Remediering af Lars von Triers dogmefilm fra 1998
Af Erik Exe Christoffersen
Idioterne er en frit bearbejdet iscenesættelse af Triers filmmanuskript skabt af de 4. års-studerende fra Statens Scenekunstskole og instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen.
Trier er en god manuskriptforfatter, som kan fortætte et plot. Imidlertid er det hans filmiske bearbejdning, som er det afgørende for hans kunstneriske værker. Eller sagt på en anden måde manuskriptet og den filmiske bearbejdning er tænkt samme, og det er afgørende for plottet at Dogme 95 er en del af dette projekt. Det har holdet bag Idioterne ikke forholdt sig markant til med en næsten helt klassisk teateriscenesættelse.
Plottet
Triers manuskript til Idioterne har et enkelt næsten banalt plot: nogle unge mennesker har fundet sammen i et kollektiv, hvor de leger med og søger deres egen indre ”idiot”. Den store test handler om at konfrontere denne ”idiot” med virkeligheden. Det sker langsomt igennem filmen med større og større konsekvens. Den afgørende dramaturgiske pointe er den fremmede Karen, som tilfældigvis bliver indlemmet i kollektive, og først i sidste scene afsløres hendes tragiske baggrund. Karen bliver en slags tragisk helt, en dionysisk figur, hvor krop og lidelse smelter sammen med en opløsning af det rationelle sprog. Hun tager lidelsen og offeret på sig.
Triers Idioterne er på mange måder udtryk for et ikke-rationelt projekt og en fascination af lidelsen, som i en parentes bemærket også plagede Trier udenfor filmens ramme: angste for cancer, ulykkelig forelskelse, følelsen af at blive ydmyget og ydmygelsen af de medvirkende (jf. Lars von Trier Idioterne Med dagbogsoptegnelser omkring produktionsforløbet redigeret af Peter Øvig, Gyldendal 1998).
Scenen
Forestillingen er i gang da tilskuerne kommer ind i salen på Det Kongelige Teaters lille scene. Spillerne er i gang med opvarmning, men de kalder hinanden ved fiktionens navne. Det forvirrer når de samtidig ind i mellem skeler ud til tilskuerne, som for at se efter bekendte. Det er trods alt en præsentationsforestilling af skuespillerelever. Er det kollektivet som optræder eller har skuespillerne svært ved at fastholde fokus? Opvarmningen har karakter af autenticitet, som dog virker iscenesat.
Pludselig begynder de alle at ”spasse”. Men der er indarbejdet en henvendelse til tilskuerne og den fremmede Karen bliver med et greb fra Kristoffer halet ind fra publikum. Det fungerer overraskende. Jeg sad lige ved siden af hende og det virker som en overskridelse af en grænse. ”Idioterne” tager Karen med hjem, hvor gruppen pludselig holder med at ”spasser” til hendes store overraskelse.
Jeg oplever spasseriet som noget kliche fyldt og ikke særligt troværdigt. Men det er vanskeligt at afgøre om de medvirkende er ”utrænede” skuespillere, der har svært ved at holde fokus og undgå klicheer eller om det skyldes kollektivet, der jo ikke er skuespillerne.
Der må ske en form for udvikling i kollektivet for at vi kan holde opmærksomheden fanget. Personerne er ikke særligt udviklede fra Triers side og her er måske den egentlige udfordring. Hvordan udvikler skuespillerne figurerne og deres overfladiske leg. Det er vanskeligt for de opgør og konflikter der udvikler sig bliver spillet indenfor samme psykologiske register.
På scenens er der et stillads som forestiller huset og haven, som Kristoffers har lånt af onklen. Scenisk fungere det fint med denne gennemgående lokalitet, som kan forvandles til svømmehal og både ude og inde rum. Et stort stykke presenning kan ved hjælp af lys at skabe et vandbassin, være dug som ovenfor på billedet og Karens englevinger.
Forestillingens problem er primært, at de unges rituelle leg med deres indre idiot aldrig bliver rigtig spændende. Men forstår nogle overtydelige undertekster: Kristoffer er en leder, som har mere end vanskeligt ved at finde meningen og troværdigheden med det projekt, han har kastet de andre og sig selv ud i. Susanne er kollektivets ”plejer”, som egentlig har lyst til selv at spasse, og hun forekommer mere end interesseret i Kristoffer. Kristine er forelsket i Axel, som er gift. Han har fået ”kolde fødder” i forhold til Katrine, som han derfor afviser. Jeppe og Josefine er forelskede i hinanden, og bruger den kollektive ramme som rum for deres angstfyldte forhold. Josephine er i øvrigt på medicin på grund af psykiske problemer. De benytter således alle en dobbeltkommunikation med hinanden, siger et og gør noget andet, og det gør spasseriet noget paradoksalt, idet det jo netop handler om at skabe overensstemmelse mellem tanke og handling. Her er det Karen kommer ind i billedet.
