Speciale essay
Transformatoren – En forestillingsanalyse med fokus på den konstituerende teatralitet, og dennes betydning for forholdet mellem performer, karakter og krop, i relation til Nielsens identitetsværk
Af Betina Rex cand. mag. i dramaturgi
Formål og overblik
Det overordnede fokus for mit speciale er kort og godt interessen i, hvordan kunstneren Nielsen[1] med sin forestilling Transformatoren[2] udfolder sig indenfor teatrets rammer. At Nielsen, kroppen, der gennem mere end ti år har søgt at fralægge sig enhver from for fikserbar identitet, lægger op til en, på plakaten, forsøgsvis genopstandelse som kvinde, udgjorde indledningsvist mit fokus. Gradvist udfoldede min interessesfære sig til mere konkret at omhandle, hvordan Nielsen med Transformatoren ville behandle det for ham så uudtømmelige spørgsmål, vedrørende identiteten og eksistensen, og hvilken en indflydelse teater som æstetisk udtryk og kunstnerisk formsprog og teatret som konkret fysisk sted ville have herpå. Jeg vil i dette essay koncentrere mig om mine analysestrategiske valg og overvejelser, med baggrund i min inspiration fra Niklas Luhmanns ledeforskelsbegreb, da disse overvejelser forhåbentligvis kan tjene andre specialeskrivende til inspiration.
Mit perspektiv på Transformatoren er defineret af to af Nielsens tidligere kunstprojekter; Claus Nielsen[3] og Funus Imaginarium, som jeg bruger som både rammesætning og sammenligningsgrundlag for min analyse og diskussion af Transformatoren. Jeg mener at man kan pege på en tendens igennem de tre værker, der går fra et åbnet, eksperimenterende, iscenesat værk, med en minimal kontrol over dramaturgi og tilskuerpositioner, til en gennemæstetiseret, iscenesat og dramaturgisk fastlagt teaterforestilling, hvor teatret som konkret sted, og særligt teater som kunstneriske formsprog, i høj grad er betydningsgivende for forestillingen. Dette bliver på sin vis spejlet i det paradoks, der opstår, når kroppen søger at fastholde sin kunstneriske identitetsløshed, både i og forsøgsvis udenfor kunstens medium. Hermed fremstår kroppen netop som en bemærkelsesværdig identitet, idet identitetsløsheden i sin radikalitet netop udmærker Nielsen som speciel, unik og anderledes, og i den grad som en identitet, der i sin forsøgsvise objektivering, netop qua sine handlinger fremstår som et subjekt. På baggrund af dette værkernes iboende paradoks, undersøger jeg det, jeg betegner det nielsenske pardaoks. Altså, hvordan kroppen på scenen i Transformatoren fordobles og forskydes og hvordan jeg iagttager og analysere dette ift. transformation forstået som en kunstnerisk mulighed, der opstår i og med teatraliteten.
Som opsamling på ovenstående overvejelser kan man sammenfatte intentionerne med mit speciale til at omhandle en undersøgelse af, hvilke teatrale former og henvendelser Nielsen benytter i Transformatoren, samt, hvilken betydning de har for hvad jeg betegner som værkets eksistensæstetiske udsigelse. En udsigelse som jeg, inspireret af Dag Heede[4], definerer som Nielsens kunstneriske stræben mod en artikuleret identitetsløs eksistens. Hermed sigter jeg mod den værksliggørelse af det de-subjektiverede menneske, som jeg mener at Nielsens større identitetskritiske værk iscenesætter, og som jeg ser Transformatoren som værende en del af. De-subjektiveringen iscenesat i Transformatoren på en for Nielsen karakteristisk måde, som en kropjektivering. Kroppen er og bliver værket.
