Syuzhet-kompleksitet, unaturlige narrativer
& andre dramaturgiske mærkværdigheder
Af Kirstine Lilleøre Christensen
Er det muligt at beskrive unaturlige narrativer, hvor kompleksiteten udelukkende knytter sig til den dramaturgiske struktur (her kaldes et syuzhet-kompleks narrativ)? Og kan disse betragtes som en selvstændig form for narrativer, der har kendetegnende virkemidler og greb? Dette essay er et glimt ind i den forskning, som beskrives i det fulde speciale, som netop har søgt at beskrive syuzhet-kompleks narration samt at argumentere for, at denne adskiller sig fra andre former for unaturlig narration. Specialet bærer desuden undertitlen “Studier i værker af Nick Payne og Christopher Nolan”. Disse værker er stykket Constellations fra 2009 af Nick Payne og filmen Memento fra 2000 af Christopher Nolan.
Værkerne udgør afsæt og referencepunkt i specialets undersøgelse og analyse af komplekse narrativer, men analysen af disse kan desvære ikke rummes i essay-format. I stedet fokuseres der i nærværende speciale-essay på begrebet syuzhet-kompleksitet og argumentation for nødvendigheden af dette begreb, hvilket er fremkommet i løbet af specialets undersøgelse af case-værkerne, komplekse dramaturgier, og unaturlige narrativer.
Specialets udgangspunkt har været, at undersøge kompleksitet i narrativer med en særlig interesse for den dramaturgiske struktur og narrativets syuzhet. Det vil sige værker, hvor den dramaturgiske struktur er opbygget fremmedgørende med en kompleksitet, der ikke nødvendigvis giver sig udslag i narrativets fabula. Udgangspunktet for denne udforskning er en sammenlignende dramaturgisk analyse af de to case-værker, med fokus på, hvordan værkernes tematikker kommer til udtryk i den dramaturgiske struktur. Spørgsmålet, der motiverede denne interesse, omhandlede, hvorvidt et syuzhet kan kommunikere i sig selv via en markant afvigelse fra normen og dermed tydeliggøre tematikkerne og den overordnede fortælling i værket som helhed. Interessen er ikke for hvad narrativernes udsigelse er, da analysen forholder sig mere strukturalistisk og narratologisk til værkerne og begreberne med fokus på de dramaturgiske virkemidler og mønstres struktur. I undersøgelsen af komplekse narrativer har det narratologiske begreb og forskningsfeltet om ‘unaturlig narration’ været et vigtigt skridt på vejen, hvor der er meget at hente. Dette essay-format kan dog ikke rumme en tilfredsstillende beskrivelse heraf og derfor må det blive ved denne anbefaling.
Constellationes er et teaterstykke om karaktererne Roland og Marianne og forskellige møder mellem dem. Alle scener gentages i flere versioner, som flere gange står i kontrast til hinanden. Stykket er opbygget med en fragmenteret dramaturgi, hvilket forsager pludselige skift gennem hele stykket, selvom der generelt er en kronologisk orden i den overordnede fortælling. I Memento har protagonisten Leonard mistet evnen til at danne nye minder og glemmer derfor hændelser efter nogle minutter. Leonard er på jagt efter sin kones morder, men bliver undervejs manipuleret af både andre og sig selv. Filmens primære scener vises i omvendt rækkefølge, hvilket forvirer publikums forståelse af fortællingen, mens der er korte indskudte klip fra fortællingens kronologiske begyndelse. Kronologien er formet så filmen begynder ved fortællingens begyndelsen og slutningen og ender i fortællingens midte. Det perspektiverende værk Heart’s Desire af Caryl Churchill arbejder ligesom Constellations med gentagelser og flere versioner. Forskellen er, at det her er den samme situation der afbrydes og startes forfra stykket igennem. Værkerne blev valgt grundet deres fællestræk som komplekse narrativer, hvor struktureringen af narrativets syuzhet har påvirkning på karakterskildringen og selve narrativets fabula. Case-værkerne repræsenterer dog også forskellige eksempler på syuzhet-komplekse narrativer og mellem sig udgør de et spænd, hvor disse fællestræk og yderpunkter kommer i spil.
Fabula, syuzhet og kompleksitet
I en skærpelse af, hvad der her undersøges, benyttes begrebet ’syuzhet-kompleksitet’, for at skelne mellem kompleksitet i syuzhet og i fabula/fiktionen. I denne forbindelse er det derfor relevant at klargøre begreberne fabula, syuzhet og kompleksitet som de forstås i dette speciale-essay.
