Lyden af teater
Af Erik Exe Christoffersen
Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen er en spændende debutroman af musiker og komponist Jenny Rossander med kunstnernavnet Lydmor. Bogen handler om en ung kvindelig musiker og komponist og hendes medvirken i to store teaterforestillinger I Danmark. Det er første gang hun oplever den sanselighed og eufori, som teaterprocessen skaber. Samtidig er det fortællingen om hendes forelskelse og hemmeligholdte affære med den etablerede og erfarne instruktør, og om de personlige mentale konsekvenser, det har for hende. Genren er et eksempel på autofiktion, som dog er anonymiseret fra forfatterens side.
Den unge kvinde, som blot kaldes Hun, bliver hyret til at lave musik til forestillingen Elektra. Det er på et stort teater og en eksperimenterende iscenesættelse med en erfaren noget ældre mandlig instruktør i spidsen. Hun er uden erfaring med at arbejde i teater. Romanen beskriver produktionen af den græske tragedie Elektra, som handler om kongen, der ofrer sin datter for at opnå gudernes gust i krigen. Dronningen er, mens han er i krig, utro med en yngre mand, og da kongen vender hjem, dræber de ham. Børnene, Elektra og Orestes, beslutter sig for at hævne deres far og dræber både moderen og elskeren.
Under teaterproduktionen, som nøje beskrives i forskellige faser fra den usikre læseprøve til både panik og begejstring, sværger Hun troskab i forhold til det kunstneriske arbejde og vil give alt for at besejre «bæstet». Det er tale om en langsom identifikation med tragediens konflikt. «Hvis du nu var min kæreste, og jeg forelskede mig i en anden …?» spørger hun Instruktøren, uden at han dog svarer. Men langsomt opstår der en intimitet i det såkaldte kreative team og mellem de to. Det fører til en hæftig forelskelse i selve teaterprocessen, som beskrives i et både lystfyldt og angstfyldt skær. Forelskelsen i teatret smitter af på hendes relation til Instruktøren, og de indleder et forhold.
Han er gift og vil ikke forlade familien, og insisterer han på at holde affæren hemmelig, også fordi det kan true hans stilling og autoritet på den kreative arbejdsplads, hvor han samtidig er chef for den unge musiker. Hun opfordrer ham til gengæld til at fortælle sandheden og dermed legitimere forholdet.
Det skjulte forhold fortsætter også året senere, hvor de begge ansættes på et andet teater for at lave en opsætning af Herman Bangs Tine. Her bliver det til er udtalt bedrag, som de opretholder af hensyn til hans ægteskab, hans karriere og selve forstillingen. Forholdet spejles i forestillingens tematik, hvor Tine indgår i et lignende forhold til en gift mand og det ender med hendes tragiske selvmord eller, som Hun fortolker det: Tine ofres.
Komposition og fortællemåde
Hvordan det slutter i romanen skal ikke afsløres, men forholdet bliver i stigende grad til en krise, som de begge befinder sig i – om end på forskellig måde.
Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen er iscenesat som et retrospektivt drama i 4 akter med mange replikker i det næsten lukkede teatrale univers. Alle personerne bærer fiktive navne fra de to forestillinger, som på mange måder spejler forholdets udvikling. Det retrospektive betyder, at fortælleren beretter om begivenheder forskudt i tid omkring et par år efter selve episoden. Fortælleren afbryder ind imellem handlingsflowet med kommentarer fra hendes nuværende position. Man må derfor skelne mellem forfatteren, fortælleren og den fortalte Hun, selvom det ind i mellem er fristende at se det som en og samme person. Det er imidlertid, tror jeg, centralt, at fortælleren er forfatterens konstruktion og ikke nødvendigvis altid lige pålidelig. Fortælleren er en fiktiv figur, som tydeligvis forandrer sig undervejs og i sit syn på det fortalte. Det er jo sådan at fortælleren ved, hvordan det slutter, det gør Hun ikke i processen. Men faktisk er fortælleren måske også I tvivl.
Første akt handler om den tiltagende tiltrækning, energi og facination mellem de to frem mod premieren og det foreløbige klimaks. Slutningen af første akt markerer dramaets peripeti og vendepunkt. Herfra er der ingen vej til bage, men Hun understreger dog, at det ikke er et skæbnetræf. De har et valg, men giver efter for tiltrækningen. Romanen markerer fortællerens tvivl med hele fem tomme sider. Endelig på den sjette står der kun den ene sætning: Han kysser hende.
Det er, hvad man i dramaturgien efter Mogens Rukov kalder skandalen. Skandale er der, hvor nogen går over stregen og bryder det normale, gør noget der ikke er tilladt. Det er her koret skriger, og de er fanget i den uundgåelige tragiske situation.
