Når man lukker en dør, åbner der sig et vindue et andet sted
Af Johan Holm
Fire personer sidder på en række af seks stole op af den intime studioscenes bagvæg; en ældre mand, en yngre mand, en ældre kvinde og en yngre kvinde. Over dem lyser tallet 15 i elektronisk rødt, den type tal, der ordner køen på apoteket eller posthuset. Ind kommer en ung kvinde, hun vil sætte sig ved siden af den ældre kvinde, der umærkeligt men bestemt med en bevægelse med armen signalerer at stolen er optaget. Den unge kvinde sætter sig i stedet ved siden af den unge mand. De fem personer foretager sig intet andet end at sidde, har ingen kontakt med hinanden og bestræber sig heller ikke på det. Billedet har klare associationer til et venteværelse, et slags limbo, der er styret af en højere magt, der kan kontrollere det røde nummer på væggen.
Man kan sige at dette forestillingens åbningsbillede er en kondensering af forestillingens udsagn. Man har her fem karakterer, der er sat ind i det samme rum, sat i en ventende tilstand styret af den skjulte mester bag det røde nummer. De er forbundet og alligevel ikke forbundet. Udsagnet kunne lyde noget i retning af, at vi alle uanset status, køn eller alder er konfronteret med livet på samme vilkår. Åbningsbilledet har samme funktion som Julie Petrine Glargaards dramas titel; Glasbobler. Titlen fungerer som metafor for, hvordan dramaets karakterer bevæger sig imellem hinanden uden at kunne nå ind til hinanden. Alligevel synes Glargaards drama at ville udpege det uundgåelige møde mellem glasbobler, hvor man mærker hinanden eller måske snarere mærker livet – både på godt og ondt. Metaforen glasboble er den menneskelige tilstands grundpræmis.
Scenografien
Glasbobler er en del af Aarhus Teaters satsning på ny dramatik, der skal gøre teatret til hjemstedet for ny dansk dramatik. Den nyskrevne dramatik skal komme til sin ret i en dogmeagtig enkel scenografi, som det hedder i forestillingsprogrammet. Carsten Burke Kristensens scenografi i Glasbobler består af to små podier, der fungerer som forskellige lokationer. På dem står en neutral stol og et bord. Imellem podierne er en åben spilleplads. Bagerst står rækken med de seks stole. Hele rummet – gulv og bagvæg er udsmykket med hvide linjer, der tilsammen danner en art gitter på det sorte gulv. Øverst på bagvæggen hænger den elektroniske plade, der viser det røde tal. Karaktererne bærer enkelte rekvisitter, der fungerer som medfortællende tegn.
Dramaet
Glasbobler udspiller sig i en multiplot-dramaturgi. Det vil sige, at karakterernes fortællinger fletter sig ind i hinanden på mere eller mindre tilfældig vis. Således opstår en art sommerfugleeffekt sideløbende med at et tema om skæbne og tilfældighed fremskrives. Det er kendetegnende for netop denne form, at scener, karakterer og udvikling gennemskæres af et overordnet tema, der binder skæbnerne sammen. Formen genkendes især i nyere kunstfilm fra Hollywood som Magnolia (1999), Crash (2004) og Short Cuts (1993). Fra teatret kender man formen fra Roland Schimmelpfennigs dramatik, der ofte bæres af en fascination af karakterernes magiske forbundenhed på tværs af tid og rum. Således benyttes formen ofte til at vise, hvor ens og tæt forbundne vi mennesker er på trods af vores ydre forskelligheder og distance.
I Glasbobler møder vi pensionisten Fru Staale (Inge Sofie Skovbo), der mindes sin ungdoms skønhed, og hjemmehjælperen Jacob (Thomas Bang), der bor i Holme. Fru Staale fortæller, at hun engang kendte en mand i Holme, som ikke ville lade hende være rødstrømpe, og som hun håber nu er død. På dette tidspunkt rejser Reichardt (Victor Marcussen) sig op fra stolen bagerst og sætter sig på det ene podium. Han åbner en flaske rødvin, som han smager på med kenderens attitude. Imens fortsætter scenen i midten mellem Fru Staale og Jacob. Iscenesættelsen udpeger således – ikke helt diskret – en potentiel forbindelse mellem manden fra Fru Staales fortid og Reichardt. Jacob forlader Fru Staale og en buzz-lyd høres; det røde 15 skifter til 14. Der er altså tale om en klar påpegning af overgangen mellem dramaets 15 scener. Samtidig igangsættes en nedtælling. Hver ny scene begynder med at det røde tal skifter.
