JOHN LENNON ER DØD
Af Kathrine Winkelhorn
En absurd komedie om verden set fra ingenmandsland – en dramatisk debut
Blandt 70 indleverede manuskripter til Teater V’s manuskriptkonkurrence for debuterende dramatikere vandt skuespilleren og dramatikeren Sophie Zinckernagel første prisen. Den er på 100.000 kr. samt en professionel debut på Teater V. Forestillingen John Lennon er død havde premiere søndag 28. oktober i et næsten fuldt teater og med et oplagt publikum.
Ideen til John Lennon er død kom efter Zinckernagel havde set en dokumentar om Yoko Ono og John Lennons fredelige aktion In bed for Peace. Hun blev rørt og ramt af deres tro på, at verden kan forandres til det bedre. At det er muligt at gøre en forskel. Men når hun kiggede indad og så på sin egen generation, oplevede hun apatien, desillusionen, og at det hele bare er lige meget – for vi kan alligevel ikke gøre noget, fortæller Zinckernagel. ”Hvor blev alle drømmene af” ?
Lennon i et limbo
Tæppet går og vi inviteres ind i en lurvet stripbar, hvor bestyrerinden Asian Angel smyger sig rundt om en stripperstang med vuggende hofter, mens hun sagte nynner til Lennons Imagine, der kører som et gennemgående lydmotiv. Ved den brune bar sidder John Lennon i hvid habit med blodpletter og drikker whisky. Der har han siddet siden sin død i 1980. I dette depraverede univers udspiller forestillingen sig i et limbo.
Forestillingen foregår i en absurd atmosfære af tomhed og fravær af menneskelighed. Asian Angel i stuepigekostume med frynsede blodrøde englevinger er den enevældige dronning i stripbaren med pistol ved bardisken, som hun ofte bruger. Hun driver Lennon til kanten af vanvid med sin bubbi-doo udgave af den kendte sang Imagine. På den brune væg bag baren kører den berømte TV serie, Dallas fra 70’erne, der en sjælden gang fremkalder et lille smil hos den fordrukne John. Kun når der er nye døde på vej afbrydes tristessen af Angel, som råber: ”Så er der happy hour”.
Over radioen er den 19-årige Fanny Viola Rose-Mynte Maria Christoffersen Kristensen Hansen efterlyst. En blond Fanny træder ind med blod omkring begge håndled. Grædende og banalt fortæller hun om sin sorg over verdens tilstand, om klimaet og flygtningene, og hvor svært hun har det, efter at Blackman har svinet hende til i X faktor. Og så hun er gravid. En ung identitetsløs kvinde, som har mistet ethvert fodfæste i tilværelsen. Hun ved ikke, hvor hun er og tror John Lennon er den britiske skuespiller Jude Law. På engelsk siger John, at han absolut ikke er til blondiner. At John i første del taler engelsk giver et autoritativt twist til figuren. Fanny tager elevatoren ud, og vender senere tilbage som højgravid og engelsk talende med sort hår. I baren føder hun sit barn, som Angel kvæler med en pude og smider i skraldespanden.
Der er masser af brutalitet og blod i løbet af de omkring 70 minutter forestillingen varer. John Lennon styrker sig non stop med sjusser, og Little Asian Angel skyder ham igen og igen, imens en dårlig udgave af Imagine kører i loop. Her er ingen udvikling. Her hersker den absolutte håbløshed.
Da træder Blackman ud fra elevatoren med skallepande og jakkesæt. I egen selvforståelse en handlingens mand, der kan rydde op i denne verden, og det er sjovt og overraskende. ”Hvis livet bliver citroner, tæl til 10 – klem ballerne sammen – og puds næsen”. Helt fremragende gengivet og et velvalgt brud i forestillingen. Lad de små børn komme til mig, råber Blackman, og tager barnet i sine arme. Men selv ikke Blackman kan håndtere verdens større politiske og eksistentielle dilemmaer. Til allersidst træder en tiårig pige frem og synger Imagine acapella. Og igen skyder Asian Angel. Så er der Happy Hour.
John Lennons utopi er forvandlet til en dystopi, hvorfra han ler i det hinsides. For ærkeenglen Michael kommer ikke, selvom Asian Angel ustandselig råber på ham. Er Lennon og verden strandet i skærsilden, spørger Zinckernagel?
Alt er låst fast
John Lennon er død er absurd en komedie med et plot, der giver mindelser om Becketts Vi Venter på Godot fra 1949, hvor der netop ingenting sker. Præcis som sangen Imagine kører i loop, kører handlingen også i loop. Det ene absurde optrin afløser det andet, uden nogen narrativ fremdrift. Dette dramatisk greb fungerer godt og er glimrende sat i scene af Emil Hansen. Replikkerne er rå. Man taler ikke med eller til hinanden, men på hinanden. Eller sagt på ene anden måde foregår der ikke nogen egentlig samtale eller dialog mellem personerne. Alt er låst fast.
Ikke desto mindre spilles der godt og til kanten med blod, sved og tårer i et stadig højere tempo, men mod slutningen taber forestillingen højde. Replikkerne mister deres kraft i håbløshedens perspektiv. Denne anmelder savner et par poetiske momenter som et kontrapunkt til den absurde håbløshed. Man merkt die Absicht og wird verstimmt og dermed mister forestillingen den eksistentielle tyngde, den efterstræber, og som fungerer i forestillingens begyndelse. Ligesom sangen Imagine bliver Lennons fremtidsdrøm vendt på vrangen i en apokalyptisk fortælling, der ender blindt. Når det er sagt, så er det alligevel en seværdig dramatisk debut.
Forestillingen spiller på Teater V fra 28 oktober-18 november
Medvirkende:
Gerard Carey Bidstrup, Anna Stokholm, Charlotte Munksgaard, Peter Zandersen & Piroska Eulalia Avila Ingemann
Manuskript: Sophie Zinckernagel
Instruktion: Emil Hansen
Scenografi: Rebekka Bentzen
Lysdesign: Sonja Lea
Lyddesign: Rune Abel
Kostumer: Hanne Møruprejse
Fotograf: Daniel-Buchwald
Kathrine Winkelhorn er adjunkt og underviser på Malmö Universitet og har redigeret og skrevet en række artikler om scenekunst