Europa af Mute Comp.
Kontinentets marathon manege
Af Betina Rex
På kanten, dér hvor vand møder land, ligger Europa. Sådan beskriver Mute Comp. på deres hjemmeside det imponerende Chipperfield cirkustelt, der denne sommer har prydet Refshaleøen i København og deler navn med kompagniets nyeste forestilling Europa, som er genstand for denne anmeldelse.
Teltet Europa
Lad mig starte med forestillingens fysiske ramme: cirkusteltet. Fordi enhver anden begyndelse forekommer mig forceret. For teltet påkalder sig opmærksomhed på flere planer. Åbenlyst i kraft af sin størrelse og placering. Samtidig påkalder det sig uundgåeligt også opmærksomhed, når et såkaldt ’uafhængigt’ scenekunstkompagni indkøber og rejser et stort cirkustelt med ambition om at gøre det til Københavns nye internationale scene. Dertil ovenikøbet navngiver det Europa. Kontinentet hvorpå det er placeret og kontinentet, der har haft en ikke ubetydelig indflydelse på verdens gang. På godt, men særligt også på ondt. Samtidig et kontinent, hvor det nok ikke er en overdrivelse at hævde, at ikke så få europæere er ved at vågne op til en erkendelse af, at Europa ikke længere er verdens omdrejningspunkt, endsige retningsgiver. At der er brug for ændringer.
Europæerne
Forestillingen består af to akter og varer inkl. pause ca. halvanden time. Umiddelbart ikke længe for et værk, der er delt i to, men der er en mening med galskaben så at sige. Ud over at sælge de til forestillingen bryggede IPA øl i baren, som bestemt ikke er en dårlig idé, for de smager fremragende – af Europas koloniale fortid; lagrede som de blev på skibene til Indien. Første akt foregår i halmen i manegen med publikum bænket på kasserne omkring. Man sidder således med fødderne i manegen. Forestillingen indledes med en indspillet talestrøm, som jeg har svært ved at opfange ordene i. Men både ’Europa’, ’Entropi’, ’Bow ’og ’Arrow’ trænger igennem til mig. Muligvis fordi jeg på forhånd har læst forestillingsbeskrivelsen på Mute Comps. hjemmeside, hvori ordene også indgår. I manegen sidder de tre kvindelige og den ene mandlige performer. De indtager manegen på skift i soli, duetter og en trio. Iza Mortag Freund, der både er performer og musiker, trækker hen til sin pult på kasserne, hvorfra hun skaber en storladen, men også underspillet lydkulisse.
Den nye scene EUROPA på Refshaleøen. Foto: Søren Meisner.
Mute Comp. og manegen
Bevægelsessproget er brutalt, insisterende, prøvende og fuldstændigt blottet for forstillelse – kort sagt tydeligvis Mute Comp. Præmissen er simpel og fængende, og skiftene, mellem hvem der agerer, og hvem der passivt ser til, skaber en fin bølgende spændingskurve. Der er en stærk energi rettet mod fundamentet i fald og i træk, men også gennem de afsæt til hop, spring og løb, som jordforbindelsen muliggør. Det er tydeligt, at der er noget ægte på spil i performernes hårdhændede fysiske omgang med sig selv og hinanden. Associationerne får frit løb; en slåskamp på en vilkårlig europæisk markedsplads, en gladiatorkamp eller måske løvetæmmernummeret i et gammeldags omrejsende cirkus – men her med mennesker. I manegen og i halmen kommer Kasper Ravnhøjs koreografiske sprog virkelig til sin ret, og som publikum nyder jeg at mærke den karakteristiske råhed og intensitet i hans udtryk på helt nært hold. Nærmest magisk bliver det, når kombinationen af de utrættelige kroppe, de mange halmstrå, og den tørre jord resulterer i en altomsluttende støvsky, der får lyset til at dampe og sitre.
Kostumerne leder ligeledes tankerne hen på noget udefinerbart folkloristisk og absolut ikke dekadent. De skaber omrids af jordnære, hårdtarbejdende eksistenser. Bukser med seler, skjorter med oprullede ærmer, vide skørter og bare tæer. Holdt i en afdæmpet farveskala og med funktionelle detaljer som slidser i siden, der gør det muligt at bevæge sig. Også her ses et tydeligt æstetisk Mute Comp.-aftryk.
Rundt om manegen
Med anden akt giver placeringen i et kæmpe telt mening på ny. På instruks vender alle publikummer efter pausen ryggen mod manegen, der før var genstand for vores opmærksomhed, så vi sidder med udsyn til én af teltets fire sider. Hvor manegen i første akt gav bevægelserne en naturlig begrænsning og skabte et rum, hvor de forskellige fysiske synsvinkler betragtede de samme handlinger, åbnes der i anden akt for en decideret simultan koreografi. De fire performere fra første akt, der starter på hver sin side foran ’hvert sit’ publikum, suppleres snart af en horde af kroppe, der vælter ind igennem samme åbning i teltet, som publikum selv tidligere kom ind ad. Herfra accelererer begivenhederne i en overordnet bevægelse med urets retning i forskellige tempi og af flere eller færre kroppe ad gangen. Indimellem afbrudt af sekvenser, hvor f.eks. buer fattes, og pile affyres mod kæmpe skydeskiver, der giver fugleskræmselsagtige associationer. Eller af kortere bevægelsesfraser, der giver mindelse om pilgrimsfærd eller rituelt selvpineri.
Det usetes fokus
Ved ankomsten til teltet bemærkede jeg de tilsyneladende tilfældige ting, der stod rundt omkring. Nærmest placeret, som om ingen havde orket at flytte dem. I løbet af anden akt blev de gradvist taget i brug. Den sækkevogn med en trækasse, der stod ud for, hvor jeg satte mig, viste sig at indeholde et instrument. De indledningsvis uforståelige effekter blev for mig herved også et billede på alt det ’vraggods’, som Europa som kontinent, idé og fællesskab både er bygget på og forsøger at vriste sig fri af – fra ideologier til gamle ruiner.
Koreografien tillader, at man som publikum kan ’nøjes’ med at betragte det, der udspiller sig foran én og lade lydene fra de fire andre sider smelte sammen med det elektroniske og akustiske lydlandskab, der fylder hele teltet. Min nysgerrighed tillader mig dog ikke at holde mit fokus udelukkende på én side, når der også sker noget på de tre andre, selvom jeg retrospektivt set ville ønske, at jeg havde kunnet. Eller nærmere, at jeg havde haft lejlighed til at opleve forestillingen to gange med to forskellige perceptionsstrategier. For billedet, jeg fik, når jeg drejede hovedet, af de andre publikummers silhuetter i mørket, der tavst betragtede performernes vilde kampe med sig selv og med hinanden, var i sig selv smukt. Samtidig med at det gav urovækkende mindelser om et Europa, der tavst betragter omverdenens kampe og lidelser, også når de kommer helt tæt på. Måske så tæt, at de omkommer af det. Samtidig var der noget interessant i mine forsøg på konsekvent kun at betragte den side, jeg tilfældigvis havde udsyn til, for at få fornemmelsen af, hvordan personer, små handlingsforløb, stemninger og følelser passerede forbi mit blik, ind fra venstre og ud til højre. Og hermed samtidig acceptere, at alt det andet så at sige ’gik min næse forbi’.
Europas beskidte uskyldighed
Europas religiøse rødder, krige og fortsatte konflikter indfanges også fint, når performerne rituelt og tiltagende hektisk på forskellig vis renser sig med vand fra spande på gulvet for derved at ende desto mere smurt ind i det mørke mudder, som det tørre støv sammen med væden bliver til. Det er ikke sådan at slippe af med Europa. Midt i det hele bevæger den nærmest uskyldsrene sopran Nina Clausen sig igennem hele anden akt, cirklende omkring manegen med sin næsten overjordisk smukke sang, der, så vidt min ledsager kunne tyde, strakte sig fra gamle nordiske hymner til noget mere østeuropæisk og middelalderligt. Alle omkring hende bliver mere og mere mærket af sved, mudder, støv og gispende åndedræt, men hun fortsætter med at gå og løbe(!) med lukkede øjne igennem det hele, så hendes rene kostume til sidst virker som en næsten selvlysende kontrast til de andres. Som performer og karakter skiller hun sig selvsagt ud, både i sine bevægelser og med sin stemme, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at hun på sin vis er Europa, som Europa gerne vil se og huske sig selv. Utilsmudset, myndig, upåvirket af hændelserne omkring hende. Ikke ulig den fønikiske kongedatter Europa, der ifølge den græske mytologi på grund af sin skønhed blev bortført af Zeus, i skikkelse af en hvid tyr. At den rene sopran også slutteligt ender i mudderstøvet i Europa er måske ikke helt ulig kontinents beskidte forandring.
Fra forestillingen Europa. Pressefoto.
Entropi eller End-ropa?
Min ledsager udtrykte det ganske rammende, da hun påpegede, hvordan forestillingen og teltet til sammen skabte et billede på Europa som en konstruktion. Som noget, vi mennesker har fundet på og fortsat opretholder i teori og praksis. Den midlertidige konstruktion, som teltet udgør, og de tynde vægge, det er skabt af, er som Europa en afgrænset entitet. Teltvæggene dæmper omverdenen, ganske som Europas mentale og fysiske grænser søger at skærme af. Vi ved, at ’de andre’ er derude, vi kan høre dem, måske endda ane lysglimt fra dem gennem teltets sprækker, men herinde i teltet, her er der kun os. Hvem end det ’os’ så indbefatter. En observation, som forstærkes, når man betragter de performende kroppe. I en identitetspolitisk tidsalder giver meningerne, om hvilke kroppe der spiller hvilke karakterer i hvilke forestillinger og på hvilke steder, i sig selv anledning til slagsmål. Performerne i Europa forekommer mig i al deres etniske forskellighed at give en subtil kommentar til ideen om, hvem ’vi’ og ’de andre’ er. I og omkring manegen ses et både fortidigt og nutidigt billede på Europa, hvor mange folkeslag og etniciteter har bevæget sig rundt mellem hinanden i krig såvel som i fred.
At forestillingen er inspireret af blandt andet entropien, der i sin oprindelige græske betydning er en sammenstilling af ordene for ændring og vending, virker helt i tråd med det, der udfolder sig i cirkusteltet. For i en let omskrivning af forestillingsbeskrivelsen, så er det også et spørgsmål om et Europa, der er ved at genopfinde sig selv – eller måske et Europa, der er ved at gå i opløsning? Jeg sidder ikke tilbage med noget entydigt svar, og deri ligger måske forestillingens største styrke.
Europa, Refshaleøen, København, 12 – 26 september
Koreograf og idéudvikler: Kasper Ravnhøj, Mute Comp. Physical Theatre.
Komponist og livemusiker: Iza Mortag Freund.
Performere, dansere, sangere: Kasper Ravnhøj, Rasmus Bjørkvad, Thjerza Balaj, Iza Mortag Freund, Johanna Tengan, Nina Clausen og andre to- og firbenede europæere.
Stormen: Liv Lappi Grunnert, Jacob Schrøder, Bastian Laigaard Rasmusssen, Henna Holländer, Rasmus Hyo Cortzen, Louise Larsen, Ane Winding, Pil Rod, Emil Lietzen Houlind, Mikkel Mallow
Scenograf: Johan Kølkjær
Lysdesigner: John PG Jönsson
Produktionsleder: Jonas Borgensgaard
Koreografisk konsulent: Noora Hannula
Scenograf assistent: Ane Katrine Kjær
Koreograf assistent: Inga Maria Eyjólfsdottir
Producent: Annette Max Hansen
Betina Rex er cand. mag i dramaturgi fra Aarhus universitet og arbejder som freelance dramaturg og producent for forskellige danse- og nycirkuskompagnier