Reichardts datter, den troende Esther (Mette Døssing), rydder op i hans hjem, mens han drikker et glas vin for meget og venter på sin næste klient. Da hun forlader ham, lyder buzz-lyden igen og scene 13 starter på det andet podie. Her sidder Jacob, hjemvendt fra arbejdet som hjemmehjælper for Fru Staale og spiller computerspil, hans kæreste Mille (Sicillia Gadborg Høegh) gør sig klar til at tage på arbejde. Hun er rengøringsassistent på hospitalet. Hun har været syg på det seneste, og der er derfor ikke én hovedpinepille at finde i deres hjem. Da buzz-lyden igen lyder følger vi Jacob på vej tilbage til Fru Staale. Han lider af migræne. På stationen møder han Esther, som han på en meget nærgående facon tigger om en hovedpinepille. Det får han ikke, men han finder imidlertid hendes bibel. På forunderlig vis forsvinder hans smerter. Med ét bliver han, der ellers ikke havde meget til overs for biblen, frelst. Scenen slutter med at Esther får en blodprop og forgæves ringer efter sin far. Han er imidlertid optaget, som vi lærer i den efterfølgende scene, af en samtale med sin klient, Mille. Mille går til psykolog, fordi hun har fået en abort. Aborten ved Jacob ikke noget om.
Narresutter
Sådan flettes dramaets karakterer ind i hinanden. Karaktererne er hver for sig fortabte, og fanget i en eksistentiel søgen efter noget, der er større end dem selv. Kristendommen i Esthers og den frelste Jacobs tilfælde tilbyder en løsningsmodel eller en narresut afhængig af hvordan man ser på det. Rødvinen og arbejdet giver måske Reichardts liv mening, han er mere realistisk og resigneret ligesom Fru Staale. Dramaet sætter således et skema op over den romantiske optimismes tro på en større sammenhæng og mening over for den realistiske pessimisme og det enkelte menneskes vilje til at skabe sin egen mening.
Spørgsmålet om skæbne og fri vilje bliver således i den grad sat på spidsen, hvilket denne sammenflettende dramaturgi næsten også fordrer; et spørgsmål om tilfældighed eller mening. Det bliver faktisk næsten for meget af det gode, når temaerne går igen i dialogen:
Esther: Det kan da ikke være nogens skæbne at dø.
Mille: I bund og grund er det jo alles skæbne at dø.
Fru Staale: Vi kan jo ikke alle sammen have en skæbne, der er ønskværdig for andre. Nogen må jo give afkald på livet.
Esther: Jeg skulle overleve det her.
Mille: Men du er måske i virkeligheden skabt til noget andet.
Esther: Noget større.
Mille: Til at dø. Måske skal du dø, for at nogle andre kan leve. Så der kommer en eller anden balance i verden.
Esther: Sådan fungerer det jo ikke. Det ville jo ikke give mening.
Fru Staale: Hvorfor skulle der også være en mening?
Sammenfletningen er altså gennemført ikke bare i de overordnede handlingsforløb, men også i detaljen. Fru Staale bliver indlagt og kommer på samme stue som Esther, hvor Mille er rengøringsassistent. Uden at vide det, er de tre kvinder jo forbundne af bekendtskaber. Da Reichardt kommer for at se til Esther, afslører Fru Staale, at hun blev gravid med ham, og fødte deres barn for tidligt. Barnet døde få uger efter fødslen. Kort forinden har Esther konfronteret sin far med hans utroskab, som hun mener, drev moderen til selvmord. Hun fortæller derpå, hvordan moderens bibel, som Jacob nu har stjålet på stationen, var en gave fra Reichardt. Netop den bibel, som gav Esthers liv mening, styrke og ro, mangler nu i hendes taske. Esther overlever ikke.
Reichardt lider altså samme skæbne som Fru Staale, de mister begge et barn. En slags hybris. Det samme sker for det unge par. Mille har allerede oplevet at få fjernet et barn, og Jacob mister et barn, idet han først tror, at Mille er gravid og glæder sig. Men hans begejstring forstummer, da han forstår at barnet er fjernet uden hans viden. Det er altså et konstant spil mellem det man ved og det man ikke ved, der sætter karaktererne i denne eksistentielt fastlåste tilstand. Når glasboblen punkteres og mennesket konfronteres med livets grundlæggende meningsløshed fordres et valg. Camus skriver, at når livet berøves sin illusion og mennesket føler sig fremmed, opstår en kløft mellem mennesket og tilværelsen, hvilket kan give en længsel mod tilintetgørelsen:
”Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål.”
Fru Staale tager tilsyneladende sit liv ved kaste sig ud fra hospitalsvinduet. Jacob mister livet, da han i ophidselse over at blive forladt af Mille træder ud foran en bil. Jacobs handling fremstår i dramaet bevidst, men iscenesættelsen åbner for muligheden for at det skyldes tilfældet, et uheld fremprovokeret af ophidselse. Jacob forlader scenen og vi hører blot lyden fra en bremsende bil.
