Den sidste bølge
Aarhus Teater
Af Janek Szatkowski
Rejsen til Mars
Det begynder med tre mennesker på en tømmerflåde, eller rettere på en ”grøn ø” midt i et sort univers. Solskoldede danskere under blå himmel, bølgeskvulp, og billige campingstole. I en række sekvenser, adskilt af en lille klokkelyd, fortæller de to mænd, ’xx’ og Samuel (Bue Wandahl, Kristian Hetland) og en kvinde, ’yy’ (Mette Døssing) om, hvor utrolig godt det hele går. Fra beskæftigelse, indkomster, og kønsdele, det hele er bare blevet større og bedre. De tre figurer veksler mellem nok så forskellige, men genkendelige, tekstuniverser, hvor man som tilskuer bringes fra oplæsninger af stillingannoncer, der udleverer det kunstigt oppustede virksomheds sprog, og udstiller det i dets frasefyldte tomhed, til quizzen fra ”Alt for Damerne”, der som en anden selskabsleg spørger til om man helst vil dø ved at blive bidt af en haj eller drukne i Middelhavet. De to, der svarer sammen, er meget hurtige til at afgøre sig, men ved spørgsmålet om de helst vil have en iPhone eller en android, går de i lang timeout og intense forhandlinger, før de kan svare. Se dét er et spørgsmål, der kræver omtænksomhed. På den måde springer teksten mellem forskellige niveauer og vinkler, alt sammen båret af en skæv ironisk humor. Kristian Hetlands ansigt viser en stor omskiftelighed, Bue Wandal er nærmest dead-pan gennem hele forestillingen, og Mette Døssings ansigt kan, selv i strålende smil, ikke skjule små grimasser, der dækker over den konstante indre uro. Det er sådanne skuespillermæssige færdigheder, der er absolut nødvendige, når figurerne ret beset er reduceret til ”talemaskiner”. Det får instruktionen (Johan Sarauw) vældig godt fat om, og arbejder med en veltænkt minimalisme i udtryk og i virkemidler. Her hjælper scenografien (Ida Grarup Nielsen) godt med, som en stringent tænkt dynamisk medfortæller.
Første delen af forestillingen er på den måde båret af de mange skæve humoristiske og smertelige vinkler på vores fælles angst, fremtidsfrygt, og krisebevidsthed. Ind imellem er der plads til lidt mere patos, hvor længslerne kommer frem i små monologiske brudstykker om hverdagslivet: at smøre en bolle til sin datter i køkkenet, mandag morgen, eller manden der er sendt på helse-kur af sin kone, og som starter alle sine sætninger med ”mine kone siger”, eller konen, der må have sovepiller, for ikke at mærke noget. Hvad stiller man op overfor denne konstante udfordring som samfundet synes at kæmpe med, men som man som enkelt individ står magtesløs overfor? De konstante udfordringer, en aldrig ophørende irritation, der nager samvittighed og selvværd. Skulle man ” tage billetten”?
I et velkomment brud, rydder Samuel denne lille grønne ø for alt dens ferie/camping/sommerhus gejl, smider de to andre overbord fra tømmerflåden, og åbner en ’gave’, nemlig et plastik telt, nårh nej, en rumkapsel, der kan føre ham til Mars! I et velscenograferet mellemspil følger vi astronauten på den ni måneder lange færd gennem det sorte univers. Et nyt herligt skift sker ved landingen på Mars. Her afslører scenografien at den røde Marsplanet viser sig at være vældig indstillet på en emigrations bølge (den sidste bølge?), for et stort skilt med WELCOME vender mod bagscenen, små røgkanoner sender dampe op i forskellige farver, og en stemme i højtalerne byder astronauten velkommen. Samuel indretter sig med rumkabine, dørmåtte, campingstol, grøn plante og Aarhus Stiftstidende. Han styres gennem hverdagen af klokkeklang og Mars-stemmen. Dagen er velstruktureret, inklusiv Mars-bil, til udflugter i ”friheden”. Så meget hurtigt afsløres det, at flugten til Mars bliver til et overordentlig kedeligt og forudsigeligt liv. Vi møder et par meget nuttede Marsbeboere, en mand, der ud over den gule heldragt, dog bærer de samme tennis-sokker, som den jordiske skikkelse. Og kvinden, de samme sandaler. De taler (voice-over, med ’musestemmer’), endnu et fint greb i instruktionen, der på den måde sætter ekstra fokus på marsboernes forskellige kropslige udtryk. De spørger interesseret til Samuel og hans liv på jorden, og hvorfor mon, det gik så galt? Til og med et citat fra Adam Smith om at overbefolkning fører til sult og sult til folkevandringer, bliver der plads til. Forestillingen insisterer på at Mars-livet, endnu en rejse ud i det ukendte, ikke er nogen løsning. Det var med rejsen ud i det ukendte, at ’globaliseringen’ begyndte: med europæisk udforskning af uanede kontinenter på planeten, men den holder ikke længere. Vi er nået til en økologisk grænse. Årene går og Samuel vil tilbage til Jorden, og alt det han savner, men det kan han ikke komme. Han må dø på Mars. Som en anden tragisk helt, ender Samuel slået, men konfetti-bestrøet.