Fabula udgøres af den fiktion, som karaktererne lever i og udgøres af det fiktive hændelsesforløb og den grundlæggende fortælling, som publikum aflæser. Den er som hovedregel kronologisk og kausallogisk opbygget og betragtes her som en strukturel del af narrativet. Forståelsen af f.eks. årsagssammenhænge kan variere mellem subjekter i og udenfor den fiktive virkelighed, der betragter fabula, men dette betyder ikke, at der skabes flere versioner af fabula. I enkelte tilfælde kan fabula alligevel relativeres, hvis selve den narrative struktur manipulerer fabula og f.eks. præsenterer flere versioner af fabula, hvilket dog hører til undtagelsen.
Begrebet ’syuzhet’ bruges om den dramaturgiske ordning af delene, som giver adgang til forståelse af fabula, men som i sig selv kan være en abstrakt konstruktion. Denne ordning er med til at kontrollere den givne (og udeladte) information, men indikerer også graden af informationens relevans. Dermed rammesætter syuzhet meningshorisonten, der giver basis for fortolkning og forståelse. Den naturalistiske og gængse brug af syuzhet gør den næsten usynlig, selvom episodiske brud på kontinuiteten (f.eks. flashbacks/-forwards) er blevet almene virkemidler, der ikke opleves som brud. Et komplekst syuzhet betragtes her som en struktur, der træder tydeligt frem og gør opmærksom på sig selv i højere grad end blot disse episodiske brud, hvilket gør det til en blivende kompleksitet, der kendetegner konstruktionen af værkets dramaturgiske struktur i sin helhed.
Kompleksitet er i sig selv et komplekst og paradoksalt begreb. Janek Szatkowski beskriver kompleksitet som mellemstadiet mellem orden og kaos, hvor tvetydighed og pluralitet samles i en enhed. Kompleksitet er ikke i direkte paradoksal modstrid med sig selv og falder ikke kaotisk fra hinanden, men dog gør begrebet modstand mod at lade sig rumme i en samlet helhed. Komplekse narrativer og syuzhet besidder derfor en svært gennemskuelig tvetydighed. Disse modsætter sig ikke fortolkninger eller kausallogiske sammenhænge, men de kan være svært tilgængelige før en retrospektiv og overbliksskabende analyse.
Syuzhetkompleks tid og karakterfremstilling
I arbejdet med at beskrive en række greb og virkemidler, som knytter sig til syuzhet-kompleksitet fokuseres især på temporalitet. Syuzhet hænger tæt sammen med den fremstillede tid, og en komplicering af denne vil automatisk forplante sig til syuzhet. Når de narrative greb i syuzhet overskrider eller manipulerer rammerne for den gængse opfattelse af virkeligheden uden at påvirke fabula, kan dette ikke undgå at skabe brud på de gængse temporale rammer i højere eller mindre grad. Der er derfor god grund til at betragte unaturlig temporalitet som en integreret del af syuzhet-kompleks narration. I de to case-værker er skift i tid et centralt komponent i syuzhet-strukturernes kompleksitet, idet værkerne henholdsvis benytter en konstant vekselvirkning mellem reversibel og fortløbende tid (Memento) eller en opdeling af narrativets dele via flashforwards (Constellations). Derudover udtrykkes den omskiftelige temporalitet i de mange gentagelser, der gør sig gældende for både Constellations, Memento og Heart’s Desire. Den manipulerede temporalitet er dermed en tydelig del af de analyserede værkers syuzhet-kompleksitet, selvom der er forskel på formen.
Et fællestræk ved karaktererne i case-værkerne er, at karaktererne ikke er bevidste om det unaturlige ved narrationen, hvilket gør dem ude af stand til at reagere på omskifteligheden i fortællingens tidslighed. Dette gør karakterernes handlinger tilsyneladende tilfældige i de forskellige versioner i Constellations, hvilket i dette værk også er en tematisk pointe. Hvis det komplekse findes på fabula-niveau er det en del af karakterernes virkelighed. Hvis det komplekse er isoleret til syuzhet-niveau er det udenfor karakterernes opfattelsen af verden, da det er medieringen af den. Det er kun fabula-kompleksitet, som karaktererne rimeligvis kan være i stand til at reagere på, mens de i syuzhet-komplekse narrativer nødvendigvis må være passive og uvidende overfor kompleksiteten. I Constellations ville en bevidsthed om fortællingens relativisme og selvmodsigelser ligefrem fjerne grundlaget for, at karaktererne kunne have én sammenhængende og meningsfuld identitet. Hvis protagonisterne skal være psykologisk sammenhængende, er deres uvidenhed om kompleksiteten altså en nødvendighed i disse narrativer. Derfor kan man anse ubevidste karakterer som en integreret del af unaturlig syuzhet-kompleks narration på linje med manipulation af temporaliteten som pointeret ovenfor.
