Individet, fællesskabet og fortællingen
Af Kathrine Winkelhorn
Animal Farm af George Orwell, på dansk Kammerat Napoleon, er en bog mange har stiftet bekendtskab med i skolen, og som ofte har gjort stort indtryk. Den har Betty Nansen sat i scene i en aktuel og vedkommende version, hvor forestillingen kropsliggør magtens mekanismer. Elisa Kragerup har længe ønsket at sætte bogen fra 1945 i scene. Animal Farm er en fabel og en alvorlig satire over det stalinistiske styre i Sovjetunionen med dyr, der gør oprør mod deres menneskelige bondemand i kampen for et mere retfærdigt samfund, men ender under grisen Napoleons diktatur. Omdrejningspunktet for instruktøren Elisa Kragerup er magtens væsen og skabelsen af fjendebilleder, som hun siger i podcasten Genstart (24. marts 2022).
Fablens dramaturgi
Handlingen udspiller sig på en gård, hvor en gruppe bondegårdsdyr beslutter sig for at gøre oprør mod deres ejer, den alkoholiserede landmand Mr. Jones, som ofte er så fuld, at de ikke får mad. Dyrene smider Mr. Jones på porten og laver deres egne regler, hvor den vigtigste er: alle dyr er lige. Men da det daglige arbejde på gården begynder, får grisene, som er de klogeste, langsomt smag for magten. I takt med fremkomsten af nye fjendebilleder vokser et hierarki frem med grisen Napoleon som general. De andre dyr tvinges til at arbejde hårdere og hårdere og får stadig mindre at spise. Med hjælp fra sin propagandaminister styrer Napoleon gården med løgne og sandheden smuldrer i tyranniets magtbegærlighed. Dyrene bliver apatiske og mister orienteringen, hvilket scenisk afspejles i langsommere bevægelser gennem forestillingen. Som symbol på forvandlingen fra den fælles vision til diktaturet står Napoleon til sidst i skinnende laksefarvet jakkesæt med et glas champagne i hånden og siger: ”Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre”. Drømmen om frihed og lighed er bristet, og en ny og måske mere brutal magthaver har overtaget gården. Det er en klar reference til efterkrigstidens Sovjetunionen, men mere end det. Det er den rå og vilkårlige magt uden et egentlig formål, vi som publikum er vidner til.
Scenografi og koreografi
På brandvæggen står malet Animal Farm, og da det tunge jerntæppe går op, høres en usynlig stemme, der siger: ”Forestil jer en gård, en stor bondegård, forestil jer en gård fyldt med dyr. Alle dyr har en bestemt plads og et bestemt formål”. Forskellige bondegårdsdyr kommer dryssende ind på scenen i beskidte lyse t-shirts og gamacher, og scenerummets murstensvægge er bemalet med sort. Et helt råt rum hvor scenografien er masser af jord på gulvet med lange lysrør i loftet, der kan hejses op og ned. Rummet giver associationer til en stald. Jorden på gulvet er ikke dekoration, men anvendes i dyrenes kontinuerlige arbejde med at bygge vindmøller, begrave døde dyr, finde mad eller måske finde noget brugbart, som f.eks. et gevær. Med den enkle scenografi af Ida Grarup er forestillingens narrativ ikke tidsfæstet, men almengjort som en fabel, der giver stemme til en moralsk sandhed.
På bagvæggen står en figur, der spiller og synger, (Lydmor) i samme beskidte antræk som de andre og indimellem fortæller hun, hvad der sker i forestillingen. Musikken etablerer lydlandskaber, der leder dyrene. Lydmor bliver indirekte en dirigent, der (be)styrer forestillingen. Og langsomt men sikkert bliver hun medløber og bidrager til at sætte magten i scene, præcis som al magt sættes i scene, uanset om det er i Frankrig, Rusland eller Danmark. Forestillingen er gennemkoreograferet af Signe Fabricius med højt tempo. Det er bevægende og stærkt sanselige optrin, når dyrene arbejder i kolonner og med kroppene viser f.eks. de tunge læs, der skal trækkes for at bygge vindmøllen.
Kendetegnende for Kragerups instruktion er, at det er kroppe, der gestalter det sansede, så det mærkes i maven. Et andet eksempel er brugen af musik og koreografi i et Øko-popshow, hvor et stort billede træder frem med økologiske grise med krøller på hallen, hvor Lydmor synger og vrider sig i danser sammen med dyrene, mens Napoleon forførerende fastslår, at ”økologi er omtanke for dig og naturen”. Her viser instruktionen, hvordan dyrene forblændes og forføres af musikken, sangen og dansen, hvilket ikke er så forskelligt fra, hvad vi som publikum gør, når vi lader os forføre af alverdens populistisk politisk spin serveret som underholdende nyheder.
Gårdens dyr spilles af ni kvinder, hvilket giver en dobbelt distance til virkeligheden, dels fordi dyrene i fablen repræsenterer mennesker, og dels fordi Napoleon her spilles af netop en kvinde. Dramaturgen, Tom Silkeberg, har godt fat om manuskriptet med en ironi, der forstærkes af et verfremdungsgreb, hvor replikker ofte afsluttes med et: ”siger Benjamin” eller ”sagde Molli skarpt” når nogen har talt, eller rundes af med iagttagelser i tredjeperson som: ”Clover tænkte, at sådan var det ikke, hun havde håbet”. Verfremdungsgrebet fungerer her som et humoristisk virkemiddel, der dels refererer til fabelgenren og det litterære udgangspunkt, og dels ønsker at få tilskueren til at forholde sig kritisk reflekterende.
