“Krigen er nødt til at fortsætte, indtil den slutter”
Af Solveig Daugaard
Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af den engelske dramatiker Howard Barkers I tilfælde af…, er, efter at have spillet halvanden måned på Mellemgulvet i Skuespilhuset, på Danmarksturne i hele november.
Stykket har været opsat på nationalscenen en gang før, i 1993, og spørgsmålet melder sig: Hvorfor igen, netop nu? Og i forlængelse heraf: Hvad har dette stykke, skrevet i 1988, at give sit publikum i 2024? Begge dele giver forestillingen nogle ganske overbevisende svar på.
I den svenske instruktør Henrik Grimbäcks, mildt sagt voldsomme, iscenesættelse fremstår I tilfælde af… som en tillidserklæring til teatrets basale virkemidler. Den sikre, forholdsvis nøgne, levering af teksten står i centrum, selv når dialogerne bliver betydeligt længere end dele af samtidens teaterpublikum er vant til. Men samtidig foregår der, i Christian Friedländers på en gang minimalistiske og effektophobende scenografi, en konsekvent brug af alle scenerummets dimensioner og af alskens teatereffekter, som udnyttes helt ud til grænsen for deres kapacitet.
Katastrofisk teater
Howard Barkers dramatik var meget spillet på danske scener i 1990’erne – nogle år før min egen tid som teatergænger for alvor begyndte. Men indflydelsen fra hans stykker og hans tanker om ’det katastrofiske teater’, har kunnet mærkes i den mere civilisationskritiske og dramatisk eksperimenterende ende af dansk teater, også efter årtusindskiftet, f.eks. hos dramatikere som Astrid Saalbach og Claus Bech-Nielsen/Das Beckwerk.
Denne forestilling består af ni scener, som alle udspiller sig i tilspidsede krigs- og konfliktsituationer. Situationernes forlæg spænder vidt i tid og sted, fra videredigtning af bibelhistorier, over den kristne belejring af tyrkerne, til udvekslinger mellem polske torturbødler og stalinistiske partidelegerede.
Mens situationerne er spændt ud over verdenshistorien og mytologien, er replikkerne holdt i et let stiliseret sprog uden særlige geografiske eller sociale markører. Situationerne fremstår således på samme tid generiske og helt groteske, mens de historiske detaljer, de hver især rummer, kommer til at virke som et sæt arbitrære, udskiftelige elementer.
På samme måde bliver karakterernes individuelle kendetegn udviskede. På tværs af scenerne spilles de alle, med intensitet og præcision, af de samme fire medvirkende: Alexander Bryld Obaze, Karla Rosendal, Tom Jensen og Marina Bouras. I hver scene er de nogle andre – og alligevel de samme. En effekt der understøttes dygtigt af både scenografi og de enkle kostumer, som kun minimalt udskiftes eller modificeres på scenen, i fuld synlighed.
Selve den scenografiske ramme er et metalstillads eller træningsstativ, som skuespillerne bevæger sig rundt i og op på, mens publikum har fuld udsigt til snoretrækket, når teatereffekterne samtidig hober sig op: Et storslået, malet bagtæppe med et dunkelt slagmarksscenarie, mere teaterblod end jeg nogensinde kan mindes at have oplevet før, heftig dramatisk brug af røg, lyd, lys, skyggespil og ikke mindst vind. Således tilsøler teaterblodet de medvirkendes hvide undertrøjer mere og mere, for hver ny scene de gennemspiller, så krigens gru og brutalitet synes at akkumuleres på tværs af enkeltskæbner og tid.
Volden i centrum
Effekterne er der alle sammen og bruges forestillingen igennem, til de nærmest synes brugt op. Samtidig fremstår de afskrællede og befriede fra den professionelle velsmurthed, som af og til kan præge nationalscenens opsætninger. De virker mere fritstående, som om de kører deres eget løb ved siden af dialogen, hvor de peger på sig selv som effekter. Uden at der er tale om en ironisk punktering, synes deres formål mindre at være opbygningen af en virkelighedssimulation, end de fysiske effekter i sig selv.