Selvom karaktererne ikke kan kommentere på syuzhet-kompleksiteten, kommenterer denne dog på dem. Syuzhet-kompleksiteten i Memento tydeliggør Leonards virkelighedsforståelse og sygdom idet den portrætterer hans hukommelsestab og meningsløsheden i hævn-missionen. I Constellations er betragtningen af syuzhet-kompleksiteten anderledes bundet sammen med karakterenes egenskab som karakterer og publikums betragtning af dem. Kompleksiteten kan dog her både betragtes på syuzhet- og fabula-niveau, hvilket giver forskellige syn på karaktererne og deres virkelighed. Hvis man blot betragter kompleksiteten som værende på syuzhet-niveau er der udelukkende tale om en dramaturgisk konstruktion som et ‘lag ovenpå’ fabula. Der ville i så fald blot være tale om et udsnit af virkeligheder med Roland og Marianne som arketyper på en mand og en kvinde. Hvis kompleksiteten anses som værende på fabula-niveau befinder karakterne sig efter eget udsagn i et multi-vers og deres uvidenhed får dem til at fremstå som fanget i kompleksiteten, men deres manglende reaktion gør ikke multiversets eksistens til et plotmæssigt element. Derfor kan kompleksiteten ikke isoleres til fabula, selvom ideen om multiverset i fiktionen tages seriøst som forståelsesramme for kompleksiteten i syuzhet.
Kompleksiteten i Constellations befinder sig altså i koblingen mellem fabula og syuzhet. Stykkets eget udsagn om multiverset er gældende for den fiktive verden, som Roland og Marianne befinder sig i og syuzhet er et udtryk heraf. I Memento har syuzhet-kompleksiteten sammensat fortællingen som helhed på nye måder, hvilket gør disse to dele adskillelige og gør det muligt at ‘samle’ fabula igen. Den samme adskillelse er ikke mulig at lave i Constellations, netop fordi den komplekse konstruktion er sammenvævet med den abstrakte fiktive verden. Dette gør kompleksiteten og karakterernes ubevidsthed anderledes eksistentiel for betragtningen af karaktererne. Som betragter af Marianne og Roland ser man netop de valg de træffer eller undgår og de mange versioner af sig selv, som de kan være. De er netop ikke blot prototyper på mænd og kvinder, men samtidig tegner de mange versioner et omrids af, hvad der er grundlæggende menneskeligt og ud over det situationsbestemte og individuelle.
Sammenflettede eller adskillelige?
Som beskrevet er der forskel på, hvor sammenflettede eller adskillelige fabula og syuzhet er, men syuzhet har i begge case-værker tydelige forbindelser til tematikkerne i fabula og begge dele danner tilsammen en overordnet fortælling. Derfor ville syuzhet i Memento eller Constellations brugt som skabelon for et andet narrativ, miste noget af sin betydning. Til gengæld er det muligt, at fortælle historien om Leonard lineært og naturligt, selvom tematikkerne, hukommelsestabet og meningsløsheden ikke ville fremstå lige så tydeligt. I Constellations arbejder Payne med en overordnet fortælling, hvilket gør det muligt at forstille sig, hvordan narrativet ville se ud i en naturlig narration. Uden syuzhet-kompleksitet ville Constellations dog være reduceret til en kærlighedshistorie med et dilemma om aktiv dødshjælp og de fleste af scenerne måtte bortfalde. Tematikkerne om streng-teorien, menneskelige valg og endeløs tid, der gør fortællingen til noget særligt, ville blot blive antydet. Begge case-værker ville altså miste en væsentlig del af tematikken og blive mindre interessante fortællinger. Dette tydeliggør den syuzhet-kompleksiteten rolle som en uundværlig med-fortæller i case-værkerne.
