Livstidsgæsterne af Line Knutzon på Betty Nansen Teatret
Af Mette Obling Høeg
Et absurd hverdagsdrama om at tænke ud af (e-)boksen
Hvis døden er en grafisk designer fra Østerbro, som kører ladcykel og hedder Michael, hvad er så livet? Og hvor skal man finde mening i en tilværelse, når man konstant ligger og spræller som en fisk i et uendeligt netværk af projektarbejde, boligmagasiner og kloaksystemer? Eller værre endnu, hvor skal man finde sig selv?
Det synes at være de helt centrale spørgsmål i Line Knutzons eksistentielle hverdagsdrama Livtidsgæsterne, som p.t. spiller på Betty Nansen Teatret i København. Hovedkarakteren er en livstidsfange i den moderne eksistens, dømt til evig søgen efter mening i en verden, hvor horisonten for dette udgøres af et nådesløst spil om ugentlig fremdrift i projektarbejdet, årlig vækst på boligmarkedet og kontinuerlig akkumulering af litterær kapital.
Det særlige ved forestillingen er dog, at hovedkarakteren faktisk aldrig nogensinde viser sig på scenen. Hovedkarakteren er en abstrakt størrelse. Et moderne liv der skal leves. Et livs(tids)projekt, som kræver kompetent ledelse og eksistentiel beslutningskraft. Til det formål har 6 navnløse, myreflittige medarbejdere, med meget forskellige perspektiver, taget permanent bolig i hovedkarakterens bevidsthed og det er denne projektledelse, som publikum bevidner. De gør alle deres bedste for at bidrage, men organisationen opererer med en fuldstændig flad struktur og savner desuden fælles visioner. De forsøger at styre slagets gang med både dagsorden og referater, men de væsentligste punkter udskydes og undgås behændigt, og langt det meste synes at blive drøftet under eventuelt. Læg dertil, at projektet er udsat for et enormt kompleksitetspres i form af omverdenens krav og forventninger. Så starter dramaet.
Den ene af de seks livstidsgæster, som har påtaget sig at navigere hovedkarakteren igennem tilværelsens udfordringer, er en klassisk ’pleaser’, som forsøger af bedste evne at udglatte konflikter, både indbyrdes indadtil og udadtil i hovedkarakterens sociale relationer. Denne persona er pragmatiker og kæmper en endeløs kamp for at få tingene ordnet gnidningsløst, uambitiøst og konfliktfrit. Den er tilsyneladende den foretrukne stemme udadtil, og hvis blot det var den, som skulle klare ærterne, flankeret af den ihærdige og meget aggressive fortrænger, kunne projektet muligvis fuldføres i en eller anden form for stabil balance. Men så træder resten af teamet til med deres idiosynkrasier; en rationel kontrolfreak, en indebrændt bolig- og indretningsfanatiker, en naiv fantast og en hård nitte med stærke ambitioner.
Overophedning
Begivenhederne starter in medias res – på et tilsyneladende tilfældigt tidpunkt midt i livets trummerum. Stemningen i kontrolrummet er anspændt lige fra start, selvom omverdenens pres på hovedkarakteren starter i den relativt lette ende med et stoppet afløb og en gæld til skattevæsnet. Men sagerne har åbenlyst været drøftet mange gange før uden resultat. Ret hurtigt derefter vælter det første fortrængte skellet ud arkivskabet til trods for, at den rationelle kontrolfreak og den vrede fortrænger tilsyneladende har gjort et ihærdigt stykke arbejde for at forhindre udslippet. Flokken må erkende et stort smerteligt tab på boligmarkedet, og derfra ruller udfordringerne ind over den lille organisation i en lind strøm, som teamet uophørligt må forholde sig til. Overboen inviterer på date, e-boksen er overfyldt af breve fra stat, kommuner, bank og forsikring, og de må kæmpe sig igennem et temmelig tungt værk af en kinesisk forfatter for at booste fordybelsen og den litterære konversationskompetence, i håb om at ’blive til noget’. Samtidig må de sørge for at skjule, at de faktisk hellere vil se en film om en lille hund. De må hæmme trangen til at gå i offerrolle offentligt og samtidig håndtere en altoverskyggende angst for døden, som har optrappet de truende påmindelser om sin eksistens.
Undervejs får de uventet besøg af HoldningsClaus, som slår sig ned i en selvsikker manspread og erklærer, at han vil være et positivt og lykkeligt menneske. Claus har nemlig regnet den ud. Med en fortjeneste på 4 millioner på en andelslejlighed og et spritnyt, realiserbart projekt i uge 16, er Claus nu kommet dertil, at han er holdt op med drikke kaffe og forbereder sig på at gå ’off grid’. Det handler ikke om at have råd. Det er et valg, siger han og virker dermed som en rød klud på de stakkels anstrengte livstidsgæster, som selv har en fjern drøm om selvforsørgelse og selvforsyning, men samtidig er uløseligt forbundet til det danske kloaksystem.
Som en flok overophedede vandmolekyler pisker gæsterne således rundt og sætter hinanden i svingninger. Hver gang der sænker sig en smule ro og tilfredshed i et hjørne af systemet, går en modsatrettet aktivitet i gang i et andet, og således er der absolut ingen balance. Ingen orden og harmoni. Ikke en eneste lille mulighed for at hvile et øjeblik på laurbærrene for de stakkels logerende. Bare konstant entropi.
Vi skal længere ind
Fordybelsen i litteraturen viser sig at være en forfærdelig tidsrøver. Før de har set sig om, er tiden strøget afsted. Tiden er bare pist væk, og det fører straks til en ny vedtægt om at leve i nuet for at undgå et lignende tidsspilde i fremtiden. Men det rejser jo blot en række nye problemer, for hvordan gør man det? Hvordan putter man noget ind i tiden, samtidig med, at man lever i nuet? Fra hverdagens mere eller mindre trivielle problemstillinger åbnes dørene således langt ind i sindets mest skjulte afkroge. Helt derind, hvor døden og den frisatte eksistens afkræver livet et valg – eller rettere mange.
Der er ingen nåde
Hen mod slutningen af forestillingen synes der faktisk, for en stund, at komme et lille håb om en smule orden på molekylerne, da en helt speciel begivenhed samler flokken i et øjebliks pause. Et ganske lille moment. Et kort ’nu’ hvor de står helt tæt og ordentligt sammen. Men glæden er kun kort, for deres indbyrdes konflikter truer stadig lige under overfladen og alt peger på, at det hele blot vil fortsætte som vanligt. Det absurde drama holder hamsterhjulet i gang.
Valgets ideologi
I sagens natur er perspektivet i forestillingen relativt snævert. Den portrætterer den moderne livs mange nødvendige valg af forbrug og livsstil, fra individets synsvinkel, og udstiller dermed de værdier og normer, som stilles til rådighed for disse i et samfund, hvor HoldningsClaus er den figur, der tager stikket hjem.
Men nok så interessant fremstiller den også selve ideen om det frie valg som præmis for det moderne liv i det vestlige samfund. Den slovenske sociolog og filosof Renata Salecl fremlægger, i bogen Valgets tyranni en ide om, at de moderne vestlige samfund holder sine borgere fanget i valgets ideologi, som indebærer en forestilling om, at de individuelle, frie valg af forbrug, livsstil og identitet er livets væsentligste indhold. Salecl hævder samtidig, at bagsiden af dette er den angst og skam, der medfølger, når de individuelle valg slår fejl. Desuden peger Salecl på, at ideologien om det frie valg skjuler, at disse slet ikke er så frie og individuelle, som de giver sig ud for, hvormed potentialet for en overordnet social kritik bliver hæmmet. Som publikum til Livstidsgæsterne oplever man præcis en sådan altopslugende, hektisk proces af konstante krav om valg.
Tekst og iscenesættelse
Teksten er, i høj grad, forestillingens bærende element, og det er et virkelig interessant greb at placere hele historien i den fraværende hovedkarakters bevidsthed.
Scenografien understøtter finurligt denne præmis ved, at den undervejs åbner sig mod stadig nye rum, som metaforisk leder publikums opmærksomhed dybere og dybere ind. Ved forestillingens start befinder de små tankefigurer sig på forscenen i et begrænset rum med et arkivskab i hjørnet, som åbenbart ikke har haft plads nok, for flere stakke af arkivmateriale har hobet sig op i rodebunker ved siden af. Rummet er forsynet med et stort vindue, men ruden er tildækket og udsynet mod omverdenen er derfor temmelig begrænset. Kontakten til verden udenfor foregår udelukkende gennem en dør i overstørrelse i den anden side, der fungerer som ind- og udgang for alt, der får adgang til bevidsthedens rum. Dørens størrelse får figurerne i rummet til at fremstå bittesmå, som var de bare mikroskopiske celler. Efterhånden som de dybere lag i bevidstheden bliver afdækket, bliver det ene identiske rum efter det andet åbenbaret indadtil, i et næsten endeløst perspektiv, og livstidsgæsterne myldrer utrætteligt med derind til trods for, at rummene bliver stadigt mere trange at udfolde sig i. Der er ikke ét lille område, som de ikke invaderer. Den scenografiske ramme er, i sig selv, relativt minimalistisk udformet, men undervejs støder flere overdimensionerede, surrealistiske elementer til, og forestillingens lysdesign skaber en markant vekselvirkning mellem køligt klarsyn og mareridtsagtig overophedning af bevidstheden. Det sidste kommer eksempelvis til udtryk i en uhyggelig og surreel drømmesekvens, som udløses direkte af tanken om at åbne for e-boksen.
Det lille intermezzo med HoldningClaus, synes til gengæld at forstyrre logikken omkring bevidsthedens rum, da Claus tilsyneladende er en figur i hovedkarakterens reelle omgivelser.
Replikkerne bærer, som ofte i Line Knutzons tekster, præg af en form for uspoleret og upoleret trodsighed. Der er virkelig mange morsomme replikker, men nogle steder kammer teksten over i en nærmest ironisk leg med vittigheder, som bliver lidt for meget og bremser flowet.
Det er en tekst, som kræver en virkelig skarp timing, og de seks spillere på scenen har, i forhold til dette, ramt et stærkt dynamisk samspil, som virkelig forløser dens komiske potentiale. Spillerne leverer en intens og hæsblæsende energi på scenen, som stærkt fremhæver tekstens hektiske grundpræmis om, at i dette univers er enhver sin egen lykkes smed, og lige om lidt banker Michael måske på….
Livstidsgæsterne spiller på Betty Nansen Teatret fra 25. september – 31. oktober 2020
MEDVIRKENDE Niels Ellegaard, Ena Spottag, Elliott Crosset Hove, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann, Maria Rossing
MANUSKRIPT Line Knutzon
INSTRUKTION Elisa
Kragerup
SCENOGRAFI Karin
Gille
LYSDESIGN Christian
Alkjær
LYDDESIGN Troels
Møller
DRAMATURISKE KONSULENTER Solveig
Gade og Lau Tobias Tronegård-Madsen
KOREOGRAFKONSULENT Signe Fabricius
Mette Obling Høeg er studielektor og uddannelsesleder ved Afdelingen for Teater- og Performancestudier