Den iscenesatte krop i teatret, og måden hvorpå Nielsen indskriver betydning både på og med den, er således det springende punkt for min analyse. Jeg er interesseret i, hvordan jeg kan beskrive kroppen som hhv. æstetisk og dramaturgisk virkemiddel i forestillingen, samt hvilken indflydelse det har på den ufravigelige, men ustabile relation imellem krop og mening jeg følgelig ser som værkets underliggende udsigelse. Dette gør jeg ved at anlægge et ekstra skærpet fokus på analysen af forestillingens iscenesættelse af forholdet mellem krop, køn og identitet. Hermed viser jeg, hvordan jeg anser relationen mellem det afklædte og afkønnede samt afidentificeringen som grebet, hvormed Nielsens i Transformatoren artikulerede sin eksistensæstetiske pointe.
Min underliggende tese er, at jeg ved at analysere Transformatorens brug af teatrale former, og kontekstualisere disse med Nielsens større værk, kan vise, hvordan Nielsen kontinuerligt i sin kunstneriske praksis, søger at destruerer de vestlige kulturers idéer om identitet. Mit mål er på ingen måde at afdække Nielsens kunstneriske ”hemmelighed”, eller at definerer, hvad Nielsen egentlig mener. I stedet for at fremlæse en eventuel kunstnerintention, er det mit mål gennem min analyse og min diskussion, og i tråd med min analysestrategi, at aktualisere, det forandrede potentiale for at udfolde den identitetskritik jeg ser komme til syne i Transformatoren[5] qua værkets stærke tilknytning til teatermediet.
Analysen
Analysen i mit speciale falder i to dele, hvor jeg i dette essay vil lægge vægten på den sidste del. Første del er centreret omkring en læsning af Transformatoren med fokus på, hvilke former for teatralitet der er på spil i forestillingen, og hvordan de konstitueres i og med værket. Inspireret af den artikel og det forord, som Josette Féral har forfattet til særudgaven af tidsskriftet SubStance, udlægger jeg teatralitet som noget, der skal ses mere som en proces end en håndgribelig egenskab. Hermed undersøger jeg, hvordan begrebet i sådan en forståelse, kan anvendes analytisk på Transformatoren. I Férals ide om teaterbegivenheder, som kunstneriske indsnit i virkeligheden, bliver det qua fordoblingen af realiteten som hhv. hverdagslig og fiktionsbåret[6] muligt at beskrive og begribe teatralitet, på en konkret måde, som jeg bruger til at læse og analyserer Transformatoren som et værk, i hvilket kommunikationen mellem afsender og modtager er defineret af teatralitet. Som løftestang for Férals teorier benytter jeg Wilmar Sauters teoretiske model over de tre niveauer af den teatrale kommunikation, der uden at være i total overensstemmelse med Férals teorier, stadig på pædagogisk vis operationaliserer det teoretiske teatralitetsbegreb.
Med baggrund i denne indledende del af min analyse, vender jeg mig efterfølgende mod en del af Niklas Luhmanns systemteori, nærmere bestemt hans begreb ledeforskel. Jeg bruger dette begreb til, gennem en treleddet forestillingsanalyse, at undersøge, hvordan kontinuerlige iagttagelsesskift i de enkelte ledeforskelle, kan bruges til at beskrive hvordan jeg ser, identitet i Transformatoren fremstilles som kontingent, og hvordan dette er medvirkende til at relatere forestillingen til Nielsens identitetsværk. Mit blik er her også præget af en interesse i at undersøge Nielsens brug af de klassiske karakterer, herunder kønsoverskridelsen, og hvilken en betydning den brug af teatertraditioner tilfører forståelsen af identiteten som gentagelig og citerbar, forstået som ikke-enhedslig. Jeg vil nu opridse, hvordan jeg begrebsliggør og anvender disse teoretiske ledeforskelle som konkrete analytiske værktøjer.
Mine ledeforskelle
At anvende ledeforskelle som strategi er for mig en måde, at operationalisere min analyse, samtidig med at mit valg af ledeforskelle tvinger mig til, grundigt at redegøre for og begrunde mit valg af netop disse forskelle, hvilket kan bruges til at synliggøre, hvad jeg ser med mine iagttagelser og samtidig problematisere, hvad jeg følgelig ikke ser.
”Kunstværker peger således altid på det forhold, at de er formgivet af nogen, med henblik på at blive iagttaget af nogen, som noget, der er blevet formgivet med henblik på netop denne iagttagelse.” (Rosendal Nielsen 2011: 144).
Indførelsen af ledeforskelle er også en strategi til at konkretisere det blik, hvormed jeg betragter Transformatoren, idet værket så at sige er skabt med et sådan tilskuende blik for øje. De tre forskelle jeg opstiller er hhv. materiale/kraft, krop/køn og potentialitet/aktualitet. Ved at baserer mine iagttagelser på Férals forståelse af teatraliteten, som jeg kort fortalt ser som værende et udtryk for den måde, hvorpå teatraliteten skaber en distinkt relation mellem det velkendte og det mærkværdiggjorte eller anderledes, og Sauters model som jeg ser som værende baseret på en ide om teatraliteten som en kommunikativ effekt på det sensoriske, artistiske og fiktionelle niveau[7], bliver min position som analytiker igen afgørende, idet dette mit ledeforskelsbaserede blik, åbenlyst kun får øje på den mening, der forenklet sagt, kan komme til syne indenfor rammerne af de af mig opstillede forskelle. Som med alle andre anden ordens iagttagelser er der også med mine ledeforskelle tale om et blindt punkt; derfra hvor jeg iagttager. Et punkt som jeg følgelig ikke kan iagttage. For at imødekomme og arbejde aktivt med denne problematik foretager jeg netop tre forskellige analyser med hver deres ledeforskel, og hver deres måde at spørge ind til problematikken på, idet ”besvarelsen” af den første analyse med professor Niels Åkerstrøm Andersens ord etablere en ”stafet”, som forudsætning for yderligere problematisering i den næste analyse, og hermed skaber en ny iagttagelsesposition, der stadig ikke kan iagttage ”sig selv”, men derimod den forudgående analyses blinde plet[8]. Analysen skal på den måde ses som en potentiel cirkel bevægelse, hvor min afsluttende iagttagelse af identitet i princippet ville kunne bruges til at lede mig tilbage til min indledende analyse af kroppen. Det er altså tre kontingent, men indbyrdes sammenhængende iagttagelser, der med andre forskelle kunne have fået øje på andre aspekter, der ud fra et andet rammesættende fokus kunne have været interessante at forholde sig til. Derfor er det afgørende at redegøre nærmere for mine valg af konditionering og iagttagelsespunkter.
Konditionering og iagttagelsespunkter
Mine valg af ledeforskelle i min analyse af Transformatoren er netop valg truffet af mig, og altså ikke fordret af, at forestillingen fortæller mig hvordan den vil iagttages[9]. Dog må jeg understrege at værket qua sin teatrale karakter, der som jeg tidligere nævnt uddyber i min indledende del af analysen, er en konstitution af teatraliteten i hvilken det dobbelte blik, der kan springe mellem en iagttagelse af eks. en person som hhv. en krop og en karakter, har været retningsgivende for mig, desuden også er relevant for mine konditioneringer af ledeforskelle. Mine to første ledeforskelle er således konstrueret på baggrund af begreber jeg ser komme til syne mere eller mindre eksplicit i forestillingen. Den tredje ledeforskel kan ses som en ikke-i-værket konkret artikuleret forskel, men derimod som den underliggende struktur på hvilken Nielsens værk(er) er skabt, og derfor den forskel jeg indfører som afslutning for at viderefører udledningen af de to indledende analyser og den meningsdannelse de repræsenterer. Man kan sige at mine iagttagelser er baseret på en forudgående fortolkning af værkets intention, samt min allerede definerede og partikulær interesse i Nielsens kropslige betydning for identitetsværket.
Opsummerende refleksion over min analysestrategi
Med mit speciale søger jeg gennem min dybdegående forestillingsanalyse af Nielsens Transformatoren at undersøge, hvordan jeg ved at anvende teatralitet som analytisk greb, kan vise, hvorledes Nielsen med værket åbenlyst knytter an til (teater)kunstens medium, og de muligheder for dobbeltrammesætning og karakterforskydninger som der findes heri. Samt den mulighed for at udtrykke identiteten som kontingent, der opstår med de teatrale transformationer. Dette mener jeg på baggrund af de ændringer i Nielsens dramaturgi og æstetik, som jeg ser, kommer til syne i Transformatorens fremførelse, iscenesættelse og rammesætning, og den heraf følgende indflydelse det har på måden, hvorpå det jeg betegner som værkets eksistensæstetiske udsigelse fremstår for mig som tilskuer og analytiker.
Grundlaget for at tage mit teoretiske udgangspunkt i Josette Féral og Wilmar Sauter, er at de begge abonnerer på et dynamisk teatralitetsbegreb, som i kombination bliver særdeles operationelt, og analytisk sensitivt. Ved at inddrage Niklas Luhmanns teori om ledeforskelle som analysestrategi er mit mål, at bygge oven på Sauter og Férals forståelse af teatraliteten, og hermed tage et skridt videre imod min definition af Nielsens krops-værkslige praksis; kropjektiveringen. Ved at opstille og iagttag forestillingen igennem tre ledeforskelle mener jeg følgelig at den forbindelse mellem karakter, krop, køn og identitet som jeg ser komme til syne i Transformatoren er grundlæggende for min udpegning af forestillingens eksistensæstetiske udsigelse. Endvidere er jeg gennem min analyse blevet opmærksom på den særlige betydning af Nielsens ”genbrug” af klassiske teater karaktere ift. den fremsættelse af identitetens flygtige og altid udskiftelige karakter som jeg ser som grundlaget for hele hans identitetsværk
Jeg søger gennem hele specialet at tydeliggøre, hvordan måden, hvorpå Nielsen og hans værk fremtræder for mig, er stærkt påvirket af min analysestrategiske tilgang. Netop for at understrege at jeg i mit valg af forestillingsanalysen som kernedisciplin for mit speciale, må kunne fremvise grundlaget for mine iagttagelser, for at kunne indskrive en gyldighed i de forståelser, fortolkninger og konklusioner jeg qua disse når frem til.
En sådan position kan altid gøres til genstand for berettiget kritik. Ikke mindst selvkritik. Jeg vil derfor afslutningsvis understrege, hvordan mit meget specifikke fokus på kropsligheden og identiteten, både kan ses som et grundlag for en meget fokuseret analyse, og samtidig som en meget indskrænket tilgang, der løber den risiko ikke at få øje på andet end det jeg allerede har valgt at jeg vil se.
Litteraturliste:
Andersen, Niels Åkerstrøm 1999: Diskursive Analysestrategier, København: Nyt Fra Samfundsvidenskaberne
Andersen, Niels Åkerstrøm 2014: ”Den semantiske analysestrategi og samtidsdiagnostik” in Gorm Harste og Morten Kundsen (red.): Systemteoretiske Analyser – At anvende Luhmann, København: Nyt Fra Samfundsvidenskaberne, s. 41- 72
Féral, Josette 2002a: “Foreword” In Josette Féral (red.): SubStance Theatricality særudgave 98/99 s. 3-12, University of Wisconsin Press
Christoffersen, Erik Exe 2007: ”Teatralitet, teatralsk, teatralisering” in Peripeti tidsskrift for dramaturgiske studier Teatralitet, nr. 7, s. 89-98, Aarhus Universitet
Heede, Dag 2001: Det umenneskelige – analyser af seksualitet, køn og identitet hos Karen Blixen, Odense: Odense Universitetsforlag
Rosendal Nielsen, Thomas 2011: ”Værket på væven”, in Peripeti tidsskrift for dramaturgiske studier Særnummer Performative Former, s. 137- 156, Aarhus Universitet
[1] Tidligere Claus Beck-Nielsen
[2] Opsat på Teater Sort/Hvid i København i foråret 2014
[3]Som sådan har projektet ikke noget navn, hvorfor jeg omtaler det, med det af Nielsens navne, der udelukkende relaterer sig til dette projekt.
[4] Heede 2001: 236
[5] Ibid.: 237
[6]Féral 2002a: 11
[7]Christoffersen 2007: 90
[8] Andersen 2014: 45
[9]Andersen 1999: 116