Hvad skal vi egentlig med teatret? Og hvilken historie om os selv gemmer der sig i samtidens teater?
Hvis dette er en skuespiller?
Af Kristoffer Spender
Skuespiller og forfatter
Den alsidige og nysgerrige skuespiller Jens Albinus er forfatteren bag denne essaysamling, som nænsomt undersøger tidens teater i et hårdt kritisk blik, men samtidig med en ydmyg rummende og personlig vinkel. Samlingen følger ikke nogen kronologi, men bevæger sig sømløst mellem et nu, en barndom, refleksioner over tiden og teatret, anekdoter om processer og personlige betragtninger fra hans private liv. Dette gør, at bogen er et unikt indblik i en skuespillers arbejde ikke bare med sit fag, men i et liv. Nu aktuel på teaterscenen igen på Betty Nansen i Les Misérables.
Fra barndommen
Essaysamlingen begynder, hvor det hele startede, i barndommen. ”I begyndelsen” hedder første kapitel med en beskrivelse af forfatterens far. Dette er det første bevis på en livslang hunger efter fortællinger, der betyder noget. Jeg har altid synes, det er interessant, at når kunstnere skal beskrive deres kunstnerskab, så begynder de ofte i barndommen. Måske er det et bevis på en slags livsvarig dedikation til kunsten? Den lyst som aldrig slutter. En sult. Den endeløse fortælling, som man ikke kan forklare på andre måder end at berette, hvordan det hele begyndte. Mange andre konkrete tidspunkter i hans liv hører vi stort set ikke noget om, således er hans folkelige gennembrud med tv-serien Ørnen (2004) ikke nævnt, heller ikke At kende sandheden fra 2010, eller hans glansrolle som Direktøren for det hele (2006). Dette på trods af, at Lars Von Trier faktisk fylder en hel del i bogen. For essaysamlingen er ikke et portræt af Jens Albinus eller en skuespillers memoirer. Det er et essay om teater. Men konkrete nedslag i karrieren bliver der plads til, bogens skurk er Jens Albinus’ præstation i filmikoniske Idioterne (1998), som har åbnet internationale døre for ham, men som ridder ham som en mare fra start og op til i dag. Hans arbejde med Jeppe på bjerget (1993), hans titelrolle i Faderen på Volksbühne og ikke mindst den morsomme betragtning over arbejdet med Niebelungens Ring på Niebelungen Festspiele i Worms har en essentiel plads i bogen.
Men barndommen og opvæksten og mange af de facetter, som hører privatlivet til, får vi faktisk et ømt, ærligt og kærkomment indblik i. Således beskriver Jens Albinus, at i begyndelsen var ordet, og at ordet og fortællingen prægede hans opvækst i det nordfynske i slutningen af de glade 60’ere. ”På Nordfyn flyder sprog og landskab sammen og bliver til ét” (side 21). Hans far var præst, og barndommen beskrives med en kærlig kølighed, som en beskuer på afstand der mindes begyndelsen af begyndelsen. Afklaret men ikke afsondret. Kritisk men kærligt. Dette kapitel bærer præg af en slags romantisering af at vokse op i omgivelser, hvor mening og betydning ikke kommer fra meningsdannere og rigtige holdninger, men fra en sanselig nysgerrighed på mennesker, natur og tanker. Præsteungen løber stadig, mens hans fortælling er blevet til en historie. Denne historie udfolder sig igennem hele essayet, og barndommen vender han ofte tilbage til.
Skuespilleren og tilskueren
I næste kapitel ”Es irrt der mensch” bliver stilen lidt mere rodet, og det kan være vanskeligt at uddrage hvad der egentlig er op og ned her, men det er jo tekstens kvalitet, at den altid er på flugt, han skriver sig varm, og som læser må man fatte sig med tålmodighed. Han forsøger at rette blikket mod en rationel tænkende kulturpolitisk diskurs. Dette med mere eller mindre held. Nogen aspekter fremstår lidt løsrevet, men diskussionen om skuespilkunsten er primus motor i kapitlet. Her afmonterer han skuespilleren og hiver denne ned fra en piedestal, kort sagt menneskeliggør han skuespilleren. ”Den som vil spille Hamlet, er slet ikke rigtig for rollen” (side 31). Han referer til instruktøren Peter Zadek, og vi forstår at teatermagien ikke produceres af skuespilleren alene, men igennem en feedback-sløjfe mellem scene og sal. Han reflekterer over sin egen mangelfuldhed, sårbarhed og fejlbarlighed. Han beskriver sig selv i meget negative vendinger som en ulidelig og selvoptaget person. De destruktive kræfter i hans personlighed er ublu til stede og glider stille og rolig ind i reflektionen over skuespillerkunsten. Det er også her, han introducerer en af bogens ledemotiver, nemlig den politiserende kunstproduktion. Måske dette er den egentlig skurk i bogen. Den beskrives i hvert fald som roden til alt ondt. Interessant er reflektionen over hans arbejde med sine egne idiosynkrasier, disse hænder som flagrer i et bevis på sin egen usikkerhed. I kapitlet benytter han sig for første gang af ordet ”dramaturgi” og desværre lidt skuffende benytter han det som et synonym for det fortællemæssige. Dramaturgi er ikke bare et synonym for fortælling, det er så meget mere, og rummer alle de aspekter, du ikke kan forklare, og det er ikke bare en beskrivelse af struktur og rækkefølger. Det er heldigvis set fra mit ståsted et begreb, der rummer så utrolig meget mere. Jeg anser faktisk hele bogen som en dramaturgisk beretning. Med alle dens spring og bortforklaringer, og ikke mindst ærlige jagt efter sandhed.
