Længslens land i skyernes rum
Af Annelis Kuhlmann
Himlen over Ringkøbing så præcis ud som i første linje af Grundtvigs digt, ”Skyerne gråne … ”, da jeg nærmede mig Teater OM i Ringkøbing, hvor Odin Teatrets nye forestilling, Hamlets Skyer, netop har haft sin Danmarkspremiere. Tonen af retro vækker en nostalgisk fremtidsfølelse i denne forestilling, som på flere planer forholder sig til tid.
Selve den episke teknik, at lade sange kommentere på fortællingen, er brugt mange gange, også af Odin Teatret. Gennem en dobbelt dramaturgi fletter denne forestilling desuden sig sammen med sin egen historie som en form for kontinuerligt performativt arkiv. Min vinkel i denne anmeldelse er at se på forestillingen, spændt ud i tid som kronisk performancearkiv.
Jubilæum
60 år er normalt ingen alder for mennesker, men for et gruppeteater er det en bedrift. Da Odin Teatret for nyligt fyldte 60, skete det samtidigt med verdensurpremieren på Hamlet’s Clouds. Allerede for år tilbage i forestillingen, Det kroniske liv (2011), handlede selve det bærende tema netop om det at leve videre med erindringen om forsvundne familiemedlemmer. Da var forestillingen dedikeret til to journalister og menneskerettighedsforkæmpere, Anna Politkovskaja og Natalia Estemirova,og tog den tjetjenske krig som referencepunkt. Alle slags krige og konflikter har uophørligt kaldt på at blive kunstnerisk italesat, og Hamlets skyer er ingen undtagelse, ligesom et generationsopgør også fremstår i form af skygger og dobbeltgængere.
Burning the house
Hamlets Skyer er iscenesat af Eugenio Barba, assisteret af instruktøren Gregorio Amicuzi og skuespilleren Julia Varley. Forestillingen er tilegnet Shakespeares søn Hamnet, der døde som 11-årig, og til de unge uden fremtid.
Burning the house. On directing and dramaturgy (2010) er den slående titel på en af Eugenio Barbas vigtigste bøger. I Ringkøbing slikker flammerne, i det rektangulære rum med tilskuerpladserne på de to langsider, sig livagtigt op ad de to endevægge, idet tilskuerne kommer ind i salen, og man når lige akkurat at se sig om efter nødudgangen. Så dør flammerne hurtigt ud, og det var bare en teaterillusion. Reelt er det derimod, at salen herpå svøbes ind i et få sekunder langt mørke, der, som et slags foregrebet slutpunkt, udløser folkelig sakral sangklang, mens en far med et barn på armen toner frem, projiceret på væggen.
Nattens skarpseende væsner, i form af en falk og nogle ugler, toner også frem på væggene i slowmotion og omfavner situationen med deres store vinger for, som i en drøm, at forsvinde igen. Hamlets kærlighed bliver derved fremkaldt i Odin Teatrets kendte stil, hvor betydningslag væver sig ind og ud af den billedmættede forestilling.
Karaktererne
Jakob Nielsen er Hamlet, og Ophelia spilles af Antonia Cioază. De er unge mimikere, der bringer en energisk lethed ind i spillet; hun minder om skønheden i John Everett Millais’ berømte maleri (1851-52) af Ophelia, der flyder druknet på vandet som i en blomstergrav.
Hamlet bliver, med sit hævntogt, eksponent for mange af de dyrelyde, som kendetegner stykket, fx det skæbnesvangre hanegal, galopperende hestehove og lyden af skyer i en fortættet, letsusende lyd, som skuespilleren skaber med munden. Genfærdet, i Else Marie Laukviks skikkelse, giver spøgelset stemme fra en anden verden, der gennemskærer forestillingens univers med sin gang og manøvrerer med et særligt overvågningsblik, hvis øjne publikum ikke får at se bag hendes guldstrimlede maske.
Sammen med skuespilleren Torgeir Wethal (1947-2010) var Else Marie Laukvik i 1964, som en ud af fire skuespillere, med til, sammen med Eugenio Barba, at grundlægge Odin Teatret i Oslo. Jeg oplevede i Hamlets skyer Else Marie Laukvik som en særlig vigtig figur i forestillingen, omend hendes særlige fysiske stemme ikke fik så stor volumen i denne forestilling.
Julia Varley er fortælleren, Shakespeare, der kronisk trækker det tunge læs efter sig, her paradoksalt nok i form af Hamnets lette barneseng. Varley skaber med sin karakteristiske vibrerende stemme og armbevægelser et mønster som en repetitiv figur, der, med en bleg dødsblå ansigtsmaske, får publikum til at fornemme, at der er tale om en historie, der gentager sig: De unge skal hævne sig på fædrenes ugerninger, og i Hamlets Skyer opleves det også som en kommentar til verdens magtspil af i dag. Da fortælleren åbner en stor bog og viser den for tilskuerne, ser vi os selv som i et spejlbillede i fortællingen.
Jeg oplevede, at denne figur også var en recirkulation af fortællerfiguren Yorick, som Julia Varley spillede i Ur-Hamlet i slotsgården på Kronborg (2006), ligesom bogen også indgik i Theben på den gule febers tid (2022), der markerede det ”gamle” Odin Teater-ensembles sidste forestilling.
”Aldrenes pragt”
Der er sket en reduktion af ensemblet hen over de seneste år, hvilket hænger sammen med det historiske brud med Nordisk Teaterlaboratorium, som indtraf i 2022. Fire ”gamle” skuespillere, Iben Nagel Rasmussen, Roberta Carreri, Kai Bredholt og Donald Kitt, er ikke længere med i Odin Teatrets ensemble, mens to unge skuespillere siden har fundet vej ind i gruppen. Det er næsten som børn, der, på tværs af skilsmisser, finder deres bedsteforældre i kunsten, og ensemblet opnår en anden form for liv i sin fornyede konstellation. Alderen har sit autentiske udtryk, men kroppe og stemmer i et egenartet tempo giver stadig en fornemmelse af det såkaldt præekspressive niveau i skuespillernes spil.
Forestillingens musik fanget i en sky
Et kendetegn ved Hamlets Skyer er, at skyerne er til stede i alle de sange, der som metaforiske fragmenter indgår i forestillingen. Fx lyder Hamlets sang som et ekko af, at lille Hamnet i dag måske ville have sunget Halfdan Rasmussens børnesang, Lille sky gik morgentur. Siden får vi en stump af Brudestykke fra Sønderho, der understreger den lykke, som det dansende unge par gennemlever. Et par takter af Chopins Sørgemarch fremhæver senere den grav, Hamlet graver for sin mor og Claudius. Graverscenen indtræffer forholdsvis tidligt i forestillingen som en æstetisk ledetråd, der annoncerer tragediens teatrale endeligt.
Dramaturgiske spor
Handlingsmønstret peger på forestillingens dramaturgiske dobbelthed. Det er som om, at Hamlets skyer på en fysisk måde delvist spiller forlægget fra Shakespeares Hamlet bagfra. Jeg så karaktererne som de omrejsende skuespillere, der spiller Musefælden, dvs. den forestilling, som Shakespeares Hamlet-karakter lader truppen opføre mhp. at konfrontere Claudius og Gertrude med mordgåden. Claudius i Ulrik Skeels skikkelse kommer således tidligt ind i almindeligt tøj – falder – og ler. Gertrude ligeså: ind – falder – og ler. Det er enkle handlinger, der som Brechts gestus står som emblematiske kropssignaturer. Monarker vælter omkuld, mens næste generation står klar i kulissen. En påtaget affekt, i en slags dyrisk besættelse, viser Gertrude i Rina Skeels hysterisk-febrilske latter. Hendes moderskab til Hamlet løb mig koldt ned ad ryggen.
Hamlet spiller ligeledes på en måde ”baglæns”, da Jakob Nielsen med sin violin på nakken nok kan høre, men ikke se, hvordan han med pizzicato akkompagnerer hanegalet, som varsler hele ulykken. ’Hanekampen’ indrettes derpå i en rebcirkel på gulvet, hvor citatet ”to be or not to be, that is the question” bliver til et ytringsmæssigt soundscape til Hamlet, for blot kort efter at danne rammen for Getrudes brudeseng. Soundscapen af hanekampen som varselsmotiv kobles til det forræderi, som Hamlet forbinder med Gertrudes brudeseng. Claudius tager derpå rebet og spænder Gertrude ud i sin seng, som var hun fanget i et spind.
Denne ”leg” udvikler sig til en lidenskabelig scene, hvor kongeparret ses i ”Red Clouds in the sky – tears or snow”, som igen henviser til den røddryppende flammeskrift på væggen i forestillingens begyndelse. Det er et poetisk citat, der i forestillingen bruges til at skabe associationsrum omkring Gertrude og Claudius. Hamlet fortsætter herpå sine råd til skuespillerne om talen, der skal være ”tippingly on the tongue”.
Mordvåbnet er en rigtig dolk. Vi forbliver imidlertid i den indre fiktions verden i forestillingen, også når Claudius siger, ”Life’s but a walking shadow, a poor player …”, en replik, som stammer fra Macbeth, men som alligevel passer nærmest lidt for perfekt på både forestillingens spejling og fordobling.
I selve fægtescenen er Hamlet klædt som den kommende monark, mens Claudius fremstår uhyggeligt afpillet til skindet, blot iført et lændeklæde, og mindede mig om billeder af Ryszard Cieślak i Jerzy Grotowskis opsætning af The Constant Prince i Juliusz Słowackis udlægning. Hamlet og Claudius udkæmper et tydeligt slutspil.
Hen over midten af Hamlets skyer har Claudius og Gertrude en pas de deux, som også spejler Hamlets og Ophelias dans. De to danse placerer sig, så tilskueren netop kan se, hvordan dette forestillingsunivers er konstrueret med to poler, og hvordan genfærdet trækker et spor mellem dem. Hamlet må trække dolken ud af kongekronen – det er magten, der i sig selv bliver symbol på volden. Et andet eksempel ses, da Hamlet hviler sit hoved i Ophelias skød, hvilket også henviser til det offer, som kærligheden mellem de to bringer i form af tableauet som Pietà.
Det samme tableau går igen med Claudius og Gertrude. Men Eros har Thanatos med på slæb, og Hamlet må stede Ophelia til hvile (det cirkelformede reb forvandler sig fra at have været Gertrudes elskovsrede til nu at være Ophelias grav), hvorpå hun kort efter, som et genfærd bag bagtæppet, går som en barfodet skygge.
Hen imod slutningen slår Shakespeare til, banker med sin spade i gulvet og slår luften ud af de tyndslidte og gennemvædede kærlighedsbreve, som Ophelia har ladet flyde på vandet. Replikken om ”clouds of wind” blæser kærligheden væk, og Ophelias rumænske sang, med sin særlige tonalitet, opfordrer os til ”to look to the cloud”. Himlen åbner sig, og som i en Pietà sidder Hamlet nu med den døde Ophelia. Genfærdet melder sig igen for det unge par, og vi ser Gertrude og Claudius danse af for derpå at gå igen i et tilsvarende tableau i den modsatte side af salen. Spejleffekten føjer endnu flere symbolske lag til forestillingen som arkiv.
Som en afsluttende indramning dukker Shakespeare igen op med barnesengen, der nu skriger hjerteskærende og skingert, idet den bliver trukket hen over gulvet. Shakespeare trøster Hamnet med ”words, words, words”, mens dukken, skabt af Fabio Butera, kærligt aer sin fars kind som til farvel.
Videoprojiceringer og lydoptagelser
Foruden videoprojiceringer af den kendte lysmester, Stefano Di Buduo, benytter forestillingen også lydoptagelser af sang, hvilket i sig selv er nyt for en Odin Teater-ensembleforestillings ellers udtalt analoge form. På videoerne ses også dokumentariske fotos af krigsbørn som stumme ofre. Til sidst toner billeder af ensomme fædre frem for at stige til vejrs, hvilket også minder mig om Andersens Drøm (2005). Tilbage ses billedet af en skulptur af jomfru Maria, hvor øjnene er blevet til skyformationer – alt i alt billeder som fastholder forestillingen i et surrealistisk drømmesyn i stil med René Magrittes billeder. Man fornemmer også, hvordan forestillingen går i dialog med en masse blindhedsmotiver fra Odin Teatrets historie, ikke mindst de fortællinger, der har haft Ødipus med ombord. I Hamlets skyer har Shakespeare til sidst taget Fortinbras’ usynlige maske på og kalder barnet for ”a soldier of the stage”, hvilket binder en sløjfe på forestillingens dramaturgiske dobbeltspor.
