Aktivistisk scenekunst med heterotopiske ambitioner
Af Mette Obling Høeg
The Forests’ Trial bliver præsenteret som en performance, der transformerer scenen til en retssal. Som naturens repræsentanter bliver publikum inviteret til at påtage sig rollen som dommere, der skal udpege de ansvarlige for to miljømæssige katastrofer, forårsaget af henholdsvis Cheminovas produktion af giftige landbrugskemikalier og illegal minedrift i Venezuela. Idéen er samtidig at gøre scenen til et mødested for både menneskelige og mere-end-menneskelige stemmer.
Forestillingen kan bedst beskrives som en scenisk hybrid. Den væver didaktiske, retoriske og æstetiske elementer sammen i en meget kompleks performativ begivenhed. Den rummer sanselige lydinstallationer, episk, poetisk og retorisk tekst, sang, dans, interaktive elementer og iscenesættelse af en dokumentarfilm. Desuden får publikum udleveret en bog med informationsmateriale og oplæg til aktivistiske handlemuligheder for at bekæmpe grådig udpining af jord og skove med deraf følgende destruktion og undertrykkelse af naturområder, befolkningsgrupper og arter.
The Forests’ Trial er et ualmindeligt ambitiøst, aktivistisk projekt, som hviler på et enormt researcharbejde. Man mærker Sara Gebrans stærke personlige engagement i forestillingens budskaber, og det fører, som en markant ledetråd, publikum igennem det sceniske forløb. Men forestillingens kompleksitet betyder også, at det er et meget overvældende værk.
En fortryllende indledning
Forestillingen bliver indledt med, at publikum føres ind i salen og bliver omgivet af et magisk soundscape, som består af en flerstemmighed af naturlyde; vand der risler, cikader der synger, frøer der kvækker, vind der suser og dyr, der kalder. Lydende stammer fra George Koutsouris’ lydinstallation Nature’s Symphony, som består af en række bevægelige installationer. Publikum bliver inviteret til at bevæge sig rundt blandt dem i tavshed, og det er en ganske fortryllende oplevelse. På en og samme tid ’blot’ bevægelig mekanik, som meget konkret performer sin egen materialitet, og samtidig alkymistiske konstruktioner, som frembringer et besnærende univers med meget naturtro lyde.
Man føler sig hensat til et sted dybt inde i regnskoven, samtidig med at være meget konkret til stede i salen, og tanken om den omhyggelighed der ligger bag skabelsen af disse smukke instrumenter vækker stor ærbødighed. Det er en helt særlig oplevelse, som muliggør, for en kort stund, at drømme sig væk til et helt andet harmonisk sted og værdsætte naturens skønhed.
Opvågning
Den drømmende tilstand får imidlertid hurtigt et kontant modspil i prologen, som består af en episk og lyrisk passage. Performerne fortæller en historie om at søge lykken ved at bygge en ny altan og dernæst om erkendelsen af, at byggeprojektet har både klimamæssige og menneskelige omkostninger. Fortællingen tematiserer grådigheden i at jagte materiel lykke på trods af klimamæssige og menneskelige konsekvenser. Den komplementeres af Nature’s Representatives Choir, i form af de øvrige performere, som kommenterer fortællingen med en poetisk tekst om skuffelsen i at realisere forbrugsdrømmen for dernæst at erkende, at den blot fører til mere individualisering og ensomhed.
Passagen bliver fortalt fra den individuelle forbrugers perspektiv, men er samtidig distribueret blandt de 4 performere således, at denne ’rolle’ er fælles fremfor at knytte sig til en enkelt, isoleret stemme. På den måde bliver der lagt op til, at publikum ligeledes forholder sig til sin egen hang til grådighed.
Fællesskabets modvægt
Prologen efterfølges af et lille intermezzo, hvor performerne fremfører elementer af den arabiske folkedans Dabke i en synkron koreografi. Dette lille, kraftfulde danseoptrin skaber en visuel, kropslig modvægt til prologens tema.
Det samme gør forestillingens næste element, som er en kollektiv samarbejdsøvelse, som indebærer, at publikum skal lægge et kæmpe puslespil på gulvet i tavshed. Puslespillets motiv er en stor, sort kugle, som leder tankerne hen på jordkloden, og seancen fungerer dermed som en konkret påmindelse om, at vi samskaber den verden, vi bebor.
Filmforevisning med performative kommentarer
Ovenpå puslespillet opfordres publikum til at lægge sig til rette på tæpper for at overvære en film, som bliver projiceret op på to skråt udspændte sejl i loftet. Forevisningen er iscenesat således, at den bliver kommenteret af Nature’s Representatives Choir fra forskellige positioner rundt om publikum. Filmen handler om industriel forurening og dokumenterer de miljømæssige følger, for både planter dyr og mennesker, af Cheminovas produktion af plantegifte. I en årrække var den nordjyske kemikaliefabrik ejet af Århus Universitet, og fortællerstemmen i filmen kræver, at Århus Universitet rydder op efter sine giftige aflejringer i naturen.
Filmen fortæller også om illegal minedrift, ekstraktivisme og rydning af regnskove i Venezuela – kort sagt, hvordan store, internationale industrier forurener og udbytter både mennesker, dyr og naturområder.
Med en varighed på ca. 40 minutter optræder filmen som forestillingens mest centrale element. Dens formsprog veksler mellem et dokumentarfilmsformat med klassisk informationsformidling, og et naturfilmsformat med smukke, sanselige billeder af naturområder og dyr. Den formidler således både faktuelle informationer om udbytningens konsekvenser og mere sanselige passager, som inviterer til empatisk indlevelse og værdsættelse af andre livsformer og naturlige omgivelser. Fx er der en sekvens, hvor små, livlige fugle i close-up får stemmer.
Filmen kommenteres løbende af Nature’s Representatives Choir med sang og lyriske sekvenser, som udtrykker både vrede, sorg, frustration og protest, og Nature’s Symphony klinger også med i baggrunden. På den måde bliver filmens faktuelle informationer hele tiden ledsaget af stemningsvækkende input, som lejrer sig i kroppens resonansrum og skaber en affektiv klangbund for oplevelsen af den mere nøgterne formidling i filmens fremstilling. Dette konglomerat af performative elementer inviterer publikum til at møde de kolde facts med en følelsesmæssigt engageret reaktion.
Sidst i filmen træder en tekst med protestkarakter frem på skærmen, og publikum opfordres til at læse den højt i kor. Dernæst afsluttes den med, at Sara Gebran laver et interview med advokaten Alessandro Pelizzon, som forklarer idéerne bag den aktivistiske kamp mod at betragte naturen som objekt for menneskelig udnyttelse og for at give juridiske rettigheder til det mere-end-menneskelige.
Fællesskabets kraft
Det fællesskab, som tekstoplæsningen skaber, følges op af endnu en kollektiv handling, som består i, at publikum bliver inviteret til at deltage i en fælles Dabke-kædedans. Den bliver introduceret som en dans, der skaber jordforbindelse samtidig med, at den fører energi op gennem kroppen og videre ud i verden.
I kædedansen bliver publikum ført udenfor til et bål, hvor Sara Gebran opfordrer til at fortsætte kampen for naturen med udgangspunkt i den udleverede bog. På den måde sendes publikum ud i verden med den følelse af fællesskab, som bålritualet vækker.
Heterotopiske erfaringsrum
The Forests’s Trial blev opført på Refshaleøen, under Metropolis, som i perioden 2024-28 har besluttet at arbejde under overskriften ”Fra Metropolis til Ecopolis”. Forestillingen er 2. del af et 4- årigt projekt, som Sara Gebran har dedikeret til at forsvare og beskytte verdens skove og til at kæmpe for naturens rettigheder. Det blev indledt med forestillingen Mediating nature i 2023.
Den ledsagende bog er del af Sara Gebrans overordnede researchprojekt, der beskrives som “Choreographic-Publications as Critical Space for Choreographic Practices and Self-Governance”.
I bogen beskriver Sara Gebran også sit arbejde som en heterotopisk praksis, der fungerer på tværs af discipliner og ”betragter scenen som en side i en bog og bogen som et teaterrum” (min oversættelse). Det samlede projekt tilbyder en lang række alternative videns- og erfaringsformer, som bryder med mere klassiske afgræsninger af formsprog og virkemidler. På den måde skaber det mange nye, eksperimenterende og fængende ’rum for andethed’ og potentielle forstyrrelser af vores vanemæssige forståelser.
Refshaleøen er også i sig selv et sted med heterotopiske kvaliteter. Området ligger på kanten af byen, og emmer, med sin vilde natur, aktive og nedlagte industri samt et sprudlende kulturliv, af momentum for virkelyst og alternative samværsformer. Derfor skaber stedet, og turen derhen, en helt særlig klangbund for at opleve et fælles engagement i et aktivistisk, subversivt projekt, og det er netop den stemning, som forestillingen skaber grobund for. Sara Gebrans indignation og kampgejst smitter!
Men det er også en forestilling, som er ret overvældende at fordøje, og enkelte steder kan man godt savne plads til lidt mere selvstændig eftertanke og ejerskab til sin egen, subjektive respons. Fx når publikum får lagt en tekst i munden, efterhånden som den dukker op på skærmen. Publikums rolle som dommer skal spilles efter et fastlagt manuskript.
The Forest’s Trial spillede i Teatersalen på William Wains Gade under Metropolis d. 7.-12. oktober 2024.
Læs mere her
Manuskript og instruktion: Sara Gebran
Koncept, research og libretto-bog: Sara Gebran
Performance: I samarbejde med Marie-Louise Stentebjerg
Sangkomposition: Anne Eisensee
Lyrik: Sara Gebran
Performere: Marie-Louise Stentebjerg, Sara Gebran, Anne Eisensee, and Snorre Elvin
Scenografi: Tor Lindstrand and Sara Gebran
Lysinstallation, Nature’s Symphony: George Koutsouris
Filmredigering: Toshie Takeuchi and Sara Gebran
Lys, video- og lyddesign: Emil Vodder
Mette Obling Høeg er studielektor og uddannelsesleder ved Sektionen for teater- og performancestudier, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet