Henrik Sartous sans for stilhed
Af Erik Exe Christoffersen
Anmeldelse af Mens det endnu er for sent. Et portræt af sceneinstruktøren Henrik Sartou. Redigeret af Mette Frank og Me lund. Frydenlund, 2016
”Alle mine forestillinger er sat i gang med en eksplosion, en voldsom udfarende bevægelse. Derefter følger en uddybning af årsager, tilfældet der førte til denne eksplosion eller en lignelse. For til sidst at tilstræbe en erkendelse, en egen accept. Altså et evigt tilbagevendende skrig og en efterfølgende ransagelse, besværgelse at tilstande og et afsluttet håb om vej og land efter eksplosionen”. Sartou, 1987.
Med denne næsten manifestagtige kunst-refleksion indledes Mens det endnu er for sent. Det er en antologi om og med den afdøde sceneinstruktør Henrik Sartou (1964-2005). Den er redigeret af forfatter Me Lund og skuespiller Mette Frank.
Det er en meget smuk teaterbog med en mængde billeder, programtekster fra Sartous forestillinger og uddrag af interviews foretaget gennem årene samt kommentarer og beskrivelser af en række teaterfolk. Det er ikke en personlig biografi, men bogen skaber gennem en række fagfællers bidrag omridset af en kunstnerisk profil og et kunstnerisk familieskab. ”Familien” består blandt andet af skuespillerne Bodil Jørgensen, Olaf Johannesen, Jesper Langberg, forfatter Peter Laugesen, instruktørerne Claus Flygare, Klaus Hoffmeyer, Kirsten Dehlholm, Staffan Valdemar Holm, scenografen Jesper Corneliussen. Alle er det personer, som havde et nært samarbejde med Sartou.
En mosaik
Hvad er det for et billede eller profil af Henrik Sartou bogen tegner? Ud over Me Lunds forord er der ikke tale om en sammenfattende analyse. Der er i høj grad tale om divergerende fragmenter, og jeg skal ikke gå ind på de enkelte, men jeg mener der er en gennemgående rød tråd, som måske bedst kan sammenfattes som Sartous personlige teaterpoetik. Personligt havde jeg et ringe kendskab til Sartou og har kun set to-tre af hans iscenesættelser. Den følgende rekonstruktion baserer sig på bogens informationer, men er i sagens natur min fortolkning.
Sartou er født i 1964 samtidig med dannelsen af teaterensembler som Odin Teatret i Norge og Le Théâtre du Soleil i Frankrig. De har det til fælles, at den kunstneriske søgen ikke retter sig mod det man ved, men mod det de ikke ved. Og det er på en måde en tilgang til den kreative proces Sartou arver. Sartou længtes desuden mod ensemblets mulighed for fordybelse både i den enkelte prøve og i det langstrakte udviklingsforløb. Nysgerrighed er lige med risikoen for at falde og det tager tid at komme på benene igen.
1964 var også året hvor Silkehud af den franske instruktør Francois Truffaut havde premiere. Det var med til at definere den nye franske filmbølge og et nyt filmsprog, hvor nærbilledet, den særlige kameravinkel og den sanselige tematik var i fokus. Egentlig var det filmen Sartou brændte for, men det var ikke muligt for ham så han forsøgte at overføre et filmisk sprog til teatret.
Alle bidragsydere i bogen er tydeligvis enige i, at Sartou var en ener i samtidsteatret. Som 20årig satte han det første stykke op og efter uddannelsen som instruktør fra Statens Teaterskole i 1990 blev hans afgangsforestilling opført på det Kongelige Teater. Herefter gik det med en rivende strøm af forestillinger på alle mulige scenen: Aarhus Teater, Ålborg Teater, Folketeatret, Det kongelige Teater, iscenesættelser i radioen og ikke mindst en række forestillinger med Mammutteatret. Det var iscenesættelse af tekster af Artur Miller, Jean Genet, W. Goethe, B-M Koltés, Henrich von Kleist, Arthur Rimbaud, Magnus Dahlström, Kaj Munk, Morti Vizki, Hjalmar Söederberg, Rainer Fassbinder, Peter Laugesen og Sven Holm for nu at nævne en god håndfuld. Samtidig skal det understreges at Sartou var modstander af tekstens dominans i teatret. Det afgørende for Sartou var det sceniske partitur af lys, rum, gestik, lyd, bevægelsesmønstre, pausen, det visuelle billede og tilskuerhenvendelsen.
