Neoarctic, Hotel Pro Forma
Af Kathrine Winkelhorn
Det kongelige Teater, Gamle Scene 15-17 september
Scenen er sat
Som i mange af Hotel Pro Formas forestillinger befinder vi os i et stort, næsten tomt rum: Det kongelige Teater, Gamle Scene. Fra loftet hænger et tykt, gråhvidt bagtæppe cirkulært ned i baner fastgjort med snore, hvorpå der projiceres levende billeder eller måske mere præcist videografik. Bagtæppet kan både foldes ind, det kan også sænkes og hæves , som man ser det her på billedet, hvor horisont linjen er sænket og billedet foldet. På gulvet ligger små bunker med stof, der ligner jord, sten eller rester af forvitret fjeld. Mens publikum finder deres pladser, ligger scenen hen i gråt halvmørke, uden fortæppe.
Så kommer lyset med de første bølgende billeder af et plastichav i alverdens farver, hvor de mange stykker plastic fra poser, flaske og beholdere danner en grødet suppe af – ja plastic. Det er forestillingens anslag og jeg nærmest suges ind i billedernes skønhed og gru. Et anslag med afsæt i de biologiske og klimatiske forandringer som kloden nu oplever. Langsomt træder 12 figurer frem, som stiger de op fra fortiden iført kutter med hætter, som giver mindelser om middelalderen. Men kostumerne har også noget futuristisk over sig, som titlen antyder. Alle sangerne bærer hvide gummistøvler, gule beskyttelsesbriller og handsker. Kostumerne er lavet af designeren, Wali Muhammed Barrech. Han arbejder konceptuelt med beklædning og er særligt optaget af tøjets materialitet og funktionalitet og blander regntøj, sportstøj og overtøj, som vi ser det her. Forestillingen er i fuld gang.
Neoarctic er bygget op over 12 sange, 12 lydbilleder, 12 landskaber og en planet, som der står i programmet. Sangene er skrevet på engelsk af den islandske forfatter, Sjón, lydbillederne er skabt af den britiske komponist Andy Scott og den lettiske komponist, Krists Auznieks og på scenen synger det fremragende, Letlands Radiokor, som også var med i Operation: Orfeo (2005) og i War Sum Up (2011), dirigeret af Kaspars Putnins. Før hver sang lyser en overskrift på lysavisen, som en indgang til et nyt scenebillede:
Song for Plastic, song for Dust, song for Mud, song for Minerals, song for Infinity, song for Respiration, song for Turbulence, song for Chance, song for Electricity, song for Temperature, song for Optics, song for Colours.
Billede, lyd, digt
Sjóns libretto er en digtcyklus, skrevet som en billedrække af sproglige metamorfoser over naturens fænomener, med et afdæmpet fortællersubjektet, som af og til titter frem. Digtene når øjne og ører med en sproglig virtuositet og i et næsten perfekt møde med Dehlholms billedcyklus.
Hver scener varer omtrent 7 minutter. Så er der et skift, og en ny overskrift træder frem på lysavisen. Koret samler sig langsomt i nye konfigurationer, mens billederne stryger over bagtæppet. Nogle gange belyser filmen sangerne, så kostumerne skifter farver og mønstre. Sangerne bærer på forskellige artefakter, der aflæses som redskaber: en bue, en stav eller en slags fremtidens kost, andre gange bærer de på noget, der ligner hvidmalede gevirer. Artefakterne viser tilbage i tiden, men peger samtidigt mod noget fremtidigt. Dele af musikken er instrumentel, kombineret med en række lyde, ofte med referencer til vejr, elektricitet, mudder, støv, turbulens osv. Disse elementer er indspillet på forhånd. Koret synger live på engelsk. Sangen og musikken manifesterer sig snarere som lydlandskaber, og et par gange bryder noget, der minder om en melodi igennem, som en åbning i det musikalske landskab. Lydbilledet er messende, ofte næsten technoagtigt, og den er en ganske insisterende og opslugende lyd, der understøtter, billede og tekst. Men denne meget insisterede musik, er nogle steder voldsom med en bevidst forvrænget lyd, som momentvis skygger for sangen..
Menneskestof
Men hvem er disse mennesker, der befolker scenen, og hvor kommer de fra? De træder frem uden køn og udenfor tid og rum. Vi hører sopranen, tenoren og bassen, men kan ikke afgøre, hvem der synger og kan ikke skelne kønnet ud fra klædedragten. I de mærkværdiggjorte, flotte kostumer bliver figurerne væsener fra en fjern fortid eller fremtid. Monna Dithmer skriver i Skønhedens Hotel (2015:55), at alle Hotel Pro Formas figurer er fremmedlegemer. ”De fremtræder med en gådefuld fremmedhed og en kølig fjernhed, men de ser direkte ud på os. Henvender sig, fortættet til sin skulpturelle essens, sit menneskestof, som stiliserede figurer på grænsen mellem menneske og kunstfigur.” Det handler ikke om, hvad personerne tænker og føler. Der udstilles ikke følelser på scenen. Det vi må forholde os til som publikum er kroppene, som er til stede i rummet. Gennem denne afpersonalisering er kroppen og sansningen uddelegeret til tilskuerne, som Dithmer skriver. Dette dramatiske greb giver mulighed for publikum til på egen krop at sanse, hvad der sker på scenen. Og sanse gør man i høj grad i Neoarctic.
Jeg har set forestillingen to gange den 15. september og den 16. september. Man undrer sig over, hvad det er, som får denne forestilling til at hænge så godt sammen, på trods af, at der ikke sker ret meget. Neoarctic er struktureret omkring tre fænomener: Korn (grain) damp (vapor) og stråle (ray). Hver kategori, belyser fire fænomener i fire sange, som repræsenterer de sanselige kvaliteter af materialer og partikler. Som en helhed eksemplificerer de det, der er karakteristisk for det antropocæne nemlig diversiteten i de dynamiske forandringer, skriver Dehlholm i programmet. Skiftet mellem de tre akter og fænomer, følger en næsten klassisk dramatisk spændingskurve. Den første del eller akt viser visuelt jordens bestanddele, der uddybes med sangen om uendelighed. Kan Jorden vare evigt? Herefter følger fire sange med visuelt afsæt i damp. Her kan nævnes en betagende scene om Jordens åndedræt, om menneskets åndedræt og om liv med en undertone, der stiller spørgsmål om menneskets overlevelse. Som et slags ’point of no return’ ses de eneste real billeder fra måske en tsunami eller fra en voldsom storm, hvor sangen lyder: no man can show the way home / over the drifting territories. Og endelig den sidste gruppe af sange, der kredser om fænomenet stråler, elektricitet og farver for til sidst at afslutte med den meget poetiske sang om ræven.
”name your colour blue / the moment a mouse / leaves a footprint in the snow/ moonlight lines it with shadows of blue/ that is the kind of blue I can’t live without – said the white fox”.
Som publikum sidder man tryllebundet og overvældet af billedernes frygtindgydende skønhed. Ordene, som eksploderer i betydning, når de møder Dehlholms antropocæne billedunivers og etablerer en indre dialog med sit publikum. Scene-rummet er i bevægelse så værket virker lang tid, efter at det sidste lys er slukket.
Al scenekunst handler for Dehlholm om magi og om at skabe de sjældne øjeblikke, der tilsidesætter det hverdagslige nu, og som eksisterer ’uden for tid og sted’, hvor alt går op i en højere skønhed. Det giver et andet dramaturgisk forløb end et traditionelt fremadskridende narrativ. Hotel Pro Formas indgang til scenekunst er iscenesættelse og rammesætning og en legen med genrer, positioner og formater, hvor form og indhold sidestilles, præcis som vi ser det her, hvor der leges med flere formater. Det er på samme tid en live udstilling og en live film, og dermed fremstår Neoarctic, som en hybrid eller et nybrud inden for scenekunst. Her bliver det visuelle formsprog ”fortæller”. Det er formen i sin kompleksitet, som er forestillingens omdrejningspunkt for Dehlholm. Det er øjet og øret , der er i fokus, og det er gennem sanserne, at vi som mennesker udvider vore begreber. Sat lidt på spidsen, er den æstetiske sansning Hotel Pro Formas primære ærinde, og netop det sansede forstærker vor erkendelse og præcis derfor gør Neoarctic så stort et indtryk. Særligt dette billede med mudder gjorde stort indtryk. Hele tiden bevæger billedet sig, skifter farve, skifter form og tekstur, så man både ser og mærker, hvordan mudderet muterer, mens kun herrerne synger til et meget technoagtig, pulserende lydlandskab, mens at ansigt træder frem i billedet.
Klodens Vaklen
Der er meget på spil i Neoarctic. Forestillingen har ladet sig inspirere af udstillinger i udlandet omkring det antropocæne og er skabt over 3 år i tæt samarbejde mellem kunstnere og videnskabsfolk fra ind- og udland. ”Vi er trådt ind i det antropocæne, en ny geologisk tidsalder, defineret af menneskets forstyrrelse af økosystemer i et hidtil uset omfang. Mennesket er blevet en naturkraft, som forårsager hurtige, voldsomme ændringer på planeten Jorden. […] Klimaforandringer, jorderosion, urbanisering, digitalisering af alle livets områder, drastiske tab af biologiske arter samtidig med, at nye tekniske arter fremavles, er kendetegnede for den nye tidsalder” skriver Kirsten Dehlholm i programmet til Neoarctic.
Den franske filosof, antropolog og sociolog, Bruno Latour, skriver i sin banebrydende bog ”We have never been modern” (1991), at fundamentet for moderniteten ikke eksisterer. For moderniteten baserer sig på taksonomier og inddelinger af verden i domæner, hvor den mest essentielle er inddelingen: natur og kultur. Men ifølge Latour kan vi ikke skille tingene klart fra hinanden: naturens materielle årsager på én side, kulturens tegn på den anden. Sådan er det bare ikke i praksis. Natur, kultur, videnskabelige fakta, fysik, psykologi, medicin og aktører fra alle mulige kategorier og domæner, blander sig hele tiden med hinanden. Ja, alt påvirker gensidigt hinanden, hævder Latour. Hvis vi vedbliver at holde kategorier adskilt og lader som om, at verdensøkonomien intet har at gøre med de smeltende poler, er der meget vi overser, ifølge Latour.
Det særlige ved kunst er også for Latour, at den kan bidrage til at repræsentere problemstillinger på en anden måde, der ikke låser, men netop re-præsenterer i nye værk, oversætter og medierer den kompleksitet, som vi ser det i Neoarctic, og som vi har set det i flere af Hotel Pro Formas forestillinger som Kosmos (2016) og War Sum Up (2011). Det ubegribelige ved den klimatiske virkelighed, gør Neoarctic begribeligt i en æstetisk form, som vi sanser. Kunst kan noget andet og mere end kontante skematiske visualiseringsstrategier i rødt, grønt, blåt og gult.
Neoarctic har givet form til det, vi ikke kan se, givet form til de micro processer, som spiller ind på klodens klima. Som publikum bliver vi vidner til denne proces. Neoarctic er en dystopisk forestilling men ikke helt uden håb. Det er også en politisk forestilling, som netop ikke politiserer, men dokumenterer. Verdens vaklen er blevet formgivet og har givet stof til eftertanke. En uforglemmelig og grænseoverskridende oplevelse.
Koncept Hotel Pro Forma, Instruktion Kirsten Dehlholm, Musikalsk arrangement Kaspars Putnins, Musik Andy Stott, Krists Auznieks, Tekst Sjón, Lysdesign Jesper Kongshaug, Scenografi, instruktørassistent Anne Mette Fisker Langkjer, Videodesign Adam Ryde Ankarfeldt, Magnus Pind Bjerre, Lyddesign, tonemester Kristian Hverring, Musik for overgange Kristian Hverring, Kostumedesign Wali Mohammed Barrech, Videodesign- og scenografiassistent Fabian Nyberg, Objekter Atelier Hotel Pro Forma, Fotograf Andreas Sommer
Kathrine Winkelhorn underviser i Arkitektur, visualisering og kommunikation på Malmö Högskola og er formand for Københavns Internationale Teater.