Bolero – EXTENDED, Granhøj Dans & Seiko Dance Company, Vejle Musikteater
af Janek Szatkowski
Livet forlænget og forstærket
Sociologer og mange andre kloge hoveder kan skrive tykke bøger om det. Palle Granhøj bruger 60 minutter, 8 dansere, 8 cellister og Ravels 18 minutters musik. I den fuldstændig forrygende Bolero – Extended, der havde Danmarkspremiere på Vejle Musikteater 12. maj 2021, møder man som tilskuer et værk, der med enestående klarhed viser, hvad det er, kunsten kan når den er bedst. Den kunst vi nu har savnet så længe. Det handler om en anderledes kommunikation, der med sin meddelelsesform tilbyder en information om den verden, vi lever i, set fra den uventede vinkel. Når det lykkes som her, tør jeg godt bruge ordet ’sublimt’.
Musikteoretikere og danseeksperter kan, med større indsigt end den jeg besidder, redegøre for de specifikke elementer i værket, der er på spil. Som dramaturg står jeg over for den udfordring at skulle sætte ord på det flow af vitalitet, som strømmer i forestillingens ord- og plotløse fortælling, og som rammer mig som tilskuer med voldsom kraft. På det plan, hvor en anmeldelse skal tjene en potentiel tilskuer til information, kan det gøres meget kort: SE DEN! Det er bare ikke så let, for de fem opførelser i Danmark med kunstnere fra Litauen, Belgien og Rusland, er allerede forbi, når dette offentliggøres. Derfor er der til slut i anmeldelsen et link til en videoudgave fra Litauens Fjernsyn. Tak til de gæve litauere, der har givet Palle Granhøj mulighed for at producere endnu et mesterværk. Håber rigtig mange af de Århusianske kultur- og byrådspolitikere fik set forestillingen, da den spillede i Aarhus, og i deres stille sind (endnu en gang) ærgrer sig over, at de ikke havde det fornødne politiske og økonomiske mod til at sikre Palle Granhøj rum i Aarhus.
Obstruktion
På det plan, hvor en anmeldelse skal prøve at komme et lag dybere end smagsdomme og genfortællinger, må vi en omvej. Palle Granhøj har i denne forestilling udvidet, fordybet og mangfoldiggjort betydningen af sit centrale poetiske greb: obstruktion. En danser klædt i hvidt indleder en sekvens med et partitur, der fx anvender fragmenter af bolero-dansen. Store bevægelser af arme, eller en vuggende hofte. Partituret gentages, imens nærmer en eller flere sortklædte dansere sig, og ved at gribe fat om den hvidklædte dansers arme, ben, krop forhindres partituret i at udfolde sig. Alligevel forsøger danseren at gennemføre partituret. I denne tvungne restriktion af kroppens udfoldelsesmuligheder opstår en serie anderledes udgaver af partituret. Vi, der har set det fuldt udfoldet, fornemmer, hvad det er danseren forsøger, men forhindres i. Det sætter mig som tilskuer i en på mange måder smertelig affekt. En frihed er blevet stækket, men samtidig er der i kampen for at udføre det fulde partitur en skønhed og en kraft, der forstærker det samlede udtryk. Obstruktionen arbejder med at indskrænke en frihed, men frisætter på samme tid nye samlede udtryk. Der er tale om gentagelser, ikke som selv-identiske 1:1 repetitioner, men som variationer.
Det fascinerende i denne forestilling er den måde, hvorpå Palle Granhøj formår at lade obstruktion præge alt: bevægelser, lys, lyd/musik, scenografi og kostumer. Ikke som en manieret teknik, men som et helstøbt kunstnerisk greb.
Musikken, der i en oprindelig version varer 18 minutter, er nu blevet forlænget og den udfordring møder den orkestreringsansvarlige med overskud og fantasi i en mageløst eskalerende opbygning. Fra starten, hvor fire cellister med ryggen til, introducerer rytmen ved at klappe på deres celloer. Og igen, der er ikke bare klap, det er en koreograferet dans for hænder. Først til slut i forestillingen får vi en fuld version af musikken med samtlige otte cellister. Rytmen bliver brugt når danserne, der et par steder omringer en solodanser i hvidt, og påvirker dansen med et korisk ”dak-dakke-de-dak” Her ligge obstruktionen altså ikke i en indsnævring og begrænsning, men i en udvidelse, der sætter nye krav til form og indhold.
Når en
solodanser i hvidt har gennemført sin sekvens, ruller en sortklædt mand en sort
kasse tværs over scenen, den hvide danser forsvinder i den, og bliver borte fra
scenen. Den sorte kasse bliver i løbet af forestillingen til et centralt
scenografisk element. Til sidst kommer otte kasser frem, hver med en cellist på
toppen. Inden i kassen er der plads til en danser, der således bliver
begrænset i sine bevægelser.
Lyset bliver også brugt som et aktivt scenografisk element. Danserne kan flytte rundt på de transportable lyskasser: afgrænse rum, afsøge danserens krop. Ellers er scenografien sort gulv og bagtæpper. Kostumerne er enten sorte eller hvide, danserne skifter alt efter om de er i solo (hvidt), eller fungerer som obstruerende hjælpere (sort). Først stil slut er den enkelte dansers kostume i både sort og hvidt. Denne enkelthed forstærker fokus på danserne og musikerne, og er med til at understøtte den dramaturgiske logik.
I en sekvens optræder en hvidklædt danser med en balletsko og en nøgen fod. Tåspids position og elementer af en klassisk balletkoreografi bliver til et partitur, med balletskoen som obstruktion, sortklædte dansere støtter og obstruerer på samme tid. Dansernes partiturer låner som antydet fragmenter af boleroen (store dynamiske armbevægelser, sensuelle strejf, forførelse og dominans), der koreograferes smidigt ind i danserne egne ekspressive udtryk. Granhøj formår at tone partiturerne forskelligt, men alligevel med sensitivitet for sammenhæng i forestillingens udtryk.
Obstruktionens spil mellem frihed og begrænsning er afgørende for forestillingens mening, den vender vi tilbage til.
Eskalation
I Ravels musik er der gentagelser, der både tager form af repetition og variation. Stravinsky skal have sagt, at Ravels musik var som et schweizisk præcisions-urværk, hvad enten det nu var en kritik eller pris, så rammer det nok den gennemførte akkuratesse i partituret, men ikke det gevaldige spænd, der er i eskalationen af temaerne. Værket er ét langt crescendo. Takket være udfordringen med at udvide værket, gives der solo cellist Mindaugus Bačkus mulighed for i mellemstykket at forme en storslået musikalsk eskalation af tema, i et overvældende smukt samspil mellem dans og Ravel fragmenter.
Som antydet er eskalationen helt afgørende for forestillingens form, ikke blot i musikken. Scenografien samler sig til det afsluttende billedes storformat. Danserne, hvis sekvenser har været opdelt i selvstændige dele omkring de hvidklædte solodansere, er til slut spærret inde i de sorte kasser. Her er deres bevægelser først asynkrone, og specifikke for hver danser. Helt til slut glider bevægelserne over i et overraskende, totalt synkront fælles partitur. Det bliver, dramaturgisk set, et energetisk klimaks, der sender vibrationer ind tilskuerne.
Men denne opdrift er, ligesom forestillingen i øvrigt, mødt af en udfordring. Man kan tale om, at obstruktionen gennemføres på tilskuerens affekt-niveau. Derved præciseres en menings-ramme for Bolero – Extended.
… og hvad er så meningen?
Ravels musik fra 1928 er et eget lille oprør mod konventioner og en insisteren på at lede efter udtryk, der ikke bæres af de store symfoniske armbevægelser, men af en musikalsk eksplosion i et minimalt format. Ligesom i andre af Palle Granhøjs eksperimenter med at ’forlænge’ (Rite of Spring – Extended (2013), Rose – Rite of Spring – Extended (2015), Petrushka –Extended (2016)) afsøges musikkens kraft i transformationen til dans. Grunden til at Bolero – Extended (2019) virker så stærkt, er, at eksperimentet med obstruktionen er gennemført på mange planer.
Det, at
obstruktionen tager afsæt i et udfoldet partitur, der derefter ’begrænses’, gør,
at det affektive rum omkring dansen og musikken lader tilskueren få glæden ved
helheden først. Partituret, der udvikler sig, folder sig ud i sin egen stramme
frihed. Dernæst den på én gang smertelige og sanselige kamp for at holde fast trods
alle forhindringerne. Forhindringer, der ikke bare er klodsede brydetag, men
netop sensuelle og dynamiske modstande, der bærer nye former frem. Det er min
opfattelse, at denne poetik er så potent, fordi den vækker en meget dyb
genklang i aftenlandets senmoderne individer. Og her er det så, at sociologer
og psykologer kan give mængder af baggrund og evidens. I ultrakort
sammenfatning: jeg tænker på det livsvilkår, der på en gang åbner for en uhørt
frihed for den enkelte til at sætte sit eget frie ’partitur’, og på samme tid
øger påvirkningerne på individet. Denne dobbelte eskalation af egen-styringens
oplevelse af frihed, og af fremmedstyring, der på alle livsområder
medfører oplevelsen af magttab, bliver fanget i obstruktionens poetik. I Palle
Granhøjs kunst bliver det ikke til en tabs-historie eller en tragedie, men
derimod til et ukueligt opgør og et livsbekræftende crescendo. Det bæres
eksemplarisk frem i slutbilledet, hvor danserne indfanget i de sorte kasser
fortsat ’danser’, til slut i et synkront kollektiv med musikerne. Danserne er
ikke kuede eller undertrykte, selvom de er lukket inde, de fortsætter deres
ekspressive fortælling – og de smiler medens de gør det!
Janek Szatkowski er Lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Dramaturgi, Aarhus Universitet
Bolero – EXTENDED havde urpremiere 07.05.2021 ved International Cello Festival, Klaipeda Litauen. Spillede i Danmark d. 12. maj på Vejle Musikteater og 13. maj i Musikhuset, Århus.
Koreograf & scenograf/kostumedesign: Palle Granhøj
Dansere: Dovilė Binkauskaitė, Evgenii Kalachev, Gintarė Marija Ščavinskaitė, Mantas Černeckas, Niels Claes, Marija Ivaškevičiūtė, Aušra Krasauskaitė-Berulė, Marius Pinigis, Darius Berulis (manden med hættetrøjen).
Musikere: Klaipeda Cello Quartet: Mindaugus Bačkus, Gleb Pyšniak, Karolis Vaičiulis, Marius Dominykas Sakavičius
Musikalsk ledelse, solo cello Part 2: Mindaugus Bačkus
Cellister, Part 3: Maria Edlund, Maria Kolby Sonstad, Emilia Ślusarczyk, Queralt Adam Colom
Musik komponeret 1928: Maurice Ravel (arrangement i part 3: James Barralet).
I fald interessen er vakt, kan man se en videooptagelse: