Jeppe på Bjerget
Af Emilie Hackenberg Alstrup
På Grønnegårdsteatret har man siden grundlæggelsen i 1982 haft en forkærlighed for Ludvig Holberg – og den forkærlighed består stadig i sommeren 2016, hvor Thomas Bendixen har stået for iscenesættelsen og tekstbearbejdelsen af dansk teaterhistories store klassiker ”Jeppe på Bjerget” fra 1722. Komedien om bonden, der bliver hovedperson i Baronens eksperiment, der ender i et spil om undertrykkelse.
Arena-scenografi og tyrefægtningsdramaturgi
I Designmuseum Danmarks Have står skuepladsen mellem træerne og under himlen som et halvt udsnit af en arena lavet af træ. Scenens centrum er en hævet platform, midterarealet skråner opad mod et repos, hvor arenaens bagvæg danner ramme om det hele. Det er også ved denne bagvæg, at galgen er placeret og hævet over scenen med rebet i scenens midt. Eksperimentet og spillet er altså sat fra start.
Yderligere associationer til scenografien som en arena og til den spanske tyrefægtning ses allerede fra forestillingsstart, hvor Baronen og hans lakajer, sekretær og kammertjener træder ind fra bagvæggens døråbning én for én og hilser med olé-råb på publikum. Spillets ophavsmænd og manipulatorer er dermed dem, der præsenterer forestillingen, hvorefter Nille tager over med sin klagesang om sin dovne mand, Jeppe.
Udover scenens form som en arena bliver den også anvendt som illustrator for de klasseskel, som Holbergs komedie skildrer. Scenografien kan nemlig inddeles i niveauer efter, hvor de forskellige karakterer gør deres entré. Som nævnt kommer Baronen og hans håndlangere ind på scenen gennem døren ved det øverste repos. Men de øvrige har ikke samme centrale udgangspunkt; Nille kommer ind ude fra siden, Jacob Skomager har sin kro gemt bag ved en lem i skråningen, og Jeppe gør sin entré under selve arenaen i en åbning fra siden. Ydermere er der den detalje, at selve arenaen er konstrueret i træ, mens den runde platform i midten er guldmalet. Således er forskellen mellem høj og lav status meget enkelt gjort skarp. Som bekendt skifter Jeppe status undervejs i komediens eksperiment, hvor han bliver bildt ind, at han er baron og ikke en simpel bonde, og til denne leg tjener guldplatformen det formål, at den kan rejses. Som den ligger fladt ned med en fordrukken Jeppe, gør den sig ikke særligt bemærket og ligner med Jeppes brune klæder den mødding, han er dejset om i. Det er på denne platform, at Baronen og hans tjenestefolk finder ham, og hvor de beslutter sig for at gøre grin med ham. Døddrukken får Jeppe på platformen forvandlet sine klæder fra det brune til den hvide krave og bukser. Platformen rejser sig, og projektørlyset rammer gulvmalingen, og Jeppe står nu oprejst med status som en baron. Men denne forvandling foregår på scenens laveste niveau – det hele er et spil, og Jeppe kommer aldrig op på arenaens højeste trin.
Med Jeppe som bonde og som baron er eksperimentet med Jeppe bevaret i centrum under hele forestillingen. Et dramaturgisk greb, som spejles i tyrefægtning, hvor det er manden mod tyren, og i denne fortællingen er det Jeppe som tyr, der bliver tirret og forvirret, mens Baronen og tjenestefolkene skiftevis er dem, der tirrer som tyrefægter. Dette greb bliver skærpet af tangomusik.
Hvem vinder denne kamp? Det er Jeppe, der bliver narret, men Jeppe når også i sin korte tid på samfundets øverste trin at lege tyrefægter og undertrykke dem, der har gjort hans liv som bonde til et helvede.