Denne bliver tilmed forstærket, fordi der er en markant virkelighedsreference. De to forestillinger er blev opført på to teatret for nogle år siden med Jenny Rossander og kunstnernavnet Lydmor som komponist. Vil handlingen blive hævnet i fiktionen og måske i virkeligheden? Kan det fortsætte, og kan forholdet forsvares? Kan det undskyldes og tilskrives kunsten vilkår og teatrets risiko?
Anden akt følger tiden efter premieren. Det er svært for hende at acceptere, at den kreative proces er slut. Han er rejst hjem, og Hun kæmper med at holde sit engagement i forestillingen i live. Energien erstattes af rastløshed og udmattelse, og hun forstår at affæren skal håndteres. Langt henne i spilleperiode kommer han igen og den erotiske tiltrækning genopfriskes.
Tredje akt er struktureret omkring forestillingsarbejdet med Tine. Der er gået halvandet år siden premieren på Elektra. Hun indser, at Tine handler om en kvinde der ofres, og Hun overvejer at aflyse engagementet. Men Hun er alligevel kommet til prøvestart, overbevist af instruktøren, som ikke kan undvære hende. Forholdet genoptages. Teaterprocessen og fiktionen er igen så forførende, at hun langsomt men sikkert drages mod Tines tragiske forelskelse, som ender med at hun drukner sig.
Der er sket en markant spaltning mellem fortæller-jeget og Hun, som bliver mere og mere angsfyldt, fordi hun ikke kan «afsløre hans løgn» af hensyn til hans familie og karriere. Hun kommer til at tale over sig og røber forholdet til en kollega, selvom hun ved, hun ikke må tale. Hun drikker sig fuld og bliver rasende på ham, Hun beskriver hvordan forholdet har genfødt ham, og at han for at kunne mærke sig selv, benytter hende som et spejl – udnytter hende. Det er fortællerens beskrivelse af en helt religiøs konteksten omkring produktionen, hvor Tine er deres barn, som de må beskytte.
I juleferien under produktionen er Hun tilbage i København og det begynder at gå helt galt, Hun hypeventilerer og får sygelignende angstanfald, som varer flere timer. Forholdet er en form for heroin, skriver Hun og begynder at selvskade sig, mens selvmordstankerne vokser. Hun beslutter at melde fra til produktionen, men vender alligevel tilbage efter en ensom nytåraften. Hun mister styringen, han lover, at det skal blive anderledes, og at han vil afsløre deres hemmelighed efter premieren. Men der sker ikke noget. Tine ender med at drukne sig i dammens sorte vand.
Fjerde akt: Hun findes stadig, selvom hun gør et bravt forsøg på at holde op med at findes. Men hun er også lykkelig, og hun er den nådesløse dronning, som hæver øksen i et stinkende skrig, som ikke høres af nogen. Klokken er 4:18. Dammens sorte vand trækker.
Hans sidste besøg slog hende helt ud. Nu rejser hun sig. Vild i blikket. Børster skidtet af skuldrene. Retter på sit hår.
Fortæller-jegets nødvendighed
Dramaet er komponeret med et fortæller-jeg, som beretter om det anonyme Hun. Jeget ser tilbage på forholdet og de to produktioner og indrømmer allerede i begyndelsen, at det ville være lettest og måske bedst, hvis det hele kunne blive glemt. Det kan fortælleren bare ikke, der er for hende en form for nødvendighed, som betyder, at hun må tale og bryde hemmeligheden. Den vil ikke lade sig fortrænge, hun har ikke noget valg. Det er fortæller-jegets drivkraft. Hun må fastholde retten til at have en stemme. Hvis man har lyttet til Rossanders musik ved man, at stemmen betyder utrolig meget og benyttes som en form for instrument i alle mulige varianter inklusiv skriget. Stemmen er for Lydmor tydeligvis en afgørende dimension i hendes kunstneriske identitet. Og det smitter naturlig nok af på romanens iscenesættelse af nødvendigheden i, at Hun har retten til at bruge sin stemme. Hun nægter at forblive tavs.
På den måde spejler fortællingen også nogle af de store tragedier, hvor sandheden ikke lader sig skjule. Det gælder både de græske tragedier, flere af Shakespeares og også mange af Henrik Ibsens dramaer som fx Et dukkehjem, hvor bedraget på en eller anden måde indvirker på relationerne, afsløres og får en stemme. Især Ibsens sidste drama Når vi døde vågner om kunstneren og hans muse, der går i døden sammen, er en tragedier, der rumsterer i baggrunden.
Spørgsmålet, som konstant melder sig, er, hvor meget fortælleren, så at sige lader sig «inspirere» af disse fiktioner, som omtales i romanen. På samme måde er bogens omslag af den druknede Ophelia fra Hamlet heller ikke en tilfældighed. Også Ophelia er offer for bedraget i Hamlet og bliver tavs.
Romanen er ikke et hævndrama, og selvom den benytter autobiografiens virkelighedsreferencer, etableres en læserkontrakt, som understreger at forholdet mellem fiktion og virkelighed er en sammengribende enhed, der ikke lader sig adskille.