F.eks. i åbningsscenen, som begynder i en tildækket scenografi, hvori skuespillerne kun er synlige som skyggebilleder. I flere minutter domineres scenen af en enorm, brølende vindmaskine, der river og flår i det udspændte stof, og således både kan illudere naturkatastrofe og bombardement, hvorefter skuespillernes løsrevne stemmer, bag deres silhuetter, får lov at bære første del af scenen igennem.
Volden, både den fysiske og den psykiske, står i centrum for hver scene, hvor karaktererne gang på gang er presset helt derud, hvor deres desperate handlinger strider mod moralske principper og sågar mod umiddelbar egeninteresse. Karaktererne er ikke allierede, de er ikke forbundne. Selv ikke familiemedlemmer under en belejring er på samme side. De er konstant spillet ud imod hinanden, falder hinanden i ryggen eller driver bare væk i hver sin retning, med hver sin smerte, hver sin motivation. De fremstår nærmest som en slags menneskelige reflekser.
På den måde dæmoniserer forestillingen enten alle eller ingen. “Alle fortjener deres smerte”, som en torturbøddel formulerer det i en af scenerne. Der er altid en god grund til at torturere nogen, for alle bliver onde og udspekulerede i mødet med brutaliteten.
Som i den græske tragedies univers er mennesket ikke frit, fordi det ikke frit vælger, hvad der driver det. Men selve strukturen gør radikalt op med tragediens narrativ som ét, der omhyggeligt afdækker årsagssammenhænge og motivationer og bygger op til et klimaks, der kan resultere i den katarsis, som giver publikum mulighed for, med kulturkritikeren Susan Sontags ord, ”at betragte andres smerte” uden at lide følelsesmæssig overlast. Snarere tværtimod, idet de bagefter kan forlade teateret med en følelse af forløsning i kroppen.
I Barkers katastrofiske teater, hvor vi nægtes adgang til den form for tilskuerskab, fragmenteres publikum. Når spændingsopbygningen udelades, produceres der ingen tydelig, konkluderende følelse, som kan give publikum en klar udgang, diktere en given respons. Forestillingen leverer ingen melodi, vi kan marchere i takt til, kun kuldslået splittelse over hele linjen.
En pinefuld akkumulation
En kritik af Barkers dramatik lyder ofte, at den lægger op til et kynisk, intellektuelt teater, som bortabstraherer teatrets følelsesbaserede, kropslige dimension, fordi det afstår fra at uddybe baggrunden for karakterernes handlinger og opbygge tilskuernes emotionelle identifikation med dem.
Forestillingen var mit eget første møde med Barker på scenen, og jeg kan konstatere, at sådan virkede det ikke på mig. Jeg oplevede det som et ekstremt voldsomt teater, som i den grad også satte sig i mig kropsligt. Selvom jeg må vedgå, at det ikke bragte mig megen trøst på menneskehedens vegne. Netop den afskrællede grusomhed og fraværet af tragisk skønhed, fremkaldte med sjældent knugende kraft de rædselsvækkende billeder af vold og lidelse, der aktuelt strømmer ud fra Gaza, for mit indre blik.
Præcis som de uophørlige, løsrevne vidnesbyrd fra krigens lidelser vi præsenteres for i vestlige medier, er forestillingen med kulminationsscene på kulminationsscene ikke beskæftiget med at opbygge publikums empati og forståelse. I stedet for at lade sit publikum rense af plottets spændingsopbygning og udløsning, foregår en pinefuld akkumulation, som får vist noget om, hvor grænserne går for, hvornår man kan genkende sig selv som menneske.
Teatervold som pacifistisk statement
Med grusomme og tilsyneladende endeløse konflikter som krigen i Ukraine og de fortsatte bombardementer af det palæstinensiske folk, er det nok de færreste, der vil anfægte aktualiteten af en forestilling, som undersøger vilkårene for den menneskelige eksistens i krigssituationer. Samtidig kan det være nærliggende at spørge sig selv, hvad et voldsafbildende, kuldslået teater egentlig bidrager med, når dets budskab fremstår så mudret og lidet mobiliserende, og når vi forvejen ser elendigheden og volden afbildet på de skærme, der omgiver os, hvor end vi kigger hen.
For at besvare det spørgsmål tillader jeg mig en lille omvej. Tilfældet ville nemlig, at jeg så forestillingen den samme uge, som jeg havde kastet mig over efterårets store DR-Dokumentar om dansk krigsdeltagelse, Velkommen til frontlinjen, og i denne kontekst oplevede jeg faktisk forestillingen som et stærkt pacifistisk statement.
I en slående parallel skildrer dokumentaren netop en kavalkade af situationer, hvor det hver gang – igen – viser sig, at de krigshandlinger, som danske soldater blev udsendt til at deltage i, virkede modsat deres opbyggelige hensigter. At noble formål, hvis de ikke var hule fra starten, så i hvert fald blev udhulet undervejs og transformeret til ukendelighed af krigens brutale inerti. Dens enkle logik er, at når først volden er begyndt, så fortsætter den også, så griber den ene voldshandling den næste.
Det samme udspiller sig på scenen. Så snart myrderierne, overgrebene og bombardementerne er begyndt, sætter katastrofens selvforstærkende, men fuldkommen meningsløse spiral ind, for “krigen må jo fortsætte, i det mindste indtil den slutter”, som en underordnet officer forklarer en fortvivlet, krigsførende kejser af Rusland, der ikke længere kan udstå myrderierne.
Det gør ikke forestillingens forstemmende grundbudskab mindre nådesløst at tænke på, at en af de krige, dokumentaren skildrer i detaljer, netop udspillede sig sidste gang I tilfælde af… spillede på Det Kongelige Teater. I 1993 var Danmark dybt involveret i krigen på Balkan, da var det lidelser i Bosnien og massakren i Szrebrenica, der fyldte mediebilledet.
Fast politikerpensum
En særlig stærk sekvens i dokumentaren er en, hvor en desillusioneret dansk soldat beklager, at han selv i dag, mange år efter, ikke kan mobilisere nogen empati i forhold til de civile dødsfald hans patrulje medvirkede til i Helman. En empati, seerne netop har fået opbygget gennem hjerteskærende interviews med de efterladte til en lille afghansk dreng, der blev dræbt af danske skud. Senere i udsendelsen ser vi den samme soldat bryde bevæget sammen, da han fortæller om sin fars død af kræft kort efter hans hjemkomst.
Dette bliver et ekstremt stærkt billede på, hvordan krigens logik udsletter alt andet. Tilbage er kun os eller dem, dig eller mig. Det udstiller forløjetheden i al den sentimentale retorik omkring krigen, som har fyldt i medierne og i den politiske debat, og sætter streg under, at sentimentalitet og idealistiske postulater ingenting har med krig at gøre. Men i DR-dokumentarens afsløring bliver det også de samme soldater, der risikerede liv og førlighed – og som minimum betalte med deres psykiske sundhed – for at bekræfte de ansvarlige politikeres megalomane og dybt naive nationale selvbillede, som kommer til at stå i forreste led. Det er deres afstumpethed, der stilles til skue, selvom det tungeste ansvar ligger et andet sted.
Barkers anti-sentimentale teater tager udgangspunkt i den samme erkendelse, som soldaterne i dokumentaren udtrykker, og angriber samtidig den foragt, der skjuler sig under forstillet medlidenhed. For mig bliver forestillingen på den måde – med al sin tvivl og mudrethed og afståelse af et sort-hvidt billede af en verden delt i godt og ondt – et kraftfuldt pacifistisk statement, som taler mod enhver forestilling om at ædle missioner kan gennemføres med vold. Og som lykkes med dette, uden at kaste nogen under bussen.
I tilfælde af… er en voldsom teateroplevelse, og ikke en jeg vil anbefale til alle. Men man kunne med fordel udskrive en tur i teatret som obligatorisk lektie til alle politikere, inden de har lov at træffe beslutninger på samfundets vegne om at sende mennesker ud for at begå rå vold og selv blive udsat for det, og italesætte det som legitime, endda heroiske, krigshandlinger.
I tilfælde af.. spillede 19. september – 2. november 2024 på Det Kongelige Teater og er nu på Danmarksturné
Læs mere her
Dramatiker: Howard Barker
Iscenesættelse: Henrik Grimbäck
Scenografi og kostumedesign: Christian Friedländer
Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel
Oversættelse: Ida Mackintoshog Jens Christian Grøndahl
Solveig Daugaard er forsker, redaktør og kritiker og Ph.d. i Litteratur, mediehistorie og informationskulturer