Himmelsengen, instrueret af Hans Rønne, Gruppe 38
Af Ida Krøgholt
Nu’et ind i teatret
Gruppe 38 har gennem 40 år eksperimenteret med at udfordre den fjerde væg i et nærværende møde med publikum, dels på den lille scene i en baggård i Mejlgade, og dels fra 2019 på teatrets nye scene på Århus Ø, hvor publikumspladserne er forøget og spillearealet i blackboxen er blevet større. Teateræstetikken er dog stadig genkendelig minimalistisk.
Himmelseng og himmelstige
Himmelsengen er en genopsætning af en forestilling fra 1995. Forestillingen er for voksne. Bodil Alling spiller Rosa, nu 26 år ældre end dengang og derfor tættere på rollen og fortællingen om en kvinde, der venter på døden, som hun bestemt havde regnet med skulle komme i dag: ”Albert, jeg er på vej!”. Rosa bygger sin antagelse på tre varsler, hun har fået: himlen slog revner, der var tilbud på sokker, og så en sidste ting, hun ikke kan huske. Men om lidt åbner himlen sig, og under æresporten står de og venter, Albert, faster Else, moster Magda, Kaj, Bitte Palle og ærkeenglen Gabriel.
Forestillingen foregår i en stor himmelseng i to etager placeret tæt på tilskuerpladserne. Sengen er oplyst, rundt om den er der mørke, hvilket gør den til en fokuseret ramme for den direkte henvendelse fra Rosa til tilskuerne. Vi er sammen her og nu, stemningen er lun, tilskuerne småklukker, og i den tilstand synes det ikke så tungt tale om døden. Det er heller ikke svært at dø, erklærer Rosa, det eneste det kræver er, at man er klar og stiller sig på nederste trin af himmelstigen, og så bliver man løftet derop. Rosa prøver at holde vejret. Men det virker ikke rigtigt – ja, så er det vel ikke i dag. Øv! Det hele er aflyst.
Det lader hun sig dog ikke slå helt ud af men giver sig til at fortælle om den ene fantastiske måde at komme herfra på efter den anden, alt imens hun haler ting og billeder op af sin medbragte kuffert: Sure agurker, hvidtøl, cerutter, sokker med 30% uld og indrammede fotos af et større persongalleri: Jesus og det vildfarne lam, hele Mou dilettantbevægelse, faster Elses søster, selve faster Else, onkel Jørgen, der lyser langt væk af mangel på udstråling, plejehjemmets bestyrelse, Kaj og Karl. Billederne hænges op på sengen, alt imens beretninger om dem folder sig ud.
Lun melankoli
Figuren Rosa er en snusfornuftig landbokvinde af et særligt jysk format, med styr på sit sogns indfødte, og især på de afdøde. Samtidig er hun en magisk fortæller med et underfundigt smilende blik. Det starter med fortællingen om, hvordan hendes mand, Albert, forlod denne verden. Det var den vinter, det var så koldt, at de måtte ligge under dynen og holde om hinanden for ikke at fryse til is. Mens de lå sådan, lød der pludselig et skrig, og Albert styrtede ud af sengen med Rosas dampstrygejern i hånden. Skriget kom fra en svane, som var frosset fast i isen – Albert fik svanen løs men faldt i vandet. Han blev slynget rundt i et vandhjul sammen med svanen, som havde bidt sig fast i hans nakke, hvorefter han forsvandt ind under isen, for senere at stige op på ryggen af svanen. Det var tredje juledag, Albert på denne drabelige måde for til himmels på svaneryg i sin natskjorte.
Søren Søndberg bidrager til forestillingen i en lille rolle som Albert, der stadig står så lyslevende for Rosa, at hun taler med ham og stryger ham over den skaldede isse. Han er vel i det hinsides, liggende på Himmelsengens tag. Søndberg er også forestillingens musiker, og efter beretningen om Alberts himmelfart, spiller han en smerteligt luftig version af ”Lysets engel går med glans” på trompet. Trompetens toner falder som støvregn og blæser varsomt melankoli og sorg ind i Rosas fortælling, og musikken nuancerer her fortællingens dramaturgi.
Liv er liv, død er død
Der venter flere historier: Fætter Kaj var så stor, at man kaldte ham Egense kraftværk. Han blev større og større for hvert år, mens hans kone faster Else blev så lille, at hun forsvandt ud i al evighed. Fætter Kaj tabte sig og blev som en slap ballon men pumpede sig op gennem rumpetten, hvorved han lettede fra jorden og sejlede ud over verden. Rosa vinker til ham: ”Hils Albert, hils Karl!”. Karl ville være maler men gravede tørv i Lille Vildmose. Han endte dog med at male hvide striber på landevejene ned gennem hele Jylland og Europa, kørende baglæns på en lille vogn med sin malerkost. Han røg ud over skrænten ved den Sydspanske kyst – og var væk. Nu maler han hvide striber på mælkevejen.
Forestillingen slutter i dette forrygende billede, hvor man ser for sig, hvordan den lille vogn med maleren vælter ud over Spaniens kant og falder ud af verden. Der er en Halfdan Rasmussen’sk tro på og leg med sproget og dets billeder i denne og de andre små fortællinger om mennesket på himmelstigen. Sminkes døden? Ja, måske, det er i hvert fald ikke forestillingens ærinde at tematisere dødsangst eller livsresignation. Indstillingen er dog ærlig og usentimental: liv er liv, død er død, så afskeden med verden fremstilles på den måde ret uparfumeret. Sproget, tematikken og Allings lune betoninger gør, at man som tilskuer placeres ret præcist i spændingen mellem liv og død, og på den måde i en grunderfaring, vi deler. Rosa står ikke for en euforisk længsel efter døden, da hendes livsgnist er i fuld lue, men hun er dog næsten så tæt på døden, som man kan komme, og kaster lys over denne tilstand i livet. Dette gør, at man fornemmer hvert lille nu på scenen.
Forestillingen spillede hos Gruppe 38 d. 31. oktober – 1. november 2021, som en del af festivalen Enestående.
Medvirkende: Bodil Alling, Søren Søndberg
Tekst: Bodil Alling, Hans Rønne, Søren Søndberg
Instruktør: Hans Rønne
Scenograf: Gitte Baastrup
Komponist: Søren Søndberg
Tekniker: Søren la Cour
Ida Krøgholt er lektor i dramaturgi ved Aarhus Universitet.