Angstdyret mennesket
af Elin Andersen
“Vi befinder os et sted på jorden, hvor den materielle rigdom og velfærden er enorm. … Hvorfor har vi ikke et overskud? Hvorfor bliver vi deprimerede og angste?” siger Naja Maria Aidt bl.a. om sin novellesamling Bavian fra 2007. Nu har Aalborg Teater overført 6 af de langt fra scenisk oplagte fortællinger på scenen: Bulbjerg, Stjernehimmel, Store træers grønne mørke, Torben og Marie, Solbær, Myggestik.
Desorientering
På scenegulvet er der sand, en klit med marehalm rejser sig i baggrunden. Forscenen er fyldt med vand så tæt på publikum, at de på første række omtrent har fødderne i det. En bro fra midten af scenen forgrener sig ud blandt tilskuerrækkerne. I sandet er der cykler, parasol og strandstole.
Det er forestillingens faste ramme. Der er 6 skuespillere på scenen. De har en hovedrolle i hver sin af de 6 historier samtidig med, at de spiller skiftende roller i hinandens fortællinger. Efter en kort præsentationsscene af hver skaber de 6 fortællinger et sceneforløb, hvor fortællingerne snor sig ind i hinanden og danner, hvad man dramaturgisk kunne kalde en fletstruktur.
Sand og vand i teatret, natur i ‘unatur’ kan være fascinerende i sig selv. Siden Jens Albinus vadede rundt i 1/2 m sand i den uforglemmelige opsætning af Kabale og Kærlighed på Jomfru Ane teatret (1991) har vi gennem 90’erne ofte mødt naturdesignet med dalende sne eller silende vand i scenografien og regnvåde skuespillere.
Her er natur/unaturen tematisk virkningsfuld. ” Vi har mistet orienteringen”, siger hovedpersonen i den første historie Bulbjerg. Det gælder ikke blot som her om vejen til klitten Bulbjerg, men mere fundamentalt om retningen i tilværelsen for fortællingens hovedpersoner, i forhold til kærlighed, til driftsliv, til børn, dyr, sygdom og død.
Vi er vidne til et forhold, der allerede er under opløsning, mens de fumler med cyklerne og skændes om vejen til Bulbjerg. Skænderiet udvikler sig komisk, hysterisk, akkompagneret af et skrigende barn. “Vi kører fra dig – musvågen tager dig”, hvisker manden (Martin Ringsmose) i øret på drengen. En replik, der ikke bliver mindre ondskabsfuld af, at drengen spilles af den fuldvoksne Jakob Hannibal. Senere bliver han skubbet i vandet, da skænderiet når nye højder. Det sker, da hovedpersonen har udbasuneret sin affære i detaljer med konen Annes søster, for at lette sin frustration! Et kort intermezzo, hvor mand og kone siddende i sandet mindes deres første tid med barnet, kan minde om en kærlighedsscene. Men snart går det løs igen. I Bulbjergs sidste scene er parret i silende regn nået frem til Bulbjerg- grillen, ejet af Annes tidligere kæreste, der som en han-abe går i clinch med den troløse ægtemand.
Vildledt driftsliv
Hvis det ikke var for Malin R. Bolins dæmpede og fortrolige henvendelse til publikum ” prøv lige og hør” ville fortællingen om den outrerede sexdyrkelse i Stjernehimmel ikke have nogen gang på en scene. I en stille dans med manden (Carsten Svendsen) på broen taler de dæmpet om deres umættelige sexliv og forvandling af hinanden. Unægteligt kontrastfyldt. Vendingen indtræder, da manden tager sig en elsker. Hun forsøger at fastholde illusionen om stjernehimlen, indtil hun i fortællingens sidste scene sætter sig resigneret på broen.
Store træers grønne skygge kan siges at fungere kontrapunktisk til Stjernehimmel. Angsten har fået et sådant tag i hovedpersonen (Jakob Hannibal), at han har gennemlevet en social og psykisk deroute. Han er nu havnet i naturen og har viet sit liv til en sølvløn. I mangel af træer på scenen vader han i vandet, lægger sig næsegrus i det, mens han beretter om sin tilstand:” Et inferno af modsatrettet begær” Er det livet eller døden, han søger, når han graver sig ned i ‘naturen’? Så kommer Laura (Laura Kold) tøvende ind i hans synsfelt. Hun synes at opmuntre ham til at gøre sig parat til livet, men da hun forsvinder igen, lægger han sig atter i vandet. Hun kommer og går i fortællingens scener, indtil hun redder ham tilbage til livet med et ‘hæsligt’ kys. Selv, fortæller hun, ville hun egentlig bare have haft sex med ham ved toiletterne!
Forkvaklinger.
Torben og Marie er en grum historie. Marie (Laura Kold) er mor til 2-årige Torben (Jakob Hannibal). Hun får knapt lov til at præsentere sig: ” Ja, hvad kan man sige om Marie” førend hendes historie bliver overtaget af Bjerget, tidligere kæreste og far til Torben ( Martin Ringsmose). Han fjernstyrer hende i de samme cirkler, som dengang de var kærester: op og ned af gaden mod DSB-restauranten, hvor de spiste flæskesteg med svær. Nu går hun ruten i sandet med sønnen Torben og broderen Bjørn. Marie bliver fremstillet som stupid med et primitivt sprog: ” Gu’ har han da røv” – til drengen: ” din mide” etc. Værre er det, at hun slår sit barn ifølge Bjerget. Præsentationsscenen slutter med Bjergets dybt ironiske naturiagttagelse: ” Det er virkelig en dejlig aften, lyset er forunderligt … etc.”