Med besøg fra commedia dell’arte
Kontrasten mellem høj og lav i samfundet er også repræsenteret gennem kostumerne, hvor Jeppe er iført en brun, strikket sweater, mørke bukser og en bordeauxfarvet strikhue – et bud på den nutidige Jeppe, man måske vil kunne møde på gaden. Samfundets privilegerede har derimod et lidt ældre islæt med præg af 1700-tallets adel med de lange frakker og en rokokoparyk til Baronen. De røde og hvide farver præger disse karakterers kostumer, hvor det særligt er den røde farve, der er dominerende hos de to lakajer, som spiller en stor rolle i tyrefægtningen med den brune Jeppe som tyr. Jeppe får selv andel i den røde farve efter, han er blevet overbevist om, at han er baron. Før det er han blot klædt i hvidt tøj, men Jeppe vil også tage del i legen og tager Baronens røde slåbrok på.
Udover kostumerne er der også gjort brug af et par masker, som lakajerne af to omgange ifører sig og bliver brugt som led i nummeret med Jeppe som baron – og med maskernes udformning med lange næser og medvirken i en narrestreg peger de i retningen af de snedige karakterer fra renæssancens commedia dell’arte-tradition. Lakajerne anvender disse masker for at udgive sig for at være læger og advokater, og det hele bliver derfor yderligere et større forviklings- og forvirringsnummer for den stakkels bonde Jeppe. Maskerne fjerner den psykologiske dybde ved et forestillingskoncept, og det falder godt i hak med Ludvig Holbergs mange monologer, der bryder den naturalistiske fjerde væg, som alligevel i Designmuseum Danmarks Have er udelukket, da vi alle, skuespillere som publikum, befinder os under den åbne blå sommerhimmel.
Jeppe på Bjerget eller den forvandlede bonde
I forestillingsprogrammet bliver der bemærket, at spørgsmålet ikke længere forholder sig til, hvorfor Jeppe drikker men snarere til det spil, der udspiller sig mellem Jeppe og Baronen. Her må det siges, at maskerne gør deres arbejde ved at fjerne det indre psykologiske ved Jeppes lidelser og derimod satser på at skærpe magtspillet. I komedien oplever både Jeppe og Baronen at være den undertrykte og undertrykkeren, og det er denne forvandling, der gennem en arenasat scenografi og spillet mellem tyr og tyrefægter bliver belyst. Der bliver endvidere i programmet talt om denne forestilling som et billede på skuespilsamfundet, hvor det hele er et skuespil, og man kan ikke vide sig sikker på, om magthaveren virkelig har magten eller, om Jeppe i sidste ende vil finde sig i undertrykkelsen. Det hele er et spil og et maskineri, hvilket er et dramaturgisk greb oftest set hos Shakespeare og legen med Den Store Mekanisme, hvor det hele tiden handler om at arbejde sig opad i samfundets hierarki – og for at komme opad må man også slå fra sig og holde de andre nede på stigen, hvilket i forestillingen ikke kun repræsenteres gennem tyrefægtere, men også gennem Holbergs tre bevæbnede mænd, der i denne forestilling optræder som boksere, der kommer for at hente Jeppe til retten. Det handler om at kæmpe i disse sociale forhold og ligeledes om, hvem der har definitionsmagten i de sociale relationer – hvem er undertrykkeren, og hvem er den undertrykte? Pointen bliver dermed for Grønnegårdsteatrets ”Jeppe på Bjerget”, at vi alle kan være enten Jeppe eller Baronen – og denne rolle kan til enhver tid forvandle sig til en anden.
Iscenesættelse, koreografi og tekstbearbejdelse: Thomas Bendixen, Scenografi: Steffen Aarfing, Kostumer: Marie í Dali, Fotos: Bjarne Stæhr
Medvirkende: Olaf Johannesen, Christine Gjerulff, Michael Moritzen, Steen Stig Lommer, Kasper Leisner, Andreas Jebro, Peter Oliver Hansen, Jakob Fauerby, Sigurd Holmen le Dous, Ditte Ylva Olsen
Forestillingen spiller frem til d. 20. august 2016
Emilie Hackenberg Alstrup, Studerende, Dramaturgi – Institut for Kommunikation og Kultur. Aarhus Universitet