Auteur-instruktøren
Henrik Sartou var en auteur-instruktøren med særlige kunstnerisk stil, særlige tematiske valg og en særlig tilgang til den kreative proces og samarbejdet med skuespillerne. Han var romantiker og temaet var kærligheden og begæret efter lyset og livet. Derfor dyrkede han pathos og det tragiske i teksten og ordet, i det skulpturelle lys, i rummet som et sakralt sted og i den nøgne ritualiserede bevægelse. Det indbefattede også en særlig tæt og intim relation mellem skuespilleren og instruktøren, som skuespilleren Bodil Jørgensen forklarer:
Sartou var ”en instruktør, som tør trække sine skuespillere med sig hen til et helt særligt sted, ind i et univers, hvor man tør mere, end man egentlig troede, man turde. Henrik kunne få én til at føle, hvor meget man betød for forestillingen – man vidste staks, at man ikke skulle udleveres, at det ikke var billigt effektmageri, men simpelthen et spørgsmål om liv eller død. Og derfor gik man trygt og nysgerrigt med. Selv når man skulle strippe.” Bodil Jørgensen, s. 125.
Sartou efterlyste hengivenhed, modet til at stå ved sin lyst og modet til at kaste sig ud på dybt vand. At bruge mørket for at skabe længslen efter lys hos tilskuerne.
Det han søgte var en særlig forhøjet intencitet, en form for patos som ikke må forveksles med frygt, skrig, råb og vild bevægelse. Tværtimod søgte han den overraskende stilhed, pausen eller maksimal spænding i ubevægelighed. Det er teatrets nærbillede.
”En skuespiller behøver ikke at stå og slå ud med armene hele tiden og rulle med øjnene og rulle med hovedet. Pauserne er gode nok, fordi de er så fyldte.” Sartou s. 64.
Teater som et mørkekammer
Teater er et sted og et øjeblik, hvor vi ser og ser hinanden i øjnene. Sådan kan man måske fortolke Sartou. Vi modtager via vores forskellige sanser en mængde informationer som bearbejdes selekteres og fortolkes ud fra forestillinger om virkeligheden. Det betyder at vi ikke blot modtager virkeligheden via sanseimpulser, vi konstruerer også virkeligheden ud fra en forventningshorisont.
Og det er ifølge Sartou teatrets funktion at eksperimentere med nye forestillinger om virkeligheden. Ikke for at efterligne virkeligheden, men for at udfordre forventningshorisonten, afspore, forstyrre, chokere og destabilisere etablerede forestillinger om virkeligheden.
”Man kan bruge mørket på teaterscenen til at frembringe længslen hos publikum. Det mener jeg er en stor nødvendighed, sådan som verden tager sig ud i dag. Netop her har teatret sin store berettigelse. Og ikke mindst sin mest fornemme opgave.” Sartou s. 58.
En af de afgørende metoder til at destabilisere tilskuernes sansning er ved at standse tiden og bevægelsen og skabe en uventet form for stilhed, pause og tilbageholdthed. Det er Sartous metode.
Det kan være ved at skabe en isolationen af en legemsdel, en kropslig ubevægelighed at tilskueren gribes. Formmæssigt var det det frontale billede som så at sige rakte hånden ud mod tilskueren og med et sidelys fik skuespillerne til at fremstå som levende statuer på en mørk baggrund. Sartou overførte elementer fra filmen til teatret: Isolation i form for nærbilledet på film skabte en teatralitet i kraft af mellemrummet og stilheden i et øjeblik:
”Det spændende ligger jo i mellemrummet mellem noget der lige er sagt, og det som skal til at siges.” Sartou s. 289.
