Spejlmanden – Mungo Park
Dramatik og instruktion Viktor Tjerneld
Af Kathrine Winkelhorn
I det genuine pressemateriale til forestillingen Spejlmanden udtaler Mungo Parks direktør, Anna Malzer: ”Claas Relotius’ tekster skal på scenen, fordi de jo tydeligvis er dramatik! De er løgn, men de er noget af det mest rørende og autentiske, jeg længe har læst. Claas skulle da være blevet dramatiker, og nu giver vi ham chancen. Vi sætter hans artikler på scenen, for samtidig at stille et højaktuelt spørgsmål til, hvad mediernes opgave overhovedet er i dag? Hvor går grænsen mellem fiktion, underholdning og faktuelle sandheder i dagens mediebillede?”
Det er den 33-årige instruktør Viktor Tjerneld fra Stockholm, der har skrevet manuskriptet og instrueret forestillingen om den tyske stjernejournalist, der bluffede Der Spiegel med sine velskrevne artikler. Tjerneld er uddannet instruktør fra Den Danske Scenekunstskole i 2015 og har bl.a. iscenesat forestillingerne OW Bunker på Teater Nordkraft, Et juleeventyr på Nørrebro Teater og har været regi assistent på 100 % København af Rimini Protokol på Det Kongelige Teater.
Claas Relotius formåede i syv år at bedrage den ærværdige mediehøjborg Der Spiegel i Hamborg – og den tyske offentlighed. Ifølge Columbia Journalism Review har nyhedsmagasinet verdens største afdeling for faktatjek med 70 ansatte og 6,5 millioner online-læsere samt 750.000 læsere af det trykte nyhedsmagasin. Claas har vundet den ene pris efter den anden for sine menneskelige portrætter. Hans artikler er eksklusive og kun tilgængelige i den trykte udgave – af gode grunde, har det vist sig. Det er Claas’ liv og berømmede artikler, der er afsættet for Spejlmanden. Især de to historier om henrettelsesturisten Gladys og researchturen til Mexico og Arizona med kollegaen Juan Murano, der endte med at afsløre ham i 2015.
Til forestillingen
Vi går ind i salen med masker på og sætter os. I tusmørket skimtes en halvcirkel med 12 glasdøre, der danner ramme om scenens bagvæg. Lyset tændes. Claas Relotius, spillet af Sara Fanta Traore, kommer ind med åbne arme og modtager sin hyldest, mens det regner ned med guld pailletter over journalisten, der takker for prisen. Lyset slukkes.
Gladys, en forsagt og tynd kvinde, sætter sig på en stol med en håndtaske, spillet med stor indfølelse af Nana Morks. Claas går stille rundt om hende og kommenterer med lav stemme: hun har lige købt en busbillet til Texas for at overvære en henrettelse. Hendes barn og barnebarn blev skudt, og drabsmanden sidder nu på 13. år på dødsgangen. ”Og han er stadig ikke henrettet” næsten råber Gladys. “Når nogen slår et menneske ihjel, skal han lide døden, som der står. 3. Mose kap 24” siger Gladys skarpt. Det er tiende gang, hun tager den 17 timer lange bustur for at overvære en henrettelse, fortæller Claas. Man hører lyden af lænker, og Claas og Gladys går om bag en glasdør. Fangen føres ind, sætter sig på en stol og får kort efter en sprøjte i armen, kroppen går i krampe, mens han skriger af smerte. ”Denne gang varede det kun 13 minutter. Nogle gange kan det vare helt op til flere timer, før døden indtræffer” siger Gladys. ”Og nu ved jeg ikke, hvilken bus jeg skal tage hjem”. Familien takker Gladys for at komme. Det er en stærk overbevisende åbningsscene, der på den ene side er dybt alvorlig, og på den anden side fungerer som fornem slapstick. En fin balance!
Pludselig toner Viktor Tjerneld frem på en TV-skærm og fortæller, at han har fået et eksklusivt interview med Claas Relotius. Vi ser en lidt blodfattig mand på TV’et, der svarer lavmælt og måske en smule undvigende. Efter at have talt med Claas, siger Tjerneld, at han forstår ham bedre, da Claas har haft en tung barndom. Fortryder du noget. Nej svarer han. Er dette mon den virkelige Claas Relotius? Vi ved det ikke – og det pirrer.
