Soli Deo Gloria
Peter Asmussens ord spiller hovedrollen i en velkomponeret forestilling på Betty Nansen Teatret.
Af Susanne Hjelm Pedersen
Skarpe linjer og præcis instruktion kendetegner Thomas Bendixens iscenesættelse af Peter Asmussens tekst Soli Deo Gloria på Betty Nansen Teatret i København.
Med et sikkert skuespillerhold og en stærk tekst forvandles teatrets ellers så pompøse sal til et udstillingsvindue for livets tragiske, men også sært komiske, afgørende øjeblikke.
Lyd og bænke som udgangspunkt
Allerede da publikum kommer ind i salen og finder deres pladser, er forestillingens lydunivers i spil. Lange, lyse toner strømmer beroligende og sagte ud i salen. Det er den franske lydkunster, Yann Coppier, der til daglig er leder af lyduddannelsen på Den Danske Scenekunstskole, som har skabt værkets soundscape. Forestillingen igennem er han selv på scenen som en drømmende figur, der glider gennem det teatrale univers.
Samtidig med publikums ører registrerer lydene, ser øjnene den blotlagte scenografi, som består af en lang, sort bænk, der strækker sig i hele scenens bredde. På scenens bagvæg er der en douce, hvid farve, som udsender lys og foran denne en slags transportabel teknikerpult. Intet andet.
Enkelt. Stramt. Rent.
Det er et næsten ’Robert Wilsonskt’ univers skabt af den nyligt uddannede Julian Juhlin, der tidligere i år modtog en Talent-reumert. Der arbejdes med præcis belysning og følgespot som rammesættende elementer forestillingen igennem.
Da Yann Coppier træder ind på scenen, forsvinder alt lys, og publikum forstummer. I mørket finder forestillingens fire spillere sine pladser på bænken. De afsløres langsomt for publikum – først som silhuetter skabt af lys fra scenens dyb. Sidenhen fuldt oplyst. Bag spillerne og bænken sænkes stribevis af gennemsigtige, sorte stofbaner og scenen er sat.
12 nedslag i livets vendepunkter
Peter Asmussens tekst består af 12 scener, der tilsyneladende ikke har nogen større sammenhæng.
Vi får blandt andet fortællinger om kvinden i det store hus fuld af marmor, som flygter ud i skoven. Om den hjemvendte soldat, der overvåger pladsen fra toppen af bygningerne. Om manden, som får sin kones sindssyge til at blusse op igen, så han kan få rettigheden over deres fælles barn og være sammen med sin elskerinde. Og om de to mænd, der holder øje med verden fra en bunker dybt under jordens overflade.
Alle scenarier har det tilfælles, at de tilsyneladende slår ned i det afgørende øjeblik i et menneskes liv, hvor hele eksistensen samler sig og definerer individet og dets forhold til omverdenen og dets medmennesker.
Hver enkelt scene består at to lag: Fortællere og aktører. Således er der i hver scene fortællere, som beskriver univers, karakterer og omstændigheder. Videre er der de faktiske aktører, som spiller de figurer, vi har fået introduceret af fortællerne.
Forestillingen bygger videre på denne klare dramaturgi ved at lade de skuespillere, der skal være aktører, lytte opmærksomt til fortællerne. Lyduniverset danner her bro mellem de forskellige scenarier og skiftene mellem fortællere og aktører.
Dramaturgien er så skarpt styret, at præcis efter sjette scenarie får vi et mellemspil med lyd og gulligt lys, hvori Yann Coppier bevæger sig over scenen, før vi fortsætter med forestillingens resterende seks scenarier.
Trods de velkomponerede scenarier bevirker formen, at forestillingen føles langtrukken. Der kunne med fordel have været skåret et par scener. Uden et overgribende narrativ eller en klarere udvikling i sceniske effekter føles forestillingen lang for publikum, der flytter sig uroligt i sæderne, om end de forbliver optagede af forestillingen.
Tekstens tråde
Ordene er i fokus i forestillingen. Præcis som det var tilfældet i Simon Stahos iscenesættelse af Peter Asmussens tekster i forestillingen Hjertet skælver på Aarhus Teater sidste år. Her er vi dog kommet ud af mørket og ind i et univers af legende lys.
Peter Asmussen arbejder i et præcist og renset sprog, hvor der trods det mørke univers er plads til legen. Og skuespillerne lever helt op til hans sproglige form. For eksempel hedder det i den første scene, der dykker ned i forholdet mellem et par, der mister deres dreng:
”Først var de så glade.
Far og mor.
Glemte sig selv.
Jeg og mig.
Dig og mig.
Bitterheden.
Vreden.
Skuffelsen.
Tårerne.”
For derefter at fortsætte med:
”Og så begyndte det hele igen.
Tårerne.
Skuffelsen.
Vreden.
Bitterheden.
De huskede sig selv.
Jeg og mig.
Dig og mig.”
Det mørke, stenhårde og ubarmhjertige blotlægges. Men samtidig skabes der i sproglegen en form for humor i gentagelsen og omvendelsen af mening. Denne gentagelse er også tilstede i enkelte ord, udtryk og gestus; i samme scene gentager Thomas Levin således udtrykket ”vink med en vognstang” og blot ordet ”vognstang” flere gange. Og i scenen efter er det Kasper Leisners Kz-fangevogters finger, der er omdrejningspunktet. Den bestemmer med et vink over liv og død – næsten til fangevogterens egen overraskelse.
Samtidig danner sproget også sine egne associationer både internt i værket og på et intertekstuelt plan. Internt hører vi for eksempel i et scenarie en nabo gennem væggen, der siger: ”kan vi nå et knald?”. To scenarier senere er det den faktiske aktør i scenen, der spørger sin elsker om det samme. Sammenhænge antydes.
Samtidig løftes tankerne op på et metaplan, hvor Asmussens øvrige værker flyder rundt, når der siges replikker som: ”Verden går under”, ”Der er ingen” og ”Det er alt”. Det er ikke ordret, men der skabes tråde og reminiscenser.
Teksten lader til at arbejde med disse tråde helt bevidst og efterlader sin tilskuer i en tilstand, hvor sammenhængene synes lige uden for rækkevidde.
Kompetente skuespillere
De fire skuespillere, som gestalter Peter Asmussens tekst, er Marie Louise Wille, Tina Gylling Mortensen, Thomas Levin og Kasper Leisner. Det er et rutineret hold, som alle forstår at ramme balancen mellem mørke og lys, indlevelse og opmærksomhed. Alle som én er de klædt i sort tøj, sorte støvler og mørkeblå uldjakker.
Med små handlinger såsom at smide skoene eller sætte håret forvandler de sig på skift til de 12 scenariers forskellige figurer.
Marie Louise Wille holder publikum i sin hule hånd med sine uregerlige krøller og sit charmerende grin. Tina Gylling Mortensen veksler mellem humor i sine blikke ud mod publikum og uskyldighed og ømhed, da hun forvandler sig til en ung, jødisk teenagepige i en Kz-lejr. De to skuespillere har et spændende og aggressivt samspil, hvad enten det er i rollerne som to fremmede kvinder, der mødes i en påtaget høflighed, eller det er i den absurde slutscene som sangfuglen og uglen, der mødes, efter menneskene er forsvundet fra jordens overflade.
Kasper Leisner og Thomas Levin brillerer særligt som de to mænd i bunkeren, der holder øje med, at verden ikke går under. I en sky af onani, seksuelle fantasier og sex supplerer Kasper Leisners kæmpe krop Thomas Levins mindre skikkelse perfekt, og sammen skaber de en både humoristisk og rørende scene. På en gang fyldt med maskuline klicheer og oprigtig længsel og romantik.
Hvor de fire skuespillere lægger distance til scenarierne og arbejder mindre med indlevelse, tager Peter Asmussens ord over og udfylder hullerne i samspil med publikums fantasi.
Udstillingen af hykleriet
Umiddelbart virker titlen Soli Deo Gloria, der kan oversættes med ”Alene til Guds ære”, ikke til at have meget med værkets indhold at gøre.
Selv fortæller Asmussen i forestillingens program, at han er inspireret af komponisten Johann Sebastian Bachs kantater, som han underskrev med et ”SDG”. Asmussen ser en ironi i, at alt er til Guds ære, da vi blot er mennesker, der sendes ind på livets arena og her kommer ud for frygtelige ting. Som han udtaler i programmet: ”Hver kantate er et nummer i Guds grusomme revy” – og således de tolv scenarier. Denne ironi er tydelig at spore forestillingen igennem.
Men noget andet trænger sig også på. For denne anmelder tegner der sig i de 12 scenarier et billede af mennesker, som nok befinder sig i afgørende øjeblikke, men også i øjeblikke fulde af hykleri.
Hykleriet er tilstede, når en kvinde nægter at huske den mand, hvis mødom hun tog som ung. I stedet for insisterer hun på, at hendes ægtemand var den første, hun gik i seng med. Det er tilstede, når manden i bussen, der har klistret sprængstoffer om kroppen, et kort øjeblik føler væmmelse ved manden ved sin side, der taler om at gøre et barn fortræd. Det er særligt udpræget tilstede, når ægtemanden presser sin kone ud i sindssyge ved at placere maddiker på badeværelset, så han kan være sammen med sin nye kærlighed.
På denne måde afslører hykleriet sig forestillingen igennem. Intet vi gør, gør vi ene og alene til Guds ære – eller for et højere formål, om man vil. Vi er selvcentrerede hyklere, som hævder os over for vores næste. I dette hykleri er der både tragik og komik, og det er dét, Asmussen beskriver perfekt, og som forestillingen omsætter smukt.
Forestillingen slutter med et nærmest grafisk billede af to sangfugle på en bænk svævende i luften, badet i rødt lys. Med kærligheden til selvet intakt fløjter sangfuglen lystigt, imens den stilhedshungrende ugle med sin tuden påkalder rovfuglen, der svæver et sted foroven. Gru og skønhed hånd i hånd.
Betty Nansen Teatret. Spiller til 19. december 2015.
Instruktør: Thomas Bendixen, Scenograf: Julian Juhlin, Dramatiker: Peter Asmussen, Komponist og live-musiker: Yann Coppier, Medvirkende: Tina Gylling Mortensen, Marie Louise Wille, Kasper Leisner og Thomas Levin.
Susanne Hjelm Pedersen, cand.mag. i Dramaturgi. Arbejder blandt andet som freelance dramaturg og underviser ved DDSKS.