Menneskebyrden
Af Kathrine Winkelhorn
En forestilling om depressionens væsen på Skuespilhuset
Stages of Science er en relativ ny institution etableret i 2016, der arbejder i krydsfeltet mellem scenekunst, videnskab og formidling for at kaste lys på samfundets dilemmaer. Teatret præsenterer emner som kropsopfattelser, normalitet, depression og kunstlig intelligens, hvor videnskabelig teori og undersøgelser om bl.a. kognition, fordomme og adfærdsændring er udgangspunktet for teatrets virke.
Depression som folkesygdom
Vi træder ind i ”Mellemgulvet”, som Skuespilhusets lille sal hedder. I damesiden sidder komponisten Maja Romm, der skaber forestillingens lydlandskaber. Bagvæggen er en gråmeleret ru overflade med en række felter, der under forestillingen fungerer, som både døre og vinduer. På scenen ligger en række genstande skjult under nogle lagener.
To skuespillere træder frem på scenen og byder energisk velkommen og fortæller, at der ifølge WHO er 300 mio. mennesker på verdensplan, der lider af depression. Inddrager man minimum 4 pårørende, er der ifølge WHO 1,2 milliarder mennesker på verdensplan, som er berørte af sygdommen. Tilføjer man yderligere alle professionelle behandlere er tallet endnu højere. Herefter får vi stillet fire spørgsmål, som publikum skal besvare på en skala fra 1-10 gennem at trykke på en lille type remote, der hænger på stolen foran. Et spørgsmålet lyder frit efter hukommelsen: Oplever du psykisk syge mennesker som stigmatiserede? Ville du ansætte en person som lider af depression? Kort tid efter kan publikum læse svarene på bagvæggen, og det er interessant. I alt 5 gange stilles der spørgsmål til publikum i løbet af forestillingen, og det fungerer som et lille intermezzo. (Svarene anvendes til at generere ny viden om danskernes forhold til depression, skrives der i programmet).
Formidling eller teater?
Så begynder forestillingen. Tre personer har stillet deres personlige erfaringer med depression til rådighed for forestillingen og præsenterer sig selv: fysioterapeuten Randi Bitcsh på 59 år, som i tre omgange har været helt mørklagt, viceskoleinspektør Daniel Majholm på 47 år og far til 4 børn, som har været syg i næsten 4 år, og ingeniør studerende Line Roager på 24 år, der oplever sig selv som et elendigt menneske. Kendetegnende for de tre personer er, at de har været fanget i deres eget mørke. Men årsagerne til depressionen er i en eller anden forstand uvis. Hvad var den eller de udløsende faktorer for depressionen og hvordan komme de videre? Det er forestillingens ene spor. Men én ting er de medvirkende enige om: Gode råd kan ingen ting.
Disse præsentationer akkompagneres af et lydlandskab, som ofte er illustrerende og lidt for tydelige. Der er noget stift og ufrit over personernes præsentationerne af sig selv og replikkerne virker for indstuderede og savner et naturligt flow. Som publikum oplever man mere at sidde til et lidt tamt foredrag, og kun momentvis fjernes den 4. væg. Det sker, da Daniel træder frem og fortæller om sit lille barn, der blev født med en hjertefejl og derfor skal opereres. Da brast hans verden, og den fortælling bliver man som tilskuer berørt af, fordi han er tilstede i salen, ikke kun med hovedet – men også med sin krop på scenen. Han fortæller om pillerne, om de stærke bivirkninger, om tilværelsen som mister alle farver. Som et scenisk element falder der fra tid til anden en stor pille ned, som Daniel slikker på. Det betyder ikke noget og bliver et teatralsk virkemiddel uden egentlig affekt.
Forestillingen giver i første del et historisk tilbageblik på det første sindssyge hospital, Bethlem Royal Hospital, der åbnede i London i 1327. En række groteske instrumenter, der op gennem historien har været anvendt til behandling af psykisk syge demonstreres .. Som eksempler nævnes dårekisten, at blive nedlagt i iskoldt vand, så blodet blev afkølet, forskellige typer af ringe med pigge til at spænde om halsen, forskellige måder at lænke mennesker fast på osv. I England gik man så vidt, at man omkring 1800 begynder at fremvise ”dårene” til offentlig beskuelse mod betaling. Denne de scene får så relativt meget plads. For teater bliver det ikke, men mere en udstilling af forskellige tortur instrumenter, som sætter behandlingen af depression og psykisk sygdom i perspektiv og giver angiver måske nogle historiske årsager til at psykisk sygdom stadig er tabuiseret.