Et dramaturgisk problem: Når løsninger og sandheder ikke ligger lige for… hvad så?
Forestillingen er som sådan ganske helstøbt, fine præstationer af alle de medvirkende lys, lyd-designere inklusive. Og så må jeg alligevel bemærke, at alt dette sympatiske til trods, så løfter det sig aldrig helt. Teksten er skrevet af Aarhus Teaters husdramatiker Peter-Clement Woetmann, der i sin første forestilling ”Brødre”, viste sit sproglige vingefang, en uræd tilgang til vanskelige spørgsmål, der også tillod holdninger at skinne igennem. I Den sidste bølge, den svære toer, er det som om teksten vil have så meget med, vil more os, men samtidig gøre os opmærksom på, at enden er nær, at de mange variationer og afviklingen af Mars-rejsen som umulig, spænder ben for sig selv. Det er et centralt, dramaturgisk problem vi står overfor: tilskuerne ved det godt: den ”Økologisk krise” er et faktum. Og vi har frustrationerne helt ind på livet, hver dag. Hvordan angriber teatret den situation? Forestillingen taler til et publikum der, med mindre de har sovet usædvanligt længe, allerede har opdaget at problemerne er så omfattende, at ingen indlysende løsninger tilbyder sig.
Jeg mener ikke at teatret skal tage det på sig at servere løsningerne. Men jeg efterlyser at teatret trænger dybere ind i paradokserne, tør vise os, hvordan paradokser kun kan opløses ved hjælp af nye paradokser, der forskyder det paradoksale: det er blandt andet det kunsten kan. Kreativiteten, der skal til for at opfinde de nye paradokser, der viser os det hele fra en anden vinkel. Her savner teksten det, der skal til for at vi som tilskuere kan opnå en ny faldhøjde, hvorfra vi kan se samfundets og kulturens uheldige sammenspil og flugtmekanismer. Faktisk risikerer forestillingen imod sin intention at blive en ny lille flig af tildækningernes slør. Peter-Clement Woetmann iagttager verden i dag, og han iagttager hvordan hans medmennesker iagttager. Det gør han på mange måder kærligt, humoristisk og med en sympatisk medlidenhed. Det er bare ikke nok.
Mellem det specifikke og det universelle
Publikum oplever i denne forestilling, hvordan den økologiske krise peger på en lang række temaer, der krystalliserer sig omkring denne krise. Disse mange temaer, er spundet ind i dramaturgi der monterer tekstbidder, og bygger på en klassisk hjem-ude-hjemme struktur. Dramatikeren har valgt en dramaturgi, hvor skuespillerne primært er bærere af tekster, mere end nogen, der skal repræsentere figurer på scenen, med psykiske og fysiske dybder og med interne konflikter. Videre ser jeg en dramaturgi, der bruger en klassisk hjemme-ude-hjemme narrativ logik, om end med det tvist, at ’ude’ viser sig at være en forvrænget udgave af hjemme. Samuel kommer ’hjem’ ved at rejse ud.
