En skuespillers rekonstruktion af et levet liv
Lane Lind: Det jeg aldrig glemmer. Koppelwrite. 240 sider, 200 kroner
Anmeldelse af Erik Exe Christoffersen
Lane Lind, f. 1945 er uddannet fra Odense Teaters elevskole 1966-69 og var siden rektor samme sted 1990-2005. Uddannet psykoterapeut. Hun medvirkede i tv-teatrets Poul og Anne (1974), Hedda Gabler (1980) og Erik Ballings legendariske tv-serie Matador. I 2004 fik hun en Reumert for bedste birolle i Stor ståhej for ingenting på Grønnegårds Teatret. Hun har dannet par med skuespilleren Ole Møllegaard, med hvem hun har sønnen Mads M. Nielsen, der også er skuespiller.
Lane Lind er 77 år og det er en afgørende pointe i erindringsbogen Det jeg aldrig glemmer, at hun reflekterer over, hvad det betyder for hende som en skuespiller, der har været ”afhængig af at stå på scenen” med ”barndommens længsel efter bekræftelse”, at blive ”ældre,” med en begyndende Parkinsons sygdom.
”Jeg har kun følt mig i live, når jeg øvede eller optrådte eller underviste og var på vej til de forskellige lokaliteter (…) Nu tror jeg, at jeg har forstået noget: alderdommen er den sværeste del af livet, og den kræver noget af os. Som vi ikke er vant til, for vi får ikke hjælp fra nogen som helst hormonproduktion – tværtimod. Det eneste, vi har, er viljen. Så hvad vil jeg? Jeg vil gøre alderdommen til en kunst.” (side 226)
Lind lægger ikke skjul på, at det er den vanskeligste rolle, hun har spillet overhovedet og bogen er på mange måde en form for improvisation over, hvad rollen indebærer og hvordan den ”spilles” overbevisende, oprigtigt og ærligt. Det er en ny kamp mod usynliggørelse, manglende anerkendelse, ydmygelsen som rammer ikke mindst en skuespiller efter endt sceneliv. Men også et opgør med et langt liv præget af andres forsømmelser, tabuiseringer og undertrykkelsen af egen vrede. Lind forsøger at træne kunsten i at blive ”gammel” og dermed erkende det vilkår, at hun mister evnen til at være scenisk attraktiv. Bogen er en lang improvisation over temaet ”Hvem er jeg lige nu, hvilke relationer har jeg været en del af, hvad har jeg udført og hvor skal jeg hen?”. Lane Lind trækker alle smertepunkterne frem i lyset og det kan måske ind imellem synes for meget.
Lind fortæller om hendes manglende omsorg fra forældrene, håbløse stedforældre men også kærlige halvsøskende og bedsteforældre. Der er tale om næsten bergmansk familieforhold og en vanskelig opvækst med misbrug, som ingen vil høre om, forhold til forskellige ægtemænd og kærester, forskellige oplevelser fx i Indien og Sovjet, nedturen efter rektorstillingen på Skuespillerskolen, som hun forlod i 2006:
”Jeg troede, jeg ville få masser af arbejde, men sådan gik det ikke. Jeg røg på støtten og skulle i aktivering. Jeg fik tilbud om aktivering i Netto. Det nægtede jeg. En af mine tidligere elever skaffede mig et aktiveringsjob hos sin agent. Der købte jeg ind til frokost, ordnede arkiver…” (Side 202)
Det er lidt deprimerende læsning, men det er også inspirerende, og man kan ikke lade være med at falde for denne primadonna i dansk teater. Det man savner er en nærmere beskrivelser af Linds virke som rektor på Odense scenekunstskolen, af mange ringeagtet kaldet ”psykoskolen,” og ikke mindst hendes mangeårige arbejde som skuespiller og instruktør. Der er få siders henvisning til Linds tilgang til skuespilleruddannelsen:
”faget består efter min mening groft sagt af at fortælle historier ved enten at vise følelser eller ved at skjule følelser, og for at få fat i de ægte følelser, lære dem at kende, må du lede i dig selv.” (side 190)
”I er her ikke for at bevise, at I er talentfulde. Det ved vi godt, at I er, ellers var I her ikke, så I kan ikke bortvises på grund af manglende talent. Talent er ikke noget, der kommer og går. Er det der, så er det der. Udviklingen af det kan tage tid, og ethvert menneske har sin tid. (…) Motivationen skal komme fra jer selv.” (side 192)
Bogen kan først og fremmest læses som en nødvendig personlig selvrefleksion over et brugt og levet liv.
Erik Exe Christoffersen, Lektor, Dramaturgi, Aarhus Universitet