Artikelindkaldelse
Peripeti nr. 22: Audiodrama
Audiodramaet har vind i sejlene. Både blandt praktikere og teoretikere spores en fornyet interesse for at lave drama for øret. Det er blevet nemt og billigt at producere, downloade og transportere lyd. Radiodramaet rører sig stadig på public service-stationernes sendeflader, men dukker nu også op i mange andre sammenhænge. Dedikerede hjemmesider tilbyder adgang til såvel nyproducerede som ældre hørespil, der kan afspilles når som helst og hvor som helst. Audiodramaet finder også nye former, såsom audiowalks og site-specifics med lyd som deres primære virkemiddel.
Med temanummeret om audiodrama ønsker vi at belyse, analysere og diskutere hørespillets fremtid, formater og formidling. Hvorledes påvirker de nye teknologiske muligheder for audiodrama ”on-the-go” kunstformen på godt og ondt? Dækker den fornyede interesse for hørespillet over et decideret nybrud indenfor genren og hvor bevæger vi os i så fald hen? Hvordan bærer vi os ad med at analysere konkrete audiodramaer? Hvorfor er lyd-dramatik til stadighed interessant i en mediekultur som ellers af Camiel van Winkel er døbt ”visibilitetens regime”? Og hvorledes beskriver vi i det hele taget audiodramaet som fænomen?
Temaredaktionen er interesseret i artikler og essays, som forholder sig til audiodramaet i fænomenologisk, receptionsæstetisk og kulturhistorisk perspektiv, med fokus på mediale, dramaturgiske, æstetiske og socio-politiske aspekter af hørespillet i bredeste forstand.
Temanummeret udspringer af det nystartede Radio Drama Netværk og vil følge op på den kommende festival om audiodrama i august 2014.
Temaredaktion:
Bente Larsen, Pernille Kragh, Louise Frydendal Ladefoged, Laura Luise Schultz
Forslag sendes til: Pernille Kragh: pernille_kragh_jespersen@hotmail.com
Deadline for artikelforslag:
1. marts 2014
Deadline for endelige artikler til peer review:
1. maj 2014
Deadline for essays:
1. juni 2014