Sjovt selskabsspil
– som først er færdigbagt når man sidder ved skærmen
Af Stig Jarl
Rimini Protokoll: HOME VISIT EUROPE. Co-produktion med Mungo Park, Sort/Hvid og Teater Nordkraft.
Oplevet i en privat lejlighed i Valdemarsgade på Vesterbro i København, 18. september 2015.
To begreber er ofte i spil, når der diskuteres nye trendy teaterformer: virkelighedsteater og interaktivt teater. Definitioner kan man altid skændes om, men det er ikke ualmindeligt at sige, at i virkelighedsteatret har vi virkeligheden repræsenteret på scenen i form af almindelige mennesker, som bidrager med et indhold baseret på deres egen samfundsmæssige virkelighed, og i det interaktive teater er den traditionelle passive tilskuerrolle afløst at en aktiv medspillende rolle, som påvirker spillet, men som dog typisk fungerer på skuespiller/performernes præmisser.
Hvad er så Home Visit Europe? Her er vi både ganske almindelige mennesker, som bidrager med oplysninger og holdninger – og vi er i den grad i interaktion. Men kun med hinanden, for der er slet ingen skuespillere/performere. Vi er alle deltagere. Altså lige bortset fra Tamara, som har titel af spilleleder.
Home Visit Europe minder da også mere om selskabsleg eller -spil end om en teaterforestilling, og hvis fænomenet teater-i-teaterlovens-forstand ikke var afskaffet for flere år siden, var der ingen tvivl om, at vi her var på udenomslovlig grund.
Jeg kan rigtig godt lide både at spille og lege, så på den måde, burde Home Visit Europe være ideel for mig. Umiddelbart har jeg det da også rigtig godt sammen med Tamara, David, der er vært, Stine, som jeg efter lidt tid bliver sat på hold med og de otte andre i den lille gruppe som deltog i Home Visit Europe en torsdag eftermiddag i september.
To dage før havde jeg fået adressen pr. SMS, og da jeg troppede op i lejligheden i Valdemarsgade på Vesterbro, var der lavet kaffe og te, så man kunne hyggesnakke og få en kort instruks, der bl.a. gik ud på, at vi hver især skulle sætte tre kryds på Europa-kortet: det sted vi var født, et sted hvor vi havde opholdt os i en længere periode og endelig et sted, som vi havde et særligt forhold til. Herefter skulle de tre kryds forbindes. Vi gør, hvad vi får besked på uden at stille ret mange spørgsmål. Men jeg forstod vist aldrig helt formålet med de mange streger.
Ud over os deltagere og vores hjælpeånd Tamara, var en central aktør i spillet en maskine med et udseende, der straks ville foranledige evakuering af Hovedbanegården og bud efter Rullemarie.
Vi skal lige samle mod til at trykke på maskinens grønne knap (der er også en rød!), men så spytter den ellers kortere eller længere strimler ud med spørgsmål eller informationer. Den kan også finde på at spille en lidt samplet udgave af Europa-hymnen og komme med andre bib-lyde.
I første runde får vi information om etableringen af Kul- og stålunionen og så skal vi ellers på tur stille spørgsmål til værten. Eller rettere sagt: vi skal læse de spørgsmål op, der var formuleret på den strimmel, som kom ud af maskinen. Det føltes ikke som om vi var i maskinens magt; men faktisk var det tilfældet.
Er du medlem af et parti?
Anden runde går på os alle. Hvor mange har været elevrådsrepræsentanter? Er aktive i en forening (øh, hvornår er man egentlig aktiv)? medlem af et parti? Op med hånden! Men også om man på et tidspunkt har måtte skjule sin nationalitet.
Da vi indleder tredje runde forklarer maskinen os, om hvordan brug af kvalificeret flertalsafstemning fungerer efter EF-pakken i 1986. Det er måske det, der spejles i vores lille session, da vi alle lidt senere skal holde hånden oppe indtil vi ikke længere har lyst. Hvor længe kan man stå for et gruppepres?
Der er flere andre opgave – det var vist også i den runde, at vi skulle ringe til en bekendt, der bor langt væk og spørge om hvad han eller hun så foran sig. Lidt underligt – formentlig også for personen, man ringede til (min kusines mand i Hillerød kiggede i øvrigt på tulipanløg). Og jeg forstod ikke helt, hvad det skulle bruges til.
Med fjerde runde blev vi sat i hold på baggrund af vores svar undervejs – aha! Tamara var ikke blot hjælpeånd, men også en Big Brother (Sister), som overvågede og noterede vores svar på sin Ipad. Nu skal vi til at konkurrere. Vi er jo underlagt de liberale markedslove. Hvert hold får sine egen lille maskine med touch-skærm, hvor vi kan besvare spørgsmål (det var Stine og jeg gode til), satse i forhold til de andre grupper (det var vi dårlige til), lægge arm med modstandere (tak, Stine!) og indgå mere eller mindre suspekte alliancer for enten at score selv eller jorde andre. Jeg tror vi sluttede som næst- eller tredjesidst – men stilingen var meget lige. Vinderne fik snaps – efter vi altså havde stemt om de skulle have det.
Del af kagen
Da vi satte os til bordet stod der en kageform med dej. Maskinens alarm fortalte os både hvornår der skulle tændes for ovnen, kagen sættes ind, og hvornår den skulle ud igen. Det passede præcis med, at vi var færdige med gruppekonkurrencen.
Og så fik vi ”vores del af kagen”. Den fantastiske maskine kunne spytte en papirstrimmel ud, der var præcis lige så lang som den nu færdige kages omkreds. Den havde udregnet skæremærker, der var placeret så hver gruppe skulle få et kagestykke, som i størrelse svarede til deres score. Det var bare at skære efter de markerede linjer.
Problemet var dog, at praksis – vores kage – ikke var så god at overføre teori på. Den viste sig at være lidt for blød og nok ikke gennembagt, hvad enten det har været temperaturen eller tiden, det har været galt med. Det kunne selvfølgelige også være at opskriften ikke var fulgt præcist. Derfor var det heller ikke muligt at skære den præcist ud. Om det blev mere eller mindre retfærdigt af den grund (eller om det overhovedet er et relevant begreb i den sammenhæng), skal jeg ikke kunne sige. Men det var en jo en chokoladekage, og selv om den havde en mærkelig form og konsistens smagte den stadig af chokolade.
Kan man sige det samme om forestillingen? Det var jeg lidt i tvivl om bagefter. Jeg havde haft en sjov eftermiddag – ingen tvivl om det – og jeg fik nogle gode historier med hjem – bl.a. fortalte en smuk norsk pige helt vidunderligt om hvordan hendes bedsteforældre havde fundet hinanden i en lillebitte by i Telemarken.
Men var det andet og mere end ren adspredelse? Rimini Protokoll taler selv om at de vil sætte den abstrakte idé om Europa i kontrast til en privat lejligheds individualitet – vores personlige historier og Europas politiske mekanismer vil blive flettet sammen gennem forestillingen.
Det er altså en form for montage. Men hvordan er det betydningslag, der opstår gennem montagen? Får vi en politisk erkendelse? – Det syntes jeg i hvert fald ikke da jeg cyklede hjem.
Jeg var sammen med nogle mennesker, som man lærte at kende tilpas meget til at det blev interessant, men mere var der jo heller ikke plads til, for selv om man ikke umiddelbart gennemskuer det, var forløbet faktisk lagt rigtig meget stramt og kontrolleret. Måske var der en bevidst pointe i at der ikke var særlig megen plads til de der mellemmenneskelige relationer, men så synes jeg ikke, at den kom tilstrækkelig frem.
Et statistisk slaraffenland
Dagen efter mødte jeg i anden sammenhæng Peripeti-redaktøren, som spurgte, om jeg ville anmelde forestillingen. Det ville jeg jo godt. Så var det, at jeg kom til at tænke på, at Tamara jo havde taget et foto af os til brug for en hjemmeside. Den skulle jeg måske se lidt nærmere på. Og pludselig begyndte rigtig meget at falde på plads.
De senere år har Rimini Protokoll været mere og mere optaget af statistik. Mest kendt er nok forestillingen 100 % City, som efter premieren i Berlin i 2008 efterhånden har været produceret i mere end tyve forskellige byer over hele verden – og der kommer stadig nye til. Der har bl.a. været produktioner i Penang, San Diego, Melbourne, Gwangju, Riga, London – og også i København i august 2013 som led i Metropolis Festivalen. Det var virkelighedsteater – opført på en egentlig teaterscene (i København i Skuespilhuset), hvor publikum oplevede 100 deltagere – ”almindelige mennesker” – som tilsammen var repræsentative for den pågældende by og som i en anden survey-undersøgelse kunne rubricere sig grafisk i forhold til deres data og holdninger. Her blev produceret statistik på scenen.
Med Home visit Europe producerede vi også statistik – dog uden at være klar over det. Alle vores udsagn og tilkendegivelser blev imidlertid noteret af overvågende Big Brother/Sister og kan ses i grafiske præsentationer på sitet http://www.homevisiteurope.org/
– Det er faktisk ret vildt! Også at bladre lidt frem og tilbage og sammenligne mellem de forskellige byer. Så viser det sig fx at alle ved forestillingen i Bergen d. 8. juni 2015 havde over middel tillid til demokratiet, mens det kun var tilfældet for 1/3 % af deltagerne ved forestillingen i Reinickendorf i Berlin d. 3. juli.
Så på denne måde binder forestillingen jo faktisk deltagerne i byerne i Europa sammen og gør os klogere på os selv og hinanden. Ikke via erkendelse opnået gennem selve forestillingen, men via Rimini Protokolls efterfølgende præsentation af de data, som vi deltagerne selv har leveret under forløbet.
Rimini Protokoll er ikke bare glade for statistik; de er også maniske omkring dokumentation. Deres hjemmeside http://www.rimini-protokoll.de/ er således en skatkiste af oplysninger om aktiviteter fra den kunstneriske trekant Helgard Haug, Stefan Kaegi og Daniel Wetzel siden 1990erne.
I lighed med 100 % City, der i hver enkelt by skabes med lokale samproducenter, er Home Visit Europe et samarbejdsprojekt – ikke et gæstespil. I Danmark er det Sort/Hvid, Mungo Park, Allerød og Teater Nordkraft, der er medproducenter.
Her kan man se resultaterne fra den gruppe, som anmelderen var med i: http://homevisiteurope.org/dk/index.php?id=6&hb=265&city=Kopenhagen
Stig Jarl, lektor ved Teater og Performancestudier, Københavns Universitet