100% fremmed?
Deltagelsesteater på Teater Katapult
Af Erik Exe Christoffersen
Vi ser på dem og de ser på os.
100% fremmed? Levende fortællinger på Teater Katapult udnytter den metaforik som knytter sig til teatermediet. Scenen bliver et udsnit af verden, og tilskuerrummet skaber en form for iscenesat blik på den komplekse forskellighed. Forestillingen, som et samarbejde mellem de medvirkende og instruktøren Hans Rønne og dramaturg Søren Højgaard, er et godt udtryk for teatret som deltagelseskultur. Det vil sige et fællesskabsrum for konkrete beretninger fortalt fra de fremmedes eget perspektiv. Samtidig er det kropslige nærvær og den mulighed for empati, som tilstedeværelsen skaber helt central for oplevelsen af deltagelse som inklusion – i modsætning til den undertiden ekskluderende optik, som det danske samfund i stigende grad anlægger på de fremmede og flygtninge. Som altså her ses som gæster, der skaber et konstruktivt blik på den danske kultur.
Forestillingen er en del at et større landsdækkende dokumentarisk kunstprojekt skabt af Københavns Internationale Teater/Metropolis med kurator og fotograf Maja Nydal Eriksen. Frem til 2020 opbygges 300 portrætter og interviews og de første 100 portrætter vises i 20 byer i 2018 og 2019 og udvides i hver by med 10 portrætter af lokale tidligere flygtninge.
Teatralitet
Iscenesættelsen af de fremmede er både en måde at se nogle særlige mennesker på, en form for selvrefleksion og en måde at se sig selv på. Det fremmede befinder sig altid i en form for udveksling med det velkendte. Og det samme gør sig gældende for de fremmede, som reflekterer tilskueren, så denne ser sig selv.
Teater består netop i denne form for udveksling af teatrale blikke, hvor vi skiftevis ser noget som fremmedartet, og selv føler en form for fremmedhed i kraft af den andens blik på os.
Scenerummet og deltagerne
Vi kommer ind i det velkendte teaterrum, men her er der sket en symbolsk omvending. De medvirkende er anbragt forskellige steder på tilskuerpodiet og derfra betragter de os, som sidder på scenen. Gennem hele forestillingen er det et velfungerende greb. De medvirkende søger fra tid til anden deres plads, går lidt rundt mellem tilskuerrækkerne, hvis visuelle og arkitektoniske installation af muligheder tilsyneladende er ens og derfor potentielle opholdssteder. Men er der en plads til den enkelte? Det er hverken let og langt fra altid muligt at finde sin plads som fremmed i Danmark. Sproget, kulturen, traditionerne og reglerne er ikke lige til for den enkelte.
Zoran Lekovic, Leyla Oshman Ali, Mina Qaume, Maria Brinks Arianfar, Ashti Ali Hassan og Elina Mercedes Maria Cullen sidder på trappetrinnene på midteropgangen af tilskueropbygningen. Der er en svag summen i rummet som fra en flykabine. Forestillingen begynder med, at de taler i munden på hinanden. De bevæger sig rundt mellem rækkerne og undersøger sæderne, for om muligt at finde deres plads, og sætter sig så forskellige steder i rummet.
Fortællingerne
Her følger blot en lille smagsprøve på de beretninger og kropslige dokumenter som forestillingen serverer:
Ashti er kurder og fra Irak. Hun flygtede som højgravid sammen med sin mand og sit barn for at undslippe henrettelse i Bagdad. De måtte gå og ride gennem de snedækkede bjerge og når mirakuløst frem til grænsen, hvor hun bliver indlagt på et hospital og føder barnet. Hun får imidlertid ikke lov til at se det den første uge. Endelig bliver hun ført ind på stuen og får at vide at hun må tage sit barn. Men der er mange, og hun aner ikke hvordan hendes barn ser ud. Hun bryder sammen, og heldigvis kommer den sygeplejerske, som var med til fødslen og fører hende hen til den lille dreng, som er hendes. Ashti synger senere Kim Larsens sang Papirsklip, med sin sarte røst og tilskuerne synger med: ”Livet er langt, lykken er kort. Salig er den, der tør give det bort”.
