Anmeldelse af En fortælling om blindhed, Christian Lollike, AT/ Teater S/H og Teater
FREMRAGENDE TEATEREKSPERIMENT
Hvordan epidemier blinder os
HURRA FOR EKSPERIMENTER
Når en stor landsdelsscene satser på at lave C.V. Jørgensen teaterkoncert og samtidig har et elementært spændende teatereksperiment at byde på, er der grund til at være fornøjet. Derved løfter teatret sin forpligtelse som et Public Service Organ: nemlig gennem et bredt repertoire at give adgang til både brede og smalle forestillinger. Man kan kun lykønske teaterchef Trine Holm Thomsen med Wilhelm Hansen Fondens hæderslegat, og glæde sig over at en inspirerende leder sætter en sådan kurs og formår at gennemføre sejladsen selv i Corona-modvind.
Samarbejdet mellem Sort/Hvid og Aarhus Teater (og i denne produktion også Teater Momentum, Odense) har bibragt de samarbejdende institutioner en kraft, der i symbiosen mellem det lille storbyteater og det næststørste teater i landet, udmønter sig i forestillinger som det lille teater ikke kunne have gennemført alene, og som supplerer repertoiret på landsdelsscenen (fx Lollikes Holberg forestilling Erasmus Montanus). Man kan med ekstra god grund lykønske Sort/Hvid med, at de med nød og næppe er undsluppet de Københavnske kulturpolitikeres grønthøster.
Gør dette nu, at man som anmelder er forhippet på at give en god anmeldelse, fordi det er kulturpolitisk belejligt? For egen del kan jeg roligt svare nej. Eksperimenter skal have lov til ikke at lykkes. Det kan være lærerigt for alle parter. Så når overskriften er som den er, skyldes det forestillingens egne kvaliteter.
TEATER I SANSERNES VOLD
Vi har prøvet at sidde i en næsten mørk teatersal, hvor man som tilskuer knapt kunne skimte spillerne, der sad på række på en mørkelagt scene og talte ud i rummet. Vi har spist i bælgragende mørke. Vi har oplevet hvordan 3-D lyd kan forbinde sig med levende teater på forskellige måder. I En fortælling om blindhed er man som tilskuer anbragt på en feltseng, med hvidmatterede beskyttelsesbriller og hovedtelefoner, der gengiver den binaurale lyd (lyddesign: Asger Kudahl).
Som tilskuer er man med dette set-up isoleret fra de øvrige tilskuere. Man kan ikke iagttage dem og er isoleret i sit eget oplevelsesrum. I dette rum er lyden og fortællingen støttet af et suggestivt lysdesign (Balder Nørskov), der, selvom det er reduceret til lysglimt og farvetoner, bidrager produktivt til den samlede oplevelse.
Foto: Emilia Therese
Ind i dette oplevelsesrum blander der sig også lyd fra det reale rum. Når fortælleren (Simon Mathew) fx affyrer en pistol, blander den optagne lyd sig med ’reallyd’. Eller når fortælleren beskriver en af tilskuerne, der har markeret med en håndsoprækning på et spørgsmål, aner man ikke, om det er en beskrivelse af en af de reelle tilskuere. Det er ikke mindst dette mix af realitet og fiktion, der sætter ens perception på arbejde.
I det forud indspillede lydspor er der kælet for tredimensionaliteten. Fornemmelsen af at stemmer og lyde kommer fra det rum, man som tilskuer befinder sig i er velgennemført. Også selv om det er et imaginært rum, digitalt skabt. Som eksempel på hvordan denne fint afstemte kontrakt med tilskueren etableres, er der, efter en indledning til fortællingen om hvordan man nu skal forestille sig, at man er indlagt på en hospitalsafdeling som blind, en pludselig afbrydelse. Jeg var et øjeblik i tvivl, om det var i det reelle rum, at et par tilskuere var kommet for sent, og nu skulle gelejdes på plads, for kort efter at forstå, at det var en ankomst i fortællingens rum af nogle, der skulle indlægges på samme afdeling.
En lang række andre tekniske raffinementer kunne nævnes, men lad mig gå nærmere ind i det oplevelsesrum, som denne forestilling etablerede.
FORTÆLLINGEN OM DET MAGTESLØSE SAMFUND
José Saramago beskriver i sin roman, hvordan blindheden spreder sig som epidemi, og hvordan det forårsager et samfundsmæssige sammenbrud, der iagttages af en enkelt seende kvinde. Det kan diskuteres, hvordan dramatiseringen ved Christian Lollike & Sigrid Johannesen, har valgt at plukke i romanen, men de er i mange henseender tro mod den poetik som kommer til udtryk i Saramagos fortælling.
