THOMAS ADÈS: THE EXTERMINATING ANGEL
Surrealistisk stemmefest i gådefuld opera
Af Lars Ole Bonde
Så nåede en af vor tids mest omtalte operaer frem til København. Engelske Thomas Adès har begejstret såvel publikum som sangere, musikere og anmeldere, siden han slog igennem med Powder her face i 1995. Han befæstede sit ry med Stormen i 2005, og Morderenglen fra 2016 er nu som den tredje Adés-opera gået ind i Operaens repertoire. Det er et kæmpeværk, som udover fuldt orkester (med mange specialinstrumenter og udvidet slagtøj) og stort kor har 15 store solistpartier og 7 små – foruden dansere og statister. Der er tale om en samproduktion med Salzburg Festspillene (hvor premieren fandt sted for 2 år siden), Royal Opera House Covent Garden i London og Metropolitan Operaen i New York, hvor den allerede har gået sin sejrsgang.
Fra film til opera
Det er et på alle måder ekstraordinært værk, ikke kun på grund af de store musikalske krav, som allerede er nævnt, men også fordi fortællingen er dyb og gådefuld og kræver meget af instruktør, scenograf og de øvrige ankerpersoner bag scenen. Det er også usædvanligt at basere en opera på en film.
https://video.kglteater.dk/exterminating-angel
Jeg er selv så gammel, at jeg har set Bunuels Morderenglen, da jeg var ung, og husker hvor stort et indtryk den gjorde på mig. Uden at have tjekket ved et gensyn mener jeg, at operaen følger historien nøje – og dermed stiller de samme vanskelige spørgsmål (gåder) til tilskueren: Hvad er det for en forbandelse, der hviler over rigmandspalæet, hvor værtsparret og deres 12 middagsgæster ikke er i stand til at forlade huset, da festen er slut, og ingen udefra kan komme ind? Hvordan kunne tjenerskabet vide, at der var noget skæbnesvangert under opsejling, som de måtte flygte fra? Hvad er det for en slags forfald, der rammer selskabet, så snart mad og drikke slipper op? Hvordan kan vi forstå ophævelsen af forbandelsen ved musikkens kraft, og hvorfor fornys forbandelsen til allersidst – med endnu større ubønhørlighed? Historien kan tolkes på mange måder – dybdepsykologisk, sociologisk, religiøst, politisk, eksistentielt – men det er en stor kvalitet ved operaen (som det var ved filmen) at den ikke selv peger på nogen bestemt tolkning.
Et festfyrværkeri af stemmer og arketyper
Med sin vilde, ekspressive musik og sit store tekniske mesterskab føjer Adès flere betydningslag til den i forvejen mættede fortælling. Det er en ”kollektiv-opera” – der er nemlig ingen hovedperson(er); alle partydeltagerne er lige væsentlige, og deres karakterer og udvikling tegnes meget tydeligt – med musikalske midler. Vi møder sådan set alle operaens typer (som Kasper Holten beskriver dem i sin nye Lille bog om opera), både stemmetyper – forskellige typer sopraner, alter, tenorer og basser – og ”arketyper”: primadonna-sopranen, den lyriske elskende sopran, den farlige sammensatte mezzo, den tragiske alt, den heroiske tenor, den anløbne bariton og den seriøse bas. Personerne er mesterligt castede musikalsk af komponisten, men slet ikke med operaens traditionelle midler: arier, duetter, ensembler, kor osv. – Jovist, de er der da, men på en særlig måde. I 1. Akt hersker der en lettere kaotisk stemning: hver person synger korte fraser, orkestret grimasserer, og stilarter afløser hinanden meget hurtigt. I 2. Akt dukker der endelig en slags arie op, men kontratenorens elegi (udtryksfuldt sunget af Morten Grove Frandsen) handler om at man ikke kan røre rundt i kaffekoppen med en teske! Lidt senere synger mezzosopranen (Hanne Fischer) til ”eget” flygelakkompagnement en skæbnetung ballade, og den døende bas synger en ultrakort afskedsarie, hvor han priser sig lykkelig for ikke at skulle opleve ”udslettelsen”. I 3. Akt sættes alle sejl til, og ”numrene” bliver meget længere. Koret kommer til og istemmer både kampsange og religiøse hymner. Vi får både en Liebestod – en meget smuk nøgenscene med en smertefuld, næsten Brittensk duet, dejligt sunget af Sofie Elkjær Jensen og Alexander Sprague – og en vanvidsscene, hvor den unge enke Silvia synger en vuggevise til hovedet af et af de slagtede får, som om det var hendes søn, storartet gestaltet af Sine Bundgård. Det store paradoks er operasangerinden Leticia, som netop ikke synger en arie efter middagen i 1. akt, men først til slut – hvorefter forbandelsen hæves for en stund. Til gengæld har Kerstin Avemo med stor ækvilibrisme afleveret sine afsindigt svære toneranker og usandsynlige toptoner i Leticias korte replikker, som emmer af primadonna og lettere hysteri. Alle de store roller er flot besat og som sagt godt castet: Gert Henning Jensen er i sit es som værten Nobile, den hasteindkaldte Sinéad Mulhern sikker som hans kone Lucia, Randi Stene rørende som den syge, lystne og hallucinerende Leonora, Wyn Pencarreg synger dirigenten Roc, Jens Søndergaard en flot, meget maskulin oberst, Paul Curievici er den depraverede opdagelsesrejsen Raúl, Simon Wilding den døende gamle Russel, og Simon Duus er den stakkels herskabstjener, der er ladt ene tilbage til at servicere herskabet.
Thomas Adès – en komponist der går til yderligheder
Det er ikke let at give en kort karakteristik af Adès musik. Den er nemlig stilistisk uhyre bredt favnende og i det meste af operaen præget af ironi og grimasser. Den glimrende dirigent Robert Houssart nævner i et interview, at musikken får ham til at tænke på Ravels La Valse, der er en slags meta-komposition om ”Valse-samfundets” undergang (en elegi for Verden af i går). På samme måde bruger Adès en lang række stilistiske koder, udover valsen fx ragtime, march og romantisk adagio, ligesom mange forskellige af fortidens komponister citeres eller genkomponeres: klavermusik af Maria Paradies i nøglescenen, Johann og Richard Strauss, Wagner, men allermest originalt og uforglemmeligt gamle Bach, hvis koralforspil Schafe können sicher weiden dekonstrueres og gennemsyrer den lange scene i 3. Akt, hvor de får, der skulle have været brugt i aftenunderholdningen, pludselig dukker op i huset – kun for at blive slået ihjel, stegt over åben ild og derefter spist. Det er en næsten morbid reference til fortællingen om den gode hyrde og Guds lam (ikke mindst her ved påsketid).
Karaktertegningen styrkes som nævnt af de tydelige gearskifter mellem akterne: efter den hæsblæsende 1. Akt, hvor hurtige skift spejler det overfladiske i konversationen og manererne, falder tempoet i 2. Akt, hvor flere af personerne begynder at mærke, hvordan de har det, og derfor har brug for mere tid, og i 3. Akt er vi næsten nede i normalt (langsomt) operatempo, og virkelig i følelsernes vold. Det er ret genialt struktureret af komponisten.
Gentagelsens forbandelse?
At forbandelsen blandt andet handler om gentagelsens tyranni og det at være slave af sine egne (dårlige) vaner og holdninger tydeliggør Adès musikalsk allerede i åbningsscenen, hvor gæsternes ankomst simpelthen gentages ’ordret’, hvilket signalerer at noget er helt galt fat. Personerne har meget svært ved at overskride sig selv og derfor ved at være ægte over for andre. Tragisk tydeligt er det med Doktor Conde – myndigt sunget af Sten Byriel – som repræsenterer rationalitetens stemme. Han stiller sågar en diagnose – Aboli (ubeslutsomhed, handlingslammelse) – som er meget rammende, men som ingen frigørende virkning har, ligesom hans mange forsøg på at få gruppen til at bevare sin værdighed mislykkes, måske fordi han forholder sig moralsk distanceret til tragedien. Doktorens indsigt og værtens offervilje er simpelthen ikke nok. På dialektisk vis er det bevidstheden om gentagelsen – og bruddet på den – der ophæver forbandelsen, da Leticia pludselig opdager at alle personer står præcis, som de gjorde den første aften. Herefter kan forløbet rekonstrueres og forløbet brydes, da hun – endelig – synger sin forløsende arie.
En forestilling i sikre hænder
Forestillingen er iscenesat af Tom Cairns, der også har skrevet librettoen sammen med komponisten. Det er meget sikkert gjort i et lydefrit samarbejde med scenografen Hildegard Bechtler, lysdesigneren Tim Deiling og videodesigneren Tal Yarden. Enhedsdekorationen består af en gylden væg i kongesiden, der indeholder garderobeskabe, gæstetoilet og andre skabe (og i 3. Akt forvandles til muren uden for palæet). Selve palæet er gennemskåret af en kæmpemæssig rumdeler eller døråbning, der i løbet af forestillingen drejer rundt, så vi ser interiøret fra forskellige vinkler. Med magiske lysvirkninger aner vi englens tilstedeværelse, og nattemørket falder over stuerne og inviterer personerne til hallucinationer – f.eks. en vandrende hånd, der som en kæmpeedderkop bevæger sig hen over døråbningen. Personerne er iført mere eller mindre tidløst festtøj, kjole og hvidt for herrernes vedkommende, flotte rober for kvindernes. Som nævnt har komponisten på forhånd ”iscenesat” personerne musikalsk, men Cairns forstærker karaktertegningen med sikker personinstruktion.
Robert Houssart dirigerer sangerne, koret og det meget velspillende Kongelige kapel med stor autoritet og en dyb indsigt i værkets mange kroge. Musikoplevelsen er utrolig mangesidig og klangbilledet konstant overraskende, ikke mindst fordi der indgår Wagner-tubaer, guitar, klaver, kirkeklokker og marchtrommer (fra en balkon i tilskuerrummer) i instrumentsortimentet, når der er brug for det, og det sjældne elektroniske instrument Ondes Martenot (som vi mest kender fra Messiaëns musik) bidrager til at skabe ganske surrealistiske klangvirkninger over lange stræk – man mærker englens nærvær.
The exterminating angel er en stærk oplevelse, måske mere rystende end rørende, om end der er gribende enkeltscener. Det er en moderne fuldblodsopera med alle genrens virkemidler sat i spil af en mesterkomponist, der samtidig vender operaen på vrangen med sin dybe ironi og postmoderne sammensætning af ellers uforenelige elementer. Det var dejligt at se mange yngre mennesker i Operaen denne aften. Jeg tror også dette værk (og denne opsætning) appellerer meget bredere end til operaens stampublikum.
Thomas Adès: The exterminating Angel (Morderenglen).
Instruktør: Tom Cairns
Dirigent: Robert Houssart – Korsyngemester: Steven Moore
Scenografi og kostumer: Hildegard Bechtler
Koreograf: Jonathan Lunn
Lysdesign: Jon Clark
Videodesign: Tal Yarden
Medvirkende sangere: Gert Henning-Jensen, Sinéad Mulhern, Kerstin Avemo, Randi Stene, Sine Bundgaard, Hanne Fischer, Sofie Elkjær jensen, Paul Curievici, Jens Søndergaard, Morten Grove Frandsen, Alexander Sprague, Simon Wilding, Wyn Pencarreg, Sten Byriel, Simon Duus, Magnus Gislason, Jens Christian Tvilum, Magnus Kjeldstad, Sara Swietlicki, Elisabeth Halling, Kyungil Ko, Arthur Zaharias Ulf Greve
Det Kongelige Kapel, Det Kongelige Operakor samt Dansere og Statister
Forestillingen spiller på Operaen fra 23. Marts til 6. maj.
Lars Ole Bonde, professor i musikterapi AAU. Musikhistoriker med speciale i opera.