Teatrets illusioner
Af Erik Exe Christoffersen
Jeppe på Bjerget – eller Den Forvandlede Bonde (1722) er en komedie med karnevalistisk træk: ‘teater i teater’ og med direkte kontakt til publikum. Komedien benytter sig af omvending og transformation og bonden og drukkenbolten Jeppe vågner pludselig op i baronens seng. Og senere går det den omvendte vej tilbage til bondeidentiteten. Det dramaturgiske princip er gentagelsen som skaber ironiens refleksion og grundlaget for nye betydninger.
Forestillingen iscenesætter denne konstante tvivl. Skal Jeppe følge sin fornuft eller sin drift, er han bonde elle baron, død eller levende? Tvivlen er reel fordi identiteten for Holberg ikke er noget en gang for alle givet. Det er muligt at forandre sig og se verden i et andet perspektiv. ”Lær Viisdom af Livets Optrin” står der skrevet i guld over den skrå scene på Rønne Theater, som blev dannet i 1823. Det kunne være forfattet af Holberg og mottoet indgår da også i stykket i en munter og musikalsk flerstemmig fremstilling af de fire skuespillere både i begyndelsen og i slutningen. Dette motto er jo i høj grad det teatret gør ved at skabe spil på scenen. Og det er det, som instruktionen understreger ved at lade skuespillerne præsentere hinanden og deres roller. Ved at skabe en afstand og en forskel mellem givne roller bliver refleksionen en mulighed. Det sker også gennem de mange rolleskift mellem de fire skuespillere, hvor de tre spiller op til 3-4 roller mens Jeppe spilles af den samme skuespiller. Iscenesættelsen benytter tillige gestiske partiturer, en række numre af akrobatisk art, tryllerier og lazzies. I det hele taget er de fire skuespillere i topform og forestillingen emmer af energi, musikalitet og virkelyst ikke mindst i den mange rolleskift. Også musikeren og lydmageren er oppe i omdrejninger med alverdens instrumenter, tordenmaskine og skræppende gæs. Jeppe på Bjerget er polyfonisk med mange direkte og indirekte fiktionaliserende stemmer: Instruktøren, skuespillerne, scenografen, musikeren og lysdesigneren. De er alle selvstændige stemmer i iscenesættelsens helheden. Det gør det både dynamisk og performativt uden at ville postulere en enhedslig fortolkning. Teatret dyrker en feedback sløjfe mellem scene og sal og hele teatret spiller faktisk med i præsentationen af Rønne Theater inden forestillingen. Tilskuerne spiser deres medbragte madkurv i teatrets have og ser dukketeater med de medvirkende frit efter Shakespeare ”Trold kan tæmmes” i pausen. Efter forestillingen er der vægtersang på gaden.
Flydende modernitet
Jeppe har en skrøbelig identitet og bliver tilsyneladende kun holdt i en fast ramme af angsten for Mester Erik, pisken som Nille svinger med hård hånd. Driften efter at give slip er stærk og alkoholen er et forførende middel. Han drikker pengene op og ligger der på møddingen, hvor baronen og hans mænd tilfældigt kommer forbi og får den ide at lave et transformationsnummer med ham. Baronen bliver gamemaster og de lægger ham i baronens seng for at se, hvad der sker, når han vågner. Det er jo nærmest et antropologisk eksperiment i stil med dem, hvor man har flyttet naturfolk fra en kontekst til en anden. Mere eller mindre uden forklaring. Springet fra møddingen til baronens seng er et teatralt kup, hvor kulisserne, bagtæppe og sidesufitter med et snuptag forandrer sig, som var det et filmisk klip. Fordi vi ved det er teater, fungerer magien. Jeppe bliver blot liggende midt på scenen, mens alt på et øjeblik forandrer sig omkring ham. Jeppe bliver så at sige på stedet mens omgivelser forandrer sig til hans store forbavselse og til tilskuerne fornøjelse.
Han kommer ud i den store identitetskrise. Han føler sig som Jeppe, men er tilsyneladende ikke Jeppe. Er det en drøm, eller var det tidligere jeg, som nu er ikke-jeg, en illusion. Komedien tematiserer den for Holberg centrale identitetsdannelse. Det 18. århundredes overgang til det moderne samfund betyder, at identitet er en skrøbelig størrelse under forandring og udvikling. I det hele taget er identiteten for Holberg noget som dannes, et potentiale og en mulighed også for misdannelse. Er identiteten en illusion som teatret er det? Lægerne som er baronens forklædte folk overbeviser med deres tricks Jeppe om, at han ikke fejler noget, og langsomt lever han sig ind i den nye identitet, som til fulde lever op til en forventelig herrementalitet. Jeppe ender med at ville hænge Ridefogeden, som han kender fra sit tidligere liv, som en tyran og der har ydmyget ham ved at forføre Nille. De får drukket Jeppe beruset igen, og med et teatralt greb er han tilbage på møddingen, hvor han vågner til virkeligheden eller en ny drøm. Eller var han i paradis? Nille og Mester Erik forsikrer ham dog i den smertelige virkelighed. Baronen og hans folk er nu forklædt som dommere, og det ender med at Jeppe bliver dømt til hængning. Der står han så nærmest korsfæstet, mens teatrets torden og lynmaskineri brager løs. Jeppe vågner og tror han er død, og det samme gør Nille. For første gang er de begge helt rørende i erkendelsen af tabet af livet. Efterfølgen bliver Jeppe dømt tilbage til livet og får oven i købet en skilling, som veksles til brændevin. Endelig til slut afslører baronens mand i ny forklædning, at Jeppe er blevet gruelig misbrugt og snydt gennem de forskellige illusioner. Han er blevet til en nar. Om det er en selverkendelse Jeppe tager til sig er et spørgsmål. Komediens selvrefleksion retter sig primært mod tilskuerne, som ser livets vilkår i øjnene. Vi udsættes for transformationer og blændværk, hvor intet er hvad det giver sig ud for. Men også blændværket kan blive et grundlag for oplysning og selvrefleksion. I Holbergs univers er identiteten flydende og den anden har mulighed for at tage herredømmet.
Oplysning og dannelse
Holberg ynder overgangen eller forvandlingen fra en identitet til en anden. Der er fx Rasmus Bjerg som bliver til Erasmus Montanus og her er det altså Jeppe der pludselig vågner op og er en anden. Det er et velkendt tema som både findes i komiske og tragiske varianter. Der er noget ganske uhyggelig ved dette at vågne op og være en anden. Det er både et kontroltab, men det er også en mulighed for refleksivitet. Holbergs teatret har sine dionysisk opløsende og apollinsk opklarende aspekter. Det skaber en æstetisk socialisering: sans for almene regler, fællesskabets fornuftige adfærd, oplysningen men også teatrets sans for narrens omvending af den frigjorte borger. Dannelse er en dynamisk udvikling, hvor individet skifter position og transformeres. Det velkendte konfronteres med det ubekendte og opfattes i et nyt perspektiv. Dannelse er kort sagt evnen til at perspektivere og skifte perspektiv. Oversættelsen fra en position til en anden er en moderne nødvendighed. Og det er hvad tilskuerne bliver vidner til i forestillingen. Det kunne have været ganske smukt, hvis teatrets bagtæpper var faldet ned til slut, så vi fik afsløret teatrets illusionsrum og blottet det nøgne rå teaterrum.
Borgernes scene
Rønne Theater blev etableret som barokteater i 1823, og nogle af de første forestillinger, der blev opført, var netop Holbergs komedier. I forbindelsen med forestillingen her i 2015 genetableres nogle af de gamle kulisser fra dengang, således at Holberg og Jeppe kan opleves i en historisk original rammer. Helt i barokteatrets ånd med nye sidekulisser, bagtæpper og soffitter, så det vil være som at træde ind i et teater fra en svunden tid. Kulisserne er skabt med hjælp fra Det Kongelige Teaters Scenografiske Værksteder. https://www.youtube.com/watch?v=1h_M7T0XzBs Rønne Theater er Danmarks ældste borgerscene på den måde at teatret altid har været i tæt kontakt med publikum og skiftevis har det været professionelle og amatører som har drevet udviklingen. Teatret huser Teaterforeningen Bornholm, Dramaskolen (2002), egnsteatret Bornholms Teater samt Bornholms Amatørscener. Man kunne let forestille sig at Jeppe var blev fortolket ind i og spillet med en lokal optik som bornholmerens konfrontation med københavnerne, som opkøber solskinsøen og forvandler de lokale til de rene Krølle-Bøller med en bornholmer dialekt. Egnsteatret er ikke faldet for den fristelse og holder sig til en mere ren Holberg uden hverken de store psykologiske eller politiske perspektiver, men til gengæld med en flyvende italiensk komediestil som er mere end holdbar. Med Holberg i år og de følgende år skriver teatret sig både ind i oplevelsesøkonomien ved at forene underholdning og flydende modernitet med tradition og turismetilbud.
Medvirkende: Jeppe: Esben Dalgaard, Nille m.fl.: Karin Bang Heinemeier, Jacob Skomager m.fl.: Ole Boisen, Baronen m.fl.: Jacob Teglgaard, Erik Lakaj m.fl.: Morten Brovn
Musik og effekter: Lars Feldmose. Scenograf: Niels Secher. Lysdesign: Sonja Lea. Instruktør: Jens Svane Boutrup
Erik Exe Christoffersen, lektor ved Dramaturgi, Aarhus Universitet. Redaktør af Peripeti.