Alt kan ske, alt er muligt og sandsynligt
Af Annelis Kuhlmann
På en stor og tom scene, i et soundtrack, der skaber en rumlig uendelighedsfornemmelse, står den lysende Indras datter, spillet af Asta Kamma August, og er på vej ud i sit store opgør med sin far i himlen. Da skyen sprækker, falder hun, lyden fortættes, og hun lander på et sted, der mest af alt ligner en øde rasteplads. Dette immersive lydbillede, skabt af Viktor Dahl, bliver gennemgående for forestillingen, hvori smukke sange med Marie Kildebæk også indgår.
Publikums opmærksomhed bliver fra starten skærpet og rettet mod Agnes’ rolle i forestillingens åbning, hvorfra vi følger hendes livsvandring. Den rolige, klare og næsten syngende diktion, hvormed Asta Kamma August får formet et helt specielt vokalt rum og stilleje for sin karakter, er betagende. Publikum bliver suget ind i fortællingens univers.
I denne anmeldelse har jeg valgt at se på forholdet mellem forestillingens brug af scenografi, spillestil, genre og dramaturgi.
Tid og rum eksisterer ikke
Scenografien manifesterer et ikke-sted for stadier på hendes vej fra lillepigen Agnes til den voksne og indsigtsfulde kvinde. Turen går hen over den golde, slidte og smudsige jord, der er en slags billede på en ørkesløs lidelsernes vej, hvor hun skal møde livets tilskikkelser. Jorden, hun er landet på, drejer, så vi får ikke kun teknisk set en løsning på vandringsdramaet. Scenen giver med sit sindbillede på drømmen også et teatralt bud på et cirkulært verdensbillede, som virker meget velvalgt til netop dette stykkes struktur.
”Det er synd for menneskene” er Agnes’ tilbagevendende reaktion på menneskenes lidelser, og denne sætning binder scenerne sammen som perler på en snor i en grundtone af undren og vemod. Således ligger landet i August Strindbergs berømte symbolistiske skuespil, Et drømmespil fra 1901 i Det Kongelige Teaters opsætning 2024.
Strindbergs drømmespilgenre er kompleks at sætte i scene, for stykket rummer så mange forskelligartede billeder, som skal kunne forvandles fra det ene til det næste og uden skarpe skift eller overgange. Der er højst nogle intermezzi, som mest udfyldes af de medvirkende balletdansere, Maria Kochetkova og Sebastian Kloborg, der også er forestillingens koreograf. Det er drømmens karakter at være en form for flow, hvor tid og rum ikke eksisterer. Denne opgave er lagt i hænderne på sceneinstruktøren Anna Balslev og scenografen Laura Løwe.
Selve stykket udgør et slags katalog af billeder i forskellige dramaturgiske vinklinger. Snart optræder Agnes som beretter, snart indgår hun selv i drømmens små handlingssekvenser. Nogle steder er hun kommentator, andre steder selve drømmeren. Man kan som instruktør i princippet vælge, hvilken dramaturgi som helst. Som jeg så det, er Et drømmespil i Skuespilhuset primært blevet til en jeg-fortælling, hvor hovedkarakterens oplevelser af livet på jorden udmønter sig som en form for deja-vue, idet hendes menneskelige reaktion på oplevelserne byder på en blanding af genkendelse, minder og associationer i mange retninger.
Agnes’ vandring
Alle medvirkende er på scenen under hele forestillingen. Blandt de medvirkende er, foruden skuespillerne, også de to dansere Maria Kochetkova, der spiller Frøken Victoria og Politibetjenten og Sebastian Kloborg, der har sin helt egen vilde snørrebåndsekvilibristdans.
Det er interessant at se, at politibetjenten, som opretholder orden, har sin egen særlige, nærmest komiske koreografi. Officeren, spillet af Simon Kongsted, møder Agnes flere gange. Først udfrier hun ham fra den forurettelse, han føler mod Gud. Siden møder han sin mission i tilværelsen, nemlig endeløst at vente på Frøken Victoria ved teatrets brandmur. Portvagten spilles af Mikkel Lund, der fra sin kørestol vogter døren, bag hvilken det siges, at meningen med livet er. Tiden går i ring, eftersom hver gentagen forespørgsel, om hvornår Frøken Victoria dukker op, bliver mødt med portvagtens svar om, at hun kommer lige om lidt. Denne venten ses som en absurd figur i billedet.
Tilsyneladende gentagelser ses også i den situation, hvor officeren skal tage skolen om, idet han ikke kan svare på lærerens spørgsmål om, hvad 2 gange 2 er. Læreren, i Ena Spottags skikkelse, er virkelig kostumeret grotesk – mindede mig lidt om den mareridtsagtige lærer i Roald Dahls’ Mathilda. En stram timing i spillet gør dette korporlige grusomhedsbillede på en læringssituation til noget helt særligt.
Indimellem får vi glimt af små kritiske kommentarer til den verdensorden, som nogle af scenebillederne indeholder. Især scenen med kularbejderne, skarpt fremstillet af Ena Spottag og Mikkel Lund, viser Strindbergs sociale indignation og giver praj til en samfundsmæssig polarisering i dagens Danmark. Ena Spottag fremstiller også glarmesteren, Agnes’ jordiske far, og plakatmanden med det grønne fiskenet ved teatrets sceneindgang.
Dans og kørestolspirouette
Endelig er der også billedet med karantænemesteren, der hårdhændet poder alle og sender enkelte i isolation med henvisning til tiden under Covid-19 i 2020-21. Også denne rolle spiller Ena Spottag. I alt har hun hele fire mandlige roller i opsætningen.
I sin ”sort-hvide” virkelighed sorterer karantænemesteren menneskene mellem døden i Skamsund og livet i Fagervig, hvor tilværelsen er lys og festbetonet med fireretters menuer, musik og dans. Gæsterne kommer sejlende dertil fra oven, dvs. som fra en anden planet.
Agnes spørger, om der kommer fremmede, og hvem disse flygtninge er, der søger lykken. Disse spørgsmål hænger lidt i luften, om jeg så må sige, og fremstår som revet ud af en socialpolitisk kontekst til opsætningen.
Blandt de festende er Han og Hun, danset af Maria Kochetkova og Sebastian Kloborg. I dansen deltager også Mikkel Lund, der har sin helt egen kørestolspirouette. Dette elegante og kropsligt diverse festunivers ekskluderer Grimme Edit i Marie Kildebæks fremstilling. Hun bliver end ikke budt op til dansen men synger endnu en af forestillingens fine sange. Billedet runder af med, at alle øvrige medvirkende danser i fælles koreografi.
Familieidyl
Familieidyllen i hjemmet, med Agnes og Advokaten i Mikkel Arndts grotesk-ynkværdige monsterskikkelse, lægger en tegneserieagtig parodi over ægteskabet. Dette billede er løst på en sjov måde: en miniatureæske med en form for ”sort-hvid” flimreskærmbillede af en forenklet stue, hvor tapet og møbler i samme mønster går i ét, bliver hejst ned fra sceneloftet, og ind i æsken træder Agnes og Advokaten.
På grund af æskens proportioner virker hjemmet som et dukkehus, hvor de to skuespillere på en måde visuelt falder i et med tapetet og ligner kæmpe todimensionelle pap-dukker, der, i deres familietrakasserier, er ved at sprænge rummet, hver gang den enerverende hylende baby, der skulle give ægteskabet skønhed og harmoni, forhindrer dem i at flygte fra situationen og søge ud i friheden. Hjemmet er et faretruende, gyngende fængsel og stressniveauet er tårnhøjt.
Livet er ikke et escape room
Den tredje vigtige person på Agnes’ vandring er Digteren, fint tegnet af Christine Albeck Børge. Det er et meget smukt billede, som tegner sig med de tre, Agnes møder – fra den naivt håbefulde officer, over den forsmåede og koleriske advokat og frem til den afbalancerede og rolige digter. Med Christine Albeck Børge i digterrollen opnår det kvindelige en overlegen betoning i stykket.
Digteren er den modne karakter, som tager Agnes med ind i en verden af kunstneriske og eksistentielle erkendelser. Det er digteren, der har digtet alle de virkelige lidelser, som Agnes oplever. Her smelter fiktion og virkelighed sammen for Agnes. Det reale og det surreale bliver til ét. På Agnes’ spørgsmål om, hvornår mennesket får fred, lyder svaret: ”Måske aldrig!” – her får vi endnu et symbol på det endeløse brændstof til konflikter, der ligger i verden, men sætningen får lov at hænge i luften og kobles ikke til en konkret kontekst.
Stykkets bearbejdelse
August Strindbergs Et Drømmespil er et af mine absolutte yndlingsskuespil. Teksten, der er benyttet i denne opsætning, baserer sig på digteren Benny Andersens oversættelse fra 1967. Instruktøren Anna Balslev har bearbejdet teksten i samarbejde med dramaturgen Louise Hassing. Der er tale om en ret hård beskæring, hvor mange passager, herunder flere karakterer er blevet fjernet.
