Afdelingen for mindre planter
Produceret af ”Teatret” og Team Teatret. Devising og instruktion af Hans Rønne og de medvirkende.
Af Erik Exe Christoffersen
Forestillingen er en velspillet melankolsk fortælling om Udkantsdanmark. Den er udpræget enkel i sin dramaturgi og instruktion og minder om så forskellige værker som Anton Tjekhovs Kirsebærhaven og Helle Helles Rødby-Puttgarden. Gentagelse, ironi og en vekslen mellem humor og patos er den retoriske strategi, som stiller spørgsmål ved fortiden og fremtidens værdier. Scenografien (Gitte Baastrup) er arbejdspladsen i den lille afdeling for mindre planter med et arbejdsbord, og en bagvæg af opstablede materialer, som laver en adskillelse til et baglokale. Musikalsk er stemningen præget af en række countryslagere. Ind imellem er der danseagtige drømmescener i blåt lys.
En planteskole bliver opkøbt
Foto: Christian Greisnes.
Titlen antyder, at vi befinder os i afdelingen for det ubetydelige og for mindreværd både i konkret og i overført forstand. Lunds planteskole ligger et sted i Jylland, hvor Legoland er ”det nationale samlingssted”, men virksomheden er ikke hvad de har været. Antallet af ansatte er raslet ned fra 30 til 2 ansatte. Det skyldes uden tvivl vanskeligheder i gartneribranchen, men stykket mere end antyder, at Gunnar Lund ikke er den smarte og effektive arbejdsgiver, som han forsøger at give sig ud for (Henrik Prip). Han laver ikke så meget )(se billedet) og benytter gerne moderne managementsprog og de nyeste virksomhedsmetoder i ledelse, men han er både for flink og naiv og ude af stand til at tage beslutninger. Desuden driver han stedet, som var det et familieforetagende, hvor de to damer involveres, og selv må beslutte hvor firmafesten skal holdes. Lund spiller også rollen som den hjertevarme ejer.
Nu er situationen imidlertid, at en af konkurrenterne er gået ned og som Lund siger: ”den enes død dens andens brød”. Lund øjner nye tider og fremgang for forretningen. Men han har forregnet sig, konkurrenterne har allerede sat sig på markedet. Han bliver så at sige gået og må skære ”50% ned i medarbejderstaben”. Sådan formulerer han det med manglende sans for de to ansatte damer, som hanoverlader til selv at træffe afgørelser om hvem af dem der skal afskediges. Det er demokrati af værste skuffe. Damerne nægter og beslutter sig for at ”sultestrejke”. Enten bliver de begge eller ingen af dem. Men sammenholdet holder ikke længe, og det ender med at den ældste afskediges. Hun har jo også været der i 10 år og trænger måske til ”nye udfordringer”, mener Lund. Det ender i kaos og slagsmål.
Her springerfortællingen i tid. Det er endt med at Lund er blevet opkøbt at det hollandske storfirma GO Green. De tre arbejder nu i grønne uniformer side om side til tysk slagermusik. De producerer nu kun julestjerner. De to kvinder accepterer situationen, men Lund er ude af stand til at lade sig deklasserer. Mens de to går til kaffepause, smider han den grønne uniform og tager sin egen jakke og hat på og forlader planteskolen. Hans oprør er ubestemt og kan både væres elvmord eller en drøm om noget andet. Under alle omstændigheder er der tale omen tragisk slutning uden det store håb.
Personerne
Lis (Marie Mondrup) er en stor kvinde, som har været hos Lund i 10 år og har en datter på samme alder, et mislykket ægteskab, men visse forhåbninger til Lund. Lis drikker for mange colaer og spiser for meget, selvom hun hele tiden forsikrer om, at mad ikkeinteresserer hende. Hun kører på knallert i en stor flyverdragt og med styrhjelm. Hun fortæller overraskende, at hun engang drømte om et cirkusliv (se billedet)
Dorthe (Stine Schröder Jensen) er lige blevet skilt og hun er bange for at sove i sin egen lejlighed. Derfor har hun i en periode hemmeligt overnattet på en feltseng i planteskolen. Hun har ondt i den ene skulder, selvom hun ikke altid kan forklare om det er højre eller venstre, fordi hun er højre-venstre-blind. I pauserne læser hun en roman, men har ”glemt” madpakken. På et tidspunkt fortæller hun om en ferie med ekskæresten. De var i Thailand, hvor hun oplevede noget, som nu forekommer hende afsindigt morsomt. Det kommer næsten som et chok at den ellers tavse og resignerede pige pludselig får et latteranfald.
Lund har arvet planteskolen. Han drømte egentlig om en uddannelse på seminaret og hader julestjerner og Go Green. Han er glad for pigerne og ser frem til firmafesten. På et tidspunkt har han læst om hvordan man skaber forbedring af arbejdspladsens klima og foreslår, at de skal legeradiobiler. Der er jo kun Lis og Dorthe, og de er henholdsvis bil (som har lukkede øjne) og fører. Han morer sig storartet, mens det er mindre sjovt for pigerne, som ikke bryder sig om at have lukkede øjne. Han har utvetydigt flirtet med Lis, sikkert i mange år, men fx i en scene hvor han masserer Dorthes dårlige skulder viser han også stor omsorg for den kropsangste kvinde.
Fremstillingen
Historien fremstilles med stor empati og realistiske detaljer. Skuespillerne har været med til at udvikle figurerne og plottet og spillestilen er langt hen præget af nærhed og indlevelse i situationen og karakterernes reaktioner. Fremstillingen af figurerne er således genkendelig, men med pludselige brud fx af drømmescener i blåt lys, hvor personerne udfolder lidt af de kunstneriske potentialer de også besidder: de danser, synger og Lis svinger sig som en cirkus prinsesse, men i indenfor rollernes begrænsninger. Alle figurerne har forskellige udbrud som Dorthes latter eller Lis, der pludselig mod slutningen bryder gennem væggen til baglokalet.
Det skaber en form for distance. De tre karakterer er både set indefra og udefra i en tilskueroptik. Der er en form for dobbeltoptik, hvor man både griner med dem og af dem, som de tragikomiske figurer de nu er. Bagvæggen danner en slags skulpturel flade hvor jord og urtepotter mv er stablet op som var det et barok still leben. Hylderne bliver især på afstand et billede, som danner en melankolsk baggrundfor situationen; en væg af døde objekter, som er ubrugelige og totalt forældede. På samme måde danner musikken et særligt univers indtil den skifter fra country til tysk pop. Hele sceneriet og situationen er iagttaget med en form for artificiel distance. Sproglige gentagelser og drømmesekvenser er med til at visepersonernes indre liv, men i en teatraliseret form.
Det skaber en ironi og et dobbeltblik. Vi ser dem både udefra og indefra som en vekslen mellem selviagttagelse og fremmediagttagelse. Vi kan se at de lever på nogle værdier og drømme, der fastholder dem og forhindrer en forandring. Det er tragikomisk.
Der er ikke tale om en udlevering, men om en melankolsk udstilling af deres ubevægelighed, som bliver en social fastlåsning. Det er rørende og poetisk og lige til at grine og græde af: De falder uden at finde sig selv. De bliver opkøbt af Go Green og pigerne er glade, for det betyder, at de indtil videre har arbejde.
Ironiens fremstilling opløser såvel fortidens værdier som fremtidens muligheder. Og når Lund smider den grønne kasket og jakke går han ud i en form for tomrum. Spørgsmålet er hvilken position det skaber?
Iscenesættelsens konfronterer tilskuerne med dette tomrum. Selvom tilskuerne måske ikke er så langt ude som afdelingen for de mindre planter, er vi henvist til samme tragiske tomrum: modernitetens tomrum, og det er stykkets styrke at dette tomrum også rummer et potentiale for noget andet. Hvad det er, må den enkelte tilskuer selv afgøre. I Hans Rønnes tilfælde, som i øvrigt er uddannet folkeskolelærer fra Skive og autodidakt teatermand, bliver det en realisering af muligheden for teater som kunst. Det er hans position som har været et gennemgående træk siden soloforestillingen Den komiske tragedie, 1993.
Sambejdsproduktion: ”Teatret” & Team Teatret. Devising/instruktion: Hans Rønne & de medvirkende
Erik Exe Christoffersen, Lektor Institut for Æstetik og Kommunikation og redaktør af Peripeti