”Torvet på den anden ende” i Rønne
Af Erik Exe Christoffersen og Anne Majgaard Basse
Det følgende er en evaluering og refleksion over arrangementet Torvet på den anden ende den 20. og 21. september 2014 på Bornholm. Vi skal se på projektet som en form for teaterbegivenhed, der foregik på Store Torv i Rønne som udgjorde den sceniske ramme.
Vores baggrund på faget Dramaturgi ved Aarhus Universitet er teaterfagligt, men naturligvis spiller også personlige forhold ind. Erik Exe Christoffersen har således en lang familiær tilknytning til Rønne og har tilbragt hele sin barndoms sommerferier her. Han kender derfor Store Torv særdeles godt, og i det hele taget den bornholmske kultur og mytologi, som det har udviklet sig som byrum fra 60erne og 70erne. Han har desuden senere fra tid til anden besøgt byen, hvor han stadig har familie, selvom der ikke længere er mange tilbage. Det bemærkelsesværdige er imidlertid at han, selvom han i mange år har studeret og praktiseret teater, aldrig har været i Rønne Teater. Og faktisk aldrig gennem opvæksten har hørt om teatret eller dets forestillinger. Det var således første gang han var på Rønne Teater i forbindelse med projektet. Alene den omstændighed gjorde den teaterfaglige praksis og bevægelse mellem det gamle teaterhus og torvet som scene til en interessant bevægelse og et spørgsmålet om teatrets synlighed og udviklingsmuligheder ikke bare i Rønne men generelt.
Anne Basse havde aldrig før været på Bornholm og havde intet forhold til den bornholmske kultur eller mytologi, så projektet var for hende en form for indføring i det bornholmske, hvor spørgsmålet om inklusion af hende som ”fremmed” turist forekom centralt.
Vores refleksioner rummer tekster,der fokuserer på teater som en deltager involverende form som på forskellig måde skaber et æstetisk og affektivt fællesskabsrum. Teksterne er suppleret med billeder og video, som giver indtryk af interaktion og atmosfæren og gennem interviews gives der stemme til selvrefleksion.
Se i øvrigt videoer, interviews og analyser: