Dobbeltanmeldelse af Terror/Is/Me, iscenesat af Sargun Oshana, Odense Teater og Generation 9-11, iscenesat af Anna Malzer, Betty Nansen
Af Kathrine Winkelhorn
Vi er i krig, men vi ved ikke hvem, vi er i krig imod – tidligere CIA-direktør, James Woolsey
Det er 20 år siden, at to fly fløj ind i Tvillingetårnene i New York. Konsekvenserne af den terroraktion har været kolossale i det meste af verden, og der har været utallige markeringer af denne udåd med podcasts, radio, film og teater. Men hvilke konsekvenser fik denne katastrofe for de mennesker, der oplevede den, og hvilke konsekvenser fik den for verden i øvrigt? Terror/Is/Me tegner både det store billede af angrebet på Tvillingetårne, og hvad det kom til at betyde for verden. Men også de mere subtile følger som det enkelte individs smerte over hændelsen. Med det dokumentariske og det visuelle som dramaturgiske greb peges der på 1) den individuelle oplevelse og 2) den samfundsmæssige frygt, der generer et affektivt kredsløb af frygt, godt understøttet af medierne. Udgangspunktet for GENERATION 9-11 er en fiktiv beretning med afsæt i 9/11 set fra barnets perspektiv. Her er fokuseres der på de psykologiske eftervirkninger blandt børnene og de fordomme, der næres af den spirende nationalisme, der igen peger på den samfundsmæssige splittelse af mennesker og grupperinger baseret på identitet. Her peges der særligt på de groteske sider af den amerikanske kapitalistiske kultur. Begge forestillinger havde premiere lørdag d. 11. september 2021. Men først til Odense Teater.
Terror/Is/Me, iscenesat af Sargun Oshana, Odense Teater
Terror/Is/Me stiller spørgsmål til, hvordan vi bevarer vores menneskelighed i en verden, hvor det, der for nogen er terror, for andre er en frihedskamp. På fornem vis viser forestillingen vores fordomme og frygt gennem en række dokumentariske episoder. Det tjener Odense Teater til ære at tage livtag med et så aktuelt og komplekst emne. Det gør de godt. Sigurd Hartkorn Plaetner har til forestillingen lavet tre gode podcasts, Da Tårnene Faldt, der kan downloades på Odense Teaters hjemmeside. Det er også Plaetner, der har skrevet replikkerne på baggrund af en række af interviews med mennesker, der har oplevet tragedien på nært hold den 11. september i New York og i Danmark. Den prisbelønnede instruktør, Sargun Oshana, der til daglig er leder af Teater Grob på Nørrebro, fortæller, at han allerede tidligt i processen vidste, at han ville have fokus på det dokumentariske og journalistiske for at få stemmer frem, der var rå og upolerede.
Tårnene Falder
Toget er stærkt forsinket, og vi haster ind på vore pladser og møder en lidt bulet brandvæg af metal foran scenen. På balkoner i begge sider står et kor på i alt fem kvinder, iført røde burka-lignende antræk med kroner på hovedet, meget lig Frihedsgudinden i New York. Fra koret høres en stille vibrerende summen, mens røg kommer sivende ud. Den tunge brandvæg går op. Vi er i New York.
Udgangspunktet er en række øjenvidneberetninger fra 11.september. Små sorte kasser er opstillet på scenen i samme gitterinddeling, som gaderne i New York. De rektangulære kasser ligner store dominobrikker og giver associationer til byens skyskrabere. Hurtigt og målbevist går mennesker med mapper i hånden på arbejde gennem byen. Hele billedet kan ses som et symbol på de dominoeffekter, angrebet havde politisk, militært og menneskeligt.
Alle medvirkende er klædt i gråt tøj. Med aske på krop og ansigt fra de brændende tårne begynder en og en at berette: ”Det var en usædvanlig smuk september morgen”. ”Jeg arbejdede i World Financial Center og alt drejede sig om penge. Vi arbejdede vildt hårdt og ofte fra morgen til kl 23, og så festede vi og drak og så på arbejde igen dagen efter”. En anden siger stilfærdigt ud til publikum, at han hver morgen læste sin avis i parken ved siden World Trade Center – de to grimme bygninger. ”Jeg tror, at det er noget farligt, der er sat i gang”. I Danmark er kriminalinspektøren til et større møde i Aalborg, da de hører om angrebet på de to tårne. De drøfter straks, hvad man bør gøre i Danmark, hvis noget lignende sker. Man finder ud af, at der mangler ligposer. Netop ved at nævne en reaktion fra et land udenfor USA, understreges det, at konsekvenserne rækker langt ud over de amerikanske grænser.
Det er mangfoldigheden af stemmer og frygt, der gør indtryk. Som når en siger: ”Det blev helt mørkt, da det første tårn faldt. Tiden går i stykker, når 110 etager styrter sammen og bliver til ingenting.” Da tårnene falder sammen, løber alle og `husene` på scenen falder sammen som dominobrikker til en lydkulisse, der opleves truende og smuk i de atonale vokale spring fra koret. Politimænd går i chok og papir, stole og mennesker falder ned fra himlen. 911 Emergency center: I am trapped at floor 67, please help me. Stay calm we will come as soon as possible, stay calm, please.
Det er det store teatermaskineri der er i gang. Der er røg overalt. En fortæller, at på en cafe i nærheden, er rummet fyldt med grædende brandmænd. Andre spørger ud i rummet ”Hvorfor vil nogen slå mig ihjel?”. ”Vi vil gerne byde alle velkommen til vort multikulturelle samfund”. ”Hvorfor hader de os og vores levevis? ”Så meget civilisation og så bliver vi truet”. ”Det skal en middelalderkultur ikke ændre på”. ”Frygten sidder stadig i mig… ”Jeg vil aldrig gå i teatret siger én af de medvirkende og skriger ud til publikum. GÅ HJEM – GÅ HJEM NU. Og en stemme siger lakonisk: “Terror har brug for mediernes bevågenhed, hvor billederne går i loop på alverdens TV-kanaler. Jo voldsommere desto bedre”.
I anden del fokuserer forestillingen på, hvad terroren gør ved mennesker og zoomer ud til at omfatte andre terroraktioner og en mand remser i rasende fart navne op på de byer, som har været mødt af terroren: ”London, Madrid, Nice, Utøya, Berlin, Paris, Orlando og jeg danser videre og lukker øjnene, som en mand på baren i Orlando sagde”. Vi husker som tilskuere flere af disse terroraktioner. Tre store vindmaskiner på scenen blæser røg ud i salen. Imens høres en stemme fra CNN, der beretter, at 30 mennesker i Afghanistan er blevet dræbt til et bryllup af en amerikansk drone. Koret står på scenen i sorte lange kjoler med sorte bind for øjnene. I et hvidt/gult landskab går og går en afghansk kvinde og bærer noget tungt. ”Jeg står ikke i kø for at komme væk. Køen er vores krop. Vi kommer ingen vegne, og vi bliver i transit. Køen er vores land, og jeg ser kun verden igennem min niqab.” En replik som synes helt aktuel i relation til Talibanernes indtog i Kabul i august i år.
Og så er vi igen tilbage i New York, hvor en kvinde fra World Trade Center fortæller, at man ugen efter begynder at arbejde igen på et lejet hotel. Tilværelsen er rykket tilbage til kontorerne, hvor de medvirkende sidder apatiske med hver sin mappe i hænderne. Men noget er sket. De medvirkende rejser sig langsomt og bærer stolene op skulderen, som var det sårede mennesker, eller som når man bærer et lille barn; et stærkt billede på terrorens pris. En moden herre giver sig langsomt til at synge: Terror makes the world go round og remser op at der er 12 millioner syriske flygtninge, at der er købt så og så mange våben: ”Krige muterer til nye kriser og nye krige. Terror-karussellen kører rundt og rundt og skaber ødelæggelse. Jeg frygter mennesket”. De medvirkende bliver hejst op og falder fra himlen mens 30 katastrofelys blinker orange. Koret står i sennepsgule flagrende kjoler uden slør for øjnene sammen med skuespillerne. De holder hinanden i hånden, men én efter en falder de til sidst sammen med de medvirkende.
En organisk dramaturgi
Publikum forventes at have et vist kendskab til den 11. september 2001, så her er ikke en egentlig fremadskridende handling. Det er korte dokumentariske monologer i en stærk visuel ramme, der veksler mellem det store billede og nærbilledet med fokus på individet. Det giver form og flow til en fremragende tekst, der understøttes af lyd, koreografi og lys. Tilsammen opleves et sanseligt kalejdoskop af de omfattende konsekvenser, som 11. september havde i hele verden.
