Anmeldelse af Carsten René Jørgensen: Identitetkriser. Veje og vildveje for det fragmenterede moderne menneskes identitet. Hans Reitzels Forlag 2020
Af Erik Exe Christoffersen
Hvem er vi for tiden?
Hvem er jeg? Hvor er jeg og hvornår? Hvem er jeg for andre? Hvor og med hvem føler jeg mig forbundet eller adskilt? Mangler jeg handlekraft? Har jeg svært ved at fokusere? Er min identitet noget jeg selv har valgt? Hvad er min historie, mine grænser, min fremtid? Føler jeg mig meningsfuld?
Identitet er både noget, man kan mærke indefra som en form for jeg-identitet, men også et blik udefra, som man mere eller mindre føler sig i overensstemmelse med. Identiteten er ikke statisk, men en udvikling som har karakter af en feedbacksløjfe og gensidig påvirkning, spejling eller samspil mellem jeget og det sociale rum. Samtidig er det afgørende for identiteten, at den kan iscenesættes, repræsenteres eller formuleres mere eller mindre sammenhængende. Omvendt kan fragmenteringen af identitetsoplevelsen føre til krise og identitetsdiffusion, forvirring eller ligefrem sygdom. Identiteten er også en historisk konstruktion, som i vores autenticitetssøgende og identitetspolitisk orienterede samtid givet er påvirket af idealet om at ”være sig selv”.
Carsten René Jørgensen, som er professor i klinisk psykologi ved Aarhus Universitet, lykkes med Identitetkrise at forklare baggrunden for senmodernitetens identitetskonflikter og skabe en ofte vanskelig dialog og gensidig forståelse både på et individuelt og socialt plan. For Jørgensen er identiteten hverken noget man kan vælge vilkårligt som et terningekast, men heller ikke en statisk størrelse givet en gang for alle. Identiteten er hverken relativ eller deterministisk, men udvikles i en proces mellem givne biologiske muligheder og sociale rammer.
Polariseringen
Der er ingen tvivl om, at identitetskriser er et utrolig komplekst tema, som viser sig på den store politiske scene lige fra Muhammedkrisen til det umulige Brexit og det amerikanske præsidentvalg. I sidstnævnte så man to radikalt forskellige identiteter og orienteringsmåder til verden. Polariseringen er en af de måder identitetskrisen viser sig: os mod de andre, for eller i mod. Og bag denne polarisering ligger der et stadigt mere vanskeliggjort behov for at høre til, at blive set og anerkendt.
På det mere nære og personlige plan er det næsten umuligt ikke at have mødt identitetskrisen som en smertelig og tragisk kraft. Carsten René Jørgensen citerer s. 331 Yahya Hassan (Hassan, 2019) fra hans anden og sidste digtsamling:
DE VED IKKE AT JEG ER EN TABER/ DER STÅR OG RYGER DEN BREDE OP I EN VENTILATOR/ ET UFORBEDERLIGT SOCIALT TILFÆLDE/DER BLIVER VED MED AT SPJÆTTE OG SPRÆLLE OG TRÆDE VANDE/ LANGT FRA FASTLANDET. (Y. Hassan, 2019 s. 76).
Jeg kan næsten ikke tænke mig et mere tragisk eksempel på, hvad der menes med identitetskrisernes veje og vildveje. Hassan er et ekstremt billede på den fragmenterede identitet: spaltet mellem kulturer, jaget af myndighederne, lokale bandemiljøer og mediernes og kunstoffentlighedens trang til både helte og ofre. Jeg ved ikke, hvad der gik galt, og hvornår grænserne blev overskredet? Men min oplevelse af Yahya Hassan var klart den, at sårbarhed og desorientering blev parret med kreativ skabende kraft og en kaotisk krisetilstand i og rundt og Yahya Hassan.
Jørgensens overordnede mål med bogen synes at være at analysere identitetskrisens tendens til polarisering for at pege på nødvendigheden af en afbalancering.
Omslaget
På omslaget af Identitetskriser er der et billede af den amerikanske pop-art kunstner Roy Lichtenstein Woman with Flowered Hat. Billedet er fra 1963 og består af sammensatte materialer fra tegneseriebilleder, som er et remake af et modernistisk kubistisk mesterværk af Picasso fra 1941 (Dora Maar au Chat, 1941). Lichtenstein skabte en fornyet fremstilling af den fragmenterede og diffuse identitet.
Picasso tilhørte den historiske avantgarde for hvem fragmenteringen var en kreativ frisættelse fra en realisme og endimensionel virkelighedsopfattelse. Avantgarden gjorde op med alle traditionelle normer og perspektiver i livet og i kunsten. Det var i sig selv en frigørelse samtidigt at anskue virkeligheden fra forskellige synsvinkler.
For Lichtenstein var situationen i 60erne givet meget anderledes og fragmenteringen en del af opgøret med en almen dannelseskultur. Det blev muligt at skabe og realisere sin egen kunstneriske position ovenpå traditioner ligesom en række såkaldte overmalinger gør det (se fx Asger Jorn) i en tid, hvor fragmenteringen er dannelsesvilkår. De nye identitetsformer, som opstår i 60erne gentager og ”leger” med klassiske historiske former ud fra et vilkårlighedsprincip. Der forekommer en ironisk distance til identiteter, fordi de er sammensat tilfældigt.
I dag er situationen noget anderledes, som titlen identitetskrise henviser til. Vilkårligheden er blevet til en mere eller mindre permanent krise, fordi identiteten både er noget man selv skaber og samtidig er underlagt et ydre pres om succes og ikke mindst ansvar. At være taber er dit eget ansvar. Tabet af en identitetsfornemmelse er fremherskende og viser sig samfundsmæssigt som en kamp: Mellem identitetspolitiske og populistiske bevægelser. Mellem det særlige og det almene. Mellem det kosmopolitiske og det nationalistiske. Mellem kønnene og mellem bestemte repræsentationsformer, ja selv højskolesangbogen er i dag genstand for en kamp om identitet: Hvem er vi?
Carsten René Jørgensens bog omhandler den smertefulde tvivl de fleste i dag har i forhold til identiteten. Der er en række psykiske og eksistentielle spørgsmål som knytter sig til identiteten, og bogen er et bud på, hvordan vi kan forstå og håndtere både individuelle og samfundsmæssige identitetskriser, i det forfatteren betegner som den ’fragmenterede modernitet’.
Bogens to dele
Identitetkriser har to hoveddele.
Det ene er sociologisk orienteret i forhold til senmoderniteten som ramme for identitetsudviklingen. Jørgensen forbinder den subjektive identitet med begreber som flydende modernitet (Baumann), singularisering modsat universalisering og han påpeger forskellige modeller som fleksible og omstillingsparate identitet, projektidentiteten, den kosmopolitiske og multikulturalistiske identitet med vægt på en universel menneskelig evne til forskellighedernes sameksistens frem for en mere negativ forudsigelse af civilisationernes sammenstød og tilbøjelighed til at ville bekæmpe religiøse eller etniske forskelle ved at bekrige hinanden (S. Huntington).
I slutningen af 1989 og i begyndelsen af 90erne blev der, i forlængelse af murens fald og Sovjetunionen kollaps talt om, at liberalismen havde sejret, at historie nu var død, fordi der ikke længere fandtes modsætninger som fremdrift for historien. Det skulle vise sig at være en helt forkert forestilling. I de følgende 30 år er polariseringer blomstret og har antaget krisekarakter. Den historiske forandring kan ses som en stadig vækst i identitetskriser, som har mange forskellige årsager, men som viser sig i det man kalder identitetspolitik. Grupperinger som føler en fælles identitet markerer sig i stigende grad polemisk mod andre grupperinger. Det gælder i begge ender af det politiske spektrum.
De sidste 50 år har på afgørende vis forrykket og forvredet det globale verdensbillede. En række af de identitetsdannende markører er brudt sammen, forsvundet eller har mistet deres virkning. Det skyldes mange ting: at familiestrukturen som rum for identitetsudvikling har ændret sig i forhold til roller, gøremål i fritiden, boligindretningen og boligforhold i det hele taget. Børn leger ikke længere på gaden, men er i institutioner. Kommunikationen og medier har fået en langt mere identitetsskabende funktion. Traditionelle rum, mødesteder, samværsformer og begivenheder sikrer ikke længere en stabilisering af identiteten.
Institutioner har overtaget en stor del af ansvaret for identitetsdannelsen, men forekommer ofte ude af stand til at skabe menneskelige og fornuftige rammer. Det samme gælder politiske partier og måske også en stor del af kulturlivet. Til gengæld næres identiteter af en række forhold som er mere eller mindre påført og som skaber angst og usikkerhed: terror, indvandring, overvågning, medieafhængighed, stresslignende tilstande etc.
Det andet hovedafsnit fokuserer på identitetsudvikling som en subjektiv proces og især kriser i ungdomslivet. Et vigtigt langt kapitel omhandler psykoterapiens behandling af identitetsforstyrrelser.
Identiteten bliver først et subjektivt problem fra 1700 – tallet. Identitet er ifølge Jørgensen en moderne konstruktion, som gør det muligt at orientere sig: Hvad er min lyst, hvad kan jeg og hvad skal jeg? Hvordan orienterer jeg mig i forhold til det, som er nødvendigt for mig? Hvad gør jeg for at overleve? Blive lykkelig? Jeg orienterer mig i tiden: nuet, fortiden og fremtiden: som en rød tråd der både erfares og skabes på samme tid. Jeg orienterer mig i rum: Hvor har jeg hjemme, hvor drømmer jeg om at komme hen? Hvordan agerer jeg i min samtid, og ikke mindst hvad forventer den af mig? Hvad er bedst eller værst? Har jeg en skæbne? Har jeg realiseret mine potentialer? Har jeg en indre essens eller identitetskerne eller er identitet skabt af tilfældighederne og kulturen omkring mig? Hvordan tager jeg mig ud i andres øjne? Er det deres blik som har skabt min identitet?
Identitet er det unikke ved en person eller et fællesskab, det som samler eller adskiller personen eller fællesskabet fra andre. Det er en samling af værdier og normer som vejleder personens handlinger og adfærd i tid og rum. Det er også en form for distanceret selvbevidsthed og kategorisering, som skaber orden og stabilitet ved at forenklende og sammenstille: Man er noget ved ikke at være noget andet. Krisen opstår når der indtræder tvivl eller forvirring omkring disses gyldighed.
Samtiden er fyldt med skam, krænkelser, modkrænkelser, hævnaktioner, som retter sig mod en mere eller mindre fælles følelse af orienteringsløshed, tomhedsfølelse, mangel på mening. En række identitetsmarkører er faldet omkuld, og fraværet fremmer angsten for det totale sammenbrud og indre fragmentering. Det betyder eskalerende uenigheder om en række grundlæggende normer, værdier og idealer.
Identiteten som en udveksling
Identitetsdannelse et spørgsmål om udveksling mellem indre psykiske, sensoriske og mentale processer og en ydre omverden. Selvbilleder forudsætter en social anerkendelse og synlighed, og derfor er relationer til andre centrale både som tilknytning og som afgrænsning. Reaktionen på sociale forventninger og krav fra omverdenen er betinget af subjektets indre motivation, drivkræfter, behov og fornemmelser for de givne omstændigheder: Jeg er ligesom de andre eller forskellig fra de andre. Det betyder at udviklingen af egne grænser (kropsligt og psykisk) og adskilthed, empatisk indlevelse eller distance, er gensidige og lige vigtige.
Balancen mellem indre behov og identitetssansninger og den ydre samfundsmæssige ramme i form af rolletilbud og social identitet synes i senmoderniteten ofte af være ude af kurs. Enten er der for mange tilbud, eller for få eller den enkelte presses til at vælge før man føler sig afklaret. Det gælder både unge og ældre. Senmoderniteten er flydende og skaber subjekt overbelastning, fordi identiteten er skrøbelig.10 – 15% af unge, fremgår det (s. 300 ff.), føler en form for utilpassethed som identitetsdiffusion eller ligefrem negativ identitet.
Samfundets rammer, regler, autoritetsformer og normerne er foranderlige og uforudsigelige. Traditioner og adfærdsformer forandrer sig mere eller mindre i stigende hastighed. Kommunikationskanalerne er tilsvarende både forenklede, arbitrære og tvivlsomme og overlader ansvaret til det enkelte subjekt uden mulighed for at gennemskue konsekvenserne af valg eller fravalg. Det gælder både i de private og familieære forhold, indenfor uddannelsessystemet, sundhedssystemet og i kunsten. Denne bliver for åben, tvivlende, uafsluttet og overlader meget ansvar til den enkelte tilskuer. Betydningen flyder og rummet for sansninger er uklart.
Medierne og det politiske system oversvømmes af upålidelige nyheder, informationer og manglende ansvarstildeling.
Orienteringsmåde
Identitet er således yderst kompleks og har et personligt, psykisk, filosofisk, socialt, diskursivt og samfundsmæssigt niveau.
Identitet stabiliseres gennem sociale fællesskaber, individuel træning, ritualer, kunst, forskellige medier og diverse begivenheder og repræsentationsformer. Der er mindst lige så mange identitetsforstyrrende elementer.
Noget af det mest centrale ved identiteten er formodentlig, at man mærker og markerer grænser i forhold til hvad man kan, vil eller gør eller i forholdet til andre personer og den umiddelbare kontekst. Først og fremmest er identiteten en måde at orientere sig og skabe en stabil sammenhæng og personlig mening. Omvendt kan usikker identitet skabe tvivl, desorientering og i værste fald handlingslammelse.
Den centrale pointe er, at man ikke kan forstå den anden, hvis man ikke forstår sig selv, eller sagt på en anden måde: der er en refleksiv relation mellem ”mig og den anden”.
I og med at det senmoderne tilsyneladende opløser mange af de rum, hvor der tidligere blev opsamlet en form for almene og universelle fællesskabsfølelser, for at erstatte disse rum med singulære, individuelle og partikulære enheder, kan man givet frygte en fortsat udvikling og overbelastning af den individuelle identitet. Fraværet af den anden som troværdig spejlingsfigur føre til ensomhed og følelse af mindreværd.
At skabe rum for dialog og udveksling af indsigt
Identitetskriser er et omhyggeligt videnskabeligt bidrag til en seriøs debat om de givne vilkår, og bogen fremstiller på bedste vis mange forskellige positioner både i en psykologisk og sociologisk ramme. På det subjektive plan er identitet en del af personlighedens evne til at skabe sammenhænge, men kan også betragtes som et behov for orden og et forsvar mod kaos, opløsning og tilfældighederne spil. Identitet kan ses som en social konstruktion, som skaber både subjektets muligheder og begrænsninger, og man kan se det som en betydningshorisont i form af normer og værdier, som udgør en et fundament for mening. Identitet er også en performance eller iscenesættelse af handlinger, samspil og rollespil, som opføres i eller udenfor sociale rum og fællesskaber. Det kan være som en selvfortælling eller personlig myte som er internaliseret og konstrueret af omgivelserne eller en selv. Identiteten er det unikke og enestående, potentialet, som definerer netop dette subjekt og som realiseres gennem valg og fravalg i personens liv.
Bogen giver plads til nuancerede synspunkter på identitetskrisen og dermed grund for en fælles løsning på et grundlæggende tragisk problem. Det er en teoretisk og grundig bog, nogle vil måske mene for grundig i udredninger at de senmordene paradokser. Personligt kunne jeg godt have ønsket mig en nærmere diskussion af æstetiseringens betydning for identitetsdannelse og ikke mindst kunstens rolle i denne sammenhæng. Identitetskrisen er som antydet på mange måde en udtryks og repræsentationskrise. Det betyder, at almene smagsfællesskaber erstattes af særlige og øjebliksbetonede oplevelsesorienterede begivenheder. Jeg kan også savne konkrete eksempler og analyser af identitetskriser. Nogle steder gentager Jørgensen måske også sin tilbøjelighed til at ville afbalancere modsætninger, men der er ingen tvivl om, at der brænder et heftigt engagement i forhold til at ville være konstruktiv og problemløsende.
Senmodernitetens potentielle frihed skaber samtid angsten for den anden, den fremmede, og følelsen af ikke at kunne leve op til friheden. Det bliver et subjektivt pres, der viser sig som stress depression, spiseforstyrrelser, had mod ”eliten” indenfor politik, kunst og videnskab. Jørgensen forsøger at bevare et nøgternt blik for de mange modsætninger uden at forfalde til følelsesmæssig retorik for at fastholde opmærksomheden. Bogen er et bidrag til en dialog om, hvordan vi både kan erkende og løse fælles problemer som givet vil forstærkes de kommende år i sammenhæng med andre samfundsmæssige kriser. Bogen rummer således også indirekte en kritik at tendenser til udskamning og identitetsangreb og tendensen til at spille identitetsfællesskaber ud mod hinanden i udsigtsløse os og dem-tænkning, som går ud over evnen til kritisk refleksion.
Lad mig slutte med Jørgensens citat fra en unavngiven ung kvinde som et udtryk for identitetskrisens alvor:
”Hver dag er én lang bestræbelse på at distrahere mig fra oplevelsen af, at intet giver mening (…) Det er ubærligt at være alene, men jeg kan heller ikke holde ud at have andre så tæt på, at de opdager, at jeg er tom indeni, at jeg ikke har noget at byde på og blot spiller rollen som den dygtige studerende, den stærke kvinde” (Ung kvinde med borgerline-personlighedsforstyrrelse). S. 357.
Stillet over for en sådan smertefuld identitetsforstyrrelse kan jeg kun anbefale Carsten René Jørgensens forsøg på at skabe et grundlag for brobygning og dialog mellem forskellige virkelighedsopfattelser af os selv og andre. Intentionen er at skabe en balance og ikke polaritet mellem forskellige identitetspolitiske og illegitime psykologiske positioner. Der er ganske vidst ikke noget, der tyder på, at konkurrence om opmærksomhed vil tage af de kommende år. Tværtimod er det næsten forventeligt, at også behovet for individuel opmærksomhed politisk, socialt og kunstnerisk vil skabe en adfærd, som nærmest dyrker polariseringen, godt bakket op af (visse) politikers og mediers behov for konflikter og ekstreme udtryksformer.
Erik Exe Christoffersen, lektor i Dramaturgi, Aarhus Universitet