Hun er en ”virkelig” tragisk kvinde, hvis lidelse har en konkret årsag, idet hun har mistet sit lille barn. Tabet er så voldsomt for hende at hun har forladt hendes mand og hjem og er i en form for chok, som gør det umuligt for hende at tale om den tragiske hændelse.
Hun befinder sig i tilstand, hvor man fornemmer, at hun er ved at mister forstanden, som Ofelia i Hamlet gjorde det. På den måde er hun forskellig fra resten af kollektivet.
Til slut sker der noget interessant. Karen tilbyder for at redde kollektivet at spasse hjemme foran familien. Det er den ultimative spasser prøve, som alle de andre ikke har formået at udføre. Men Karen gør det. Scenen opføres på den måde at de andre fra kollektive indtager rollerne som faren, moren, søsteren. Karens mand Anders spilles af samme skuespiller som har spillet Kristoffer. Her fungerer forestillingen paradoksal nok, fordi der skabe en distance mellem person og rolle, som bliver synlig og spændende. Kristoffer er i rollen som Anders i en spændende dobbeltrolle, som får sit klimaks, idet han slår Karen.
Det er faktisk først her skuespillerne får skabt en fremstilling som gør teatret interessant. Også fordi det er uklart hvem de spiller for. Hvem er de, som påtager sig roller? Pludseligt bliver de skuespillere, som spiller kollektivister, som spiller Karens familie, og man forstår, at der er noget på færde især mellem Kristoffer og Karen. Det er opbygget stykket igennem: i badescenen i svømmehallen, hvor hun vasker hans pik, som bliver stiv. Ikke at vi ser det som på filmen. Og i bollescenen, hvor de tilsyneladende går til den, uden at det dog som på filmen er reelt. I scenen ender Kristoffer hos Karen, og han siger hun er en engel. Det samme gentager sig i slutningen – men uden at han tilsyneladende kan rumme det ligesom Anders ikke kan rummet Karens lidelse.
Idioterne har et autenticitetstema. Kollektivet søger efter noget, som ikke er spil eller leg, men som er en absolut renhed, uden bagtanke eller omtanke, men som er det, det er. I stykket forbindes Karen med englen. Forestillingen slutter med en syngende Karen, og det er første gang man fornemmer en egentlig patos.
Autenticitet mellem film og teater
Triers film er på jagt efter en form for autenticitet på et filmisk plan ved hjælp at dogmereglerne. De skulle medvirke til at nedbryde mainstream dramaturgien, som Trier ser som en slags forbandelse, der spærrer for filmisk autenticitet. Dogme 95 er en form for benspænd i forhold til denne filmdramaturgi og skaber en nærhed, som man oplever, når man ser filmen. Der er tale om en ”spasser” film, som bevidst forstyrre og nærmest irriterer tilskueren med disse benspænd i forhold til historien, som sagtens kunne være fortalt som en mainstream film med skønne billeder, musik og patos. Idioterne spænder historiens patos og det filmiske op i mod hinanden: at spasse er både en psykofysisk reaktion og om en bevidst filmisk obstruktion. Hvis dette spænd mellem det filmiske og det fortællende plot opløses, bliver resultatet lidt en dimensionalt og det gælder bearbejdningen af Idioterne. Det gælder faktiske flere at de opførelser af Triers film, som er blevet lavet de senere år at det filmiske, som er en form for obstruktion eller benspænd, så at sige er barberet væk: Breaking the Waves (1996) som i 2009 blev lavet som teaterversion af Odense Teater og Antichrist (2009) opført på Aarhus Teater 2010.
I Idioterne er autenticiteten kun til stede glimtvis, som fx i slutningen, hvor forestillingen er eksplicit teatral. Det siger selvfølgelig noget om teatermediets paradoks at autenticiteten må have en teatral form.
Det er kun tematisk og ikke reelt skuespillerne får berørt analogien mellem kollektive og deres egen situation som skuespillere, der har lånt sig ind på Det Kongelige Teater, men uden at de udfordrer rammerne. Derfor får forestillingen ikke den samme autenticitetseffekt som Triers film. Kunne projektet have udfoldet det tragiske projekt formmæssigt ved, at lade kollektivet spille nogle af de roller som kollektivet møder? Rockerne, Josefine far etc. Og derved skabe et metablik på skuespillet som troværdigt, autentisk eller in-autentisk. Skuespilleren er den egentlige ”idiot”, og det kunne have været udfordret på en mere refleksiv og personlig måde. Skuespillerne kæmper med materialet uden, at de får udlevet deres ’indre idiot’.
Skuespilhuset, Lille Scene, 26. september. Samarbejdet mellem Det Kongelige Teater og Statens Scenekunstskole begyndte i efteråret 2011 med Sans iscenesat af Maria Kjærgaard-Sunesen. Se http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2013-2014/skuespil/idioterne#Billedgalleri
Medvirkende: 4. års-studerende fra Statens Scenekunstskole. Lys og lyd : 3. års-studerende på teknik-uddannelsen. Iscenesættelse: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenografi og kostumer: Simon Holk Witzansky. Bearbejdelse: Maria Kjærgaard-Sunesen og Simon K. Boberg