Hvad er det så disse figurer siger, hvori består tekstens greb? Replikkerne formulerer positioner, holdninger og oplevelser, der i udstrakt grad, for mig som publikum, repræsenterer noget let genkendeligt fra hverdagslivet (det er specificiteten i forestillingen), men i ophobningerne, gentagelserne, forskydningerne henviser teksten også til en større, bagvedliggende samfunds krise, der er med til at skabe uro, irritation, angst og desperation (heri forestillingens mere universelle ambitioner). På den måde sammenstiller og udstiller teksten en rådløshed, samtidig med at dens dramaturgi koketterer med kendte strukturer, og ironisk udspiller den håbløse idé om, at vi bare kan rejse til andre planeter, hvis det går helt galt. Jeg ved ikke hvor mange blandt publikum, der føler sig overbeviste om en sådan strategi. Vi er nok mere optagede af at civilisationer og kulturer har det med at dø ud. Vores er jo endnu ung, og dens sejerstolte tro på viden, har medført en evolutionshastighed i et tempo så højt, at vi ikke længere kan følge med, vi aner ikke, hvor vi er på vej hen! Til Mars? Der er, som bekendt ifølge Johnny Madsen, ”lidt koldt, bevar’s”.
Uvidenheden i videnssamfundet.
Vi ved ikke, hvad fremtiden vil bringe; vi kan ikke vide det. Det er denne uvidenhed forestillingen kommunikerer. Det betyder, at forestillingen legitimerer en kommunikation af uvidenhed. Det er det positive træk. Som tilskuer bliver jeg mindet om alle de temaer, der krystalliseres omkring vore afgrundsdybe uvidenhed, som vi er så vældigt vidende om. Dette paradoks er resultatet af, at vores viden om verden, det vi kalder ’realiteten’ strømmer os i møde med enormt omfang: gennem medier, internettet, hverdags-oplevelserne af samtidighed. Dette sker alt sammen lige nu. Også det, der i teksten illustreres gennem en desperat klyngen sig til nuet: ”vi har det godt, vi elsker vores børn, kærligheden er det største’ der hele tiden konfronteres med den samtidige, uendelige flod af katastrofe meldinger. Vi har gennemskuet erhvervslivet afskyelige og selv-oppustende jargon, medicinindustriens pille-mirakler, det politiske systems afmagt. Problemet består i, at jeg, som tilskuer, sidder med fornemmelse af, at dette ved jeg godt, jeg har set og hørt det før. Det betyder af forestillingens kommunikation af denne ’velkendte’ kommunikation må overraske mig, for at jeg kan få en ny information. Tvistet med udrejsen til Mars peger også på en fra vores samtid genkendelig illusion om, at menneskeheden kan redde sig ved at tage andre planeter i brug. Der skal en anseelig portion uvidenhed til at tro på denne løsning. Vi forstår jo nok, at det er den samme holdning dramatikeren lægger for dagen. Her kommer så problemet for teksten: Lige så meget jeg påskønner ideen om at pege på den økologiske krise som vores samfunds ’omverden’, lige så forståelig dramatikerens fralæggen sig autoritet som videns-bærer er, lige så forudsigelig og svag bliver forestillingens klangrum.
