramaturgi, som lever af kampen mellem de to hold, ind imellem en uforudsigelig bold, et græstæppe og en modstander, som kan snyde den bedste, en dommer som kan være mere eller mindre retfærdig, og et publikum, som lever intenst med i kampen. Ikke mindst de hviie på Aarhus Stadions langside. Der er både regler og plads til det uforudsete og det er alt sammen med til at skabe spænding og udløse overraskelser.
Forestillingen handler ikke om fodboldspillet. Det er på en måde lidt skuffende. Men den formår at skabe en god og energisk stemning omkring fodbolden, så tilskuerne bliver inddraget i rummet. Vi kommer ind og modtages af spillerne med en dåseøl eller vand og høj musik spiller; stadion- stemningen er i top. På en måde handler det alligevel om fodbold som en form for metafor for livet. Fodbold er ukontrollabel. Det findes en række fodboldlove, som gør det muligt for spiller og dommer kan træffe vigtige afgørelser. Men selve spillet er ukontrollabelt i den forstand, at der optræder en række modstandsformer: modspillerne stiller sig i vejen, medspillerne misforstår ens hensigt med spillet, bolden påvirkes af en fod, underlaget eller vejret. Dommeren er blind og selv tilskuerne kan have en positiv eller negativ indvirkning på resultatet. Træningen handler selvfølgelig om, at optimere det kontrollerbare gennem rutiner, aftaler, strategier og forbedringer af teknik, hurtighed og træfsikkerhed med bolden, og samtidig handler det om at minimere det ukontrollable og tilfældige.
Det ukontrollable
Det moderne samfund er karakteriseret ved at være en kontinuerlig optimering af kontrol, som muliggør vækst og innovation. Det drejer sig om at skabe kontrol gennem synliggørelse, tilgængelighed, beherskelse og nyttiggørelse af både naturen og sociale relationer. Men der findes hændelser og ikke mindst personer, som Stig Tøfting, der er ukontrollable, og som ikke følger normerne og reglerne. Som sætter en brutal tackling ind, og selv bliver tacklet igen – på og udenfor banen. Det er et vilkår i det moderne samfund, hvor det drejer sig om at sparke igennem. Derfor er Tøffe både en vi holder med og en lovløs trussel mod den sociale orden. Det er en dobbelthed, som forestillingen fanger og stiller frem som et åbent paradoks. Tøfting er både en autentisk helt og et monster. Som en prop dukker han altid op igen efter en nedtur og udnytter sin eksplosive kraft, men bliver også udnyttet i sin uforudsigelige umiddelbarhed.
Vi har brug for den slags i en verden som ellers går til i lov og orden. Verden mister sin magi, farve, stemning og betydning og bliver til en form for ”grå intethed”. Derfor er det befriende med Tøffes mantra: ”Jeg skal spille”, som han råber igen og igen – i øvrigt lige som Hamm i Becketts Slutspil. Også her har verden mistet mening: retning, dybde, farve. Det er absurd ligesom forældrenes og sønnens død er det og den uendelige overskridelse af grænser. Der er faktisk rigtig meget Slutspil over denne forestillings tematik om Tøffe som en tikkende bombe: ”Jeg løber, jeg træner, jeg spiller”. Det er dens styrke, hvor svagheden er, at det holder sig meget til overfladen uden at gå nærmere ind på fænomenet Tøfting, familie og hele fodboldmiljøet som en belastet kultur.
NO REGRETS spiller på Teatret Svalegangen fra d. 26.03 til d. 14.05 2022.
Idé: Morten Lundgaard.
Tekst: Troels Engelbrecht og Morten Lundgaard frit efter Steen Pedersens biografi.
Instruktion: Morten Lundgaard.
Scenografi: Aleksandra Lewon.
Lysdesign: Ebbe Rodtborg.
Lyddesign: Sebastian Toft og Anton Bast.
Videodesign: Magnus Pind.
Koreografi: Christian From. Medvirkende: Morten Kjær, Mathilde Passer, Mattia Hedegård Andersen, Holger Østergaard og Caspar Juel Berg.
Erik Exe Christoffersen er lektor på Institut for Kommunikation og Kultur – Dramaturgi.