Teksten fødes af mørket og derfor er processen vigtig. Metoden er på en måde negativ. At afstå og at vente på nødvendigheden.
”Lad os bruge hele teatermaskineriet på de gamle teatre, trække i håndtagene, så der kommer engle ned fra loftet og sære ting op fra gulvet. Jeg er sikker på, at teatret kan give os riterne tilbage.” Sartou s. 89.
Fire Walk with me
Titlen Mens det endnu er for sent er hentet fra den franske film, De elskende på Pont Neuf skriver Me lund i et personligt forord. Den var Sartous yndlingsfilm og hentyder til oplevelse af et tab: det er endnu for sent. Det er en lidt underlig vending som antyder at det først er i tabet det bliver muligt at sanse livet. Det gælder således måske også tabet af Sartou selv – selvom det er for sent kan man mærke tabet. Med bogen kan man mindes den form for kunstnerisk inspirationskilde og kraft som Sartou stod for. Og det er sådan bogen virker ved læsning.
Bogen får mig til at gentænke en virkelig vellykket dag i 1995 med Sartou på Dramaturgi i Aarhus. Det er et par og tyve år siden, men strengt tages huskes det, som var det for nyligt. Vi havde inviteret ham til at komme og arbejde med en scene fra Tjekhovs ”Mågen” som en slags arbejdsdemonstration. Det var scenen med den unge Nina, som drømmer om at blive skuespiller. Hun optræder i Treplevs stykker på godset på den tomme scene med udsigt til søen, hun afbrydes og latterliggøres af de forsamlede tilskuere. Det gennemgående tema i forestillingen var på trods af denne ydmygelse teatrets nødvendighed, som også var Sartous, fremgår det med al tydelighed i bogen. Det var en nødvendighed, som også blev til en fysisk og psykisk nøgenhed. Og igen kunne man tale om undladelsen, ubevægeligheden som en central negationens metoden: at afvente i stedet for at forcere.
Et livsbekræftende teater
Sartou havde svært ved, at få den nødvendige tid til at komme til bunds i sine egne ideer, fortæller han i bogens sidste fragment, en ansøgning til Kunstfonden fra 2004. Det blev hans sidste opråb om støtte til en form for kunstnerisk stilhed og mulighed for en opsamling af ideer så de ”kan blive stående”. Sartou s. 191. Det er så det bogen forsøger at råde bod på, inden det er for sent og alt er glemt.
Måske minder det om Antonin Artaud (1896-1948), som i sin bog Det dobbelte teater (1937) kom til at pege på den kunstnerisk og kreativ kraft, der ligger bag eller mellem ordene. I det hele taget forekommer Sartou at være inspireret af Artaud og dennes drøm om et nødvendighedens teater: Et livsbekræftende teater.
Sartou spændte bredt og var inspireret af Twin Peaks og drømte om at iscenesætte musicalen Sound of Music. Lad mig slutte af med endnu et manifestagtigt udsagn og i øvrigt anbefale syn eller gensyn med Henrik Sartau:
”Jeg tror, at man kan anvende det patetiske til at ophæve den intellektuelle realisme og i stedet finde et følelsesmæssigt scenisk sprog. Jeg drømmer helt enkelt om at nå frem til den form for kommunikation, der findes i damebladene. For mig er det en glæde at kommunikere ved hjælp af følelser. Der findes i dag, ikke mindst i teatret, alt for lidt plads til kærligheden og tårerne” Sartou s. 105
Fra Hotel Pro Formas: jesus_c_odd size, 2002, hvor Sartou spillede Judas i Kirsten Dehlholms isccenesættelse.
Erik Exe Christoffersen, lektor ved Institut for Kultur og Kommunikation. Underviser i dramaturgi og Teaterproduktion