Ashti Ali Hassan / 63 år / kvinde / gift / børn / regnskabsuddannelse i Irak, læreruddannet i Danmark, i fleksjobs / Aarhus / kurder fra Irak / kom til Danmark i 1984 / opholdstilladelse samme år. Fotograf Maja Nydal Eriksen
Leyla læser statskundskab og fortæller om barndommen i modtagerklassen. Hun stammer fra Somalia og fortæller om, hvordan hun sammen med sin mor og søster rejste fra hjemlandet over Ægypten og via Tyskland til Danmark.
”Tørklædet har været del af mig og min identitet siden jeg var 4 år, og det irriterer mig at verden synes at de vil begrænse mine jobmuligheder på grund af det”.
Leyla Oshman Ali / 24 år / kvinde / statskundskabsstuderende / Aarhus / fra Somalia / kom til Danmark i 2001 / opholdstilladelse i 2010
Maria er fra Iran. Hun danser en sensuel mavedans, og fortæller om vanskelighederne ved det danske sprog, primært det at forstå ironi og sarkasme. Hun har en række bemærkninger om det danske sprog, som hun undrende har iagttaget: Hvordan kan en pølse både være noget man spiser og noget man efterlader på toilettet? Er det en form for dansk humor og selvironi?
Maria Brinks Arianfar / 49 år / kvinde / gift / børn / journalist og vært / Mols / fra Iran / kom til Danmark 1993 / opholdstilladelse i 1995
Elina er fra Argentina og kunstner. Hun flygtede fra diktaturstyret med sine børn i 90erne. Hun udfører undervejs i forestillingen en konkret værk på teatrets væg.
Zoran er fra Bosnien og vild med at spille bordtennis. Han blev drillet fordi han ikke kunne tale og forstå dansk. Men han blev optaget af rapmusik og lærte sig dansk ved at synge dansk rap af Jokeren.
Zoran Lekovic / 35 år / mand / single / lærer på en sprogskole / Aarhus / serbisk baggrund fra Bosnien / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse i 1995: ”Jeg er 100% fremmed og elsker det. Jeg har oplevet den iranske og danske kultur og kan skifte kanal – kulturelt, politisk, socialt og følelsesmæssigt – som det passer mig”. Fotograf Maja Nydal Eriksen
Afghanske Mina Qaumes oplevede på et asylcenter, at en mor syede sin egen mund sammen i forsøg på at undgå at blive hjemsendt. Hun slutter forestillingen med et digt om stilhed, mens hun går ned ad scenetrappen som en filmisk heltinde.
Dramaturgien
Forestillingen benytter fortællingen, små personlige optrin, sang og dans til at variere hvad man måske kunne betegne som et musikalsk oratorium. Dramaturgisk er der ikke tale om et egentlig spændingsforløb. Personernes fortællinger og handlinger er vævet sammen, så der bevares en grundlæggende dynamik, og denne forstærkes af den teatrale ramme, som betyder, at vi ser på dem og de ser på os. Ingen er således 100% fremmede eller hjemlige. Det fremmede relativeres hele tiden, så vi ind i mellem genkender os selv i de fremmedes fortællinger, selvom de så også ind i mellem er præget af deres helt unikke skæbne som flygtninge. Forestillingen peger således både på forskelle mellem dem og os og på ligheder. Vi er nomader i kunstens verden. Til slut sidder de seks sammen og citerer et digt af Inger Christensen fra Det.
Deltagelsesteater
Forestillingen kan vurderes ud fra mange forskellige synsvinkler. Der er tale om en form for deltagelsesteater eller virkelighedsteater som man har kaldt den form for teater, hvor de optrædende repræsentere sig selv og deres egen virkelighed. Hvad er det for principper, som er styrende for den slags teater?
