Aalborg Teater Et dukkehjem, iscenesættelse Hans Henriksen
Af Janicke Branth
Et helt moderne dukkehjem
I det nordjyske kunne man i starten af marts 2019 se to helt forskellige og meget seværdige udgaver af Ibsens berømte klassiker Et Dukkehjem. På Vendsyssel Teater valgte de at iscenesætte stykket i en ramme, der mimer den epoke, stykket blev skrevet i (1879). Her arbejdes der med den psykologiske fortolkning af rollerne, som er det naturalistiske teaters vandmærke.
På Aalborg Teater er de sceniske omstændigheder flyttet til 2019 og karakterernes psykologiske enhed opgivet til fordel for et mere teatralt og performativt greb. Og dette teatrale greb møder os fra første øjeblik. Lige fra Nanna Skaarup Voss’ Nora kommer fejende ind fra bagscenen iført pels og knaldrød buksedragt med julegaver i store shoppingposer, gnistrende rødt hår og høje sorte stiletter, ligner hun noget fra en Hollywood-film.
Og så er scenen sat for et helt moderne dukkehjem, som det kunne se ud i 50’ernes USA, men også i dagens mere velhavende og kapitalpolstrede skandinaviske forstæder: spejlglat hvidt stuegulv med to designerstole på forscenen, et par trin op til næste niveau, hvor to koksgrå standerlampe og et lille designerbord synes at vente på en sofa. Den ankommer sammen med Helmer, som i denne version ikke er specielt optaget af sin bank, men nok så meget af sine fitnessøvelser (anstrengende må vi forstå af hans stønnen ude fra kulissen) og lejlighedens interiør. Barnepigen Anne-Marie er erstattet af au pair-pigen Kim fra Filippinerne, og julegaverne er selvfølgelig Harry Potter-lego og Star Wars-lyssværd. Juletræet ligner et super amerikansk ’Christmas tree’ tynget af store guldkugler. Nora er nok hjemmegående, men blogger lidt om møbeldesign osv.
Bearbejdelse og koncept
Naturalisme anno 2019? Nej, vi er også på en scene, Aalborg Teaters store scene; en kukkassescene ganske vist, men bag- og sidevægge i den moderne lejlighed er dækket af halvt gennemsigtige, grå gardiner, hvorigennem vi aner bagscenen. Når spillerne forlader scenen, ser vi dem klæde om ude i kulissen eller – som i Noras tilfælde – henvende sig til et kamera, som projicerer hendes talende ansigt (en smule fortegnet) op på bagtæppet. Den moderne, naturalistiske dagligstue er gennembrudt af et metalag. Men kun Nora bryder (via kameraet) den fjerde væg ud til os. Det gælder ikke de øvrige spillere.
Mens rummet og kostumerne er helt opdateret til 2019 er tekstbearbejdelsen relativt tro over for Ibsens oprindelige tekst. Sproget er moderniseret en del – nyoversat af Jens Christian Lauenstein Led – og beskåret, så struktur og handling fremstår knivskarpt med de udeladelser, som er en naturlig konsekvens af de nye, opdaterede omstændigheder. Og med de tekstimprovisationer, der altid gør sig gældende hos Hans Henriksen.
I dette Hollywood-agtige dukkehjem er materialismen i højsædet. Det er ikke bare Nora, der kan lide at bruge penge og indrette sig lækkert, det er i lige så høj grad Helmer. Der er høj fysisk energi i rummet, alt tegner lyst og godt med en smuk og livlig mor, der leger monster med sine to skønne unger – lige indtil legen bliver afbrudt af Fru Linde, som i Katrine Høj Andersens skikkelse er en noget selvforsømt kvinde af ubestemmelig alder, hyldet i uldne trøjer og tørklæder (som havde strikketøjet overtaget hele hendes persona), og usædvanligt grådlabil. At fru Lindes ensomhed og udsathed står i grel kontrast i dette penthouse-agtige univers understreges, når Nora anbringer hende midt i den nye sofa: så kan hun få lov at sidde der og blomstre i al sin ulykkelighed, mens Nora elegant svæver i store buer rundt om hende og fortæller om sig selv, sit liv og sin lykke.
