Mod alle Odds af Fix & Foxy
Spiller spillet med spillerne eller spiller spillerne spillet et puds?
Af Mette Obling Høeg
”Ord bliver lagt i munden på os, som vi ikke forstår og så er der rigtig meget, vi godt kan forstå”
Børnene indtager scenen
De 22 børn træder ind på scenen og placerer sig i forskellige positioner med front mod publikum. De ser direkte på os nede i salen. Stille og roligt, en efter en, dukker de bare op. Ledsaget af musik. Køligt klædt i blå nuancer. Der går nogle øjeblikke, før de taler. De er der bare. Således indtager de rummet med et stiltiende, men støjende, konfronterende, insisterende nærvær og skaber en flydende start på forestillingen. Rummet er deres.
Der bliver stille i salen, efterhånden som det går op for publikum, at forestillingen er gået i gang og der sniger sig en afventende, spændt atmosfære ind i rummet. Børnene er der bare og det kan gå mange veje derfra. Vi ved endnu ikke, hvad der kommer til at ske. Den helt nære fremtid ligger mærkbart åben. Men i børnenes hænder.
I Mod alle Odds har børnene fået taletid. På scenen står en flok skolebørn, der præsenterer sig som et bredt udsnit af samtidens skolebørn. De er ”Generation Z” – de digitalt indfødte – ”curlingbørn og projekttrofæer”. Det er disse børns verden og fremskrivningen af deres mulige fremtidsscenarier, som forestillingen fremstiller. Metoden er statistisk beregning. Men helt fra begyndelsen får statistikken modspil. Børnene lader nemlig publikum forstå, at statistiske fremskrivninger ikke er sandheder. ”Ingen kan forudsige, hvad der kommer til at ske” og ”Jeg bestemmer selv” siger børnene på scenen.
Performative greb
Det overordnede princip i forestillingens form er helt enkelt. En ad gangen går børnene skiftevis frem til et lille bord, hvorfra de læser op af forskellige socialanalytiske udsagn. Det udmønter sig i konkrete spørgsmål til børnenes egen situation og de øvrige børn tager stilling til disse ved at positionere og gruppere sig fysisk i rummet. Børnene supplerer med udsagn om egne erfaringer og indstillinger til de specifikke temaer, samt fortællinger om deres fremtid, som tager udgangspunkt i de scenarier, som statistikkerne gør mulige. Det hele er bundet sammen af små koreografiske sekvenser, som giver fysisk bevægelse i forestillingen. Børnene står på scenen som sig selv. De spiller ikke roller, men fremfører ord og bevægelser. På denne måde veksler børnene hele tiden mellem at artikulere og repræsentere forskellige stemmer og på grund af forestillingens karakter og dette særlige performative greb, lader den sig bedre beskrive gennem retoriske end dramatiske iagttagelser.
Hvem er de?
Efter børnenes indledende udsagn om statistik og (u-)forudsigelighed starter første del af forestillingen, hvor publikum får at vide, at de skal lære børnene at kende. Udgangspunktet er, at børnene lader sig gruppere efter socialklasser og denne grundlæggende kategorisering kommer til at danne en rammeforståelse for børnenes relation til de sociologiske temaer, som bliver introduceret i forestillingen. Publikum bliver således introduceret til børnene ud fra nogle overordnede socialanalytiske kategorier, som overskrider al subjektivitet og grupperer børnene efter overordnede strukturelle forudsætninger. Dernæst præsenterer børnene på skift en stribe statistiske opgørelser omkring emner som mobning, stress, angst, depression, vold, alkoholisme og forældrenes (i nogle tilfælde manglende) forhold til hinanden. Forestillingens helt geniale greb er, at børnene ligeledes fortæller hudløst ærligt, i korte udsagn, om deres egne oplevelser og historier. Disse fortællinger er bestemt ikke alle for børn. På en meget direkte og kontant facon bliver de strukturelle beskrivelser således spejlet i konkrete menneskelige konsekvenser og reelle erfaringer.
Børnene får også taletid i forhold til at beskrive, hvilke forventninger deres forældre har til dem. Heller ikke disse udsagn er for sarte sjæle. Forældrenes forventninger fremstår både omsorgsfulde, komiske, patetiske og decideret sørgelige som fx; ”min far forventer bare af mig, at jeg holder mig væk”.
Denne første del af forestillingen er krydret med konkrete politiske udsagn. Meget eksplicit bliver børnenes virkelighed fremstillet som sociale kampe, der skal udkæmpes og publikum får at vide, at der helt grundlæggende findes to måder, man kan forholde sig til det på: ”Enten kan man konkurrere eller også kan man spille sammen”. ”Samfundet sender børn i retning af det første” siger de på scenen.
Første del munder ud i, at børnene rækker ud mod publikum: ”Vi er selv aktører, men vi kan ikke klare alt alene”. ”Er der en gammel voksen over 30 til stede?”. De henter en ’gammel voksen’ blandt publikum op til et lille interview på scenen. Til trods for, at han svarer, det bedste han har lært, på spørgsmål som: ”har du selv valgt dit liv?” og ”tror du, at der er størst chance for, at jeg bliver pornostjerne eller seriemorder?”, bliver det hurtigt tydeligt, at der næppe er megen hjælp at hente fra de ældres erfaringer i det store spil. Men det bliver også tydeligt og mærkbart, hvor store spekulationer, der hviler på de små skuldre i forhold til, hvad man kan gøre for at skabe sin egen livsbane i en helt uoverskuelig fremtid.
Hvor skal de hen?