Magt er som beskrevet et ledemotiv i bogen, og her bliver han lidt mere præcis i sine springende refleksioner, således anskuer han teatrets placering i verden, ud fra Lars Noréns fremragende forfatterskab og vovemod. Han beskriver teater før og efter 2001 og terrorangrebet ved World Trade Center. Tydeligt fremstår 1990’ernes glade ironi og naive og åbne tilgang til kunsten, op imod den snigende politisering og moraliserende teaterkunst, som har præget tiden siden 2001. Dette bliver for mig en ønsket temperaturmåling på den tid, jeg er rundet af. Født i 1989, to måneder før murens fald, og som ung i 2001, siddende foran tv-skærmen og følge en verden i forandring. Jeg er ven af sociale medier, men har også oplevet en analog tid og for mig fremstår dette kapitel som sondringer i en tid, som ikke mange har turde tag fat i. Nemlig magtudøvelse, inkludering og kritik af ideologier, som en blød anvendt magt. Således beskriver Jens Albinus sig selv som én, der står uden for kultureliten, og som i det mindste forsøger at operere i kunsten for kunsten skyld, og ikke for et dagsordenssættende perspektiv. Her kunne en refleksion over hans tid som teaterchef, og hvordan han selv forvaltede denne magt, have været på sin plads. Men den glimrer ved sit fravær, desværre. Hans ærinde er ikke at træde ind i diskussionen, men at betragte den udefra, som sådan kan fravalget give mening.
Omvending
I kapitlet, ”At vende verden på hovedet”, sammenskriver han sin refleksioner over Alice Birch (britisk, født 1986) dramatiske forfatterskab og sit arbejde med den ikoniske karakter Jeppe fra Holbergs meget spillede komedie Jeppe på bjerget. Her diskuteres videre om emnet magt, som var hovedtemaet i det forudgående kapitel. Der er en slags bølger i den fremadskridende tekst, som ikke lade sig reducere i de enkelte kapitler. Jeg oplever dette som et essayistisk greb, hvor tekstens hovedtemaer gennemsyrer de forskellige kapitler. Det centrale er altså ikke en skuespillers arbejde med sin karakter, men en skuespillers analyse af sin karakters relevans i en given kontekst. Der er en tydelig sondring mellem det almenmenneskeligt analytiske og skuespillerens arbejde med sig selv. Skuespilleren her sondrer nemlig ikke, og han løfter analysen op som en tendens i tiden. En analyse af den verden som er nu. I skuespillerens optik er der et sammentræf mellem Alice Birchs forfatterskab og Ludvig Holbergs. Et slægtskab som går over tid og sted, og som udkrystalliserer sig i et morsomt kapitel.
Mod slutningen af bogen bliver essay-kapitlerne mere personlige igen. Der reflekteres over den tynde grænse mellem kunst og virkelighed. Således formuleres konsekvenserne af arbejdet med Lars Von Trier og rollen Stoffer i filmen Idioterne (1998). Dette beskrives som et tveægget sværd, som på godt og ondt har formet ham som skuespiller. Det bragte det værste og det bedste frem i ham, men desværre blev den tungsindige, vemodige og melankolske oplevelse med filmen siddende i ham. Denne del fremstår lidt ufuldstændig, og man mærker, at her er der noget han vægrer sig mod at gå ind i. Men han kradser i overfladen og beskriver, hvorledes livet i kunsten nødvendigvis vil indebære op- og nedture. Strukturen i bogen bliver mere opløst i de sidste kapitler, og den vender tilbage til barndomsminder og personlige anekdoter fra et familieliv. Dette gør at essaysamlingen bliver et vidne på, hvordan skuespillerens arbejde opererer i et liv af følelser og oplevelser. Kort sagt: det, der gør os til mennesker i den mest bogstavelige forstand.
Essay som genre
Det er særdeles befriende, at Jens Albinus har benyttet den udogmatiske skrivestil, og de springende associationer danner rammerne for at forstå Jens Albinus lidt bedre og at genkende sig selv i de morsomme betragtninger. Som læser møder man sig selv i døren. Ifølge den tyske essayteoretiker Gerhard Haas kendetegnes essayet ved altid at være undervejs, det har plads til digressioner og det tilfældige, og indblikket i teateret i Jens Albinus’ optik er altid situeret, men aldrig endeligt og konkluderende. Det kommer blandt andet til udtryk i de overordnede temaer, som hvert kapitel introducerer og som behandles videre i de følgende kapitler. Især begrebet magt behandles stort set igennem hele bogen. At diskuterer skuespilkunst i denne form er ikke ny. Denis Diderots Dialog om skuespilkunsten (1773) er et pragteksemplar og begynder med de ironiske ord: ”Lad os ikke tale mere derom”. For derefter at bruge de resterende 100 sider på netop det.
Et essay kan anskues som en sandhedssøgende litterær form, som giver anledning til en fænomenologisk undersøgelse af et givent emne. Jens Albinus er derimod ikke på jagt efter en sandhed. Faktisk kan bogen betragtes som en lang bortforklaring af og flugt fra netop dette. Man kan ifølge Bruno Berger adskille essayet i to retninger: det informale essay som kendes hos Montaigne og det formale essay, som udkrystalliserer sig hos Francis Bacon. Det formale er didaktisk og kan være belærende, mens det informale er mere subjektiv og mindre optaget af at formidle et budskab. Her placerer Jens Albinus sig i en springende tilstand mellem disse to, selvom han for det meste er informal. Og derfor går bogen heller ikke i den boomer-moraliserende mansplaining-fælde, som den let kunne være faldet i.
Det følsomme teater
En af de mange årsager til disse essay er ikke et privat ønske fra Jens Albinus sin side om at genfortælle sit liv i kunsten, som mange andre skuespilleres anekdotiske bøger ofte bærer som generisk titel (jf Konstantin Staniskavskij, 1944). Det er først og fremmest en undersøgelse af en skuespillers arbejde i en tid som præges af stor usikkerhed, vold og ikke mindst krig. Hvilken berettigelse har teatret op imod destruktive kræfter. Netop her vender han blikket mod det følsomme teater, det nænsomme og det teater, som kan iagttages som lønsomt, i metaforisk forstand. Han sætter ord på noget virkningsfuldt, nemlig at de flygtige følelser har en styrke i moderne teater. Det handler ikke om et egoimpulsstyret teatersyn, men om et samspil og en vekselvirkning mellem det indre følelsesliv og de ydre omstændigheder. Det er ikke bare et ”hvad kan du gøre for mig”, men et ”hvad kan vi gøre for hinanden”.
Den lange passage, som beskriver hans oplevelser i Tyskland med arbejdet på Wagners Niebelungens Ring (2023), er for mig et unikt indblik i teatrets væsen. Med en god stænk selvironi disker han op med den ene morsomme betragtning efter den anden. På en måde gør han oprør mod nutidens wokeisme, og ser på det som et slags luftkastel uden egentlig betydning. Hvis vi er så skræmte over at sige noget, kan vi så egentlig tale sammen? Det er et befriende kapitel, som slutter i et ophøjet øjeblik, hvor selv kunst og livets tilfældigheder smelter sammen i ét. Det følsomme øjeblik, hvor skuespillerens kræfter bliver bærende da teknikken gik i opløsning i den lange regnvåde aften. Selv naturen kan ikke skylde den fortællerkraft som er iboende os mennesker, og vi må fortælle hinanden historier, på godt og på ondt.
Et møde
Som nyuddannet, yngre (end jeg er nu), satsede jeg og skrev til Jens Albinus og berettede om Hvis dette er et menneske af Primo Levi (1947). Det er en bog af stor betydning for mig. Jens Albinus skulle iscenesætte bogen, og jeg skrev, at jeg ville være med på projektet uanset hvad. Også gerne pro bono, nogle gange skal man gøre noget bare for at gøre det, især hvis det betyder noget for én, og det gjorde det for mig. Han sagde ja, og vi mødtes. En flygtig og venlig mand sad over for mig. Jeg indrømmede, at jeg ikke havde genlæst bogen. Det skuffede ham, men ærligheden kunne han lide. Det øjeblik betød nok ikke det store for ham, men det betød ufatteligt meget for mig. Sådan er vi jo bare: mennesker i en verden fuld af individualister, som nogle gange formår at mødes i et transcenderende øjeblik.
Siden fik jeg et fast job, og her sidder jeg stadig (fast). Så jeg blev aldrig en del af forestillingen. Men at han slutter med at indrømme, at den bog også betyder noget for ham, det gav mig en personlig tilgang til Albinus bog, og jeg blev mindet om, at disse skelsættende øjeblikke er alting værd. De kan komme i teatret, i skuespillerens arbejde, eller ved at læse et essay. Stanislavskijs bog En skuespillers arbejde med sig selv (1944) er ikonisk indenfor skuespilteorien, men kunne vi omskrive titlen lidt? En skuespillers arbejde med andre! Jens Albinus bog er et lille mesterværk i den forstand, at den beskriver, hvordan man som skuespiller er forbundet med kunsten, med livet og med andre mennesker som lever i de to andre. Så, hvis dette er en skuespiller? Så har vi håb for teatret lidt endnu. For teatret er ikke nogen vej, det er ikke noget lys, det er ikke nogen sandhed. Teater er teater. Alting og ingenting.
Kristoffer Spender er cand. mag i dramaturgi og litteraturhistorie ved Aarhus Universitet samt Universitet i Bergen fra 2017. Dramaturg ved Trøndelag Teater i Trondheim Norge, samt gæsteunderviser og censor ved Drama og Teater ved NTNU Universitetet i Trondheim.