De medvirkende er til stede i det sceniske rum – som et rum og ikke som en kulisse. Lyd og sang i forestillingen er menneskeskabte levende stemmer, der giver en nærhed og sanselighed. Det oprindelige manus som Sigurd Hartkorn Plaetner leverede til Oshana var på 110 sider. Her er der klippet og klistret i manus, og dramaturgien minder om den man anvender i film med store visuelle totalbilleder kombineret med nærbilleder, når enkelte individer er helt fremme på scenens lime light. Replikkerne opleves troværdige om, hvad terroraktioner gør ved mennesker. Hvem er fjenden? Er fjenden bare den fremmede, eller den jeg ikke kender? Terror/ Is/ Me antyder som titlens flertydighed, at frygten både flytter ind i det enkelte individ, men også i samfundet som sådan .De præcise og indholdstunge replikker, som jeg har forsøgt at gengive nogle af, er propfyldt med vitaminer med stof til eftertanke. Der er ingen dialog mellem de medvirkende, hvilket fungerer godt som dramaturgisk greb. Men også noget andet er kendetegnende. Ingen af de medvirkende har et navn, som for at understrege, at hvad der berettes om her, gælder for alle mennesker og ikke blot for det specifikke individ. Et godt dramaturgisk greb.
Man mærker næsten angrebets verdenspolitiske konsekvenser på egen krop, men også den betydning Nato’s angreb har haft i Afghanistan helt frem til i dag. At iscenesætte en så omkalfatrende begivenhed i verden kræver mod. Når Oshana i podcasten fortæller, at han ser sig selv som skulptør, snarere end instruktør, er det velvalgt. Det er formen som giver kraft til replikker og kroppe. De stramt koreograferede virkemidler i Terror/Is/Me virker helt nede på bagerste række. Når man forlader teatret, står det klart, at terror inficerer mennesker, byer, internationale alliancer og os som sidder hjemme i stuen. En fremragende ensembleforestilling, fordi forestillingen samtidig er så velspillet.
Terror/Is/Me spiller på Odense Teater frem til 1. oktober 2021
Koncept og iscenesættelse: Sargun Oshana.
Dokumentarist: Sigurd Hartkorn Plaetner.
Scenografi og kostumer: Karin Gille.
Lysdesign: Turpin Napoleon Djuurhus.
Lyddesign: Kim Malmose Hansen.
Kapelmester: Anna Mose.
GENERATION 9-11, Iscenesat af Anna Malzer, Edison, Betty Nansen
Manuskriptet til GENERATION 9-11 er skrevet af Nanna Plechinger Tüchsen, der debuterede med den fremragende forestilling, De Hovedløse, om de gule veste i Frankrig i januar 2020 og med den Reumert-vindende Anna Malzer som instruktør på forestillingen. Scenografien er lavet af Ida Grarup med en videoskærm med glidende skyer og det amerikanske flag. Selve scenen består af skrånende podier med græs og fliser lavet næsten som et V med dybe sprækker, hvor personerne kan forsvinde for siden at komme op. Det er en symbolsk mættet scenografi, der med revner alluderer til de sprækker, der er sket i det amerikanske samfund. Men scenografien er også et symbol på den amerikanske drøm med eget hus og have. Scenografisk fungerer det fint med den lille scene og giver en god dynamik til spillet, samtidig med at der er noget komisk og grotesk i det amerikanske over scenebilledet. Er dette en komedie tænker jeg?
Forestillingens afsæt er tre børn, der spilles af unge voksne. Børnene præsenterer sig som William, i overlegen skikkelse af Søren Birch Plum, og Noe med mexicansk afstamning, spillet af den fysisk adrætte Sebastian Aagaard-Williams og endelig Esther, der spilles af Emma Silja Sångre, og som smiler (for) meget. Hun har overtaget rollen fra Ellaha Lack.
Danske Esther er hovedpersonen og står i billedkunstlokalet på sin amerikanske skole den 11. september 2001, da det over skolens højtaleranlæg lyder, at alle børn skal dele sig i to grupper. Den ene gruppe er for børn, hvis forældre arbejder i World Trade Center og den anden gruppe er de børn, hvis forældre arbejder andre steder. Hun er 11 år og er flyttet til New York året forinden, hvortil hendes forældre er udstationeret i tre år. Alle hendes venner er i en anden gruppe, men hendes forældre arbejder hjemmefra.
Esther føler sig udenfor. Så begynder forestillingen, og Esther forsøger at være mægler i de spirende konflikter mellem sine to venner. William har mistet sin Far og Noe mister sin Mor den 11. september. William reagerer med at blive voldelig og helt uden følelser, mens Noe bliver indadvendt og apatisk. Replikkerne er skrevet med en vis sans for de tre børn, men reaktionerne er genkendelige og forudsigelige. Der er flere optrin med voksne figurer, der bærer masker. Det kunne være sjovt, men forløses ikke helt. Men måske er der en pointe. Man kan sige, at grundpræmissen her er, at det amerikanske samfund er grotesk, og det er i det samfund børnene skal håndtere en skræmmende begivenhed uden egentlig kontakt med voksne.
Det er ikke let at være dansk, når alt er blevet dobbelt amerikansk efter 11. september, og Esther har svært ved at få kontakt med sin Mor. Måske lider Moren af rengøringsvanvid, for hun støvsuger hele tiden både inde, men også græsplænen udenfor og har ikke rigtig tid. Ester vil gerne hænge det store amerikanske flag op foran huset, som alle andre gør. Men det vurderer Moren er upassende, da de er danske. En gang i mellem kommer Williams bedstemor op af sprækkerne, iført en grotesk maske som gammel dame, med forskellige konspirationsteorier. Noes Mor arbejder i supermarkedet Wall Mart, og spilles oplagt af Søren Birch Plum med Wall Mart-pose på hovedet.
Bush’ berømte dictum efter angrebet lyder over højtalerne: Our grief has turned to anger- justice will be done. Either you are with us, or you are with the terrorists.
I forestillingen er børnene helt overladt til sig selv i en grotesk verden uden voksne. Kan det være derfor, at Bush’ ord sidder i hovedet på Esther? Hun føler sig presset til at blive en rigtig amerikaner. For at blive så amerikansk som muligt, indretter Esther sit værelse med alverdens memorabilia fra 11. september. Til sidst er hendes værelse helt proppet. Men vi ser det ikke. Værelset bliver berømt i nabolaget og hun begynder at tage entre. Det er William, der styrer dette. Han foreslår at arrangere en patriotisk march, hvor de medbringer skjolde og våben. Det bliver Esther vred over og fyrer William som museumsdirektør. ”Jamen du er jo slet ikke amerikaner” svarer han hånligt. Det er det groteske, identitetspolitiske og ‘america first’ oienterede USA, vi konfronteres med.
Vi får også en fortælling om den japanske arkitekt, Minoru Yamasaki, der får til opgave at tegne et monument for verdensfreden midt i New York City. Det er et interessant perspektiv at flette ind, for det var hårdt at være japaner i USA efter 2. Verdenskrig, hvor japanere var udstødte. I 1973 stod de to tårne færdige med World Trade Center, tegnet af Yamasaki: ”Det skal være en repræsentation af menneskets tro på menneskeheden”, som Minoru Yamasaki siger ved åbningsceremonien. Den fortælling får ikke rigtig fat i børnene og hænger kun løst sammen ned forestillingen, men kan måske ses som et kontrapunkt til den stigende nationalisme i USA efter 9/11. Men Nanna P. Tüchsens tekst understreger fint, hvordan nye politiske, etniske og identitetspolitiske grænser og grupperinger skyder op, da venskabet mellem børnene slår revner pga. forskellig etnicitet. Esther og hendes venner mærker, at frygten har taget bolig i dem, og to tårne er begyndt at vokse i maverne på dem. To tårne, som bliver ved med at vokse. Et godt og præcist billede på, hvordan børn kan reagere på en voldsom begivenhed, særligt når der ingen voksne er omkring dem.
Måske er forestillingen tænkt som en ungdomsforestilling, hvor den måske ville fungere godt. For Anna Malzer er det vigtigt at få unge i teatret. I Mungo Parks Grundlov står der blandt andet: Vi laver teater til jer. Ikke til kritikerne, kollegaerne, eller kreditten. På trods af at skuespillerne gør hvad de kan, lykkes det ikke Anna Malzer at få skabt et klart dramatisk greb. Som voksen tilskuer er forestillingen i mine øjne faret vild, og som publikum sidder jeg tomhændet tilbage. For vi mærker og sanser ingenting, og vi undrer os ikke.
Forestillingen spiller frem til den 9. oktober Edison, Betty Nansens, anneks scene og er en co-produktion med Betty Nansen.
Medvirkende: Emma Silja Sångren, Sebastian Aagaard-Williams, Søren Birch Plum.
Speak: Amelia Høy
Manuskript: Nanna Plechinger Tüchsen
Instruktion: Anna Malzer
Scenografi: Ida Grarup
Kathrine Winkelhorn har i en årrække undervist i Kultur og Medieproduktion på Malmö Universitet, og har redigeret og skrevet en række artikler om scenekunst.