Fremtiden og fremskrivningen af børnenes mulige livsbaner er omdrejningspunktet for anden del af forestillingen. Hver og en har børnene fået fremskrevet en mulig livshistorie, som baserer sig på henholdsvis deres egne drømme og statistiske sandsynligheder. Også i denne del træder de politiske udsagn klart frem i relation til statistikkerne. Uligheden i samfundet og begrænsningerne i den sociale mobilitet problematiseres. Børnene erklærer, at vi kun er ”stærke sammen”.
Historierne om fremtiden forholder sig til temaer som; uddannelse, arbejde, indkomstforhold, familie, fertilitet, genetisk screening, kønsforståelser, ensomhed, risiko for selvmord, krige, klimaforandringer og bæredygtighed. Nøgternt og køligt fremlægger børnene deres egne fremtidige historier. Såvel de lykkelige som de sørgelige og tragiske – og der bliver ikke lagt fingre imellem. Børnene fremskriver endda årsagen til og årstallet for deres egen død. Til gengæld kulminerer fortællingerne i, at der er flere mulige udfald hos hvert barn og således opløser disse statistikbehæftede skæbnefortællinger sig alligevel i deres egen modsætning. Alt kan ske.
Også mod slutningen af forestillingen undermineres autoriteten i de statistiske fakta med en ironisk fremstilling af absurde sandsynligheder som ” Der er større risiko for at dø af en selfie end for at blive spist af en haj”. Det efterlader et stort rungende spørgsmål om, hvad man kan overhovedet bruge statistikker til.
Til sidst træder børnene frem på scenen og skærper pointen fra forestillingens begyndelse om, at de bestemmer selv. Det ender i et klart og enkelt udsagn: ”Det er os, der kan ændre statistikken”.
Scenerum & koreografi
Forestillingen udspiller sig i en stram, minimalistisk, neonoplyst scenografi. Scenegulvet er hvidt med striber i forskellige farver, som inddeler rummet i ordnede, snorlige rammer. Det står i skarp kontrast til Betty Nansen Teaterets prosceniumsramme og understøtter, i sammenhæng med børnenes tilstedeværelse som ’hverdagseksperter’ og den nøgterne oplæsningsform, et udsagn om, at dette ikke er underholdning. Det er ikke teater. Det er fakta og oplysning. Forestillingen virker faktisk helt malplaceret i teatersalen. På den gode måde. For netop på denne baggrund træder børnenes menneskelighed og levende nærvær så tydeligt frem. De repræsenterer en skøn, levende uorden i hele dette ordnede, videnskabelige univers, som er dumpet ned i teaterinstitutionen og derfor bliver til teater. Forestillingens koreografi understøtter også denne spænding. Børnene ordner sig først pænt og ordentligt i den lille mikrorepræsentation af de sociale strukturer, som iscenesættelsen fremstiller. På signal af en fløjte pisker de som små soldater i konkurrencestatens hamsterhjul hen og tager opstilling med en striks militær disciplin. De går i geled og løber på stedet. Men samtidig er der i disse sekvenser også en fornemmelse af en stærk energi og handlekraft, som sagtens kan sendes i retning af en potent modstandskraft. Denne fornemmelse bliver stærkere efterhånden som børnene træder i karakter som selvstændige, stillingtagende, drømmende væsner, hvilket også kommer til udtryk gennem et skift i kostumer, som relaterer sig til børnenes egne fremtidsvisioner.
Man tror på dem
Som helhed etablerer forestillingen, gennem de forskellige perspektiver, en hel række af modsætningsfyldte spændingsfelter, som børnene positioneres i. Men børnene går igennem det hele med den samme rolige og nøgterne indstilling. På denne måde bliver deres subjektive udsagn tilkendt samme værdi og status som de socialanalytiske ’objektive’ fakta. I denne stramme og rensede iscenesættelse bliver modsætningen mellem børnenes positioner som brikker i et spil og som aktivt handlende, følende aktører tydelig. Derfor inviterer forestillingen til en stærk indlevelse i børnene. Det er ikke teater i klassisk forstand, men det har en stærkt teatraliserende effekt, at børnene repræsenterer sig selv via en iscenesat omvej. Børnene fremstår på én og samme tid som både udsatte, skrøbelige, selvberoende og handlekraftige væsner og helt fra begyndelsen holder man både af dem – og med dem. Det virker absolut overbevisende, når børnene til allersidst bedyrer ”Det er os, der kan ændre statistikken”. De børn kan heldigvis godt finde ud af at spille sammen!
Spillested: Betty Nansen Teateret, produceret i samarbejde med Fix & Foxy
Koncept & instruktion: Tue Biering
Scenografi & kostumedesign: Karin Gille
Koreografi, casting & medinstruktion: Freja Rault-Lykkeberg
Medvirkende: 22 børn i alderen 10-14 år – Anna Olympia Bøss, Artianne Olivia Søgaard Andersen, Asta Bundgaard Wanscher, Conrad Bengtsson, David Prammann Schrøder, Emma Skov Dahl Christiansen, Falke Lindegaard Hvidtfeldt, Felix Worsøe Alegre, Frederikke Holm Bergendorff, Ida Møller, Isak William Bjerregaard, Jaafar Machal, Kajsa Krogh Larsen, Luka Gry Selander, Michael Basse Theobald, Molly Grand, Nicholai Kristensen, Ronja Emilie Clemens Tillebeck, Samir Abdi Elmi, Thea Hagelskjær Godskesen, Ursula Outzen, Zeraphina Corrie Bendtsen
Pressefoto: Søren Meisner / Betty Nansen Teateret
Mette Obling Høeg er Studielektor & Uddannelseskoordinator ved Afdelingen for Teater- og Performancestudier, Københavns Universitet.