Den gyseligste scene i denne fortælling og i forløbet som helhed er dog, da alle deltager kollektivt i en hetz mod barnet Torben, igen styret af Bjerget: Moderen:” Du skal slå ham i røven. Så han ikke får mærker. Ellers får du vuggestuen på nakken”. Børnehavepædagogen:” Han stråler ikke … Der er ingen, der har rigtig lyst til ham”. Hetzen bliver fulgt op af Marie i fortællingens sidste scene. Da ødelægger hun en plastikboble med et grantræ i sne, som Torben er betaget af. Det var en fødselsdagsgave fra Bjerget. De mange referencer til abestadiet i novellerne rækker ikke her. Måske er menneskedyret noget helt specielt, som vi ikke skal belaste dyreverdenen med at drage sammenligninger til. Hvilken abemor ville hævne sig på sin unge, fordi hun er forladt af hannen?
Apropos dyr, så handler Solbær mere om dyr end om bær, om et forstyrret forhold til dyr. Det er den morsomste fortælling. Hovedpersonen her (Merete Mærkedahl) erklærer sig for lesbisk og fortæller derefter siddende i sandet – med umiskendelig Aalborgaccent – om sin solbærplukning og sit forhold til Helle, der sover ved siden af hende. Hendes problemer med at tilberede en kylling dukker jævnligt op i beretningen: ” Den er stor og bleg, jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med den”. Hendes ambivalente forhold til kyllingen står i komisk kontrast til hendes livlige demonstration af, hvordan naboens søn begår sodomi med et får.
I Myggestikket gennemlever hovedpersonen (Carsten Svendsen) et kropsligt nedbrydende sygdomsforløb af ukendt årsag over længere tid. Det starter harmonisk som en familiekomsammen på strandstolene under parasollen. Men det ændrer sig hurtigt. Et myggestik bliver til en byld. Mens omgivelserne bliver bekymrede, nægter han sig selv syg. Novellens udpensling af det kropslige forfald, der følger herefter, må nødvendigvis foregå på en anden måde på scenen. Mens parasol og strandstole fjernes, dæmpes lyset i Myggestik-scenerne og han selv anbringes på en stol på broen. Et team af behandlere klæder ham nøgen, mens de beskriver bakteriernes ødelæggelse i kroppen. I et senere forløb bliver stemningen omkring ham katastrofisk. Hans immunsystem er brudt sammen, familien indkaldes og liggende nøgen og fladt på broen må han erkende sin sygdom. I hans monolog spøger en frygt for en oprindelig seksuel smitte efter en nat hos en kvinde i en lejlighed fyldt med hamstere! Vendepunktet sker, da han overbeviser sig selv om, at han ikke havde sex med hende. Det bliver ham, der siddende på sin strandstol, i Carsten Svendsens veltrænede krop kan føle sig “som en nyfødt, der har det hele til gode” Et håb, trods alt! Eller blot starten på et nyt (falsk) selvbillede?
Litteratur og teater
Selv om der er drastiske hændelser, aggressioner og konflikter nok i Bavian novellerne, er de på ingen måde dramatiske i deres form. Synsvinklen er bundet til et jeg eller til han/hun, hændelserne er ofte fortidige og strakt over tid, der er mange detaljerede sansninger og næsten ingen dialog.
Minna Johannesson har gjort klogt i ikke at forsøge at dramatisere teksten. Hun har bevaret monologen som gennemført fortællestil på scenen i et ofte udfordrende frontalspil. Det bliver i stedet den indflettede struktur, der skaber spændingen, idet hver fortælling får sin dramatiske kurve med chliff hangers og klare vendepunkter. ” Jeg har en affære” råber manden i Bulbjerg , hvorefter der skiftes til en anden fortælling. Replikken: “han møder en mand” får kvinden i Stjernehimmel til straks at standse sin fortælling midlertidigt og overlade scenen til et andet forløb. Der er associative sceneskift, som når den skrigende Torben i Torben og Marie uden overgang bliver til den arrige Sebastian i Bulbjerg.
Frontalspillet bliver forsonende afbrudt af skuespillernes indbyrdes iscenesættelser. Den styrende han er især Martin Ringsmose, mest udtalt i Torben og Marie men han sætter ofte de andre i gang med deres scener. Merete Mærkedahl og Malin R. Brolin-Tani er mere humoristisk afdæmpede i deres anvisninger: Med “så er det her” kalder Mærkedahl Brolin – Tani til sig for at hun kan agere den sovende Helle i sandet i Solbær. Senere forlader Brolin – Talin Solbær, fordi “Myggestikket kalder”.
Bavian er ikke nogen stor forestilling, men den viser ikke mindst gennem sin fletstruktur og det spil i spillet, der opstår gennem skuespillernes anvisninger, at den sceniske udgave bliver mere end illustrerede fortællinger om os moderne angstdyr. Litteratur og teater kan stadig sameksistere på en scene.
Aalborg Teater, Lille scene Bavian isc. Minna Johannesson – scenografi Johanne Eggert
Tekstbearbejdelse Minna Johannesson i sam. med Julie Petrine Glargaard og Simone I. Nørgaard- Nielsen, praktikanter på Dramatikeruddannelsen. Spiller til og med 26. oktober.
Citater fra teatrets program og manuskript.
Elin Andersen, tidl. lektor på afd. for Dramaturgi, Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet.