Playing Cards. Hearts. Iscenesættelse: Robert Lepage, gæstespil i Østre Gasværk, København, 14.-19. oktober 2015
Af Annelis Kuhlmann
Grafisk novelle om maskineriet i tidens tandhjul, det arabiske forår og hjertets grænseløse sprog
Det runde rum i Østre Gasværk er ramme om gæstespillet med Hearts, der udgør den anden del af serien, Playing Cards, iscenesat af Robert Lepage. Røde tungeformede draperinger skaber kontrast fra den øverste kant af Michel Gauthier og Jean Hazels stilistiske og designklare næsten minimalistiske scenebillede, med allusioner til cirkus og kabaret. Publikumsopbygningen breder sig i en amfiteatral konstruktion i nærved 360 grader omkring det cirkulære scenemaskineri, hvor handlingen spektakulært kommer til at udfolde sig, og som fremstår tilstrækkelig massiv til at virke som maskinrummet på et fartøj.
Det er næppe tilfældigt, for Lepages teatertrup Ex Machina har i den grad fokus på hjertemetaforen i denne opsætning. Den velsmurte og polerede scenemekanisme udgør et dominerende fascinationspunkt for forestillingen både i form af flere drejescener inde i hinanden og som et større antal snart åbne, snart lukkede sprækker og pladser i sceneskiven, som gør det muligt for skuespillerne og for scenografiske elementer at udnytte den vertikale dimension til sceniske tryllerier. Et par diskrete trapper i kanten af skiven bringer skuespillerne ind og ud af scenerummet.
På loftet over scenen ses en masse tandhjul, der indledningsvis bevæger sig som et forvokset urværk, hvorved tiden bogstaveligt bliver sat i scene. Langs scenekanten og fordelt i fire verdenshjørner står forskellige instrumenter som barometer, kronometer, dampmaskine, og navigationsudstyr, der leder tanken hen på Jules Vernes eventyrlige fortælling, En verdensomsejling under havet (1869). Mens publikum indfinder sig i salen, foregår der omkring disse instrumenter stumme samtalescener mellem små persongrupper, der minder om et parisisk borgerskab i anden halvdel af det 19. århundrede, hvor figurerne tydeligvis er betaget af alle de teknologiske vidundere. Konturerne i kostumieren, Sébastien Dionnes krinolinevuggende kvindekjoler understøttes af scenens draperinger og tegner en linje, der spiller sammen med scenemaskineriets allusion om at kunne erobre verden i én bue. Med dette billede er forestillingen i gang.
Tidsmaskinens fortælling om det hjerteskærende
Tid er fortælling, tid er menneskers oplevelse af følelser, tid er handlinger og bevægelse, og tid er nærvær. På en måde forsøger Hearts netop med en flerstrenget brug af tidsbegrebet også at indfange tilskuerens tilstedeværelse i de godt tre timer, der går, mens vi ser forestillingen. Dette forhold er nok forestillingens svage punkt, for selvom Hearts også handler om, at historien gentager sig, og at vores skæbne i globaliseringens videnskabelige og postindustrielle tidsalder måske netop er at være forbundet med hinanden i hjertet mere end med forstanden, så er forestillingen alt i alt lang og byder på mange loops.
Selve historien er enkel: I Canada beslutter den kulturmuslimske nordafrikanske 2011-immigrant-taxachauffør, Chaffik, spillet af Ben Grant, sig for at rejse tilbage til Algeriet for at lede efter sporene fra sin farfar, der forsvandt. Denne del placerer sig hårfint i forhold til publikums kendskab til det internationale tv-koncept, Sporløs.
Magikeren, Jean-Eugène Robert-Houdin, spillet af Olivier Normand, fremstiller tryllerier, der i forestillingen indgår som en lang teatraliseret udlægning af filmkunstens begyndelse, der krydsklippes med scenerne om Chaffiks søgen, idet Robert-Houdin også rejser til Algeriet for at udfordre marabuerne på magt og spiritualitet. Magikeren, hvis spor er tæt forbundet med fascinationen af videnskabelige opdagelser af forskellige måleinstrumenter, samt af den våbenindustri (!), disse også medførte, er måske et udtryk for magikeren Robert Lepages signatur. Der er i hvert fald lagt op til, at historien også skærper vores opmærksomhed overfor politisk og militærisk magtkamp og korruption. Chaffik og Magikeren har det tilfælles, at deres liv fremstår som en overraskende sammenvævet skæbnehistorie om familie, politik, tolerance mm.
Chaffiks kæreste, Judith, spillet af Catherine Hughes, som underviser i filmhistorie på Laval universitetet, og som tilmed er diplomatdatter, bliver krydsreferencepunktet for alle linjerne i denne historie. Chaffiks familie, ikke mindst den religiøse farmor, spillet af Nuria Garcia, er meget hjertevarm overfor Judith. Bedstemoren er bærer af familiens erindring, og hun driver i adskillige scener forestillingen fremad gennem sine fortællinger. På et tidspunkt får Chaffiks far – bedstemorens søn – et hjerteslag (!) og dør på operationsbordet. Magikeren har en finger med i spillet, så da de fjerner ligklædet, er den døde hokus pokus væk, og Magikeren springer i stedet selv op fra båren og fortsætter fortællingen ved at kaste lys over sit spor med en særlig magisk lampe.
Judiths egen familie (Louis Fortier spiller mor og John Cobb er far) fremstår grotesk hjerteløs, uintelligent og fordomsfuld skeptisk overfor Chaffiks kulturelle baggrund. Eksempelvis bliver forholdet mellem Halal og gris til en komisk scene. De mange krydsklippede sceneskift mellem de to familier sker på magisk vis, idet familiemedlemmerne på skift ”trylles” ind og ud af én og samme situation omkring et rundt spisebord, der som en ekstra drejescene bevirker, at vi kan følge alle figurernes spil og indbyrdes relationer.
Meget kort fortalt, ser vi, hvordan Chaffik og Judith mødes på en taxatur. Turen fremstår i en sort-hvid grafisk-flimrende graphic novel tegnefilm om byen, som projiceres på det halvtransparente lærred, der hæves og sænkes som et rørformet tæppe i sceneskivens kant. Lysdesigneren, Louis-Xavier Gagnon-Lebrun har gjort lys til farve, til rum. På den måde bliver billedet på et beduintelt vævet ind i den kosmopolitiske immigrantstorby – én verden, mange verdener. Senere forvandles lærredet i et stærkt blåt lys til et stort Middelhav, som Chaffik må krydse for at gense Algeriets kyst.
Efter en tid erfarer vi, at de to unge ikke længere er sammen, men at Judith venter deres barn. Resten af dette spor i fortællingen er én lang turbulent ventetid, der til sidst munder ud i, at barnets ankomst til verden forsoner Judiths skeptiske familie med realiteterne. Hjerter er og bliver det centrale budskab i forestillingens lidt uforløste slutscene.
Et andet fortællespor i forestillingen handler om den politiske historie, der vedrører kolonimagten Frankrigs forhold til Algeriet med alt, hvad dette traumatiske kapitel indeholder af krig, undertrykkelse, massakrer og tortur. Denne historie har sit aktuelle spor i forestillingens stærkt stiliserede latente chauvinisme, der illustreres som en Québec specialitet i såvel Judiths familie som på uddannelsesinstitutionen, hvor studenterne diskuterer filmlærredets ironi i forhold til den hvide konverterede kvindes insisteren på at bære sløret, hijab. På et tidspunkt har Magikeren mødt en lille algerisk dreng, spillet af Kathryn Hunter, som pga. et traume er blevet stum. Magikeren inviterer ham ombord i en luftballon, der som et billede på den vægtløse drømmetilstand giver drengen sin stemme tilbage. Han kan synge! Det er et fint poetisk billede, måske lidt for politisk korrekt, men samtidig også befordrende for den store rejse i fortællingen om Chaffiks traffik frem og tilbage mellem oprindelseslandet og sin canadiske virkelighed.