Det er anderledes svært at skille Heart’s Desire fra syuzhet-kompleksiteten. Churchill er gået stykket videre og har opløst fabula via kompleksiteten i syuzhet-konstruktionen og fortællingen eksisterer derfor kun i kraft af syuzhet. De tre værker udgør altså tilsammen et spænd, hvor fabula og syuzhet i den ene yderlighed er to selvstændige størrelser, der belyser hinanden (Memento), mens fabula knuses og går i opløsning i den anden yderlighed (Heart’s Desire). I midten af dette spænd relativeres og formes fabula i et afhængighedsforhold til syuzhet uden dermed at opløses helt (Constellations). Syuzhet-kompleks narration er dermed ikke blot en formgivning, der kan lægges ned over en fabula, men er i alle case-værkerne i større eller mindre grad en integreret del af fortællingen. Tilsammen skaber fabula og syuzhet i hvert værk en stærkere overordnet fortælling, hvor denne transcenderer fabula/plot. Netop derfor har syuzhet-kompleksitet berettigelse i narratologien, da den kan være en væsentlig del af værkets overordnede fortælling, der formår at udvide grænserne for narrativernes formåen.
Syuzhet-kompleksitet som begreb
Noget af det interessante ved kompleksitet på syuzhet-niveau er, at der åbnes for nye flertydige muligheder i narrationen. Det kan ske i de tilfælde, hvor tiden ikke følger sin egen lov og gentagelserne lader situationerne fremstå i en tvetydighed og uendelighed som transcenderer den gængse forståelse af virkeligheden. Det er netop dette aspekt af narrativer, som dette speciale-essay forsøger at begrebsliggøre. Argumentationen for at se syuzhet-kompleksitet som selvstændig form er ikke motiveret af et ønske om at privilegere syuzhet, da denne som beskrevet ikke kan stå alene. I stedet har målet med dette speciale-essay været at beskrive denne specifikke – men oversete – form for unaturlig narration, hvor den fiktive verden og karaktererne bevarer sin naturlighed på trods af formgivningens kompleksitet.
Der er her forslået en fortolkning, der fokuserer på forstyrrelse på medieringsniveauet (syuzhet-kompleksitet) uden dermed at se helt bort fra kompleksitet i fabula. Begrebet ’syuzhet-kompleks narration’ forslås, da det er naturligt rodfæstet i dramaturgien og den håndgribelige syuzhet-konstruktion. At anse denne som en selvstændig narrativ form, er at anerkende den med-fortællende egenskab, som en kompleks syuzhet kan have i dannelsen af den overordnede fortælling i tæt kobling til fabula. Som beskrevet kan syuzhet-kompleks narration kendetegnes ved ubevidste karakterer og en manipulation af tid i større eller mindre grad. Syuzhet-komplekse narrativer tilfører tematikker og dramaturgiske greb til fabula, der hæver fortællingens formåen. Tematikkerne bliver en central del af formgivningen og dermed integreret i værket som helhed. Dette speciele-essay (og det fulde speciale) beskæftiger sig blot med en del af det narratologiske forskningsfelt, men er alligevel udformet med et håb om, at betragtningerne om syuzhet-kompleks narration som form kan bidrage til en nuancering af begrebsapparatet. Især Constellations tydeliggør den potentielle spændvidde i syuzhet-kompleks narration, da det formår at rumme hele universets uendelighed samt vigtigheden af hvert enkelt menneskets valg i én og samme fortælling.
Litteraturliste
Bordwell, David: ”Principles of Narration” i ”Narration in the Fiction Film”, Methuen, 1985
Krogh Hansen, Per “Backmasked Messages: On the Fabula Construction in Episodically Reversed Narratives” i Jan Alber (eds.), “Unnatural narratives – unnatural narratology”, De Gruyter: Berlin, Bos- ton, 2011
Richardson, Brian: ”Plot after Postmodernism”, i Henke, Christoph / Middeke, Martin (eds.), Drama and/after Postmodernism, Contemporary Drama in English, Volume 14, Trier, 2007
Skov Nielsen, Henrik “Unnatural Narratology, Impersonal Voices, Real Authors, and Non-Communicative Narra- tion” i “Unnatural narratives – unnatural narratology” De Gruyter, 2011
Nævnte værker:
Churchill, Caryl: Heart’s Desire i Blue Heart, Nick Hern Books, London, 1997
Nolan, Christopher: ”Memento”, Team Todd m.fl., USA, 2000
Payne, Nick: Constellations” Faber & Faber, London 2012
Kirstine Lilleøre Christensen blev cand.mag. i Dramaturgi fra Aarhus Universitet i september 2016 og har både under og efter studiet særligt arbejdet med udvikling af ny dramatik, oversættelse samt internationale og tværkunstneriske samarbejder.