Som programteksten understreger, befinder vi os i denne iscenesættelse hos den privilegerede elite, hvor dukkehjemstilstanden både gælder Helmer og Nora. Man får næsten den tanke, at den unge mand må være gået ned med stress, da han mødte virkeligheden i sit arbejdsliv. Og derfor har Nora så måttet rejse de penge, der skulle til for at hjælpe ham på ret køl igen.
Noras mange masker
Gennem teaterhistorien snor sig en lang debat om Noras udvikling og dermed også stykkets genre. Er Nora for uskyldig (ingénue) i starten, tror man ikke på hendes udvikling til sidst, og er hun for selvbevidst fra starten, bliver man ikke overrasket over slutningen. I det hele taget er stykket præget af så markante psykologiske skift hos næsten alle karakterer, at det i sig selv er en kunst at skildre dem sammenhængende.
Og en sådan sammenhængende tolkning får vi heller ikke i denne samtidsbeskrivende opsætning. Vi har for længst accepteret det fragmenterede i vores psyke og tilværelse. Og derfor møder vi snarere en række facetter af Nora. Nanna Skaarup Voss får her mulighed for at spille en langt mere teatral Nora og give hendes forskellige faser hver sin psykologiske farve. Vi oplever den selvbevidste Nora i starten, som er tilfreds med sig selv og sin andel i den lyse fremtid, der nu tegner sig for hende og familien. Vi oplever en skrøbelig Nora, da Krogstad tvinger hende til at erkende den fatale fejl med den falske underskrift på gældspapiret. En argumenterende Nora, når hun indtrængende prøver at få Helmer til at genansætte Krogstad og et veritabelt hysterianfald, da det ikke lykkes. Vi oplever hendes angst for fremtiden, hendes desperation, fortvivlelse, hendes dukkeagtige optræden efter festen og til sidst hendes tvivl og sorg. Hun optræder i en kavalkade af moderigtigt tøj fra scene til scene for i klimaks at kulminere med det rene barbiedukke-outfit: lyserødt strutskørt af tyl i lag på lag, sølvglinsende strømper og ditto dansesko. Mere dukke kan det næsten ikke blive.
Men hvor ender så denne Nora med de mange ansigter? En sidste gang går hun ud og klæder om – denne gang til et mere praktisk ’kostume’ (leggings, hvid skjorte og løbesko). Stadig med pelsen over armen vender hun tilbage – uden kuffert – for at tale med Helmer. Men det er ikke den beslutsomme og afklarede Nora, vi oplever. I små cirkler går hun frem og tilbage på stedet. Er hun på vej ud? Eller fortryder hun? Vi er hele tiden i tvivl. I tårer bøjer hun sig til sidst ned og tager sin håndtaske op, vender sig mod baggrunden og forsvinder grædende – for så i sidste øjeblik at glemme tasken i sofaen! Og – som der står hos Norén – ”Hvis man gerne vil tilbage til et sted, så efterlader man ting ubevidst – man glemmer ting” (Dæmoner). I denne opsætning er der vist ikke rigtigt nogen vej ud for Nora.
Dramaturgien
Den berømte tarantel, der afslutter anden akt, og som skal forhindre Helmer i at gå til brevkassen og læse Krogstads brev om gældsbeviset, har gennem teaterhistorien i forskellige variationer været Noras dans på liv og død. Det er her, hun lukker op for en utæmmet side af sig selv, som får Helmer til at se en anden Nora end egernet og lærkefuglen. En erotisk Nora, som både skræmmer og ophidser ham. Med andre ord et stort vendepunkt i stykket. Men sådan fungerer det ikke her, hvor Krogstad naturligvis sender sit brev på mail; en mail, Nora straks ser på Helmers mobil. Og så bliver der kamp om mobilen – helt korporligt som mellem to lidt hysteriske børn. Da Nora endelig får sin vilje, kaster hun og Helmer sig sammen ud i en ret morsom Fred Astair & Ginger Rodgers-agtig pardans til den amerikanske slager fra 50’erne Diamonds are a girl’s best friend (filmversion 1953). Denne Nora hiver ikke op i skørterne og udfolder sit fortrængte latinske temperament til tamburinens rytme. Tværtimod er det hende, der afbryder dansen.
