Veldrejet men endimensional ekstremisme
Karaktererne er for spinkelt tegnede i et nyskrevet stykke om fodbold og vold
Af Mathias Rosenkrands Bech
Det er egentlig ikke, fordi intentionen ikke er god nok i Per Smedegaards urpremiere på Andreas Garfields Hvid stolthed på Teatret Svalegangen. Få mestrer den stringente spændingsdramaturgi som Garfield, og i Smedegaards stilsikre iscenesættelse udfoldes spillerne i fint skuespil. Med sans for, hvornår det er nødvendigt at skrue på de rigtige knapper, forfører instruktøren og dramatikeren os ind i et rum, hvor fodboldens ekstase og melodramaets smerte skal så tvivl i os, om ekstremismens brogede ansigt. Alligevel går noget galt i dette forsøg på at afdække ekstremismens kompleksitet, måske fordi godt teater, ikke handler så meget om at komme med de rigtige svar, som at stille de rigtige spørgsmål?
Til fodboldkamp med ekstremister
Banen er kridtet op fra start på Svalegangen, for AGF er kun én sejr fra at vinde det danske mesterskab i fodbold. Alle publikummer kropsvisiteres ved indgangen til kampen, for der skulle jo nødigt snige sig en rabiat hooligan med ind. På Gitte Baastrups originale scenografi – et græstæppe der rejser sig som en tribune – gøres der klar til kamp.
På tribunen afgrænser lyset nogle rum, hvori vi møder stykkets tre karakterer: Den fanatiske, højreorienterede hooligan (Anders Brink Madsen) med et hagekors tatoveret på ryggen. For ham er fodbold er en religion, AGF dens gud, og ”de hvi’es” lov er loven, man må følge. Over for ham den rabiate unge venstreekstremistiske kvinde (Solvej K. Christiansen), der fra Ungdomshuset lærte om det socialistiske fællesskab og den større sags tjeneste, og som hader boldspillet ligeså meget, som ”nazi-svinene elsker det”. Mellem disse to står bedstefaderen (Victor Marcussen), for hvem fodbolden repræsenterer det frirum, hvor han kan være sammen med sit barnebarn, som han alt for sjældent ser.
Det er i spændingen mellem disse tre poler, at den uundgåelige ulykke rammer med samme træfsikkerhed som kuglen fra den tjekovske pistol. Konflikten er uløselig, og uskylden må bøde for det. Men hvem bærer egentlig skylden? Dette spørgsmål er Hvid stoltheds hovedtematik.
Forenklet logik
Man fornemmer hurtigt, at stykkets intention er at få os til at genoverveje, hvorvidt der findes et endelig og sandt svar på dette spørgsmål. Selvfølgelig må man tage afstand fra ekstremisme, hvad enten den er til højre eller til venstre, og selvfølgelig gør middelklassen sig skyldig, når den gemmer sig bag borgerskabets tryghed, frem for aktivt at tage stilling til virkeligheden. Problemet er imidlertid, at nuancerne og kompleksiteten drukner i spændingen fra den påtrængende fodboldkamp og visheden om den forestående tragedie. Selvom der gives rigeligt med plads til, at karakterernes baggrund kan udfolde sig gennem monologer, forklares det aldrig, hvorfor den unge pige ser det som en nødvendighed at øve vold mod højreekstremismen, eller hvordan den højreekstreme AGF-tilhænger kan retfærdiggøre sine holdninger. I stedet må vi godtage, at argumentationen for det berettigede i at begå vold ikke er mere kompleks end: ”er du ikke med os, er du imod os”. Derfor må vi enten hengive os til den forenklede logik og forestillingens i øvrigt ret spændende progression, eller tage afstand fra den.
Autentisk lydkulisse
Har man nogensinde været til fodboldkamp, tror jeg ikke man kan undgå at blive fanget af stemningen og massepsykosen, der får adrenalinen til at suse. Det spiller instruktionen på. Før forestillingens begyndelse ”varmer” skuespillerne publikum op med boldøvelser på tværs af grænsen mellem scene og sal, og en massiv og autentisk lydkulisse hensætter en som tilskuer til en virkelig fodboldkamp med råbene: ”Stolte AGF, Hvid og Blå”. Det er et meget opfindsomt greb fra Per Smedegaards side, der synes at udforske området mellem simulation og autenticitet, noget der på forunderlig vis bringer publikum tilbage selve teatrets kerne som ritual eller massebegivenhed på lige fod med fortidens gladiatorkampe eller nutidens sportsbegivenheder. Den autentisk simulerede stemning viser netop, hvor sårbare vi er overfor manipulation, når selv simuleret stimuli kan frembringe en fysisk reaktion hos os i salen.
Kombineret med Andreas Garfields flair for dramaturgiens virkemidler lykkes det derfor instruktøren at fastholde os i en historie, hvis kausalitet består af en vekslen mellem forklarende monologer og udspillet handling. Det er imidlertid netop i den tekniske stimuli og den dramaturgiske stringens, forestillingen møder sit største problem. I den konstante følelsesunderbygning, som såvel lydsiden som lyssætningen, bidrager til, drukner muligheden for, at vi som publikum selv aktivt kan tage stilling til hovedtematikken. Dramaturgien og iscenesættelsen er så veldrejet, at nogle måske vil kede sig over at forventningerne indfries, mens andre, ikke mindst på grund af Smedegaards velplacerede stimuli, vil lade sig opsluge af den kriminalgåde, Hvid stolthed også er. Men plads til personlig overvejelse gives der aldrig.
En ulige kamp
Som det fremgår af programteksten, synes det ellers netop at være forestillingens intention at ”udfordre de rigtige meninger og sætte spørgsmålstegn ved, om verden virkelig er så sort/hvid”. Alligevel lykkes denne udfordring ikke, fordi udgangspunktet for kampen mellem de to ekstremistiske holdninger er ulige fra start. Man siger (med den tyske teaterteoretiker Hans-Thies Lehmann) at det, at afbilde politiske karakterer på en scene, ikke gør et stykke politisk, det politiske aspekt opstår i karakterernes handlinger. Havde den højreorienterede hooligans handlinger været lige så ekstreme som den venstreekstremistiske kvindes, ville kollisionen mellem disse handlinger kunne udfordre vores syn på ekstremismen generelt, men mens kvinden åbenlyst kun er til fodbold for voldens skyld, forbliver White Pride-tilhængerens største aggression, at han smadrer sin mobiltelefon i vrede over, at hans søster er blevet kæreste med en udlænding. At sidestille disse handlinger er at underkende, hvor grim ekstremismen i virkeligheden er. Det hverken nuancerer vores gængse opfattelser eller udfordrer vores moral.
Med sommerens begivenheder fra virkelighedens verden in mente synes det derfor nærmest komisk at godtage forestillingens fremstilling af den ekstreme højrefløj, hvis verdenshorisont aldrig rækker ud over stadiontribunerne.
Hvid stolthed
Teatret Svalegangen
Tekst: Andreas Garfield
Scenografi: Gitte Baastrup
Iscenesættelse: Per Smedegaard
Medvirkende: Anders Brink Madsen, Victor Marcussen og Solvej K. Christiansen
Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen, Aarhus, fra den 26. august til den 28. september og turnerer rundt i landet fra den 3. oktober til den 4. november.
Forestillingen blev set ved urpremieren den 25. august 2011.
Mathias Bech (f. 1987) BA i dramaturgi fra Aarhus Universitet med suppleringsfag i Film- og medievidenskab fra Københavns Universitet. Kandidatstuderende i dramaturgi, Aarhus Universitet.