- De medvirkende dokumenterer nogle flygtningeskæbner som konkrete ansigter. De viser og demonstrerer alle en nødvendighed af selv at repræsentere deres unikke historier i og med at de er personer, som ellers ikke repræsenteres i kunst og kultur. Fremmedhed bliver en relativ konstruktion og et teatralt, personligt, socialt og politisk forhold.
- Sammensætningen af deltagerne viser en stor forskellighed. Aldersmæssigt og som udtryk: En har en skrøbelig og mærkbar rørende stemme. En har en sensuel krops og kropsbeherskelse. En har en disciplineret kropslig beherskelse. En kan synge rap og samtidig jonglere med en bordtennisbold og et bat. En har en kunstners autoritet, og en er mørk og tilsløret. I deres forskellighed vidner de om de fremmedes kompleksitet, og det at de formodentlig er lige så fremmede overfor hinanden, som de er over for tilskuerne. Montagen og dramaturgien skaber en form for menneskeliggørelse af globaliseringen
- Gennem præsentationen sker der en myndiggørelse, som i sidste ende er en form for identitetsdannelse. De medvirkendes deltagelse i prøveprocessen skaber et gruppefællesskab, som breder sig til tilskuerrummet. Dette er ikke baseret på bestemte ideologier men på empati, hvilket i sig selv har en samfundsmæssig politisk betydning. Der er tale om komplekse identiteter, som er sammensat af en national identitet, en identitet som flygtning, en fremmedhed som både kan være noget, man skammer sig over, og en form for stolthed samt identitet som personlig talent, en udstråling og et kropsligt nærvær. Desuden indgår teatret i en lokal identitetsskabende proces, som udvider det offentlige rum og fællesskab.
- Forestillingen viser en udvidelse af teatrets muligheder og form: De er ikke skuespillere, men de fungerer alligevel som performere i netop denne kontekst. På samme måde ændres dramaturgen og instruktørens roller sig og de bliver facilitatorer i en samarbejdssituation, hvor både tekst og iscenesættelse forhandles og udvikles kollaborativt.
Forestillingens kontekst
Deltagerne i projektet 100% fremmed? repræsenterer de 161.000 mennesker fra 29 lande, som har fået asyl i Danmark de seneste 60 år. Den ældste deltager kom hertil fra Ungarn i 1956, og de senest ankomne er flygtet fra den syriske borgerkrig.
Det er den første større repræsentation og repræsentativ historieskrivning af denne befolkningsgruppes komplekse og personlige fortællinger om tilhørsforhold, længsler og drømme, minder om mennesker og steder, holdninger til samfund, køn, kultur og religion.
Udstillingens billeder er super spændende og ofte overraskende iscenesat i forhold til baggrund, diverse rekvisitter og sociale relation. Fortællingerne er bevægende og dramatiske. At være flygtning er en hård skæbne, men det er overraskende, hvor mange af de adspurgte der benægter føle sig fremmede. Det er kun noget de oplever, når de bliver kontaktet af andre som fremmede. Mere relevant for de faktiske flygtninge er deres oplevelse af at være splittet mellem deres oprindelig kultur og den nuværende.
100% fremmed? Levende fortællinger
Tekst: De medvirkende i samarbejde med dramaturg Søren Højgaard og Hans Rønne. Instruktør: Hans Rønne. Medvirkende: Seks aarhusianere og tidligere flygtninge: Zoran Lekovic, Leyla Oshman Ali, Mina Qaume, Maria Brinks Arianfar, Ashti Ali Hassan og Elina Mercedes Maria Cullen. Forestillingen er produceret af Teater Katapult i samarbejde med Københavns Internationale Teater/Metropolis. Projektet er støttet af Nordea-fonden og Kulturarrangementspuljen i Aarhus. Udstillingen vises i Rådhusparken og på Dokk1 fra 4. til 28. april.
https://www.metropolis.dk/100-fremmed-paa-danmarksrejse/
Erik Exe Christoffersen, lektor i dramaturgi, Aarhus Universitet