Ikke mindst i Et Dukkehjem er Ibsens dramaturgi utroligt effektfuld, fordi han læner sig op ad melodramaets struktur med en uskyldig heltinde, der forfølges af en skurk, og til sidst skal reddes af en helt. Men Ibsen bryder skemaet ved at lade skurken, Krogstad, vise sit menneskelige ansigt og redde heltinden, mens helten viser sit meget blakkede ansigt og lader hende falde. Da Nora – i genkendelsens øjeblik – erkender sig uden redningsmand, kan hun ligeså godt begive sig ud i den verden, ingen alligevel beskytter hende imod. Men hvor Ibsens Nora lever med en romantisk forestilling om ægteskabet og derfor har nogle meget høje forventninger til sin mand, så har Nanna Skaarups Nora svært ved at få ”det vidunderlige” over sine læber. Den moderne Noras chok bliver ikke det samme og faldhøjden mindre, når forholdet ikke længere er asymmetrisk. Også derfor er det måske sværere at forlade et forhold, som i øvrigt er så velpolstret.
Mændene omkring Nora
Helmer var heller ikke fra Ibsens hånd Noras egentlige modstander, men her er han demonstrativt lige så fanget af tilværelsen på første klasse som Nora. Hans autoritet er svagere. De lever mere eller mindre i den sammen verden, og godt nok truer Noras graverende fejl hans nye stilling i banken, men som par virker de mere jævnbyrdige. Helmers rolle har altid været lidt af en udfordring, men frataget sin patriarkalske ramme, som nødvendigvis forsvinder i en moderniseret opsætning, bliver han overfor en stærkt spillende Nora den svage part. Ferdinand Falsen Hiis skildrer Helmer som en selvoptaget karrieremand, der nok er stolt af sin trofækone, men også lidt skræmt over hendes undertiden stærke temperament. Hans afsluttende raserianfald bliver ikke helt så påfaldende, men mere som en skuffet og vred dreng, som igen er ved at miste fodfæste. Indadvendt og usikker sidder han og leger lidt med sin søns sølvglinsende baseballbat, da Nora vender tilbage og før afskeden prøver at formulere, hvad hun har været igennem det sidste døgn og hvorfor hun synes, hun må gå.
Som Noras antagonist er Martin Ringsmoses Krogstad farlig, præcis og et menneske med livserfaring. Han er hverken ond eller hævngerrig, men kæmper for sin hårdt erhvervede plads i tilværelsen. Martin Ringsmose indtager den elegante stue med en ubehagelig selvfølgelighed, som en, der ved, at han ikke er til at fortrænge. Både da han afslører Noras misere for hende, og da han vender tilbage for at forhindre hende i at ”gøre noget dumt”, er det med en fin blanding af sympati, konsekvens og distance. Indtil da er spillet totalt skarpt, mens hans sidste abrupte forvandling fra skurk til forelsket hjælper er lidt af en gimmick, – bevidst naturligvis.
Den moderniserede Ibsen
Det er fristende og oplagt at tegne et helt moderne dukkehjem anno 2019. Denne forestilling lever først og fremmest gennem Nanna Skaarup Voss’ fortolkning af Nora. Hun formår i den grad at dyrke Noras kvindelige maskerade og samtidig give karakteren dybde. Det er fremragende gjort. Men alligevel indfinder spørgsmålet sig til sidst: Hvor meget tilføjer de moderne omstændigheder egentlig til oplevelsen af stykket? Behøver vi denne ’oversættelse’ til vores egen tid for at komme i øjenhøjde med dukkehjemmet? Det manglede jeg – med al respekt – at blive helt overbevist om.
Spilleperiode på Aalborg Teater: 9/3 – 2/4, 2019
Instruktør: Hans Henriksen, Bearbejdelse og oversættelse: Jens Christian Lauenstein Led, Scenograf
Nicolaj Spangaa, Lysdesigner Kasper Daugberg, Lyddesigner: Aske Bergenhammer Hoeg.
Nora: Nanna Skaarup Voss, Helmer: Ferdinand Falsen Hiis, Fru Linde: Kathrine Høj Andersen, Niels Krogstad: Martin Ringsmose, Dr. Rank: Stanley Bakar.
Foto: Allan Toft, Aalborg Teater.
Janicke Branth, dramaturg cand. phil. medlem af Peripetis redaktion og tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen.