Uropa – En asylballet
En co-produktion mellem Corpus/Den Kongelige Ballet og Sort/Hvid
Af Erik Exe Christoffersen og Ida Krøgholt
En gruppe asylansøgere er inviteret ind på scenen og indgår i en udveksling sammen med danserne fra Corpus. Forestillingen handler om asylansøgernes situation, liv og fremtid. Men også og måske især om vores, tilskuernes, oplevelse af en næsten uløselig flygtningeproblematik. Vi befinder os i en tid, som på mange forskellige niveauer er præget af og udfordret af de mange flygtninge og asylansøgere. Krisen virker som en forarmelse både for flygtningene og modtagerlandene. Det er virkelighed, men langt de fleste af os tilskuere møder den kun gennem mediernes fremstilling. Denne medialisering skaber en form for følelseskult gennem ikoniske billeder, som af den druknede dreng (Aylan Kurdi) på Tyrkiets kyst, der ”rystede verden”. Medialiseringen gør os oprørte men truer samtidig med at skabe apati og vaccinerer os måske også mod medfølelse i mødet med den uendelige række af ensartede reportager om flygtningestrømmen.
I den situation synes teatret som medie at kunne tilbyde noget andet. Teatermediet skaber et møde med nærhed, realitet, affekt og empati. Og i forestillingen her bliver asylansøgernes deltagelse i teatrets ramme en risikofaktor både for dem og for teatermediet. Selv om det med hjælp fra Dansk Røde Kors er lykkedes at finde asylansøgere, der gerne ville deltage i projektet, har det været usikkert, om de medvirkende aktører stadig ville være i landet, når forestillingen skulle på scenen, og den præmis, at produktionsteamet aldrig helt vidste, hvem der var med, har tydeligvis præget produktionen. Det har været en udfordring af de store, og det har stimuleret produktionen med en processuel ånd. Da vi så forestillingen på Århus Teater d. 2. februar, indledte Christian Lollike begivenheden med at indvie publikum i præmissen. Han indstillede os på, at der siden premieren få dage forinden var lavet markante ændringer i forestillingen. Han fortalte også, at en af aktørerne var blevet sendt ud af landet under prøverne i efteråret, mens to andre var gået under jorden efter at have fået afslag på asyl, så dem ville vi ikke kunne se. En var blevet sendt til Frankrig, men han ville deltage på video. Det er et sårbart og skrøbeligt møde. (Christian Lollike http://www.b.dk/kultur/asylansoegere-paa-scenen)
Teatermøde mellem fiktion og realitet
Uropa består af mange forskellige medier: tekst, dans, scenografi, lys, billeder, iscenesættelse og koreografi. Disse er til stede samtidig men i en orden som betyder, at noget træder frem for andet og aktiverer forskellige sanser som udveksles med hinanden.
Men Uropa er først og fremmest et møde – den sociale dimension i teatret står stærkt i denne forestilling. Da det nu er forestillingens hensigt at få et møde mellem asylansøgerne og os til at fungere i teatrets sammensatte medie, er det også den kvalitetsparameter, der er interessant at spørge til – for hvordan lykkes forestillingen og dens mediespecifikke virkemidler med at gøre vores møde med hinanden muligt?
Midt i forestillingen inviteres en række tilskuere op og sidder blandt de medvirkende ved et langbord, som var det Den sidste nadver. Tilskuerne bliver budt på noget af spise fra forskellige steder i verden, og de får mulighed for at stille spørgsmål: Hvorfor er I kommet til Danmark? Det er et godt spørgsmål, men også et næsten umuligt møde på den store scene. Skal tilskueren spørge til den teatrale fiktion eller den performative realitet, som begge er i spil i situationen?
Mødet mellem asylansøgerne og danserne i forestillingen er en anden mødetilstand. De professionelle medvirkende i forestillingen er balletdansere fra Den Kongelige Ballets Corpus Ensemble. Det virker vitaliserende på den tragiske grundstemning når danserne omsætter asylansøgernes fortællinger om livstruende begivenheder, som de har været udsat for på grund af krig eller forbudt sexualitet, i dans. De springer højt eller danser med en plastikpose over hovedet og kæmper for at trække vejret, og man kommer tættere på at fornemme de brutale overgreb, disse mennesker har været udsat for, som fx den unge fyr, Samson, fra Eritrea, der var udsat for lignende kvælningsforsøg, før det lykkedes ham at flygte fra de menneskesmuglere, der havde holdt ham i fangenskab.