TV’et slukker, og vi ser den glade familie og fortællerstemmen Claas beretter, at hele familien er på vej på ferie i Østrig. Moren og Faren sidder på to stole, og Moren snakker frejdigt, mens hun kører. Men bilen viftes ind til siden af politiet og stopper. Claas siger, at politiet er på vej til at åbne bagagerummet, men så trykker Moren speederen i bund. Og bang! – kører de ind i et træ. Lyset går ud. Mor og broderen dør, mens Far og Claas overlever. I bagagerummet finder politiet aflytningsudstyr. Faren kendte ikke noget til Morens forbindelse til DDR. Hele scenen varer måske 4-5 minutter og er uden skygge af rekvisitter, men er samtidig højdramatisk fordi, der spilles så præcist og moduleres så troværdigt med stemmer og lys. Men er dette mon sandt?
I den sidste af Claas’ reportager er Claas sammen med kollegaen og journalisten Juan Moreno, spillet af Nana Morks. Vi er i Arizona og følger en mexicansk mor med et spædbarn på armen, siger Juan. Hun spilles af Sara Fanta Traore, der kryber langs med gulvet med sin baby. Traore skifter mellem at være den mexicanske mor og Claas. Juan siger til Claas: Hun blev en dag slået af sin mand. “Hun blev slået hver dag” hvisker Claas. Hun vågner stille, nej hun vågner med et sæt. På grænsen møder de en selvbestaltet bevæbnet gruppe, der patruljerer grænsen mellem USA og Mexico, hvor Trumps mur skulle have stået. Med et automatvåben i armene gestalter Zaki Nobel Mehabil overbevisende grænsevagten Jaeger, der siger: ”Jeg har fanget 100 flygtninge, og hvis vi ikke gør noget….” “Ja”, sufflerer Claas: ”To Make America Great Again”. Der lyder et skud, og mor og barn falder om på scenen. ”Vi skal arbejde videre med denne tekst, Juan.” Jamen det sidste skud, siger Juan. Claas afbryder: ”Vi er nødt til at redigere. Denne artikel skal være et scoop i avisen, og den skal være eksklusiv.”
Juan går ind redaktionen og kontakter den estimerede redaktør, Christoph Schwennickes og siger: ”Jeg ved, at det er det sidste en redaktør vil høre. Men jeg tror, at Claas har pyntet på historien. Jeg har gennemgået alle artiklerne, og i det første udkast var der ikke noget skud. Tror du man glemmer et skud? Hvordan kan man glemme et skud?” Journalisten laver det som efterspørges, svarer redaktøren.
Som publikum er vi forvirrede, for vi hørte et skud fra scenen. Hvad er sandt og hvad er falskt? Hvor Juan søger Sandheden, siger Claas, at han har sat medmenneskelighed højere end sandhed. Scenen eskalerer i råb og skrig, hvor Claas, redaktøren og Juan på forskellig vis truer hinanden med (legetøjs)våben. Denne scene forekommer for lang og ikke stramt nok instrueret og dermed ikke fuldt på højde med resten af forestillingen.
Scenen er sat
Lad det være sagt klart. Spejlmanden er en særdeles vellykket forestilling, hvor der spilles i højt tempo med tydelig diktion i de mundrette replikker. De mange små sekvenser som forestillingens dramaturgi er komponeret omkring, er i sit udtryk filmisk med mange raske ’klip’. Det giver både spænding og dramatisk fremdrift. Forestillingens manuskript er skrevet med god sans for både karakterer, sekvenser og replikker.