Og endelig er der det tredje spor, som handler om kunst, der konkretiseres med Magikeren i front, ledsaget af Judiths filmhistoriske forelæsninger, der går tilbage til brødrene Lumières opfindelse af billedprojektionsteknikker forud for filmens gennembrud. Hun forelæser om Georges Méliès’ Rejsen til Månen (1902), der fungerer perfekt som et science fiction-greb til at bygge en tematisk-historisk forbindelse til Magikerens univers. Man kan sige, at Magikerens tryllespor på denne måde også er indlejret i Judiths spor.
Dramaturgien i Hearts
Stockholmske Peder Bjurman står for dramaturgien i Playing Cards. Hearts, ligesom han har gjort det ved flere tidligere Lepage-produktioner. Sådan som hovedsporene i Hearts godt og grundigt er vævet ind i hinanden, er der er tale om en kompleks episk og til tider filmisk dramaturgi, der henter kernen af sit byggemateriale fra kortspillets verden, hvor Klør, Ruder, Spar og Hjerter har hver sin figur og tone, fordelt på forskellige nominale værdier og karakterer. Der opereres med et regulært sæt på 52 kort, fire farver, fire kongefamilier og to jokere. I denne opsætning er Hjerter i fokus. Det mere mystiske kortsæt udgøres af en reference til i alt 78 tarotkort, fire symboler, ligeledes fire kongelige familier men dog kun én joker. Disse kortspil kan man se som en slags stærkt forenklede og systemiske billeder på et samfunds opbygning, f.eks. det vestlige industrisamfund over for den islamiske verden. Kortspillenes logikker og tryllebindende men skjulte strategier åbner for et spil med besværgelser og formularer, der går som en temmelig underforstået del af forestillingen i den måde, hvorpå kombinationsmulighederne mellem kort bliver til udtryk for muligheder for scenarier mellem forestillingens figurer. Det er en dramateknisk tradition, der knytter sig dels til Vladimir Propps Eventyrets morfologi (1928), dels til Étienne Souriaus Les deux cent mille situations dramatiques (1950), hvor typologiske nuancer gør hele den dramaturgiske forskel. Fokus er således ikke så meget lagt på figurernes psykologi endsige udvikling, idet de mange små situationer fremstår som forholdsvis sketchagtige tegneserier eller mini-graphic novels. Musikken i Jean-Sébastien Côtés design skifter mellem hovedsporenes kulturelle musikalske traditionsformer med værker af Chopin, Offenbach, Liszt, fransk militærmusik m.fl., hvilket gør det nemt at følge fortællingen. Denne musikdramaturgi giver også skuespillerne anledning til at danse og synge i mange af de forskellige situationer.
Det interessante ved Hearts er, at alle skuespillerne er krediteret som forfattere. Mao foreligger der en såkaldt kollaborativ tilblivelse af den samlede tekst til Hearts. Alle figurernes stemmer virker også til at være nogenlunde autentiske i deres kroppe, så polyfonien som performance er klar.
Det er dog først ret sent i Hearts, at vi ser Magikeren trække Spar 9-kortet op af lommen. Han forstørrer kortet til mandsstørrelse for derpå at trylle det om til Hjerter Dame med tilnavnet Judith. Og voila, tryllenummeret bliver til virkelighed, og ud træder den levende Judith af det todimensionelle billedkort. Denne Queen of Hearts understreger kærlighedstemaet som essensen af Lepages ærinde med maskineriet.
På en måde er Hearts en krønike, der kombinerer det private og mellemmenneskelige fortælleunivers med dokumentariske kapitler fra den politiske verdenshistorie. Krøniken som model understreger en veldrejet dramaturgi, hvor maskineriet kører, men som tidligere nævnt sker det med et utal af digressioner.
