En fundamental cementering af en god forestilling
Af Kristoffer Spender
Blander man cement med vand, støv og sand, i variable mængder, så får man beton. Og på Aalborg Teater har de desuden fat i en helstøbt, gennemarbejdet og god forestilling.
Scenografien er koncentreret om en drejesceneomgivet af småsten. I venstre side af scenen er rummet åbent, og i åbningen skyder en bakke op, og den synes at fortsætte i det uendelige. Drejescenen er i første akt afgrænset af en stor hvid væg. Der var flere historier i spil på samme tid, en såkaldt multiplot fortælling, og på drejescenen bliver de blendet sammen som i en cementblander.
Stykket beskriver i en række scener et Betonfirmas (sandsynligvis Aalborg Portland) grundlæggelse og udvikling. Fra den gang entreprenører i starten af forrige århundrede opkøbte jord af de stærkt modvillige bønder og frem til, at fabrikkens arbejde bliver outsourcet, arbejderne bliver arbejdsløse og fabrikken selv opkøbt af en kapitalfond. Formen er episk i en stil, der låner elementer fra fx Schimmelpfennig og veksler mellem korpassager og dialog. Denne vekselvirkning var særdeles effektiv, og forestillingens interessante brug af farverige og syrede masker gjorde, at der også opstod flere komiske scener i en ellers tragisk fortælling om de mennesker, der tilsammen udgør fabrikkens rygrad.
Drejescenen med sin beton væg, samt Andreas Jebro og de øvrige medvirkende – med skæg.
Maskebrug
Hele forestillingen igennem var der gjort brug af masker. Det var ikke klassiske masker, eksempelvis var en af maskerne et par lyserøde solbriller, en anden et stort og kraftigt skæg, en tredje maske var en skaldet mands triste ansigt, en fjerde maske henholdsvis en glad eller en sur smiley. Hver maske var genkendelig og virkede som markør for hvilken af de forskellige historier, vi befandt os i: Skægget knyttede sig til den fortælling, der drejede sig om industrialiseringen af beton. Den skaldede mands triste ansigt til fortællingen om kampen mellem polske og danske arbejdere. Deres skæbner var vævet sammen. Smiley masken knyttede sig til fortællingen om en fyret medarbejder, der ikke rigtig kunne slippe de gode gamle dage. Hele forestillingen startede dog et helt andet sted, nemlig under vandet, og her mødte vi de første lykkelige organismer, de såkaldte coccolitter, der lever i havets frie vandmasser.
Bag masken bar alle skuespillerne en hvid sminke, som ledte tankerne hen på den kendte pjerrot figur. Spillestilen, navnlig hos skuespilleren Andreas Jebro, var præget af det stiliserende princip, vi fx finder fra commedia dell’ arten. Hver scene havde et variabelt antal skuespillere knyttet til sig, mens de resterende skuespillere dannede et kor.
Koret
Forestillingen bestod udelukkende af et ensemble af mænd. Kostumerne var holdt i hvidt arbejdstøj, der bl.a. kunne lede tankerne hen på et arbejderkor fra det politiske teaters dage. Det var ’materialet’ der var kernen i dette stykke. Netop derfor giver det god mening at lade klassiske politiske konventioner gennemsyre forestillingen. Således følger vi en arbejderkultur, og hvorledes det produkt, arbejderen udvinder, bliver til grundlaget for deres eksistens.
Lyset var holdt i rene hvide toner, og når lyset ramte den hvide væg, havde det en selvforstærkende effekt, det kolde lys satte dermed en grundstemning for de tragiske fortællinger. Når koret var samlet, var det stramt orkestreret, og det skiftende fokus mellem figurerne og koret bar præg af, at instruktør Nicolei Faber havde god føling for at orkestrere det samlede udtryk. Mange af overgangene var næsten magiske, og brugen af drejescene var beskrivende og præcis. Den nåede kun lige at skjule en scene, før den næste dukkede op med skuespillere, der havde skiftet tøj, og havde fået nye masker på.
Episk teater
Stykket var, som beskrevet, en episk montage af fortællinger med fabrikken som det centrale omdrejningspunkt, og forestillingen formåede på præcis vis at afrunde de enkelte scener, mens det samlede forløb udviklede sig imod en ’katastrofal’ afslutning, hvor alle mister deres job og fabrikken bliver solgt. Dette overordnede forløb blev undervejs afspejlet i de individuelle skæbner, som polakken Milek, der får sit ben knust under en kæmpe betonplade og en gammel arbejder, der uden hjælpemidler måtte slæbe poser af cement frem og tilbage. Præcis som i fortællingen om Sisyfos, bar drejescenen hele tiden poserne tilbage til udgangspunktet. Koret stod bag ved den runde scene i publikums højre side, lyset blev varmere, og messende så koret til, mens den gamle mand vandrede tværs over scenen, frem og tilbage igennem det vand, der havde samlet sig i midten. Han bar to tunge poser af cement, mens koret pustede støvskyer ud i rummet. Et godt eksempel på, hvordan iscenesættelsen understregede symbolske elementer i forestillingen.
På imponerende vis gennemførte forestillingen sit helt igennem gråtonede koncept om noget så kedeligt som beton. Noget man aldrig skænker en tanke, og som tørt ligger under vores fødder. Forestillingen mindede os om en kæmpe industri, som involverer mange mennesker og dermed også skæbner. Mange mennesker er døde i alverdens beton industri, og ”Ville verden ikke være et fatigere sted, hvis vi skulle veje hvert liv op imod stål og beton?” Det spørgsmål cementerer, at der var noget på spil for de skæbner, forestillingen følger. Skæbnerne, der fik en stemme i Beton, fik min absolutte medfølelse. De var godt beskrevet, og orkestreringen gjorde at intet endte uforløst.
De lykkelige organismer, coccolitter, der lever i vandets frie vandmasser. Alle medvirkende.
Helstøbt fortælling
De lykkelige organismer, coccolitter, der lever i de flydende vandmasser, som ses ovenfor, startede forestillingen på rigtig fin vis, ved også at agere som i et organisk netværk af sammenhæng. Det var en helt igennem helstøbt forestilling, hvor alt hang sammen, og fundamentet var urokkeligt. En organisk forestilling både i udtryk og progression. Beton var ikke bare en fortælling om cement, men også en fortælling om teateret og selve livet, som noget fundamentalt. ”Det handler om fortællingen” konstaterede en af skuespillerne.
”Hvis det tager godt 10 sekunder for manden, at bære en sæk fra vognen og over til lageret. Ja, så ville det tage 10 af hans slags i alt 60.000 år, at bære alt det cement, der findes i verden, fra vognen og over til lageret. Pudsigt nok, er det præcis lige så mange år siden, at mennesket begyndte at sprede sig fra Østafrika til resten af kloden. Det man kalder det moderne menneskes spredning”.
Beton er en væsentlig del af Ålborgs selvforståelse, på grund af den store virksomhed Aalborg Portland, som i øvrigt også har været sponsor af forestillingen. Efter forestillingen knyttede flere publikummer konkret historien om beton til deres eget liv. Hvis man lyttede efter, hvad publikum småsnakkede om, fik man nogle gode pointer med sig. En gammel dame fortalte ægtefællen om sin bror, som var jordbeton arbejder, og et yngre ægtepar havde bygget deres eget hus af beton fra Aalborg Portland. En kvinde spurgte mig sågar, om jeg var ingeniør, siden jeg tog så mange notater. Jeg smilede blot og svarede: ”Næh, jeg er bare fan af Beton.”
Beton spiller på Aalborg Teater i perioden 20. november – 20. december. Dramatiker Thomas Markmann, instruktion Nicolei Faber, scenograf Christian Albrechtsen,Lysdesigner Mads Nielsen,
Lyddesigner Jonas Hvid.
Medvirkende: Andreas Jebro, Martin Ringsmose, Steffen Eriksen, Jørgen W. Larsen, Martin Bo Lindsten, Allan Helge Jensen, Caspar Juel Berg, Henrik Weel og Mads Rømer Brolin-Tani.
Kristoffer Spender er bachelorstuderende ved Dramaturgi på 5. semester, samt instruktor i fagene Teaterhistorie, Værkanalyse og Performing Shakespeare. Foredragsholder og dramatisk ansvarlig i Teatergruppen Troperne.