Det ligger i flere forhold: gennem teksten holdes der fast i en ’lille’ humor, vi ler medvidende flere gange, og i den dramaturgiske leg med hjemme-ude-hjemme fortællingen monteres også en ironisk position. Er det en kyniker der iagttager? Eller er de momenter af patos, der skaber identifikation med de ’små’ glimt af nærhed og kærlighed, boller der skal smøres, kærtegn der skal gives, med til at investere i en tro på medmenneskeligheden? Her folder tekstens problem sig ud: vi har ikke længere ’sikker viden’, autoriteter betvivles, vores fremtidsdrømme er, som i forestillingen, klart præget af, at vi så udmærket godt ved, at den fremtid, der (måske) vil komme ikke på nogen måde vil være identisk med den fremtid vi i dag forestiller os. Men hvis det er rigtigt, at viden ikke længere er garanti for fremtiden, hvis vi må acceptere at det netop er uvidenheden, der er vores problem, hvad er det så egentlig vi har indset? Det forbliver forestillingen tavs om. Men kan man forlange, at forestillingen skal have en mening om det? Der er, sådan som denne tilskuer oplever det, i den grad brug for at kunsten tør noget her. Hvordan kunne en mulig variation af et svar se ud: først og fremmest betyder vidensamfundets uvidenhed, at vi må indse, at den sociale uro ikke længere skyldes de individuelle, intersubjektive relationer. Det berører forestillingen ved i sin form at afstå fra en klassisk mimesis. Den sociale uro og konstante irritationstilstand skyldes, at samfundet ikke længere er i stand til at vide, hvordan dets evolution påvirker den økologiske sfære, der er samfundets omverden. Spørgsmålet der rejser sig, er derfor: hvordan bliver samfundet i stand til at leve med uvidenhed og dog handle? Dette problem nærmer teksten sig kun antydningsvis gennem legen med Mars. Men det nye univers, der folder sig ud i forestillingens sidste del, er allerede fra starten fastlåst i en tolkning. Mars er som en anden forlystelsespark, bare en reproduktion af det vi allerede kender. Der er ikke plads til noget eksperiment, en afsøgning af Mars-universets muligheder. De er på forhånd låst.
Paradokset: en vidende uvidenhed – og aktuelle afparadoksalierings-strategier
Derfor sidder denne tilskuer tilbage med et spørgsmål: Kunne teksten ikke arbejde med et forsøg på at identificere, hvad er fordelen kunne være ved at vi HAR identificeret den økologiske ’gæld’ vi sidder i til op over begge ører? Hvad er fordelen ved at afdække og tematisere det økologiske problem? Måske at give os billeder af, hvordan samfundet håndterer uvidenheden? Der er ingen tvivl om, at kunsten har indset og været en vigtig bidragsyder til at tematisere problemet. Så kan man vælge at distancere sig selv fra problemerne ved hjælp af ironi og sarkasme, eller, og det er meget værre, man kan se hvordan det giver anledning til en ny opblomstring af skrig på konsensus: vores ihærdige jagt på stil/mode fx (forestillingen giver flere eksempler), der giver sig udslag i at vi bliver slaver at ’mode’ er det, der ikke imiterer noget andet (altså en dyrkelse af afvigelserne), og så bliver det dette moden imiterer. Vi genkender det i vores kultur som et fænomen, der påvirker alt fra tøj, livsstil til intellektuelle strømninger og kunsten selv. Vi er ved at drukne i præ-fixer: post-,neo-,bio-, eco- osv. Fænomenet er blevet medium for evnen til at skifte tema (det, der bærer hele første del af forestillingen). Kommunikationen af at temaer forandres konstant, er med til at øge irritabiliteten i samfundet og til at trække kompleksitet ud i tid. Nogen kan værge sig mod dette ved at tage afstand fra moderæset, men det bliver jo også en stil.
Så kan man reagere ved at gøre det klart, at man ikke ønsker at pådutte nogen noget. En slags diskretionens kommunikation: vi vil ikke ændre på nogens bevidsthed i forsøget på at opnå en gensidig forståelse, de skal ikke omvendes, eller forandres på nogen måder. Alle fungerer som repræsentanter eller udsendinge, og de skal blot alle have den samme information. I tilfælde af dissensus, må man tilstræbe at finde det, alle kan enes om, så våbenstilstand kan opnås. Men er det nu nødvendigvis en god strategi? Jaques Rancière, mener det er bedre at stræbe efter dissensus. Heri ligger kraften til at flytte noget. Det løser desværre sjældent problemet, for et hyppigt modtræk er at sørge for at møde dissensus med kommunikation baseret på moralisering. En sådan kommunikation ser vi forfærdende meget af i denne tid: fra Trump og May til Erdogan og Orban. Nationalistisk, isolationistisk, og moralsk: I deres kommunikation er det klart, at der skelnes mellem de ’estimerede’ nemlig de inkluderede: os, og de andre, der ikke besidder de ønskede kvalifikationer og forståelser, og som derfor må ekskluderes. Det får i sidste ende enhver kommunikation til at bryde sammen. Hvis man vil udelukke, må det betyde at man besidder den nødvendige viden, til at skelne mellem de moralsk gode, der skal inkluderes, og de onde, der skal ekskluderes. Her er det ikke nok, at vores marsmand efterligner en Trump hånd-gestik. Det er for lidt.