De tre skuespillerne går elegant og ubesværet ud og ind af i alt 12 forskellige figurer. I forestillingen anvendes der kun få og simple rekvisitter, en taske, et par stole, et par legetøjs geværer, en bamse. De relativt hurtige skift i episoder giver et dramatisk drive, der, sammen med forestillingens sceniske nøgenhed, betyder, at den narrative fremdrift ligger i selve spillet og den stærke fortælling. Skuespillerne er i hverdagstøj, der bidrager til at understrege det dokumentariske i forestillingen. Samspillet mellem iscenesættelse og instruktion fungerer mesterligt i det scenegrafiske rum. Replikker og gestik går ofte hver sin vej, så nogle sekvenser bliver det rene slapstick. Det er et godt greb, for vi bevæges af bagsiden af den morsomme medalje. At Claas spilles af en kvinde betyder, at Sara Fanta Traores skikkelse bliver kvinde og mand på samme tid og fremstår snarere som menneske, end som køn.
Tilskuerrelationen er betinget af forestillingens iboende aktualitet i forhold til FakeNews, med den skandale, man husker for nogle år tilbage. Der er noget i og på spil for tilskueren, men også af en tvivl blandet med nysgerrighed. Hvad er sandt? Dramaturgisk er publikum det meste af tiden spændt ud mellem en række dilemmaer. Fik Viktor Tjerneld et interview med Claas Relotius? Omkom Claas’ mor i en dødskørsel, og var hun spion for DDR? Det er jo knaldgode historier, men er de for gode til at være sande? For Bertold Brecht måtte handlingen aldrig virke selvfølgelig. Musik, regi og instruktion skulle netop vise, at enhver handlingsgang, enhver gestus, kunne have været anderledes. Brechts ræsonnement var, at mens et ”borgerligt teater” lader fænomener fremstå som evigtgyldige og skæbnebestemte, må det episke teater lade fænomener fremstå som historisk betingede og dermed foranderlige. Det er præcis det som Spejlmanden formår, for enhver gestus kunne netop have været anderledes. Det lykkes at balancere forestillingen mellem en form for realisme, men samtidig også gøre brug af det, som Brecht benævner ”Verfremdung”, hvor dagligdags handlinger gøres fremmede, så man tvinges til at reflektere over dem. Et eksempel kunne være henrettelsesscenen, men også forestillingens mangel på rekvisitter bidrager kvalitativt til dette.
Fiktion og virkelighed
Tilbage efter forestillingen står en række spørgsmål, der værker på den gode måde: Hvem bærer egentlig skylden for skandalen på Der Spiegel? Er det Claas Relotius, eller kunne det være den estimerede redaktør, Christoph Schwennicke, der lagde stor vægt på storytelling og auteur-drevne artikler? Ifølge The New Yorker udtalte Schwennicke, at “virkeligheden blot er det materiale, du skaber en historie ud fra… Ligesom hvis du var en manuskriptforfatter i Hollywood, og du skriver et manuskript til en film… Det er en kunst at finde ud af, hvad folk har brug for, for at læse dine historier”
Spejlmanden stiller spørgsmål til, om medierne er i stand til at referere fra virkeligheden uden et element af fiktion og underholdning. Hvor langt kan journalister tillade sig at gå i jagten på opmærksomhed og læsere? Helliger målet midlet? Måske med den begrundelse lagde P1 programværten, Kurt Strand fra Mennesker og Medier, ret usædvanligt, vejen forbi Mungo Park for at interviewe Viktor Tjerneld. Det fortæller noget om forestillingens aktualitet.
Interviewet slutter med, at Kurt Strand siger: ”Tilbage står så det spørgsmål om, hvad er virkelighed og hvad er fiktion”? Det er det centrale spørgsmål, Spejlmanden får os til at reflektere over som publikum. Samtidig med, at vi lever os dybt ind i de historier, som vi ved er purre opspind. Spejlmanden er tankevækkende og engagerende teater, når det er bedst.
Spilleperiode:
Premiere fredag 2. okt. – 31. okt. 2020 på Mungo Park i Allerød. Spiller på i Høje Gladsaxe fre. 23. okt-lør. 24. okt.
Instruktør og dramatiker: Viktor Tjerneld
Medvirkende: Zaki Nobel Mehabil, Nana Morks og Sara Fanta Traore
Scenograf: Marie Moberg
Lydmester: Emil Bøll
Lysmester: Mikkel Givskov
Kathrine Winkelhorn har i en årrække undervist i Kultur og Medieproduktion på Malmö Universitet, og har redigeret og skrevet en række artikler om scenekunst.