Fortælleformer spejler faktisk forholdets indre problematik og modsætningen mellem det umulige og det vidunderlige. Hun kan ikke leve med det ufortalte og den uvished, som læseren imidlertid må affinde sig med. Hvem instruktøren er, og hvordan han overlever, er ikke noget romanen kan eller vil fremstille, fordi fortælleperspektivet er hendes.
Romanens æstetiske og etiske perspektiv
Romanen er som fortælling fortalt fra kvindens perspektiv. Hun prøver ikke at gøre sig uskyldig. Hun forsøger flere gange at stoppe forholdet. Hun skjuler heller ikke, at hun er lavest i hierarkiet, ung og uden mange erfaringer med teaterbranchen. Det er hende, som lider under ikke at måtte fortælle om forholdet. Det er en etisk problematik, som handler om, at Hun enten må være tavs eller tilkæmpe sig retten til at fortælle om sit liv.
Hun forståer, at det vil have uendelige omkostninger for de implicerede, instruktøren, hans familie, teaterinstitutionerne, branchen, og det er med til at legitimere tavsheden.
Romanen foregår som nævnt på store teatre og kan også læses som indlæg i forhold til de produktionsæstiske forhold, altså at teatrets produktionsproces ikke kun skaber en forestilling, men også skaber personlige relationer i intense processer og miljøer.
Teaterproduktion handler også om tillid, omsorg og at bruge og forbruge hinanden. Det kan undertiden blive til udnyttelse. Den strukturelle proces kunne også have udfoldet sig indenfor musik- eller filmbranchen, på universiteteterne eller andre kreative institutioner, hvor der findes hierarkier og magtforhold, som bevidst eller ubevidst kan føre til udnyttelse. Som fortælleren lidt bitter siger et sted, kunne det ligne en lægeroman.
Fortælleren føler sig flere steder som en atombombe. Der er ingen, der sejrer efter bombens destruktionen, men tavshed og tabuisering er ikke en løsning hverken i romanen eller i virkeligheden. Det er nok vanskeligt helt at undgå forhold med strukturelt skæve magtforhold i teatrets kreative processer, og det kan være svært at bremse den energi og kraft, som opstår mellem de implicerede i en kreativ proces. Men der kan vedtages spilleregler, og tabuet kan og skal modarbejdes, er bogens klare etiske budskab.
Efter bomben: Du må godt findes
Autobiografien, som balancerer mellem fiktion og virkelighed, er en genre, som givet er kommet for at blive, og man må finde sig i de afsløringer, det afstedkommer, som selvfølgelig også kan diskuteres, selvom om det er vanskeligt. Samtidig skal det understreges, at man som læser ikke ved, hvad der faktisk er foregået. Som sagt er konteksten anonymiseret, selvom den forekommer virkelig og eksisterende.
Jeg oplever Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen som et vigtigt opråb, som bestemt også rammer undertegnede. Når Jenny Rossanders fortællerstemme tiltaler læseren direkte, er jeg ofte i tvivl om, hvad jeg skal eller kan tillade mig at sige. Romanen er under alle omstændigheder er polyfoni med mange stemmer og referencer både til virkeligheden og til forskellige andre fiktioner. Den kan også læses som en form for vidensbyrd i forhold til de senere års debat om magt- og misforhold, som skaber strukturelle udfordringer mellem køn især i musik- og teaterbranchen.
Historien er både spændende og godt fortalt af den skrigende furie. Man hører lyden af vrede og mod. Noget jeg til gengæld savner, er lyden af stemmen og den æstetiske sanselige kvalitet i samarbejdet mellem Hende og Instruktøren. Hvordan lyttede instruktøren til hendes forslag og hvordan bidrog det til konceptet? Det er den kunstneriske dimension i teaterprocessen, som jeg mener Rossander lader glider for meget i baggrunden, især i de to sidste akter.
Skandalen sætter en kæde af handlinger i gang, som er pinagtige og tangerer det ulidelige, men det er en kvalitet, at romanen ikke er optaget af at placere skyld eller hævn og opretholder en vis anonymitet omkring det umulige forhold. Jeg får bestemt ikke lyst til at dømme eller fordømme den ene eller den anden, men indlever mig i det ubærlige og føler empati med personerne. Jeg håber de overlever og kommer rustet ud af dramaet til virkeligheden – som Ibsens Nora, Helmers lærkefugl, der i slutningen af Et dukkehjem går ud af døren med lyden af porten, som smækker i.
Erik Exe Christoffersen, lektor emeritus, Aarhus Universitet. Redaktionsmedlem af tidsskriftet Peripeti og forfatter til flere bøger om blandt andet Odin Teatret, Hotel Fro Forma på Aarhus Universitetsforlag og senest om Aarhus Teaters opsætning Vita Danica, Tina Lauritsens Forlag 2023.