Det faktum, at Hearts ikke opererer med en tydelig begyndelse og slutning, idet forestillingen er i gang, inden publikum er på plads, og at fortællingen synes at kunne fortsætte i et nærmest uendeligt perspektiv, understreger mit indtryk af en symbolsk og måske ligefrem verdsliggjort mytologisk dimension, som forestillingen benytter som en form for civilisationskritik. Det er som om, at guden for længst er sprunget ud af maskinen på fortælleniveauet, mens Lepages Ex Machina lader scenemaskineriet indtage hovedrollen. Situationerne i stykket er på mange måder stereotype og konventionelle, og i Lepages maskineri er det som om, at netop iscenesættelsen forholdsvis patetisk vil understrege det hjerte og den hjertelighed, som samfundsstrukturernes indbyggede begær overordnet set har mistet. Taxachaufførens virkelighed er samstemmende med det arabiske forår, ligesom den algierske families oplevelse af afslutningen på Anden Verdenskrig, der dokumentarisk også bliver inddraget som en forståelsesramme om modstandskraft og med et frihedsbudskab om kolonimagternes endeligt. Slutscenens forsoning synes at efterlade et spinkelt håb om en happy end.
Lepage Playing Cards
Hearts er anden del af en serie på fire. Første del hedder Spades. At dømme ud fra beskrivelserne af Spades bliver der alt i alt tale om en tetralogi i fire dele og med mytologisk tilsnit og et ambitionsniveau, der omend med et andet kunstnerisk scenesprog kunne lede tanken hen på Lepages opsætning af Richard Wagners ligeledes firedelte mastodontværk, Das Ring des Nibelungen (2010-12).
Der er god tradition for at gøre brug af kortspil i teatrets verden. Et af de klassiske eksempler er Spader Dame (Pikovaja Dama), baseret på Alexander Pusjkins novelle (1825). Den blev senere forlæg for Pjotr Tjajkovskijs berømte opera med samme titel (1890). Magi, spænding, skæbne, og ikke mindst den komplekse spilmetafor er velegnet til at nære figurerne med motiver.
I Robert Lepages iscenesættelse af Hearts er der tale om en næsten overdreven brug af metaforer, som får forestillingens massive opbud af tegn til på en lidt populistisk måde at skabe en kølig distance til tilskuerne. Samtidig rummer situationerne også masser af komiske indslag. Denne veldrejede kombination fremstår næsten som en illustration af selve urværket i loftet. Tiden gik i øvrigt karakteristisk nok i stå i dette urværk kort inde i forestillingen.
Lepage i Danmark
Robert Lepage har gæstet Danmark flere gange. I skrivende stund er der kun gået knap to måneder siden sidste besøg, der fandt sted under Aarhus Festuge 2015 med soloforestillingen 887. Hvis man genopfrisker anmeldelsen her på sitet https://www.peripeti.dk/2015/09/05/887-ex-machina-robert-lepage/ og sammenholder med ovenstående, vil man kunne få et indtryk af spændvidder i Lepages produktioner.
Credits
Iscenesættelse: Robert Lepage. Tekst: Louis Fortier, Reda Guerinik, Ben Grant, Catherine Hughes, Kathryn Hunter, Robert Lepage, Marcello Magni & Olivier Normand. Dramaturg: Peder Bjurman. Instruktionsassistent: Sybille Wilson. Original musik & lyddesign: Jean-Sébastien Côté. Scenografi: Michel Gauthier og Jean Hazel. Lysdesign: Louis-Xavier Gagnon-Lebrun. Kostumer: Sébastien Dionne. Rekvisitdesign: Virginie Leclerc. Billeddesign: David Leclerc. Fotos i anmeldelsen: Erick Labbé.
Hearts er produceret af Ex Machina, initieret af 360° Network, i samproduktion med Ruhrtriennale, La Comète – Scène nationale de Châlons-en-Champagne, Cirque Jules Verne & Maison de la Culture – Scène nationale d’Amiens, La Tohu – Montréal, Østre Gasværk Teater, Roundhouse – London og Les Théâtres de la Ville de Luxembourg.
Annelis Kuhlmann, PhD, lektor i dramaturgi.