Forholdet mellem individet og fællesskabet
Forestillingen er skabt i samarbejde med Bikubenfonden under navnet, BETTY UDVIKLER. Den ekstra finansiering, gør det muligt at anvende mere end de sædvanlige 6 -7 uger på at indstudere en forestilling. I Genstart fortæller Kragerup, at hun har arbejdet med forestillingen i halvandet år. Betty Nansens skriver på hjemmesiden: ”Vi bryder med en model, hvor et lille kunstnerisk hold (fx instruktør / scenograf / dramatiker) på forhånd har fortalt, hvordan en forestilling skal se ud. Med BETTY UDVIKLER stiller vi os alle i workshopforløbet det samme sted og udvikler sammen materiale og ideer til forestillingen fra starten. Med den franske filosof Jacques Rancière kan den proces, betegnes som et æstetisk fællesskab af stærke individer, der samskaber”.
Idéen om et fællesskab af individer afspejler sig i forestillingen, der danner, hvad man kunne kalde et markant koreografisk fællesskab i mimik og gestik, der bølger rytmisk mellem fokus på flokken og på den enkelte karakter. Som tilskuer bliver man empatisk indlevet i forhold til karakterernes fortvivlelse og apati, men forestillingen etablerer også et affektivt rum, hvor man mærker hykleriet, rådvildheden og angsten som grundvilkår for dem (og os) alle. Mon en så helstøbt fabel, ville kunne gestaltes inden for et normalt prøveforløb? Forestillingen fungerer netop i kraft af sin kollektive forståelse for helheden.
Dyrene er ligeledes en enhed, der kæmper for fællesskab og ligeværd. Men langsomt finder en individualisering sted, så de træder frem som unikke dyr, der er instrueret med en præcis kobling til det specifikke dyrs egenart. F.eks. præmiehoppen Milli, der vil have dyrene til at danne sig, hvortil æslet Benjamin tørt konstaterer: ”Litteratur kunne ikke forandre noget for alvor”. Eller netop æslet Benjamin, der på overfladen er dum, men er ét af de få dyr, der forstår, at magten permanent manipulerer med sandheden. Individualiseringen bliver en overlevelsesstrategi i forhold til et fællesskab, der bliver stadig mere faretruende og sanktionerende, særligt efter at Napoleon har tilranet sig et gevær. Dyrene er fanget mellem ønsket om tryghed og ønsket om frihed, som netop var årsagen til, at de smed gårdens ejer ud.
Men at gøre modstand og slippe fri fra overmagten kan koste livet. ”Hvis alle altid lyver for dig, er konsekvensen ikke, at du tror på løgnene, men at du ikke længere tror på noget,” som Hannah Arendt har formuleret det, og mennesker, der ikke tror på noget, bliver apatiske og ser stort set kun fjendebilleder. Kragerup har i sin instruktion lagt vægt på fablen som pædagogisk lærestykke med konflikten mellem individets og fællesskabets interesser og mellem følelser og pligt. Disse dilemmaer gestaltes koreografisk og musikalsk. Endelig har individualiseringen et pædagogisk sigte, så publikum kan spejle sig i hver enkelt karakter. Instruktionen peger på den måde i to forskellige retninger, der dog formår at understøtte hinanden. På den ene side en menneskeliggørelse og individualisering af dyrene, som gør, at vi involverer os og spejler os i deres handlinger, og på den anden side verfremdungens almengørelse og distancering, som minder os om kontingensen i enhver fremstilling. Man kunne altid have handlet anderledes og historien kunne altid have været fortalt på en anden måde.
Repræsentation som virkelighed?
Det mest fremtrædende greb er fablens abstraktion som dramatisk teater. Dyrene er mennesker med værktøj, som metalspande, trækasser, slagterkroge m.m. Det giver endnu en distance i forestillingen, som trods muntre replikker fremstår som en tragedie i den præcise instruktion, fordi fortællingens fokus er fællesskabets og dermed historiens nederlag.
Når forestillingen gør indtryk, hænger det også sammen med, at den rammer præcist ned i krigen i Ukraine og Putins manipulation af sandheden, men også i historiens talrige eksempler på magtmisbrug og løgne, som eksempelvis den tidligere amerikanske Præsident. Kragerup rammer plet ind i samtidens resonansrum om magtens korrumpering og frygtens kraft som styringsredskab. Flere af forestillingens replikker er som taget ud af den almenkendte politiske retorik. Opponenter svines til, andre føres bag lyset og manipuleres gang på gang af fikse ord og vendinger. Det er næsten skræmmende, at fablens stærkt magtkritiske ærinde vækker så voldsom en klangbund. Men det er måske netop det, som Orwells fabel kan, når den iscenesættes så gennemarbejdet og kongenialt som her, hvor den ikke bare fortæller men på energisk vis sanseliggør magtens grumme virkelighed. Med imponerende skuespilspræstationer får forestillingen alvor, legitimitet og troværdighed. Hvis sandhed findes – findes den i de næste par uger på Betty Nansen.
Animal Farm spiller på Betty Nansen frem til 30. april 2022.
MEDVIRKENDE Sarah Boberg, Marie Dalsgaard, Tina Gylling Mortensen, Xenia Noetzelmann, Maria Winther Nørgaard, Maria Rich, Ena Spottag, Siff Vintersol
MUSIK Lydmor
ROMAN AF George Orwell
DRAMATISERET AF Tom Silkeberg
INSTRUKTION Elisa Kragerup
SCENOGRAFI Ida Grarup
KOMPONIST Lydmor
KOREOGRAFI Signe Fabricius
LYSDESIGN Christian Alkjær
Kathrine Winkelhorn har i en årrække undervist i Kultur og Medieproduktion på Malmö Universitet, og har redigeret og skrevet en række artikler om scenekunst. Hun er formand for Københavns Internationale Teater.