Folkekongen 16. november til 7. december 2019, Husets Teater
Af Ida Krøgholt
Tilskuerne bænkes i to grupper med scenen mellem sig. På scenen står et stativ med mikrofon, og på TV-skærme afspilles scener med Donald Trump fra den amerikanske valgkamp, vekslende med andre dokumentariske indslag.
En kvinde (Lotte Andersen) på en af de bagerste rækker giver højlydt udtryk for sin desorienterede situation. Det er tilstanden Trump, hun taler om: Hun ser intet, forstår intet, ved ikke hvad hun har bestilt – om det er et fuglebur eller en ny garage. Hun taler om den nye konge, fortæller at han er på vej. Scenegulvet, hvor han ventes at tone frem, forbliver dog tomt, pladsen ved mikrofonen er uddelegeret, hvilket hænger godt sammen med kongens grundindstilling, for kongen uddelegerer. Hans verdenssyn vil fra nu af blive det toneangivende. Han ønsker ikke at dræbe men at bygge, masser af bygninger.
Kvinden stiger ned, tager mikrofonen, som hyler metallisk, hun kyler den hen i et hjørne, griber mikrofonstangen, river det amerikanske flag ned fra væggen, dækkes af det, er blind: hun er den blinde seer og stangen hendes blindestav, og sådan fører forestillingen ind i de blindes rige, hvor den enøjede er konge og har magten.
Fotograf: Henrik Osten Rasmussen
Er der mere at sige og se?
Elfriede Jelinek kastede sig ud i at skrive teksten Am Königsweg den nat, Trump blev valgt til præsident. Teksten er en enorm talestrøm, som leverer et fragmenteret dramaturgisk billede af diktatoren og folkeforføreren og ikke mindst af folkets ubetingede medansvar for den trumpisme, som blev befæstet med valget. Det er en dystopisk tekst som fortælles rablende muntert. I regien taler Jelinek til potentielle iscenesættere og beder dem om ikke at holde sig tilbage: lad Miss Piggy være forestillingens blinde seer, og brug i det hele taget gerne figurerne fra Muppet Show (…) Brug venligst fantasien! (Jelinek, Am Königsweg2017, min oversættelse).
Der fortælles i et sprog som muterer. Ord sættes sammen i associative kæder, så det bliver svært at finde den narrative tråd og i sidste ende at se sprogets mening.
Men hvordan fungerer koblingen mellem trumpismens sprog og Jelineks? Jelinek arbejder typisk med alenlange sætningskonstruktioner og skriver tekster med et meget højt lixtal. Trump taler i korte sætninger, han gentager gerne sine ord og har gjort simple statements til sit image. Men med hensyn til mærkværdige sammenstillinger ligner Jelineks og Trumps sprogformer hinanden. Hos begge får det performative niveau særlig betydning. Gestikken, mimikken, den sproglige rytme og timingen er som bekendt virkemidler, Trump behersker til fulde både i sine live performances og på twitter. Det er ikke sikkert, hans ord giver mening, men det er ikke svært at læse hans gestik. Sprogets performative niveau spiller også en helt afgørende rolle i denne forestillings henvendelsesform, hvor tilstanden Trump får rum, krop, lyd og atmosfære, mens ordet til en vis grad mister mening. Konsekvensen er en forestilling, der i Jelineks ånd ikke på nogen måde synes at have tiltro til en realistisk fremstilling af verden, og som bevidst tematiserer kunstens vanskelighed i at skildre vores tids surrealistiske kaos. Som en af figurerne erklærer: Når kongen er blind, hvad er det så, I vil se? Der er ikke mere at se!
Billede på billede på billede
I næste sekvens rejser endnu en figur sig (Youssef Wayne Hvidtfeldt) fra sin stol blandt tilskuerne. Han falder, vælter, river uforvarende scenetæpper ned, alt imens han råber op om volden, at vold kræver hengivelse. – Har du set det hår, hans ansigt – det var slet ikke det, vi ville. Men nu har vi ham, nu er han i os. Det nytter ikke noget at tænke efter. Eftertænksomhed er som et stykke gennemtygget tyggegummi.
En tredje figur blander sig i koret (Emilie Rasmussen). Hun springer op fra sædet med favnen fuld af skilte. Vil I høre det seneste orakelsvar, spørger hun. Skiltene viser miks af politiske statements fra flere fronter som HOW DARE YOU, LET GO OF MY PUSSY, MAKE AMERICA HATE AGAIN. – Og fredsforstyrrerne, de skal ud. Vi vil beskytte de indfødte: Muren!
Fra TV-skærmene gungrer nu Queens-nummeret ”We will rock you”, et af Trumps yndlingsnumre, som han er kendt for at have gjort brug af i sin kampagne, imod Queens vilje.
Fotograf: Henrik Osten Rasmussen
Forestillingen fortsætter i samme høje tempo med sit bizart uhyggelige billedunivers: tre spøgelser med solbriller spankulerer rundt med kræmmerhus på hovedet, de spiser burgere mens der på TV-skærmene skildres tildækkede Ku Kluks Klan medlemmer med makabre spidse hatte. De tre figurer kommer ind i badekåber med et tryllebord, og der hekses. Så har kvinderne pludselig fået jihab-slør og gør heftigt rent, og rummet bliver indhyllet i en infernalsk larm. Den tredje figur (nu kongen) smides i en skraldepose. Øjeblikke senere tages han op af posen og iføres guldbukser med ble, kæder og kongekrone. Kongen har penge, det gør ham uafhængig, det er også derfor vi har valgt ham, siger de.
Baby-konge og dum voldtægt
Dette leder over i forestillingens uhyggeligste scene, hvor kongen med guldble viser sig som en fortumlet naturstridig baby med et enormt hoved. Kongebabyen leger med sine rangler og hopper perverst op og ned på sin oppustelige Lolitadukke. Kort efter klynger to bjørne ham op på et kors i en rituel korsfæstelse. På skærmene kædes begivenheden sammen med sammenbrudte bygninger og billeder af jordskælv, vulkanudbrud, orkaner, skypumper.
Fotograf: Henrik Osten Rasmussen
Men kongen vender tilbage, nu med et lag af masker, yderst en asiat, antagelig den kinesiske vice premierminister, som Trump har lavet handelsaftaler med, og under den en Trump-maske, der ikke er til at tage fejl af. Det drejer sig nu om det land, kongen hersker over, og ”landet er kvinden,” kvinden som ”allerede ligger ned.” Her spankulerer Frihedsgudinden ind på scenen, mens kongen entreer med endnu en maske: et penishoved. Han voldtager og kværker derefter Frihedsgudinden (læs landet). I det samme dukker en figur med blodigt bind for øjnene op – det må være Ødipus. – At rode rundt med sin egen mor er strafbart, lyder det. Og mens en af figurerne fortæller, at mange flere vil dø gennem voldshandlinger, og en anden, at elitens visdom er udtømt, lyder Trumps stemme over højtaleren: I LOVE THIS COUNTRY.
Herefter befinder Abraham og sønnen Isak sig på scenen, hængende i en trapez. Noget må ofres hvis tilstanden Trump skal vendes. – Skal jeg være produktet, spørger Isak.
I forestillingens sidste scene er kvinden på bagerste række, den blinde sandsigerske, tilbage. – Jeg fører ordet bort, hvor det kommer fra. Snart er jeg væk. Ordet er ikke hos gud. Det er i en trafikulykke. Ordet taler. Læg ikke hånd på drengen.
Kvinden tager blodbind om munden, mens en øredøvende larm gennemtrænger rummet, der flyder over af ting i forfald.
At rode rundt med sin egen mor er strafbart
Jelineks dramaer er blevet kaldt for associerende tekstflader. Den tyske instruktør og dramatiker, Falk Richter, som iscenesatte Am Königsweg på Schauspielhaus Hamburg i 2017, fortæller om udfordringen ved at bygge scener ud af den Jelinekske tekst og sammenligner sin opgave med billedhuggerens, der bearbejder en mægtig sten og ”forsøger at hugge et stykke ud af dette enorme materialebjerg” (Iscene 28/6/2018). Liv Helm og Baboo Liao har på lignende vis reduceret og skåret scener ud af teksten og i det greb skabt en fortælling, der anklager den aktuelle trumpisme for at lede til et gennemgribende meningstab, og som skildrer vores skræmmende medansvar for tilstanden. Samtidig har teamet bag forestillingen forstået at markere den antikke tragedie, som Jelinek har inkorporeret i teksten, idet de har gjort sig umage med at grave det blodige og tragiske spor, som vi bærer med os, frem. Et af forestillingsdramaturgiens klare momenter er billedet af den blødende Ødipus, der går fra et være hersker til at blive en blind landsforvist, som driver omkring uden retning i et mørke. Hans fejlgreb, at han uforskyldt har taget fejl af, hvem der er hans forældre, og har giftet sig med sin mor, hævner sig. Som Ødipus har Folkekongen forbrudt sig mod universets Lov i voldtægten af Frihedsgudinden: ”At rode rundt med sin egen mor er strafbart”. På den måde bliver trumpismens vanvid her gjort til del af en større kulturel tragedie, hvor ordet har mistet sin betydning, både ordet ”hos gud”, altså ordet som guddommelig visdom, og ordet som fornuftens grundpille: sproget.
Folkekongen efterlader et stærkt tragisk budskab, men det er en krævende forestilling, og dens overload af sprog, lyd og visualitet kombineret med et hæsblæsende tempo risikerer at sætte tilskueren momentant af. Det gør måske ikke noget, at man ikke fanger hele kompleksiteten. Men som tilskuer måtte jeg i den sidste del kæmpe med at bevare energien og var fuldkommen udmattet efter en knap to timer lang session. Min vurdering er da også, at en endnu strammere redigering kunne have styrket forestillingen, uden at det ville slække på dens stærke budskab.
Med: LOTTE ANDERSEN, YOUSSEF WAYNE HVIDTFELDT & EMILIE RASMUSSEN
Tekst: ELFRIEDE JELINEK, Am Königsweg 2017
Instruktion & Scenografi: LIV HELM & BABOO LIAO
Oversættere: PERNILLE KRAGH & CHRISTINE STRANDMOSE TOFT
Dramaturg: PERNILLE KRAGH
Ida Krøgholt, Lektor i Dramaturgi, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.