Mødet balancerer mellem det virkelige og det fiktive og har karakter af at være et grænseland, hvor asylansøgernes realitet kommer meget tæt på. Vi stilles som tilskuere til ansvar og kan samtidig med en vis distance iagttage, at det er det, der sker. Helt konkret beder forestillingen os overveje absurde kriterier og krav i forhold til, hvem der skal blive og hvem der skal ekskluderes, når asylansøgerne afprøver forskellige strategier i kampen om pladser: ”Jeg har lært at tælle til 10 på dansk”, ”jeg lover at jeg vil integrere mig”, ”jeg elsker Danmark på grund af cyklerne, friheden, stilheden og at her ikke er særligt mærkeligt,” mens de alle råber: ”Tag mig!”
At blive set
Indimellem præsenter en fortællerstemme de basale spørgsmål. Hvorfor her? Hvor mange har vi plads til? Dette grundlæggende problem tematiserer forestillingen uden at postulere et entydigt svar. Men vi ser disse mennesker som det, de er: unikke personer som bærer på ufattelige lidelseshistorier, der til forveksling ligner fiktion.
Forholdet mellem fiktion og virkelighed væves også ved hjælp af den enkle scenografi. Bagvæggen fungerer som videoskærm, og i en af de sidste scener afspilles en film af havet med enorme bølger, der skyller ind over scenen. Måske er det havet, asylansøgerne har passeret. Eller det er en ny flugtrute, de snart skal udforske. Måske et Uropa-utopia. Vi får et andet blik på situationen i en afsluttende scene hvor danserne og asylansøgerne danser sammen i rokokokustumer. Her tilspidses lyd og bevægelser i en hektisk dans, som vælter alle omkuld mens civilisationen formodes at gå under som en synkende skude, hvorefter scenen forsvinder i røg.
Forestillingen er hele tiden båret af livemusik, som leveres af en medvirkende musiker. I undergangsscenen bliver musikken rockagtigt, stærkere og højere og understreger det dionysiske vanvid mod et rytmisk klimax og et chockerende black out. På Århus teater rejste tilskuerne sig som en fælles krop og leverede en rytmisk applaus, som antagelig både var rettet mod forestillingen, de medvirkende om håbet om noget andet. De medvirkende fik blomster som de efterfølgende kastede ud til tilskuerne, i en tavs gensidig erklæring om, at der er en række spørgsmål hverken de eller vi kan svare på.
Risikoteater
Uropa er præget af den usikkerhed og risiko som knytter sig til forestillingsproduktionen og mødet, hvilket hele tiden italesættes på scenen. Hvad skal vi stille op med dette møde? Med forestillingens kredsen om netop det, postuleres ikke en humanistisk enhedsdrøm. Snarere beder forestillingen os om komme med idéer til, hvordan vi håndterer det kompleks af forskelligheder, som vores aktuelle situation stiller os i sammen. Og forestillingens vekslen mellem det vitalistiske og det problemorienterede er spændende. Om de basale forskelle mellem deltagerne også er med til at forklare at forestillingen har forandret sig, som Lollike indledningsvis proklamerede, er ikke til at vide. Under alle omstændigheder er det bekræftende at se teatret bliver behandlet som en foranderlig kunstart, der synliggør asylansøgernes usikre deltagelse, og som peger tilbage på tilskuernes deltagelse i forestillingen. Det er ikke følelseskult men rettidigt politisk teater.
Hvem er de?
Lad os til slut være konkrete: Hvem er de og hvor kommer de fra? Citaterne stammer både fra forestillingen og programmet:
Nayzar Hla Tin, 24 år, fra Burma. Ankomst: 20141. “Folk siger om mig, at jeg har en positiv indstilling til livet. Jeg glæder mig over små ting. Jeg voksede op med larm omkring mig hele tiden. Jeg elsker begrebet “hygge”. Jeg har været involveret i røde kors. Min familie var her allerede, da jeg kom, så jeg er heldig”.
Samson Semere, 24 år, fra Eritrea. Ankomst: 2014: ”Jeg kan godt lide alt hvad der er nyt: at møde nye mennesker, lære en ny kultur at kende og at gøre folk glade. Danskerne er meget præcise, de bekymrer sig om tiden. Folk er lukkede, når man møder dem første gang, men når man spørger dem om noget, bliver de mere åbne. De er meget hjælpsomme”. Semere flygtede fra Eritrea gennem ørkenens brændende sol og i et tætpakket lastrum over Middelhavet fra Libyen til Italien.
Salam Susu, 32 fra Syrien. Ankomst 2015: ”Jeg er musiker. Jeg leder efter livet. Jeg er besat af at læse. Jeg er begyndt at føle, at Danmark er mit hjem. For mig vil det sige strenge love og Det Kongelige Teater. Jeg får lov til at være på scenen, det er en positiv oplevelse. Men jeg er bange”.
Elian Yaakob Dawood, 40 år fra Syrien. Ankomst 2015: ”Jeg er en drømmer. For mig stoppede livet for fem år siden. Jeg kunne godt tænke mig at undervise børn i musik igen”.
Salam Susu og Elian Dawood er kærester og flygtede sammen fra borgerkrigen i Syrien, hun spiller klaver, han violin. Indtil borgerkrigen brød ud, levede de et i Homs, hvor de begge arbejdede på universitetet. ”Vi har været heldige. Det tog kun 14 dage at komme til Danmark, og nu har vi fået mulighed for at være med i dette projekt sammen med en masse dejlige, professionelle mennesker – og på dette teater, der må være enhver borgers drøm” siger Salam Susu.
Muhammad Ali Ishaq, 45, fra Pakistan. Ankomst 2013. Grund til at søge asyl: seksualitet:
”Jeg vil meget gerne gøre min ph.d i mediekommunikation færdig. Jeg har 12 års erfaring i udøvende kunstarter fra Sydpolen til Nordpolen. For mig repræsenterer Danmark frihed og en høje levestandard”.
Ydmygelserne og de fysiske overgreb fik homoseksuelle Ali Ishaq til at tage flugten fra Pakistan
Nakimuli Jesca Brenda, 26 år fra Uganda. Ankomst: 2014. ”Jeg flygtede fra mit land, fordi homoseksualitet ikke tillades Jeg blev kaldt Ondskab – var det et navn, de gav mig. De tog mit navn fra mig. Jeg tog til flygtningelejren Sandholm og nu kan får jeg lov til ting, jeg aldrig troede muligt. Jeg modtager breve med mit navn på – før jeg var ingenting”.
Koncept CORPUS og SORT/HVID Instruktør CHRISTIAN LOLLIKE Koreografi ESTHER LEE WILKINSON og TIM MATIAKIS Tekst PETER CLEMENT WOETMANN, SOLVEIG GADE og CHRISTIAN LOLLIKE I SAMARBEJDE MED DE MEDVIRKENDE Dramaturg SOLVEIG GADE Scenografi KIM FRIDBJØRG Lys ANDERS POLL Musik MIKKEL HESS Foto SØREN SOLKÆR Samproduktion mellem CORPUS / DEN KONGELIGE BALLET og SORT/HVID
Medvirkende SAMSON SEMERE RUSSOM, NAY ZAR HLA TIN, MUHAMMAD ALI ISHAQ, ELIAN YAAKOB DAWOOD, SALAM MOHAMAD SUSU, JESSICA BRENDA NAKIMULI og via skype MAHYAR POURHESABI Kongelige balletdansere ALICE CANU, VIKTORIA FALCK-SCHMIDT, LOUISE ØSTERGAARD, BENJAMIN BUZA og ALEXANDER STÆGER Musiker MIKKEL HESS.
Ekstra forestillinger 16. – 20. februar på DKT.
I forbindelse med forestillingen Uropa – en asylballet inviterer Corpus til en række koncerter, debatter og andre oplevelser, som byder på en ekstra dimension rundt om forestillingen og asylsituationen.
Erik Exe Christoffersen og Ida Krøgholt, begge lektorer på
Institut for Kommunikation og Kultur – Dramaturgi, Aarhus Universitet.