Skuespillere og virkelighedseksperter
Skuespillerne Thomas Voss og Rosa Sand Michelsen driver forestillingen frem. De går ud og ind af forskellige roller som læge, psykiater, coach, præst, mentor, videnskabsmand, socialrådgiver, arbejdsmarkeds-konsulent osv. Det er disse to skuespillere, der giver liv til forestillingens andet spor, der informerer om depression. Det gør de i og for sig godt i små korte optrin, men undertiden med et lidt for karikeret forsøg på at underholde. Vi ser Randi, Daniel og Line i samtaler med forskellige eksperter, eksempelvis prof Poul Videbæk, i Thomas Voss udmærkede gestaltning. Men heller ikke Videbæk ved helt præcist, hvad depression er, og hvad der udløser en depression. I det hele taget hører vi, at depression er et bredt felt, der kan være forårsagt af kemiske strukturer i hjernen og en lang række andre mere eller mindre kendte årsager. Er det måske det moderne samfunds komplekse strukturer, som i sig selv bidrager til at generere depressioner?
Mod slutningen er der en fin og stramt fokuseret scenisk sekvens. På den grå bagvæg projiceres et billede op fra en kirkes kor, så det fylder hele bagvæggen. Foran sidder Line og spiller skak og taler med præsten. Line er opdraget i et stærkt kristent hjem og oplever sig selv om et syndigt og råddent menneske. Præsten siger, at måske er Gud ikke dommer, men den som tilgiver mennesket. Line reagerer stærkt og svarer såret, at hun kun mærker sine følelser og kun mærker den fordømmende Gud. Så forlod hun scenen. Det blev godt og stærkt teater og gav en sanselig klangbund for at begribe depressionens væsen.
Menneskebyrd søger at vise os, hvordan de tre personer har kæmpet med depressionen og nu er blevet nogenlunde friske. Men hver for sig må de stadig være parate til at holde depressionen fra døren. Det er al ære værd af Stage of Science at sætter et så komplekst emne som depression på scenen. Det er samtidigt imponerende, at tre personer står frem og beretter om deres sygdom, der stadig et tabuiseret. Ligeledes er det tankevækkende, at depression berører langt flere mennesker end eksempelvis kræft. Som publikum får vi indblik i, at psykiatrien på alle fronter savner ressourcer, og at det er vanskeligt at komme i reel terapi. Systemet er primært indstillet på at behandle med piller. Det er enkelt og ikke så tidskrævende som samtaleterapi. Men om pillerne virker følges der ikke tilstrækkeligt op på.
En vanskelig genre
Stages of Science første forestilling Human Afvikling blev præsenteret på Skuespilhuset 2016/17. En forestilling, der med et godt dramaturgisk greb og ganske underholdende gestaltede, hvordan det er at leve på grænsen af normaliteten. Komikeren og journalisten Jacob Nossell begyndte sin fortælling om sig selv og sit liv med at sige: Har jeg en plads i samfundet? Har jeg overhovedet ret til at leve?” Det lykkedes forestillingen nogenlunde at balancere den vanskelige kobling mellem teater, videnskabelige fakta og formidling.
Denne gang synes dette eksperiment med videnskabsteater ikke tilstrækkelig gennemarbejdet, og det lykkedes ikke helt at balancere den svære kobling mellem teater, videnskabelige fakta og formidling. Det er svært at følge et egentligt dramaturgisk greb. Med en strammere struktur og med mere markante videnskabelige fakta havde forestillingen vundet meget. Men et citat fra forestillingen sidder tilbage i kroppens sanser: At være deprimeret er som om at have cement i blodet. Men godt at Stage of Science tør at tage livtag med folkesygdommen depression.
Menneskebyrden er en co-produktion med Stages of Science i samarbejde med Enactlab, Københavns Universitet, Depressionsforeningen m.fl.
Spiller på Skuespilhuset frem til den 16. februar 2019
Iscenesættelse: Thomas L Corneliussen; Forskningsleder; Kristian Moltke Martiny
Grafisk koncept og animation; Søren Meisner, Lysdesign; Michael Breiner
Lyddesign; Mogens Laursen Hastrup Afstemnings- og videoteknik; Rasmus Kreiner
Generativ grafik; Carl Emil Carlsen; Komponist: Maja Romm
Kathrine Winkelhorn er adjunkt og underviser på Malmö Universitet og har skrevet en række artikler om scenekunst.