Men må den farlige moral nødvendigvis være konsekvensen af, at vi erkender uvidenheden? Vi bruger moralen til at immunisere os selv overfor beviserne på uvidenheden. Hvis en holdning ikke nødvendigvis er den rigtigste, så er det i hvert fald den, moralsk set, bedste. Hvis moralen kommer ind i kommunikationen er det oftest et symptom på, at den, der har ytret sig, ikke er i stand til på anden måde at gøre sig selv forstået på det givne område. ”Min kone siger at jeg bør…”, som den stakkels mand siger, underlagt konens moralske domme. Vi ser her teksten give os et glimt af, hvordan en moralsk kommunikation fremtvinger overdrivelser, og det er ikke fremmende for forståelsen. Vi nærmer os nu, endelig, den sidste indvending:
Kulturen, der ikke tør se paradokset i øjnene
Man kan med fuld ret spørge sig selv og alle andre, hvordan vi udholder denne samfundsmæssige tilstand? Tøvende kunne man svare: det ligger i kulturen. Dette er ikke stedet til en lang udredning om kultur som et skamløst misbrugt begreb, men blot for forståelsens skyld: siden slutningen af det 19 århundrede er kulturbegrebet blev fortyndet og udvidet i en stadig bevægelse ’nedad’ fra det i slutningen af 18 århundrede blev et refleksivt begreb, der muliggjorde sammenligningen mellem kultur og civilisation, eller mellem kultur, natur og teknologi, er vi nu nået til et nulpunkt, hvor selv kroppen kan have en ’kultur’. Det er som om begrebet kultur peger imod, at vi alle leder efter en identitet (vores personlighed, selvet vi skal realisere), og det fører uvægerligt til ideer som gamle Goffmann fandt på i slutningen af 1960’erne: ”The Presentation of Everyday Self” om hvordan vi bedst klarer social kommunikation of ”framer” vores identitet. Kulturen er ikke længere kun rammen om det at overraske og blive overrasket, men meget tyder på, at det nu må ske i form af ”chok”-rystelser. Moderne kunst har været storleverandør af eksempler på dette, men medierne og politikken følger godt med. Kulturen i dag er blevet rigtig god til at håndtere paradokser. Vidende uvidenhed er et af dem. Og er forestillingen Den sidste bølge med til det?
Hvis kulturen hjælper os med at udholde paradokser relateret til økologisk krise, så er det et samfund godt på vej til at destruere sig selv, men det gælder jo også for individet: nemlig paradokser som behovet for at udvide vort subjektive rum og frihed samtidig med, at vi indser hvor markeds-afhængige vi er, hvordan vi leder efter vort personlige udtryk samtidig med, at vi er klare over, hvor standardiserede vores ’egentlige’ adfærd er, vores øgede evne til selv-refleksivitet samtidig med erkendelsen af, hvor fremmed-styrede vi er. Kulturen synes at hjælpe os med at udholde disse paradokser, sådan at vi kan holde en rimeligt plausible og stabile identiteter kørende for en stund. Men netop kun for en stund.
Livet som organisk, økologisk system er robust, det er vores bevidsthed som psykisk system også. Nogle protesterer og hævder, at uvidenhed ikke må forhindre os i at handle, vi kan ikke vente længere. Det er også råbet under denne forestilling. Vi lever i en bekymrings-kultur, kultiverer angsten, så at sige, i vores søgen efter mulige mål. Når vi mon nogensinde frem til en kultur, hvor samfundet kan handle ud fra en fælles ikke-overbevist forståelse – forståelse på trods af uvidenhed?
Tekst: PETER-CLEMENT WOETMANN
Iscenesættelse: JOHAN SARAUW(Studerende ved Den Danske Scenekunstskole)
Scenografi: IDA GRARUP NIELSEN
Medvirkende: CHRISTIAN HETLAND, BUE WANDAHL, METTE DØSSING
Janek Szatkowski er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Dramaturgi