Forestillingen slutter, som den begyndte. ”Skyerne gråne…” og en historisering indfinder sig med angivelse af datoen for Shakespeares Hamlet, den 14. august 1601. Derpå forskydes dateringen til den dag, jeg overværede forestillingen, den 10. april 2025, og den omrejsende trup kan samlet over for publikum forlade spillepladsen i en fælles jig, inspireret af elizabethansk dans.
Arkivet og performancen
Den sofistikerede brug af varierede gentagelser i forestillingen, samt deres referencer til Odin Teatrets egen forestillingshistorie, skaber en indforståethed, men den bevirker paradoksalt nok også, at forestillingens poesi giver en form for ”kaotisk tryghed”.
Vil du gemmes eller glemmes? er titlen på en forestilling, jeg så på teatret Gruppe 38 i Aarhus tidligere på foråret. Samme spørgsmål kunne man fornemme befinde sig under Odin Teatrets forestilling Hamlets skyer, idet det vertikale træk, med teatrets levende arkiv in mente, forekommer at være vævet ind på en dybtgående måde, sådan som forestillingen kommer til at tematisere teatergrave som arkiver. Diskursen vækkes til live i et bud på teatrets aktuelle tilstedeværelse i tiden.
Forestillingens nomadiske liv
Hamlets skyer er på gennemrejse og spillede de følgende tre aftener i Ringkøbing. Odin Teatret er hjemløst og har ikke fast tag over hovedet. Siden teatrets udflytning fra Særkjærparken i Holstebro har det efter en lånt prøvetid på forestillingen i det forhenværende og nedrivningsparate Holstebro Sygehus, indledt en nomadisk tilværelse. Hamlet’s Clouds havde sin urpremiere på Iberoamericana Universitet, Mexico City, d. 10. oktober, 2024 og har siden, også, i oktober 2024, deltaget som særligt inviteret gæstespil under temaet ”Solidity” på Wuzhen Festival nær Shanghai i Kina. Forestillingen spillede 3.-7. november 2024 i Lecce, den lyse barokby i Apulien, i forbindelse med en international konference, arrangeret af universitetet i Salento i anledning af Odin Teatrets 60-års fødselsdag. Konferencen Prospettive, Contemporanee, Terzo Teatro, Archivi, Regia, gav plads til et tætpakket program omkring LAFLIS, det levende arkiv for Barbas bibliotek, Odin Teatrets artefakts og Det Tredje Teater, der siden 2022 har haft hjemsted som installation i tre store sale i Biblioteca Bernardini i Lecce. I februar-marts 2025 har forestillingen spillet hos det jævnaldrende og co-producerende Théâtre du Soleil i Paris. På sin rejse har Hamlets skyer høstet mange fine og tankevækkende anmeldelser, som jeg desværre i denne anmeldelses format ikke har mulighed for at gå nærmere ind i. Fra Ringkøbing rejser forestillingen videre til bl.a. Teaterbiennalen i Venedig.
Forestillingen spillede på Teater OM d. 10. – 13. april, 2025. Se mere her
Skuespillere: Antonia Cioază, Else Marie Laukvik, Jakob Nielsen, Rina Skeel, Ulrik Skeel, Julia Varley
Lysdesign, video og plakat: Stefano Di Buduo
Filmkonsulent: Claudio Coloberti
Dukke: Fabio Butera
Kostumer: Odin Teatret
Scenisk rum: Odin Teatret
Teknisk leder: Knud Erik Knudsen
Dansk oversættelse: Jakob Fjelstrup Nielsen, revideret af Ulrik Skeel. Instruktørassistenter: Gregorio Amicuzi, Julia Varley
Tekst: Eugenio Barba og citater fra Hamlet af William Shakespeare
Dramaturgi og instruktion: Eugenio Barba
Forestillingen er produceret af: Odin Teatret (DK), Théâtre du Soleil (F), Emilia Romagna Teatro og Tieffe Teatro (I)
Annelis Kuhlmann er lektor i dramaturgi på Aarhus Universitet. Hun har skrevet flere forskningspublikationer om Odin Teatrets forestillinger. https://pure.au.dk/portal/da/persons/dramak%40cc.au.dk/publications/