Et stort lille drama
Glasbobler et stort og lille drama på samme tid. Det er stort, fordi det tager fat i de allerstørste eksistentielle spørgsmål; meningen med livet, døden, sorg og svigt. Det er småt, fordi der zoomes ind på simple eksistenser, der befinder sig i livssituationer, hvor livet konfronterer dem. Dramaet er netop en konfrontation, som karaktererne ikke har bedt om. På en måde vil de egentligt helst være i fred i deres respektive glasboble, men konfrontation tvinger dem til at handle og tage stilling til deres elskede. Det er f.eks. først i konfrontationen med livet, blodproppens smerte, at Esther har brug for sin far. Ligesom det først er med den mulige graviditet, kærligheden mellem Mille og Jacob får krop og sprog. Dramaet konstaterer, at mennesket er sat i en situation, hvor glasboblens isolation ganske enkelt ikke er en holdbar eller mulig løsning på livets grundlæggende tragik. Det vi i vores glasboble gør påvirker de andre i deres glasboble:
”Fru Staale: Skæbne… Man bliver den, man vælger at spille her i livet. Den maske man vælger at bære. Vi har muligvis det frie valg, men vi må også leve med konsekvenserne.”
Som man kan se af ovenstående citat lægges karaktererne af og til dramaets pointer i munden. Det gør at karaktererne fremstår enormt selvreflekterede. Samtidig afspejler selve dette greb, at sådanne sætninger og smarte bemærkninger på samme måde som religionen eller videnskaben fungerer som narresutter, som skal dulme livets tvivl med livskloge ord. Det er en interessant pointe, at menneskets tvivl og håndtering af tvivl i en sådan grad er indfældet i et ubevidst sprogbrug. Jeg er nu ikke helt overbevist om, at det er dramaets hensigt. Karakterer og handlingsforløb lider nemlig under denne form for svælgen i eksistensproblematikken, hvorved de dramatiske situationer ikke altid fremstår helt klare.
Dramaet slutter med, at Mille modtager et telefonopkald, der formentlig er beskeden om Jacobs død/selvmord.
Man kan sige at dramaet har et vældig stort projekt, men af og til også glemmer de små ting. Der sker således aldrig en oprulning af den fortid Fru Staaale og Reichardt deler, og problematikken omkring Milles dilemma og beslutning bliver heller ikke fulgt til dørs. Det er en skam.
Iscenesættelsen
Alexa Thers iscenesættelse støtter fint op om dramaets grundlæggende ideer. Ther iscenesætter ikke tragedien, hvilket virker velvalgt. Forestillingen er afbalanceret og får snarere end en tragisk tone en tone af det absurde teaters tragikomik. Det skyldes dels at iscenesættelsen afholder sig fra at dvæle alt for meget i den patos dramaet indeholder og dels at iscenesættelsen med nedtællingen afmonterer den emotionelle indlevelse til fordel for en intellektuel stillingtagen i forhold til de løsningsmodeller, der præsenteres. Man kan altså hele tiden følge med i forløbet på denne eksplicitte facon. Desuden repræsenterer de røde tal et ventetema, der ikke er ukendt for det absurde teater. Karaktererne venter også her, men de ved ikke på hvad, måske døden, og det er det der forbinder dem.
Thers iscenesættelse fremhæver desuden de komiske aspekter af spillet. Særligt Thomas Bangs portræt af den frelste og vildt forkyndende Jacob er velfungerende uden at bryde rammen. Men også fine komiske detaljer hos Victor Marcussen og Inger Sofie Skovbos karakterer er med til at afbalancere forestillingens udtryk så dybden ikke forsvinder, men samtidig ikke bliver overfølsom.
I midten af det hele står Mille, som ender med at blive forestillingens hovedkarakter. Det er hende, der indser nødvendigheden af at bryde glasboblen, og det er hende, der står midt imellem de andre karakterers løsningsforslag. Hun bærer tvivlen uden at bortforklare den eller dulme den. Det er derfor også hende, der tilbyder dramaets indsigt og den indsigt fremkommer med henvisning til dramaets titel på et lidt for eksplicit og direkte facon:
”Mille: Man kan ikke undgå at såre nogen. Med mindre man altså spærrer sig inde i en glasboble… og så berører man i hvert fald slet ikke nogen…”
Glasbobler er et flot drama, der har et spændende projekt i en indbydende form. Men forestillingen kommer til at tale en smule ned til sit publikum, når pointer udlægges så klart som de gør. Publikum skal ikke arbejde særlig hårdt – hverken for at aflæse hvilke fronter, der er og hvilken kampplads. Selve den dramatiske handling skubbes i baggrunden. Det vil ganske givet været en forestilling, der kan tale til folk, da den jo omhandler spørgsmål, vi alle forholder os til.
Glasbobler spiller på Aarhus Teaters studio fra 16. april til 16. maj
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Instruktør: Alexa Ther
Scenograf: Carsten Burke Kristensen
Medvirkende: Thomas Bang, Victor Marcussen, Inge Sofie Skovbo, Mette Døssing og Sicilia Gadborg Høegh.
Johan Holm Mortensen cand.mag i dramaturgi. Ekstern lektor og underviser ved Afdeling for Dramaturgi, Aarhus Universitet. Fra maj dramaturg i Skuespilhuset, Det Kongelige Teater.