Alle religiøse referencer og passager i stykket fra Strindbergs hånd er blevet fjernet, hvilket instruktøren har motiveret med at ville undgå en udlægning af teksten, der forbandt det mystiske og symbolske med religiøse symboler. Det virker for mig ikke helt klart, hvorfor denne ramme skal fravælges.
Stykkets mange lyriske passager er blevet omsat til sang, hvilket understøtter musikken men desværre bevirker, at man ikke kan høre den smukke poesi, der ligger i disse passager. Det er en skam, da de i den grad bidrager til en kropslig sansemæssig rejse for Agnes. Lyriske passager som fx ”Vindenes sang” kunne måske med fordel have fundet plads i programmet.
Endelig udebliver også stykkets slutbillede, hvor Agnes fra Strindbergs hånd tager afsked med jordelivet, og stykkets medvirkende kommer til hende for at lægge deres rekvisitter som offergaver på bålet. Det er selvfølgelig et valg, men jeg syntes at forestillingens slutning kom lidt brat og uforløst og ikke ydede stykkets komposition fuld retfærdighed. Det blev en meget brat opvågning – også fra drømmens univers, hvor jeg efterfølgende har tænkt på, om det måske netop er meningen, at publikum skal opleve, at de med ét pludselig vågner fra Et drømmespil. Situationen med en mental og teatral forestilling, der væver sig sammen i ét slutbillede, når ikke helt ud over rampen, og dette er med til at utydeliggøre, hvad opsætningens egentlige ærinde er.
Sideblik
I den valgte spillestil ser karaktererne gentagne gange tavst og forbløffet ud på publikum i bratte sideblik, til tider med et let ironisk strejf. I ultrakorte momenter, lader disse sideblik publikum møde karakterernes blikke i en undren over verdens gang, sådan som de fremstiller Et drømmespil. Disse momenter har ikke nødvendigvis nogen åbenlys forbindelse til handlingens sammenhæng, men bliver i stedet til små afbrydende cæsurer, hvor jeg fik indtryk af, at karaktererne på en måde selv opdager at være spundet ind i drømmens usammenhængende univers.
Denne udtalte episering bevirker, at publikum kommer til at reagere sammen med skuespilleren på det mærkelige i stykket, som om det var en flad komedie, selv om nogle af billederne i virkeligheden slet ikke er morsomme, men snarere temmelig pinefulde. Dette reaktionsmønster vrider genren og kommer ind i mellem til at dække over lidelsen, som gudedatteren Agnes kommenterer med sit vanskelige refræn, ”Det er synd for menneskene”. Derved bliver det lidt uklart, hvad forestillingen vil fortælle med, at ”det er synd for menneskene”.
Forestillingshistorisk efterord
Modsat Strindbergs meget kendte og ofte opførte naturalistiske stykker som fx Faderen og Frøken Julie eller de senere kammerspil, bl.a. Dødsdansen og Påske, så er Et Drømmespil faktisk sjældent opført i Danmark. I nyere tid har stykket været opført i Danmark på Aalborg Teater i 1977, Odense Teater i 1993 og 2008 samt på Betty Nansen Teatret i 2007.
Det har været særligt spændende for mig at fordybe mig i anmeldelsen af denne opsætning af Et Drømmespil. Det skyldes ikke mindst, at jeg for en del år siden som vordende dramaturg fulgte arbejdet på opsætningen af Ett Drömspel på Folkteatern i Gävleborg, Sverige (1984-1985). Indras datter blev da spillet af en ung Pernilla Wallgren (nu August) i Peter Holms multiteatrale scenografi, med en kombination af arenateatret og kukkassen, iscenesat af Peter Oskarsson. Opsætningen blev om dagen ledsaget af en version for børn i form af Staffan Westerbergs Lilla Drömspelet, iscenesat af Finn Poulsen. Der blev tale om et særligt publikumsarbejde, som åbnede drømmespil for alle uanset alder.
Et Drømmespil spiller d. 27. september til den 12. november 2024 på Det Kongelige Teater.
Læs mere her
Medvirkende: Asta Kamma August, Mikkel Arndt, Simon Kongsted, Christine Albeck Børge, Mikkel Lund, Ena Spottag, Marie Kildebæk, Maria Kochetkova, Sebastian Kloborg
Iscenesættelse og bearbejdelse: Anna Balslev.
Scenografi: Laura Løwe
Musik og sange: Viktor Dahl og Marie Kildebæk
Koreografi: Sebastian Kloborg
Lysdesign: Jonas Bøgh
Lyddesign: Janus Jensen
Oversættelse: Benny Andersen
Annelis Kuhlmann er dramaturg og lektor på Aarhus Universitet.