En anmeldelse fra FOKUS (dramaturgistuderende)
Underkastelse
Af Emilie Hackenberg Alstrup
Efter endt præsidentvalg i USA kan Aalborg Teaters opsætning af romanen ”Underkastelse” ikke komme på et bedre tidspunkt. Det er en roman, der behandler et paradigmeskifte i Europa, og det samfund, der står for døren. Forestillingen er iscenesat, så man bliver mindet om, at teatret er til for at reflektere en virkelighed uden for teatrets vægge. Forestillingen formår i særdeleshed at løfte den opgave gennem et helt særligt publikumsforhold.
Michel Houellebecqs roman ”Underkastelse” handler om den franske litteraturprofessor, François, der lever i ro og mag med sin gode stilling på universitet, sine jævnlige besøg af elskerinden og en god flaske vin ved hånden. Det er først, da præsidentvalget i år 2022, viser sig at have en muslimsk sejrherre, at det ubekymrede liv begynder at krakelere. I takt med at det franske samfund ændrer sig, må François genoverveje sit liv og sin identitet. Kvinder trækker sig fra arbejdsmarkedet, og de ansatte på universiteterne konverterer til islam. Med tilbudet om flerkoneri vælger François ligeledes at lade sig konvertere.
Et fælles rum
Scenen er et stort sort rum, hvor en minimalistisk scenografi træder frem. I det aflange, smalle scenerum er der længst til venstre placeret et lysstativ, og en sofa med ryggen til publikum. Længere fremme mod midten står en stol placeret helt frem mod publikum, ved bagvæggen står et klaver, og yderst til højre står der ligeledes en stol. I åbningsscenen sidder Kristine Elmedal Johansen, der spiller elskerinden Myriam, og luller forestillingen i gang på klaveret. François, der spilles af Martin Ringsmose, træder ind og sætter sig i den rygvendte sofa med et glas rødvin. Kort tid efter træder kollegaen Steve, spillet af Kasper Dalsgaard, også ind på scenen. Han sætter sig på stolen, der er placeret helt fremme ved første række. Han betragter publikum. Publikum er med scenografiens arrangement allerede en del af forestillingen. Selv lyssætningen har fokus på sit publikum. En palet af spotlys på bagvæggen oplyser den forreste del af scenegulvet og dermed også de første publikumsrækker. Det er først, da vi nærmer os forestillingspausen, at lyset begynder at fokusere på scenen og den fiktive fortælling. Den rolige stemning, der præger åbningsscenen er en iscenesættelse, der skaber et fælles rum for skuespillere og publikum.
En insisteren på publikum
Den simple og åbne scenografi skaber i denne forestilling en mulighed for, at publikum kan møde dem, der står på scenen – for følelsen af, at vi alle befinder os i samme rum, kan mærkes i instruktionen. Vi befinder os i et roligt og afslappet miljø, hvor vi direkte møder skuespillerne og deres respektive karakterer. Med romanens verden får vi ligeledes vakt en opfattelse af, at vi alle er samlet til en større akademisk diskussion – en filosofisk klub. På den måde har Johannes Holmen Dahl fanget en ramme i romanen, som han har videreført i forestillingens iscenesættelse med et henblik på, at karaktererne er i konstant dialog med sit publikum. Det er godt nok et publikum, der ikke melder meget tilbage, men tilskuerne lytter og får ofte øjenkontakt med flere af skuespillerne undervejs.
Det er en iscenesættelse, der ikke lukker sig om sit eget narrativ, men som giver publikum mulighed for at indgå i den politiske fortælling, der er på færde. Udover den førnævnte scenografi og lyssætning skabes denne fælles fortælling gennem instruktionens insistereren på publikum. Skuespilleren/karakterens replikker, blikretningen og kropsholdning har hele tiden publikum for øje – med eller uden replik. Og modtageren er både de øvrige karakterer og publikum. Dette greb skal ikke forstås som en voldsom konfrontation, som ofte forekommer med nedbrydelsen af den fjerde væg med. Den direkte kontakt mellem skuespillere og publikum skaber en stille accept af, at det, der sker i forestillingens narrativ, ligeså vel kan ske i den virkelige verden i morgen.
Konsensussen mellem forestillingens fiktive verden og publikums virkelige verden bliver yderligere skærpet gennem vores hovedperson François. På et tidspunkt i fortællingen indser han, at han er nødt til at tage sit eget liv op til revision, da han finder ud af, at den muslimske præsidentkandidat er gået frem i meningsmålingerne, og at samfundets fremtid muligvis er værre end først forventet. Dette erfarer vores hovedperson hen mod forestillingens pause. François går ud af scenerummet og af samme dør, som publikum er trådt ind. Vi fornemmer teatrets foyer bag ham, og han lukker døren efter sig til forestillingspause. Efter pausen sidder de øvrige karakterer og venter på publikum, der atter sætter sig til rette. Ind kommer François af samme dør. Endnu en engang er der skabt et fælles rum – her med fokus på vores fælles udgange. Har han mon ligesom os haft en lille tænkepause over hele verdenssituationen? Er vi François?
Virkelighedens teater
Med det seneste halvandet års begivenheder i Europa er det ikke svært at se forbindelsen til fortællingen i Underkastelse. Med terrorangreb i Frankrig, Belgien, Tyrkiet og herhjemme i Danmark er der kommet en trykket stemning i et ellers trygt og velkendt Europa. Et terrorangreb ramte én af Europas repræsentanter for ytringsfriheden og retten til individualiteten, Charlie Hebdo. Forestillingens hovedpersonen opdager, at han selv står overfor en ny verden, hvor hans værdier ikke har en plads hos den muslimske præsidents nye sharialov.
Indenfor kortere tidshorisont finder vi Storbritanniens exit fra EU og valget af den kontroversielle Donald Trump som kommende præsident i USA. I dette nu er verden – og særligt Europa – præget af en frygt for tabet af fællesskabet, og at flere rettigheder vil blive truet. Den samme frygt møder vi i iscenesættelsen af Michel Houellebecqs roman, hvor angsten for det ukendtes magtovertagelse bliver en realitet. I forestillingen møder vi en karakter, der før præsidentvalget lever et laissez-faire liv, men som senere ender med at lade sig underkaste. Han indordner sig den nye virkelighed, selvom det er imod hans værdier og principper. Forestillingens stærkeste billede på, at vi lige nu står overfor samme angst og samfundsforståelse, møder vi i slutbilledet. Efter François har konverteret til islam, går han imod bagvæggen og åbner én af teatrets yderdøre. Her står han ganske enkelt og kigger ud på gaden – og gør samtidig plads til, at hele publikum kan kigge med og se, hvordan biler og mennesker forbi passerer. I denne mørke stilhed mærker vi november månedens kolde luft på vores hud, og vi forstår med ét, at uden for venter virkeligheden på os. Men hvilken virkelighed?
Instruktion og dramatisering: Johannes Holmen Dahl, Scenografi: Nia Damerell, Lysdesigner: Kasper Daugberg, Lyddesigner: Aske Bergenhammer Hoeg, Fotos: Allan Toft
Medvirkende: Martin Ringsmose, Marion Reuter, Kasper Dalsgaard, Kristine Elmedal Johansen, Henrik Weel
Forestillingen spiller til d.10. december
Emilie Hackenberg Alstrup, Studerende, Dramaturgi – Institut for Kommunikation og Kultur. Aarhus Universitet