Forestillingens fokus på grænseoverskridende seksualitet, koblet til magten og sulten i en undtagelsestilstand, stiller spørgsmålet om, hvad det er epidemien kan gøre os blinde overfor. Parallellen til Covid-19 er på ingen vis demonstrativ, men klinger med som associationsfelt under hele forestillingen. En hjælpeløs videnskab, og en oprustning af religiøse frelses-og dommedags prædikanter, føjer sig til fortællingens eskalation af vold og barbari. Disse to elementer fungerer en anelse ’påklistrede’ i forestillingens univers, måske fordi det første underbelyses og det andet finder en (lidt for) markskrigerisk form.
IND I og UD AF FIKTIONEN
I løbet af forestillingen rives vi nogle gange ud af fortællingen. Som greb, finder jeg det, dramaturgisk set, helt rigtigt. Den immersion (dykken ind i) der bærer forestillingen, bliver derved søgt sat i relief af muligheden for en emersion (dukke ud af), hvor der skabes rum for en refleksion.
Spørgsmålene, som fortælleren stiller, fokuserer bl.a. på kvinder, der skal ’ofre’ sig for at skaffe mad, og om mænds beredvillighed til vold. På den måde iscenesættes refleksionens rum i forlængelse af fortællingens fiktion. Gør epidemier os blinde for ’civilisationens fernis’? Hvordan vil vi selv handle i undtagelsestilstand? Kan civilisationens fernis vise sig at være så tynd, at den kan skrælles af i tilspidsede situationer? Og hvad dukker da frem? Er det krybdyrs-hjernens impulser der kommer til at styre?
Man kan diskutere, om denne rammesætning af refleksionen er fuldt tilfredsstillende. I forestillingens fortælling er der en regering, der kæmper for at opretholde et skin af styring ved hjælp af mere og mere ekstremistisk vold, begået af nogle af de endnu seende soldater. Derved bliver epidemiens problem set som mulighed for (årsag til?) en spiral af magtens vold.
Forestillingens tilbud om refleksion, giver tilskueren mulighed for at tage stilling og forbinde epidemi, magt og vold til den ’lille’ historie, der er snor sig fra et tidligt overgreb på en af de indlagte begået af en anden, over til en afsluttende march gennem en hærget by. Kvindens forsvar forårsager skade på angriberen, der får koldbrand og dør (skydes). De spørgsmål, der stilles til den enkelte tilskuer, giver ikke på afgørende vis en ekstra dimension til den ’blindhed’, vi dagligt lever med i det civiliserede overflodssamfund.
Jeg er ganske på det rene med, at andre tilskuere kan have andre reaktioner på spørgsmålene. Det kan ingen (hverken kunstnere eller dramaturger) forudsige. Men den meningshorisont, der tilbydes for refleksionen, kan vi beskrive og diskutere. Personligt oplevede jeg, hvordan forestillingen kaldte associationer frem om de sidste dage af 2. verdenskrig, som min far tilbragte i lastrummet på en tysk pram, hvor 250 kz-fanger havde været stuvet sammen i mørket i flere dage. Hvor de var nødt til at kaste de døde over bord, hvor stanken var ulidelig, og hvor der ikke længere var kræfter til de indbyrdes kampe mellem russiske og polske fanger. De blev reddet i land på Møn 5. maj 1945. Har vi glemt den politiske epidemi, der bredte sig i årene fra 1933 og frem? Og, som i muteret form, lurer lige bag ved corona-epidemien? Hvad er det vi ikke vil (kan?) se?
Christian Lollike lader den lille pige, der følger den seende kvinde, ende på en ganske anden måde end det sker hos Saramago. Det er med til at fordybe mørket og dystopien, der efterlades ikke meget håb. Er en del af den politiske epidemi mon også angsten for at se den anderledes fremtid for sig?
Der er tale om et radikalt og spændende bud på fornyelse af teatrets former, en forestilling man ikke ryster af sig, men som sætter sine egne spor i den enkelte tilskuer. Desværre gør det begrænsede antal tilskuer-feltsenge at forestillingen på AT allerede er udsolgt. Det er synd!
EN FORTÆLLING OM BLINDHED
Aarhus Teater & Teater Sort/Hvid
Baseret på bogen af José Saramago
Bearbejdelse og dramatisering Christian Lollike & Sigrid Johannesen
Iscenesættelse Christian Lollike
Lyddesign Asger Kudahl
Scenografi Nathalie Mellbye
Lysdesign Balder Nørskov
Medvirkende Simon Mathew og stemmer fra Kirsti Kærn, Morten Kjær, Anders Baggesen, Mathias Flint, Marie Marschner, Christian Hetland, Nanna Bøttcher, Kim Veisgaard, Magnus Juhl Andersen, Lasse Steen Jensen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Rigmor From Lollike, Simon Matthew, Anne Majgaard Basse
Janek Szatkowski er lektor ved Aarhus Universitet, Institut for Kommunikation og Kultur, Dramaturgi.